Landbrugets Fremtid i Bruxelles, del 3

Trofaste læsere af denne blog vil måske erindre, at Landbrugets Fremtid var i Bruxelles i efteråret 2014 for at lave feltarbejde til EU-lovgivningsdelen af Ph.d.-afhandlingen.

I den forbindelse publiceredes her på siden to indlæg med indtryk fra opholdet - og senere en præsentation (på engelsk) af den indsigt i og forståelse jeg havde opnået af hvordan den europæiske landbrugspolitik bliver til (den er senere blevet omskrevet og opdateret til brug for studerende).

                                           Rue du Luxembourg, der leder ned til Parlamentet

I den forgangne uge har jeg haft lejlighed til at tale med mange af de samme informanter, som dengang,  samt en hel del nye - for at høre hvordan landbrugets situation og situationen for landbrugspolitikken ser ud her kort før den bebudede evaluering af den seneste reform finder sted. Evalueringsskemaet er allerede sendt ud - og lækket - og bliver i skrivende stund diskuteret i landbrugscirkler.

Dengang den eksisterende (CAP)lovgivning blev vedtaget fik alle kritikkerne lovning på en 'mid-term-review' - hvilket blev tolket, primært af de organisationer/ngo'er, som mente at reformprocessen i 11time blev kuppet af 'agro-industrielle' interesser, som en reel mulighed for at rette mangler og utilsigtede sideeffekter af reformen - i forhold til de 'grønne' målsætninger, der lå bag. Mere sobre informanter jeg talte med dengang, mente at 'mid-term-reviewet' ville blive en relativ betydningsløs spørgeskema-runde; og de fik ret.

Det er den næste CAP - den der skal løbe fra 2020-2027 - der optager alles fokus. CAP (Common Agricultural Policy) - som mestendels handler om hvordan den økonomiske støtte til landmændene skal fordeles og gives, altså hvilke præmisser, krav og politiske hensigter landmanden/ejeren skal leve op til for at få støtten.

To store og radikale ændringer i den europæiske landbrugsforvaltning er på vej. 

Det altoverskyggende tema, som alle jeg talte med var i gang med at positionere sig i forhold til var klima-delen. Paris-aftalen og EUs relaterede omstillings-initiativer kommer til at spille en afgørende rolle for hvordan også landbrugs-støtten fordeles og legitimeres i fremtiden.

Landbrugslobbyen og de landbrugsinteresser, der gerne ser en stabil og fremtids-orienteret støtteordning for erhvervet, ser i klima-aftalen en mulighed for at tilføje nye støttemidler til landmændene. Det er ganske givet oplagt at man knytter klima-indsatser sammen med den natur-ressourceforvaltning, som landbruget er en hel central del af. 

Imod den rolle står dog Rådets 2014-konklusion, om at der 'ikke er noget klima-indsats-potentiale i landbruget'. Hvorvidt denne holdning bliver stående, kommer an på flere andre og meget komplicerede sammenhænge, som indgår i den kabale, der hernede går und navnet 'effort-sharing' - eller på dansk 'byrde-fordeling'. Som navnet antyder skal alle sektorer og alle kommissærer i løbet af det næste år byde ind med det 'klima-indsats-potentiale', der menes at være i deres regi - og de konkrete indsatser vil så i sidste ende blive målt på hvad det betyder for den økonomiske vækst i Europa. Det er i det lys man skal forstå Landbrugskommissærens seneste noget bombastiske udmelding om at "Tre specifikke handelsaftaler har øget eksporten med 7,5 milliarder kroner og skabt 20.000 job i EU's landbrugssektor, viser en ny rapport bestilt af EU-Kommisionen." (Altinget 28/02/2017)

DG-Agri i Rue de la Loi (lovgaden) - EU kommissionens Landbrugsforvaltning, er en af de ældste institutioner i det europæiske samarbejde og har stadig til huse i en gammel tung kasse overfor mere moderne kommissionsbygninger. Bemærk økologimærket på vinduet ved indgangen.  

De grønne ser selvsagt tingene i et lidt andet lys. De ønsker - og arbejder aktivt for, at den kommende CAP skal være en motor i omstillingen, både hvad angår klimaindsatser såsom kulstof-oplagring, europæiske proteinafgrøder og de mere produktionstekniske tiltag, der skal gøre fødevareproduktion mere bæredygtig samt den altid lidt haltende kulturelle og sociale indsats.

Kort sammenfattet arbejder landbrugets interesseorganisationer både nationalt og i Bruxelles på at skabe et politisk klima, hvor de eksisterende støttemidler bliver udvidet med en klimaindsats-støtteordning og de Natur-orienterede interesseorganisationer ønsker, belært af erfaringen med den sidste reform-proces, at klima-pengene skal forvaltes og tildeles helt uafhængigt af CAPen.

En skærpende omstændighed, der gør denne interessekonflikt mere eksistentiel, er at Brexit betyder færre penge i CAP-budgettet. Brexit er naturligvis det andet store tema hernede, der bare for at nævne een detalje betyder, at Frankrig som følge af englændernes exit går fra at være netto-modtager til netto-yder af landbrugsstøtte. Generelt synes der dog at være en rolig atmosfære omkring Brexits konsekvenser for landbruget, som alle her, nogle med mere skadefryd end andre, antager bliver et mareridt for de engelske landmænd.

Af andre emner der svirrer omkring er Hogans fokus på at få de Østeuropæiske landmænd til at organisere sig. Nogle vil måske huske at han i sin indsættelsestale brugte en del krudt på at tale om 'viable farm-size', med andre ord mener han, at der skal fart på struktur-udviklingen i Østeuropa. Nye ideer om at kanalisere landbrugsstøtten gennem lokale banker, hvor støtten transformeres til lån baseret på private-public-partnership principper - det der hernede kaldes 'financial instruments in loan-based approach'. Altså noget der kunne mildne fortalerne for de frie markedskræfters kritik af støtten. Valget i Tyskland, hvor det vurderes af en ny Kansler Schultz vil være godt nyt for de vest-europæiske landmænd. Hans pro-europæiske holdninger kombineret med flygtningekvotens sammenbrud, kunne angiveligt betyde, at de Østeuropæiske medlemslande straffes gennem f.eks.  en beskæring i landdistriktsmidlerne. Ja - det er i sandhed et game of thrones, hvordan de ca. 350 millioner euro skal fordeles årligt efter 2020.  

Det andet store landbrugstema jeg møder hernede, er den nye økologi-forordning. Den lovgivning og regulering af økologi-mærkningen, vi har i Europa i dag er 20 år gammel og de fleste aktører synes det er fornuftigt at opdatere den. Men hvordan? Det havde den forrige kommissær et bud på og efter fire års forhandlinger - under en ny kommissær med helt andre prioriteringer - er den reformerede ordning nu nået ind i sin sidste fase. (Hvis man gerne vil forstå lovgivningsprocessen henviser jeg til linket ovenfor (på engelsk)). Men til det allersidste er der tvivl om den bliver vedtaget, blandt dem jeg talte med var det ca. 50-50. Problemet, så vidt jeg forstår, er at de økologiske producenters interesseorganisation er imod, primært fordi den nye regulering indeholder nogle ret drastiske sanktioner - hvor f.eks. de danske økologiske æbleproducenter, der de senere år er blevet smittet med pesticidrester af naboens sprøjtning, i fremtiden ville miste ikke kun høsten, men deres økologiske licens.

Det bliver spændende at se hvad udfaldet bliver.

I næste blog-indlæg vil jeg berette om sidste uges møde i Parlamentets Landbrugs- og landdistriktsudvalget, der havde potentialet til at blive noget at et tilløbsstykke med en annonceret debat mellem Landbrugskommissæren Phil Hogan og Konkurrencekommissæren Magrethe Vestager om karteldannelse i fødevaresektoren.

Men før jeg helt forlader dette blog-indlæg, vil jeg dele en hel anden betragtning fra Bruxelles. 

Som det også er blevet diskuteret op og ned af stolper i de danske medier, har Brexit kastet det europæiske projekt ud i noget der ligner en identitetskrise. Brexit er selvfølgelig kun een af mange opløsningstendenser og konkrete udfordringer EU slås med i disse år, men fælles for dem alle synes at være den manglende fælles kulturelle reference. Det er ikke lykkedes trods snart 50 års forsøg, at give EU-borgeren en holdbar kollektiv identitet. En overbygning til alle de andre identiteter vi slæber rundt med, som definerer os som europæere. Jeg formoder at der sidder en frygtelig masse kultur-specialister et sted i Bruxelles og river sig i håret over hvordan den lokale nationalisme kan transformeres til en EU-nationalisme. 

Jeg ved ikke om det er det kontor, der sætte kampagnemateriale op i metrostationerne i Bruxelles, men jeg stod af på en station hvor den europæiske identitet var afbilledet, i form af 3 meter høje fotostater af skuespillere, der kropsliggjorde vores fælles kultur med følgende kogebogsopskrift:  Opløs i lunkent vand lige dele Schumann, Monnet, Montaigne, Rabelais, Europa (en nøgen kvinde med blottede bryster på en hvid tyr), Erasmus, Zweig, More, Voltaire og Baudelaire.

                                                           Francois Rabelais 1483-1533

På mange måder ville jeg gerne ønske mig den identitet, men vil Europas borgere?

Jeg så en statistik, der viste at hver eneste skatteyder i Europa betaler ca. 600 kr om året pr. håndboldbane landbrugsjord i støtte til fødevareerhvervet. (Og en håndboldbane er præcis det areal, hvis ligeligt fordelt, som hver beboer på kloden i 2017 har til rådighed til fødevareproduktion).
Man kunne lidt polemisk sige, at det vi som europæere konkret har til fælles i Europa, er landbrugsstøtten. Er landbruget så en værdig repræsentant for den kultur vi gerne vil være fælles om?