tirsdag den 2. december 2014

Nationalbandirektøren

I Maj i år holdt Nationalbankdirektør Lars Rohde en tale, hvori han kort redegjorde for sit syn på landbrugets gældsproblemer. Talens pointer, forskellige reaktioner samt en kort analyse af talens perspektiver blev bragt her på bloggen.
Igen igår benyttede Lars Rohde anledningen til at adressere de økonomiske problemer i landbruget. Mange af pointerne er de samme, men jeg finder det interessant at han insisterer på at problematisere landbrugets rentabilitet, uden af acceptere den herskende forklaring i erhvervet. Herunder er et uddrag af den del af talen, der omhandlede landbrug. 
Reaktionerne har igen i år heller ikke været sene fra Landbrug&Fødevarers chefjurist Lone Saaby, der mener at det er politikkerne og bankernes skyld - det kan man læse her.
 Det kan iøvrigt nævnes at der i dag er udkommet en kritisk bog, om den måde vi tænker mad og fødevarer på - en skarp stillingstagen til den kæde der hedder landbrugets produktionsformer, forarbejdningsindustrien, detailhandlen og endelig forbrugerens indkøbsmønster. Læs om bogen her.

"En høj soliditetsgrad giver også den enkelte virksomhed større fleksibilitet i valget mellem alternative finansieringskilder og større sikkerhed for at opnå den ønskede finansiering. En analyse, som Nationalbanken har udarbejdet, viser, at lånekapitalen i det danske banksystem i kølvandet på udbruddet af finanskrisen i stor udstrækning tilflyder de mest solide, lønsomme og produktive virksomheder. Det er et sundt træk ved et banksystem og bør få svagt polstrede virksomheder til at overveje, om det ikke er fornuftigt at øge kapitaliseringsgraden. Det gælder ikke blot aktieselskaber, men også personligt ejede selskaber – bl.a. også landbrugsbedrifter. 
Dansk landbrug var i årene op til finanskrisen igennem en jordprisboble, som bragte hektarprisen op på helt urealistiske højder. De høje jordpriser blev i vid udstrækning udnyttet til at stille værdien af jorden som pant for yderligere gældsætning. Siden 2008 er den gennemsnitlige hektarpris næsten halveret. Det har efterladt mange landmænd med høj gæld og et svagt egenkapitalgrundlag. Det gør landbrugene mere udsatte over for udsving i landbrugets afregningspriser, der historisk har udvist betydelig volatilitet.
Det skrøbelige fundament under dansk landbrug er delvist blevet sløret af, at landbrugserhvervet i årene 2010-13 oplevede nogle år med gode priser og et stigende bytteforhold samtidig med, at finansieringen af bedriften kunne ske til en historisk lav rente. Trods dette var egenkapitalforrentningen utilfredsstillende i mange bedrifter. Det afspejler, at der er fundamentale strukturelle problemer i landbrugserhvervet.
Siden foråret er afregningspriserne på såvel korn som svin og mælk faldet, delvis som følge af Ruslands boykot af vestlige landbrugsprodukter. Prisfaldene er dog ikke større end set mange gange tidligere, og det aktuelle prisniveau er i et længere perspektiv forholdsvis normalt. Produktion og afsætning af varer, der udviser så store prisudsving som landbrugsprodukter, kræver, at bedrifterne er velkonsoliderede, så de er i stand til at modstå sådanne gentagne udsving i priserne. Situationen har udstillet det svage kapitalmæssige fundament under mange bedrifter. Vi skal frem til, at kapitaliseringen styrkes."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar