fredag den 3. februar 2017

Alliancen og Fortællingen



Torsdag d.26 januar åbnede 'Danmarks største fødevaremarked' Westmarket på Vesterbrogade i København. Når alle butikker er på plads vil der være 64 forskellige steder at købe....ja jeg ved ikke helt om man kan kalde det fødevarer. På selve åbningsdagen var det under halvdelen af forretningerne der var parate og blandt dem var der en håndfuld kaffe-boder, øl-butikker og fastfood-oplevelser.
Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen af de gæster der var mødt op, ved at hævde at det var en mager og ikke særlig inspirerende eller vitaminrig begivenhed.

Det var til gengæld åbningstalen, der synes skrevet til en hel anden begivenhed. Forfatteren, foredragsholderen og livskvalitetsaktivisten Lone Vittus aka Lone Landmand holdt en tale, hvor en af pointerne var, at vi alle har medansvar for hvordan fødevareproduktionen foregår. Vi - os der spiser mad hver dag - kan, og bør ifølge Lone Landmand være os det ansvar bevidste.

Det er sådan cirka den samme pointe, som jeg og viceformand i Landbrug&Fødevarer Lone Andersen formulerede i mandagens landbrugsarrangement i Ringkøbing: Kun gennem en alliance mellem forbrugerne (befolkningen) og landmændene kan der skabes en levedygtig fremtid for primær-erhvervet herhjemme.

Jeg har fået lov at dele Lone Landmands tale med jer:



Vi har brug for gode historier. For noget at tro på og glædes over.
Mad er en af de få ting i denne verden, som er for alle. Uanset køn, alder, religion, politisk ståsted eller mangel på samme. Mad er en nødvendighed, og ofte opfattes det nødvendige som trivielt og en anelse belastende. Også her skiller maden sig ud – den giver nydelse, kan sprede glæde og sammenhørighed og fremfor alt er mad universel og inkluderende. At spise et måltid sammen giver anledning til samtale, fællesskab og forståelse.
Der findes ingen større gave end at spise noget, nogen har lagt omhu og kærlighed i. Det er et budskab om, at modtageren er værdifuld. Én man vil bruge sin tid på – og findes der for øjeblikket noget mere kostbart end tid? Et måltid sammensat og tilberedt af udvalgte råvarer er ikke blot næring til kroppen, det er en kærlig besked til modtageren og en mental løftestang.

Og glæden går flere veje - enhver der laver mad ved, hvordan begejstringen for de hjembragte råvarer afspejles i ens indre, mens man arbejder i køkkenet. Man glædes over at have skaffet nogle fantastiske kartofler, sprøde salatblade og søde løg. Glæder sig over at skylle dem fri for jord, glædes over at skrælle, skære og tilberede. Man kan jonglere med små gyldne dråber af dejlig olie, eddike, salt og peber, og man kan nyde maden, mens sjælen synger i kor med kroppen. Glæden har afsæt i at give, modtage, i nærhed og i det gode.
God mad samler fokus, indfanger dagens hektiske tanker, bringer ro og får opmærksomheden til at vende indad. I den ro skabes plads til medmennesker. Rum til at se, opfatte og fornemme stemninger. Andres humør, andres behov. Den slags sker, når man sætter sig omkring et fælles bord, uanset om det er med familie, venner eller hidtil fremmede – maden er samlingspunktet, og ud af det opstår muligheder. Hvilke chancer opstår ved at spise en håndholdt sandwich i fuld fart?

Det mest betydningsfulde i verden er mad. Både for det enkelte menneske og for kloden som sådan. Vores behov for noget at spise sætter tydelige aftryk på alt i vores omgivelser. Former landskaber, påvirker atmosfæren, havene, dyrene og menneskene. Vejen til en holdbar levevis på vores planet er lang og vanskelig. Den bliver tilsyneladende ikke anvist af regeringerne, folkevalgte eller ej, så der er kun ét sted, forandringerne kan genereres, og det er blandt folk. Blandt os. Vi gør en forskel.

Kan det ikke være lige meget – spørger du måske – der må vel være ting i livet, man kan slippe for at forholde sig til. Vi bliver presset fra alle sider, og budskaberne er så mangfoldige, at det nemmeste er ikke at tage stilling.

Ja, det nemmeste er ikke at tage stilling, men det er indbildning, når det handler om mad.
I forhold til andre former for forbrug, hvor man kan vælge til eller fra, skiller maden sig ud – alle har brug for noget at spise for at leve. Ingen har for alvor brug for en bil, et fjernsyn, en rejse eller en telefon, så med den slags kan du vælge. Maden er livsnødvendig, og hvad enten du vil det eller ej, er hvert eneste måltid i vores tid en beslutning, som har konsekvenser for kloden, dyrene og dine medmennesker. Ikke at tage stilling er i den grad blevet et standpunkt.

Et slidt argument er, at det ikke kan have den store betydning, hvad den enkelte spiser. Hvad du og jeg spiser. Det er milliarderne, som tæller, og ændrede vaner hos en enkelt dansker vil hverken gøre fra eller til. Og det er også matematisk korrekt, men meget fjernt fra rigtigt af den grund. Uden enkeltstående individer kommer vi ikke op på milliarder, og vi kan ikke fralægge os ansvaret ved at henvise til, hvad andre gør. Hvert eneste menneske er en del af summen, og hvert eneste valg har betydning.
For dig er det mest værdifulde i hele verden din krop – når alt kommer til alt, har du ikke andet. At spise er et spørgsmål om tillid, for det, du indtager, sætter spor. Og tillid kommer af kendskab – til producenten af maden og til de virkelige metoder bag. Derfor er viden livsvigtig – uden viden har du ikke et reelt valg.

Du kan læse dig til en producents holdninger og værdier, til produktionsmetoder og hensigter, men det afgørende er tillid til det menneske, som sælger dig dine råvarer eller laver din mad. Du har kun en krop, og det du hælder i den opbygges og afspejles den af. Tænk på det ved hver mundfuld - tænk på det når du køber ind.
I uperfekte rammer kan man ikke stille krav om perfektion til sig selv. Der er daglige kompromiser, fordi tilgængelighed, økonomi og tid sætter deres begrænsninger for de ønskede valg af mad. Men derfor kan du godt gøre det bedst muligt og være bevidst i din omgang med indkøbene. Det er faktisk det eneste, du kan.
Jeg gør det så godt, tilværelsen byder mig, bør mantraet være, og meget mere er vanskeligt at forlange.
Fortæl, fortæl, fortæl er opfordringen til gartnere, landmænd, kokke og øvrige madfolk. Lad jeres egen stolthed og begejstring smitte af og ramme hvert eneste menneske direkte i hjertekulen. Eller hvor den slags går ind. Vi vil have historierne tilbage til det spiseliges oprindelse. Historierne om alt det man ikke har en chance for at gætte eller glæde sig over, hvis ingen formidler det. Netop i råvarernes baggrund skilles fårene fra bukkene, malkekøerne fra hornene og grisene fra halerne. Man kan sjældent slippe godt fra at lovprise en tarvelig råvare, men man kan nemt slippe fint fra at udelade omtalen.
Fortællingerne er så vigtige – de holder niveauet oppe i forhold til alt det, der vanskeligt kan smages og duftes – etik, kærlighed, omhu, næringsstoffer, renhed og naturaftryk, og så har den menneskelige kontakt i høj grad en oplysende og dannende virkning.
Der er så mange fantastiske råvarer. Æg fra frie høns, og kød fra grise der bruger deres kroppe ved at pløje jorden igennem for rødder, regnorme og planterester. Der er frugter samt bær høstet ved modenhed, og mælk fra køer der i sommerhalvåret selv finder store dele af deres føde på arealer med græs, kløver og urter. Grøntsager, rodfrugter og kartofler dyrket i levende jord; gamle sorter med højt næringsindhold og forunderlig smag. Der er oprindelige korntyper med livsvigtige egenskaber, og de dyrkes og forarbejdes til mel og gryn med disse egenskaber i behold.
Du skal have noget godt at spise. Og noget godt er ikke ment som det eksotiske eller eksklusive, det usædvanlige eller sjældne. Det er noget godt til hverdag – hver dag, år ud og år ind.

Den slags mad er slet ikke en selvfølge, og endnu mindre er den nem at skaffe – god mad må opsøges. Der er ingen tvivl om, at viljen til at finde det gode øges i denne tid. Og i fremtiden. Den vilje giver nye muligheder og skaber bevægelse. Retningen er klar – væk fra højtforarbejdede bulkvarer og henimod leverandører og spisesteder, som kan præstere noget håndværksmæssigt. Noget nærværende i tanke, handling og smag.

Bevægelsen er stærk, men lader sig vanskeligt definere – den drives af et bredt udsnit af befolkningen. Ikke kun de fattige, ikke kun de velstillede, ikke kun storbymennesker, ikke kun lavtuddannede, højtuddannede, kontoransatte, florister, urmagere, murmestre, bibliotekarer, bedsteforældre eller andre fra en bås. Der er ikke noget mønster, fordi det glædeligvis er en folkelig bevægelse i retning af bedre mad.
Vi er de mange, vi spiser maden – i maden er magten!
Al magt til maden og til os.




Lone Landmand

Ingen kommentarer:

Send en kommentar