Jeg var blevet inviteret af arrangørerne til at komme og
fortælle om danske landmænds investeringer i øst-Europa, set indefra om at så
at sige. Invitation var en udløber af den lille gruppe af antropologer/sociologer,
og altså også en etnolog, der alle havde landbrug, i en eller anden afskygning,
som forskningsområde, og som uafhængigt af programmet traf hinanden i sommers i
Tallinn til den føromtalte antropolog-kongres.
Konferencen i Rumænien havde som overskrift: 'Farmland, Food
and Forests in Transition: The Eurasian countryside 25 years after. En lille pudsighed i denne sammenhæng var, at
konferencen var planlagt til at ligge nøjagtigt 25 år efter Murens fald, altså
den 11 november, men af logistiske grunde måtte ligge to dage tidligere. Denne
dato markerer dog et andet jubilæum. Som flere af konferencens deltagere
halvt-ironisk, halvt-nostalgisk bemærkede, så var det 97-års jubilæet for den
russiske revolution.
Det var lykkedes arrangørerne at sikre deltagelse af en
finansiel rådgiver med speciale i landbrugsinvesteringer og med mange års
erfaringer i Rusland, Afrika og Øst-Europa.
Derudover deltog stifteren og lederen af et russisk
fødevarer-informations-bureau, som specialiserede sig i at levere dags-aktuelle
informationer om alt fra vejr, politik og sikkerhedsprognoser til priser og
logistik vedrørende køb, salg og etablering af landbrugsbedrifter i Rusland. Der
var en professor fra Oxford med 4 af hendes Ph.d.-studerende, som kastede lidt
akademisk glans over arrangementet og vi var fire fra Tallinn-gruppen. Omtrent
halvdelen af deltagerne kom fra øst-Europa og halvdelen fra vest-Europa. Der
var 20 officielt indbudte og derudover deltog lokale antropologer.
Mit bidrag skulle baseres på mit feltarbejde i Polen og
forsøge at forklare og fortolke den investeringspraksis, som danskerne er
blevet berygtet for i øst-Europa.
Titlen på min præsentation var: The Danish Pig-farmer came
with a suitcase full of money - a reality-check on Danish farm-investments in
the new EU-memberstates. (På dansk: Den
danske svine-bonde kom med en kuffert fuld a penge - et blik på virkelighederne
bag danske landbrugsinvesteringer i de nye EU-medlemsstater).
Titlen på mit indlæg er et citat fra en lettisk afhandling
om lokalsamfunds reaktion på danske landmænds opkøb af jord i Letland.
Konferencens arrangører havde bedt deltagerne om at sende en
længere tekst, som baggrundsstof for det oplæg man ville holde. De ligger (snart)
på hjemmesiden - dér kan man altså læse både mit og flere af de andre
oplægsholderes forskningspapirer. Helt
kort kan jeg fortælle, at jeg redegjorde for 1864, andelsbevægelsen,
rentabiliteten, skattesystemet, sammenhængen mellem svineproduktion og hektarprisens
himmelflugt, bankernes rådgivning og landbrugets organisation - men afsluttede
min fremlæggelse med den foreløbige sammenfatning, at blandt de danske bønder i
Polen hvor jeg har begået feltarbejde, er en vigtig motivationsfaktor dét at
kunne etablere et landbrug på sine egne præmisser, at bygge noget op og selv at
kunne sætte dagsordenen for sin produktion og investeringer. Med andre ord, at
udfordre sine egne kundskaber som landmand og se sin personlighed afspejlet i
den måde driften udvikler sig på - alle facetter af landbrugslivet, som i mange
henseender i Danmark er pansat i strukturudviklingen og banken.
Det var første gang at jeg skulle præsentere min forskning
for et publikum, som rent faktisk vidste noget om landbrug. Jeg er vant til at
præsentere mit projekt for akademikere, der ikke aner hvordan protein-indhold
og kvælstof-normer hænger sammen - ja ofte knap nok aner hvad den fælles
europæiske landbrugspolitik går ud på. Men her stod jeg overfor et særdeles
vidende publikum, der på mange områder vidste mere end jeg selv gjorde om
landbrugets vilkår i Europa. Det var en udfordrende opgave at formidle min
forskning på det plan. Jeg fik mange spørgsmål og meget opmærksomhed, især
fordi jeg som den eneste havde en førstehånds indsigt i producenternes
selvfremstilling af denne udvikling.
Selve programmet var delt op i to hovedspor. De store og de
små. De store var primært investeringsfonde og
aktører med ressourcer til at købe stort ind og påvirke politik og
administration. De små handlede primært om hvilke strategier der
materialiserede sig iblandt småbønder og civil-samfund, for at sikre sin egen
og lokalsamfundets overlevelse.
Jeg var blevet placeret blandt de store.
I min del af programmet fortalte først en amerikansk forsker
ansat ved Stockholms universitet om svenske bankers opkøb af landbrugsjord og
ejendomme i Ukraine og Rusland. Konklusionen i dette og i flere andre lignende
præsentationer, var at landbrugsproduktion som spekulationsobjekt ikke
'virkede'. Det er der flere grunde til,
men den virkelighed har mange danske landmænd også måtte sande. Derimod var der
god forretning i at spekulere i jordopkøb, med henblik på at sælge eller
forpagte det videre.
Der var en livlig diskussion, primært mellem akademikeren og
de finansielle rådgivere, om hvorvidt kapitalens (spekulative investorer)
indtræden i øst-landenes landbrugserhverv havde være en produktiv faktor - for
at få produktivitet og effektivitet op i
gear - hos de lokale fødevareproducenter. Den diskussion er meget væsentlig for
at afveje fordele og ulemper for de østeuropæiske samfund ved denne
investeringspraksis, men jeg deler mit fags bekymring om at simplificere disse
processer ned i kroner og ører.
Efter min fremlæggelse kom der en Oxford-englænder og
præsenterede et ph.d.-projekt om de store grossisters rolle i landbrugets
udvikling i Rusland og øst-Europa. De fire største korn-grossister i verden
bliver i akademiker-jargon kaldt ABCD'erne efter deres forbogstaver: Archer
Daniels Midland, Bunge, Cargill og Luis Dreyfuss. Disse fire selskaber har magt
til at forme- og bestemmer over det
globale fødevaremarked, selvom de selv hævder kun at tjene efterspørgslen. De
har qua deres tilstedeværelse overalt i verden, blandt mange andre
magt-instrumenter, adgang til tidlig information om høstudbytter og kan
spekulere på børserne med denne viden. Cargill,
som var projektets hovedfokus og som selv deltog frivilligt i at give adgang
til selskabets regnskaber og
strategidokumenter, havde i 2014 en investeringsportefølje på ca. 6 mia. kr. i
Rusland. Deres primære aktivitet i Rusland, ifølge præsentationen, var kyllinger til McDonalds. Der fulgte en
interessant meningsudveksling mellem den russiske informations-udbyder og englænderen
omkring det russiske marked og investeringspraksisser, men det er lidt for
kompliceret at referere her. Det er dog værd at nævne, at alle de russiske
deltagere var enige om at den store joker i Rusland, som kunne afgøre om en
investering var sund eller ej, er Kreml og den politiske elites uforudsigelige
politiske praksis.
Efter pausen kom to russere og fortalte om
landdistriktsudvikling i Rusland, en østriger og fortalte om kapitalisering af landbrugsjorden
i Ukraine , en rumæner om udviklingen i Rumænien, hvor 10% af landbrugsjorden
nu er ejet direkte af udlændinge, en slovakisk sociolog fortalte om tilsvarende
dynamikker i hendes land. I de tre sidstnævnte projekter blev danske firmaer og
investeringsgrupper nævnt, blandt de aktive opkøbere.
Alle oplæg var interessante og havde paralleller til mit
eget projekt. Og som det så ofte er på sådanne konferencer, var det i mellem de
officielle programpunkter, at man kunne tale sammen mere udførligt og blive
klogere på den europæiske og globale landbrugsvirkelighed.
F.eks. fik jeg et par dage efter, tilsendt en række artikler
fra den finansielle rådgiver, der belyste danske landbrugsinvesteringer udefra.
Her er et eksempel.
Næste dag kørte vi ud og så på den agrare virkelighed
omkring Bukarest.
Vi besøgte bl.a. en vingård på 65 ha, der i 2003 havde fået
opstartshjælp af EU og i dag var en succesfuld producent med ca. 40 ansatte.
Jeg tror aldrig de havde haft besøg af så nysgerrig en flok som os før.
Jeg benyttede også lejligheden til selv at køre ud og se det
Rumænske landbrug. Det var mestendels præget af en førindustriel struktur, med
hestekærer og høstakke på markerne. Her og der rejste sig store
agro-industrielle komplekser, som var ejet af udlændinge.
Det var en interessant rejse også set i lyset af de mange
interviews og møder i Bruxelles, hvor den rumænske landbrugskommissær og hans
kabinet var på vej ud og dermed også - symbolsk måske - en landbrugsdagsorden
der forsøgte at beskytte de små og ikke-vækst-orienterede landmænd.
Rumæneren
Ciolos havde forsøgt at koble den nye landbrugsstøtte med miljøfokus og hensyntagen til en
mere mangfoldig landbrugsstruktur og hér kunne jeg se sammenhængen mellem hans politiske visioner og den virkelighed de var vokset ud af. Den nye kommissær, irske Phil Hogan, nævnte
4-5-6 gange under hans høring, at det var et stort strukturelt problem med alle
de små landmænd i Europa.
Der skal vækstes, rationaliseres og reguleringer skal
af-bureaukratiseres, er den nye landbrugsdagsorden under Hogan.
Alle interessenter holder vejret i Bruxelles, for at se hvor
meget af den 'nye grønnere landbrugspolitik', der bliver rullet tilbage under
den just tiltrådte kommissær. Se f.eks her.
Imens må man konstatere at Rumænien er et fattigt land, der
er negativ befolkningstilvækst og mange unge søger væk. Og det er svært at
idyllisere det rumænske landbrug, som minder om vores for 200 år siden, men i
et samfund med stor arbejdsløshed, og stor korruption, kan dem der ønsker at
leve som deres forældre gjorde, eller ikke har andre valg, glæde sig over at de
stadig har et inklusivt landbrug, hvor det ikke kræver en fyrstelig sum at
etablere sig.
Det er selvfølgelig også det, der får danske landmænd og
udenlandske investorer til at komme rendende med deres pengesedler.
Ps. Efter jeg var kommet hjem, stod jeg i en nyttehave på
Amager og fortalte en bekendt om min tur. Hun udbrød, at det var da spøjst,
hun var selv lige kommet hjem fra Rumænien (vi havde været i samme provins-by,
samme dag), hvor hun havde købt 33 hektar jord, sammen med sin far og bror, og
hvor de agtede at plante en valnødde-skov. Det havde kostet dem 200.000 kr.
