Grantoftegaard i Ballerup

Grantoftegaard har en lidt speciel forhistorie, idet at gården er et produkt af Københavns vækst. I takt med at forstadskommunerne voksede og infrastrukturen blev udbygget, blev den bynære landbrugsjord ofte opkøbt eller eksproprieret. Ballerup kommune fik i 1991 den fremsynede ide, at bruge den eksproprierede jord til et økologisk landbrug, med udgangspunkt i "...at etablere sociale, beskæftigelses- og uddannelsesmæssige projekter og kulturelle tilbud. Driften af det økologiske landbrug danner således både fundamentet og rammerne... ", som der står i fondens vedtægter. Fra opstarten i begyndelsen af 90erne, hvor kommunen var både ejer, kunde og arbejdsgiver - i en tid hvor udliciteringen af beskæftigelsestiltag endnu ikke havde taget det omfang det har i dag - til overgangen til en erhversdrivende fond i 2001, som i dag eksisterer på lige vilkår med andre private virsomheder og landbrug. Siden da har gården vækstet i samme takt, som det øvrige landbrug og råder i dag over 810 ha. Det er dog værd at notere, at qua gårdens placering, er jorden fordelt over et utal af små jordlodder - Grantoftegaard er efter eget udsagn den gård i Danmark med flest mark-numre - hvilket betyder meget urentabel transport på de københavnske ind- og udfartsveje. Der er tre primære driftsgrene i fødevareproduktionen: Planteavl, fåreavl og grønsager. Fårene indgår i kommunen og statens naturpleje, grønsagerne indgår i gårdens selvforsyning og bliver afsat i den selvbetjente og velbesøgte gårdbutik. Derudover er økonomien tæt vævet sammen med de social-økonomiske/pædagogiske tjenester, som kommunen betaler gården for at varetage. Jeg var i marken og scanne får med en jævnaldrende døv kvinde og i kantinen, hvor omtrent 30 mennesker spiser til frokost, sad jeg sammen med en somalisk mand, med beskedne dansk-kundskaber. Der er en rig menneskelig mangfoldighed og det er en hverdag og produktionsform, som giver mange uforudsigelige smil og udfordringer; og som kræver stor empati, fleksibiltet og faglig dygtighed af driftslederne. Det som er fælles for de fastansatte, udover den landbrugsfaglige baggrund og ønsket om at arbejde med økologi, er glæden ved det sociale aspekt og erfaringen af at arbejdet hjælper mennesker, der har det svært. Og det lykkes tilsyneladende, der er en god stemning - og der er venteliste for at komme til. Men det er også en produktionsform, der er afhængig af at kommunerne (har råd til/får lov til at) prioriterer denne sammenhæng mellem værdier, beskæftigelse og natur- og menneskesyn.