Skibet er ladet med lysegrønt

For små ni måneder siden var jeg i Sorø for at høre daværende Miljø- og Fødevarer minister Eva Kjer Hansen forklarer Regeringens hensigt bag og implementering af Fødevarer- og Landbrugspakken - 'hendes livsværk', som en taler beskrev den på mødet i mandags. Den januaraften har jeg skrevet om her på bloggen under overskriften En ny tid, og hvis du ikke ønsker at følge linket, kan jeg ganske kort opsummere et af indtrykkene fra den aften.

Eva Kjer optrådte med stor myndighed og overblik, men også med kontanthed og det var især det sidste der imponerede mig. Et centralt element i aftenens præsentation var 'Det Blå Danmarkskort', som viste de foreløbige målinger man havde på hvordan den nye målrettede regulering* skulle implementeres. Det Blå Danmarkskort viste, at et af de steder der efter 2018 ville blive mødt med øgede reguleringskrav er det hydrologiske opland til Karrebæksminde fjord - og dermed store dele af Midt- og Sydvestsjælland. Det var der vi mødtes og derfor var mange landmænd den aften kritiske overfor ministerens kort og planer. Men hun var kontant og sagde flere gange den aften nogenlunde sådan her: 'I har ønsket den målrettede regulering, nu har I fået den og I har hele tiden vidst, at det betyder at nogle landmænd bliver mødt med strengere regulering, så må I vise at I også kollektivt kan administrere den'. Hun sagde også at hun agtede at efterlade vandmiljøet i bedre økologisk tilstand end da hun trådte til.

Nu er der løbet en hel del kvælstof i åen siden den januaraften. Men åen er måske heller ikke en å mere, idet at Regeringen sidenhen har fjernet omkring 9000 km vandløb fra listen over de 'naturlige vandløb' - og det er kun dem den gode økologiske tilstand drejer sig om. I parentes bemærket har jeg hørt landmænd undre sig over denne opdeling imellem naturlige og kunstige vandløb, vandet og det det fører med sig ender jo ude i havet på et eller andet tidspunkt uanset vandløbets klassifikation. Og jeg forstår det heller ikke.

Nuvel, dengang i januar var Gefion landbrugsrådgivning omgivet af mørke og sneklædte marker, i mandags var der lyst og grønt og man kunne beundre udsigten udover Tuelsø. Ministeren hedder nu Esben Lunde Larsen og Danmarkskortet er ikke længere blåt, men grønt og ser for det blotte øje en hel del anderledes ud - på trods af at kun den første af de bebudede 700 nye målestationer blot var blevet indviet i sidste uge (ifølge ministeren).

Men før vi så kortet havde Lunde givet et fast og venligt håndtryk til de fleste af os ved døren. Der var helt fyldt op, en af arrangørerne fortalte mig at 30 flere end de tilmeldte var kommet.  De ekstra kunne være Axelborg-folk, de var i hvert fald mødt usædvanligt talstærkt op. Eller som Povl Fritzner (Østlige Øers Landboforening) sagde i velkomsttalen, 'Ja selv du er kommet Martin (Merrild), men der er jo også formandsvalg i år.' Povl sagde en hel del andre kritiske og vittige ting om både ministeren, formanden og rammevilkårene - man kunne mærke han var på hjemmebane og benyttede sig af at have serveretten. Men stemningen var god og stikpillerne indforståede.

Esben Lunde lagde ud med at fortælle om sin opvækst på gården ved Skjern, mens et lysbilledeshow viste os hvordan fødegården havde fulgt med strukturudviklingen og på det sidste sattelit-agtige billede mest af alt lignede en stor fabrik fra oven.

Derefter sagde han: Og landbruget skal bestå som livsform. Men dette udemærkede credo blev dog fulgt op af de samme lidt slidte L&Ftal om 148 mia. kr. i eksportindtægter (her må jeg gætte på at ministeren ikke har fulgt med i den seneste opdatering på L&Fs hjemmeside, for her det nu 153 mia. kr.), om 140.000 arbejdspladser, om de stærke danske selvejerbønder og om Regeringens opgør med 25 års fejl-regulering af landbruget.

Herefter gennemgik kan punkt for punkt hvad der var sket på (de-)reguleringsområdet det seneste år - herunder de nye danske måder at fortolke EUs landbrugsstøtteregler på (fx den der forlanger at landbrugsejendomme skal etablere 'Miljøfokusarealer' på minimum 5% af arealet). Herefter gennemgik ministeren de nye initiativer, der vil blive gennemført allerede i år, herunder en ny 'sprøjtemiddelstrategi' med ændring af pesticidafgiften (antageligt til fordel for dem i salen der 'var trætte af at betale til økologerne via denne afgift'). Han præsenterede os for det reviderede - og nu grønne Danmarkskort - der viste hvilke områder, der kan imødese strengere regulering (imod fuld kompensation selvfølgelig) efter 2018, 19, 20 ....præcist hvornår den målrettede regulering skal være indfaset syntes at blæse lidt i vinden.

Der var flere andre interessante tiltag, herunder den 'nye konkurrenceudsættelse af forskningen'; og kommentarer 'CBS-rapporten har jeg ingen kommentar til' - men for ikke at gøre dette indlæg alt for langt, vil jeg slutte referatet med tre af de ting ministeren afslutningsvist sagde. Her delte han med os, at hans største bekymring var de helt urimelige klimakrav, som blev pålagt dansk landbrug, som følge af vedtagelsen af NEC-direktivet - men som et plaster på såret havde Regeringen sørget for at 'man kunne flexe mellem sektorerne' - underforstået at nogle af kravene til landbruget ville blive overført til andre sektorer. Derefter takkede han først 'Landbrug&Fødevarer for det store arbejde de har gjort med at kvalificere mit arbejde' og huskede også at rose Seges for det gode arbejde de bidrog med - det vender jeg tilbage til.

Men min yndlingsreplik fra denne aften var da Lunde under spørgsmålsrunden blev kritiseret for al den snak om økologi, hvortil han svarede: 'Jeg kan da også finde på at købe økologi en gang imellem, jeg er ikke religiøs på det punkt'.* Lunde talte med myndighed, selvsikkerhed og gav klare kontante svar på spørgsmålene. Men han udtrykte på den anden side heller ikke Eva Kjer Hansens ønske om at efterlade et vandmiljø i bedre økologisk tilstand, hvis man skal tolke på hans udsagn, var budskabet vel nærmest det modsatte.

Nuvel aftenen var langt fra færdig med ministerens afgang. Herefter kom først Martin Merrild og  fortalte os, at det vigtigste budskab Landbrug&Fødevarer måtte ud at kommunikere var at den økonomiske krise (underforstået den fra 2008) ikke er overstået. Der er al for lidt vækst i verden. Hvorefter han roste Seges for det gode arbejde de lavede - hvilket jeg vender tilbage til. Merrild sagde flere andre interessante og relevante ting, men ...ja det kan hurtigt blive for langt; og måske var de to mest kendetegnede elementer ved hans tale, noget der egentligt ikke handlede om landbruget, som sådan, men om den politiske tidsånd. Han lagde frisk ud med en - ganske sjov - latterliggørelse af tidligere Fødevarerminister Mette Gjerskov, mens han senere fortalte om en venskabelig markvandring med Socialdemokratiets nye fødevarerordfører Simon Kollerup. Og så sluttede han sin præsentation af med en bredside mod Bæredygtigt Landbrug (Organisationens navn blev dog ikke nævnt en eneste gang den aften!) (- og efter han havde givet DR og Finanssektoren nogle hårde ord med på vejen) med ordene: ' Lad vær med at tro på dem der siger at vi kan få en hel masse igennem med kun nogle få venner i folketinget. Tro dem ikke, der er brug for bred opbakning.'

På skærmen over ham stod med store bogstaver: "Uden befolkningens tillid - intet landbrug."

Så var der kaffepause og jeg talte lidt med mine naboer over kagen om det emne der tilsyneladende optog dem mest, nemlig forsumpningen af markerne. Alle der har kørt rundt på Midtsjælland sidste efterår og tidligt forår har set marker stå under vand, og vil vide at problemet er reelt. Men i modsætning til sidste gang, i januar, hvor jeg blot havde en enkelt samtalepartner og vores snak foregik gemytligt (samtalen handlede i øvrigt om det fænomen at mange fuldtidslandmænd tjener mere på at rydde sne for kommunen end de tjener på deres landbrug) - oplevede jeg denne gang at de tre landmænd der deltog i samtalen, var docerende og mistænksomme over for mig. Jeg har nævnt det før: det er som om, at har man en fortrolig samtale på tomandshånd kan man nemt komme rundt om nogle svære emner, men er der flere landmænd involveret sætter en gruppementalitet gang i noget, og det bliver til envejskommunikation. Jeg fik læst og påskrevet en hel masse tvivlsomme fakta om drænrørs levetid, fremtidige nedbørsmængder, kommunernes pligt* og vandgennemstrømningens betydning for kvælstofudvaskning.  

Dette tema gik, i en anden form, også igen efter pausen.

Her kom Thomas Bruun Jensen, direktør i SVANA, 'Styrelsen for Vand og Naturforvaltning'. Han sagde som noget af det første - også friskt banen taget i betragtning:

'Øget kvælstof på markerne, det fører alt andet lige til at der kommer mere kvælstof ud i vandmiljøet'. Selvom et sådant udsagn virker logisk, var der dog ikke mange tilstede den aften, der var enige i den betragtning - og heller ikke følte sig overbevist af Bruun Jensens gentagne forsikringer om at en enig forskningsverden stod bag dette synspunkt.

Og slet ikke Lars Hvidtfeldt* der var næste taler. Jeg skal ikke kunne afvise, at der er noget om påstanden fra landbrugets interesseorganisation om at den helt store vandmiljøsynder er byernes spildevandsresningsanlæg - men den der insisterende fornægtelse af at det danske landbrug har noget som helst at gøre med vandmiljøet, er både trættende og frem for alt utroværdig! Det ville altså klæde Landbrug&Fødevarer - særligt med formandens ord om tillid endnu i ørene - at tage skeen i den anden hånd og begynde en anden form for kommunikationsstrategi internt. Et er at det aktuelle politiske klima øjensynligt er til klar til at favorisere produktion fremfor miljø - men hvis man skal vinde befolkningens tillid, så start dog med at erkend den helt simple årsagssammenhæng, som Thomas Bruun Jensen fremførte.

Og ikke den som Torben Hansen, formand for Gefion Landbrugsrådgivning, formand for Seges og formand for Landbrug&Fødevarers Planteavlsektion sluttede aftenen af med, efter at have kommet med en hel svada af videnskabeligt tvivlsomme forklaringer på vandmiljøets tilstand,  nemlig at forklare os, at det er svanerne der spiser ålegræsset*.

Og så en bemærkning om Seges, som heller ikke Lars Hvidtfeldt eller Torben Hansen forsømte at rose for deres vigtige arbejde. Der har i den senere tid, som følge af de meget optimistiske, og meget fejlbehæftede indkomst- og markedsprognoser Seges har været ude med i 2015 og 2016, været rejst hård kritik af Seges fra en række foreninger og enkeltpersoner i landbruget. Nogle har klaget over, hvad de anser for et problematisk parløb mellem Landbrug&Fødervarers politiske udmeldinger og de prognoser og beregninger der kom fra Seges - hvilket i disse (interne) kritikeres øjne gjorde Seges vidensproduktion utroværdig. Andre har været fortørnet over hvordan den ene prognose efter den anden viser sig at være helt forkerte,  nogle har endda i Landbrugsavisen foreslået at sende cheføkonomen Klaus Kaiser på betalt ferie - uden telefon. Alvoren bag kritikken er at landmændene bruger deres egen vidensinstitution, som den vigtigste reference til udviklingen i erhvervet og dermed til at basere dispositioner- og de argumenter de fremfører i banken på. Hvis de analyser gang på gang viser sig at være forkerte kan følgerne for den enkelte landmand i bedste fald være pinlige, i værste fald være fatale. Landbrug&Fødevarer har lyttet til kritikken - eller dele af den - og foretaget en omfattende rekonstruktion af hvordan Seges bliver ledet. Flere historier i Landbrugsavisen har handlet om hvordan Seges nu fremstår mere troværdigt (omend der også har været kritik af den nye organisations-struktur). Men uanset hvor hårdt presset er på Landbrug&Fødevarer fra Bæredygtigt Landbrug, eller hvor rigtigt det er at landmændenes penge er givet godt ud til forsat drift af Seges og de 650 medarbejdere - så virkede det - på mig - nedladende overfor publikum at gentage pointen så mange gange på en aften. At Miljø- og Fødevarerministeren var blevet bedt om at sige det og også sagde det, kunne have virket stærkt hvis det stod alene, men at alle talerne, nogle gange lidt uden sammenhæng med deres indlæg, gik i gang med at rose Seges virkede simpelthen lidt for tykt. Det gav en atmosfære af desperation, på en aften hvor der ellers syntes at herske en sjælden landbrugspolitisk optimisme.

Her skal det også nævnes at jeg havde tilbragt dagen forinden med en ældre landbrugsinvesterings-konsulent fra finanssektoren. En person som jeg ind imellem drøfter og diskuterer finanssektorens rolle og ansvar for landbrugets situation og udvikling med.

Denne kildes viden om landbrugets økonomi og finansielle forhold er omfattende, men ligeså interessant så har 20 års investeringsansvar givet ham personligt kendskab til både landbrugets topfolk og en stor detail-viden om reguleringskravenes implementering på staldniveau. Her blev jeg bekendt med at finanssektoren er i fuld gang med at revidere deres investeringsstrategi i landbruget og at fremtidigt engagement angiveligt skal baseres på en forretningsmodel med minimum 10% i forretningsafkast. Hvem i dansk landbrug der kunne honorere det, havde han ikke noget svar på. Men i forlængelse af ovenstående fortalte han at Seges netop havde udsendt en rapport (som jeg ikke har set og derfor heller ikke kan verificere, men kun kan referere som min kildes udsagn), der hævder at dansk landbrug i en længere årrække har haft maskinel overkapacitet, og at det derfor ikke er et problem, at der nu 8 år i træk har været negativ reinvestering i landbruget. Baggrunden er at både forskere og erhvervet (Seges) selv i samme årrække har udtrykt stigende alarm over den manglende reinvestering, fordi produktionsapparatet bliver nedslidt og umoderne. Nogle iagtagere har set disse udmeldinger som trusler fra erhvervet rettet mod finanssektoren: Hvis ikke I låner os nogle flere penge, taber I endnu flere fordi vi mister vores konkurrenceevne. Nu har piben så fået en anden lyd. Ifølge Seges udgør den manglende investering ikke et problem, da dansk landbrug har en maskinel overkapacitet. Til dette konstaterede min kilde tørt, at det dels betyder at han og hans kollegaer får den tanke at landmanden da han lånte til den sidste nye traktor førte bankrådgiveren bag lyset omkring rentabiliteten i købet - samt at det underminerer tilliden til Seges i finanssektoren.

Men mandag aften var skibet ladet med lysegrønt.

* Jeg går ud fra, at når du læser denne blog, så er du klar over hvad den målrettede regulering er for en størrelse. Men. Kort og forsimplet sagt er det en ny måde at detail-monitorere udvaskningen af kvælstof fra landbruget til vandmiljøet. Hermed kan der tages højde for at nogle jorde er bedre til at holde på kvælstoffet end andre, og at nogle jordes afvanding ikke når ud i havet før end at kvælstoffet er omsat/nedbrudt/optaget. Det skulle angiveligt betyde at ca. 70% af det danske landbrugsareal kan øge deres brug af kvælstoftilførsel (gødning) uden at det har skadelig effekt på vandmiljøet. Det danske, såvel som andre europæiske landes vandmiljø, skal ifølge vandrammedirektiverne opnå en 'god økologisk tilstand' i 90% af vandløbene og de indre farvande inden 2020. I Danmark er det kun 6% der opfylder dette krav i dag. Det kan dog også tilføjes, hvis jeg forstod Thomas Bruun Jensen rigtigt, at selv med de i alt 5500 målestationer man sigter efter at have etableret i 2018, så dækker det 'kun' 55% af landbrugsarealet. Hvis dette tal er korrekt refereret kan man antage at diskussioner af den art, som refereres herover også fortsætter efter 2018.

*Her vil jeg minde læseren om at da Lunde var uddannelsesminister, indledte han den store fyringsrunde på universiteterne med ordene (citeret efter pressen) 'de kornfede uddannelser kan godt slankes lidt'. Med hans stærke tilknytning til den danske folkekirke in mente finder jeg det komisk, at han vælger sprogblomster, der så tydeligt kommer fra hans egen personlige virkelighed.

*Problematikken omkring kommunernes ret autonome rolle i forhold til tilsyn, kontrol og miljøvurderinger af de lokale landbrug på den ene side, og deres rolle som ansvarlig syndebuk for de strukturer Christiansborgs erhvervsvenlige politikere ønsker at holde ud i strakt arm på den anden, hvilket også blev berørt flere gange denne aften, må høre et andet blog-indlæg til.   

*Lars Hvidtfeldt er viceformand i Landbrug&Fødevarer, formand for Seges og godsejer på Falster.

*Ålegræs er valgt af EU som en indikator af 'god økologisk tilstand' i havmiljøet, idet at det kun vokser i vand der er forholdsvist klart. Sagt på en anden måde, der hvor der er meget kvælstof i vandet, vil der være meget klorofyl hvilket nedbringer gennemsigtigheden og forhindrer ålegræsset i at vokse. Så vidt jeg forstår har ålegræsset været i vækst i de fleste indre farvande de sidste ti år, hvilket nogle forskere mener viser at den restriktive kvælstof-politik har virket. Omend som nævnt kun 6% af vandløbene opfylder EU-kravene.

 

PS: Der skete meget før og under arrangementet, i krogene og ved bordene som jeg kun halvt opfangede, men som i hvert fald bestyrkede mit indtryk af at der eksisterer meget tætte forbindelser mellem ministeren og Landbrug&Fødevarer. Det italesatte ministeren faktisk selv i sit oplæg med ordene: '...skulle uddannelsesministeren heller ikke have lov at tale med skolelærernes fagforening'. Se eventuelt video-interviewet med ministeren efter oplægget her.