Landbrugets Fremtid: Lubiechowo

På de 700 ha står der raps, brødhvede, ærter og frøgræs. En ansat sidder og sms'er med kæresten i en GPS-styret traktor, der kører af sig selv. De øvrige 4 fuldtidsansatte er enten i gang henne ved de to gamle depoter, der er ved at blive ombygget til korntørringsanlæg eller reparerer på en gammel sprøjte. En lille flok af løst tilknyttede lokale beboere kommer og går, slår græsset, låner motorcyklen eller hænger omkring på gården. Storken spankulerer side om side med vildsvinene nede ved floden. Naboen inviterer på frokost, der går en lang snor fra en klokke oppe i kirsebærtræet ind i stuen til lænestolen foran fjernsynet. En polsk opkøber kommer forbi og forsøger at få Ditlev til at sælge ham noget korn. Så er prisen på vej op, så ved man, at man skal vente lidt med at sælge, fortæller han.

Lubiechowo er en gård i Polen, i fugleflugtslinie omtrent 10-15 km fra kysten . Ejet af Anders og Ditlev Houmann fra Lolland - og drevet af Ditlev sammen med et hold af lokale. Ideen om at købe jord syd for grænsen kom via en fjern jødisk slægtning, som blev fordrevet fra sin jord i den østlige del af Tyskland tilbage i 30erne og i 90erne fik skødet tilbage. Selv bosiddende i Los Angeles, tog han kontakt til Anders med et ønske om at han skulle udvikle jorden til et rentabelt landbrug. Der var dog ikke udviklingsmuligheder i netop det sted, men ideen var født og efter at have kigget lidt på gårde i øst-Tyskland, kom far og søn plus en tredje investor/kollega til Polen i 1999, hvor de først forpagtede en større gård længere mod Syd.

Udfordringerne med at få produktionen på skinner var en del større end de havde forestillet sig, der var dengang endnu mange omstændigheder i Polen, som vanskeliggjorde driften. Generelt, siger både landmænd og konsulenter, kræver det 5 års dedikerede investeringer, før produktionen begynder at give overskud. Ditlev fortæller at rigtigt mange danske og udenlandske landmænd har opgivet ævred over årene, engang mødte man altid en håndfuld på færgen, i dag møder man ikke nogen. Blandt de der har holdt ud er de fleste i dag enten bosat i Polen og/eller har ansat en dansk driftsleder, der bor fast på ejendommen.

At landmændene har opgivet eventyret i det polske kan dog også have to andre årsager, som ikke har noget med standhaftigheden at gøre: Den finansielle krise, hvor danske banker blev delvist tvunget af Staten til at trække sig ud af udenlandske landbrugsinvesteringer (fortæller landmændene) og kombineret med at gården hjemme i Danmark måske var presset, så valgte mange at trække sig ud af Polen, men det betød ikke nødvendigvis et tab. Jordpriserne er steget støt siden murens fald (også i kriseårene) og mange danske landmænd fik en stor fortjeneste på blot at have forpagtet eller købt jorden det ene år og solgt igen nogle år senere. Forandringerne fra dengang i 90erne til nu er enorme og især efter medlemsskabet af EU, er det polske samfund blevet opgraderet i en svimlende fart. Der er dog stadig lang vej op til en dansk levestandard og især ude på landet kan man stadig finde reminiscenser af fortiden. Det gælder i særlig høj grad landbruget, hvor en strukturudvikling som i Danmark endnu ligger et stykke ude i fremtiden, og er et erhverv som hverken har en moderne forvaltning, videns-institutioner og uddannelsesmæssige muligheder eller finansielle kapacitet til at gennemføre en industrialisering. Polen har 2,4 mio fuldtidsbedrifter på gennemsnitligt 7 ha. !! I Europa er det kun Rumænien der har flere landmænd. Det betyder selvsagt også at de polske landmænd udgør en vigtig vælgergruppe og at landbrugsspørgsmål spiller en vigtig rolle både indenrigspolitisk og i Polens EU-engagement.

I 2001 solgte de 3 Lollændinge forpagtningen videre til den danske driftsleder de havde ansat og flyttede længere mod Nord, til Lubiechowo, hvor de havde muligheden for, gennem stråmænd, at købe 700 ha. - og hvor klimaet er bedre for planteavl.

Udover at være en relativ lille landbrugsbedrift set i forhold til andre udenlandske investorer, så er Lubiechowo også atypisk idet at jorden er ejet af Houmann-familien fremfor forpagtet.

I Polen er en stor del af landbrugsjorden stadig ejet af staten og den statsejede jord bliver solgt på auktioner, hvor kun polske statsborgere har adgang - udenlandske statsborgere kan hverken købe eller eje den. Der er mange mellemregninger i transformationen fra kommunisme og kollektivt ejerskab til landbruget og frem imod at være et markedsøkonomisk medlem af EU, og det kræver advokatbistand at få indsigt i de juridiske rammevilkår for landbrugsdrift, men udgangspunktet for at forstå situationen er et polsk ønske om at beskytte de (talrige) lokale landmænd i konkurrencen med mere velstående kollegaer fra andre lande. Og så er der den historiske detalje man ofte bliver gjort opmærksom på dernede: at der har været en berettiget frygt for at tyskere ville opkøbe store dele af de tidligere tyske egne af Polen - den del der hedder Pommern og som der stadig er en nulevende tysk generation der husker fra deres barndom. Derfor skal der indgås en ikke-juridisk kontrakt med en polsk proforma-ejer, som går på auktionen og derefter sælger jorden videre til investorerne. Denne finte er dog ikke undgået myndighedernes opmærksomhed, sådan at de i dag har en meget fintmasket screening af enhver (polak), der ønsker at købe jord. Det er mit indtryk at de fleste investorer derfor har valgt at forpagte jorden, dermed undgår man både problemer med myndighederne, at blive upopulære blandt naboerne eller at den polske stråmand, der har købt jorden for investorenes penge, 'pludselig' får ejerfornemmelser. Noget som Anders, kompagnonen og Ditlev også oplevede og kun gennem snarrådighed kom godt ud af. Men ejerskabet betyder at investeringerne er sikret og at den mellemliggende prisstigning på jorden, har konsolideret deres samlede egenkapital - og, siger Ditlev, også sikret at gården på Lolland ikke blev mistet, da økonomien så værst ud. Finanskrisen ramte nemlig også Houmannfamilien hårdt. I 2008 bad deres kompagnon om at blive købt ud og de penge det krævede, blev, efter råd fra bankdirektøren, optaget som lån i tvivlsomme valutakurs-spekulationer. Det var en økonomisk svær tid men de klarede skærene.

Forpagtningen byder også på sine problemer. Den polske stat har valgt at indbygge nogle lidt specielle forpagtnings-klausuler, der tillader staten at trække op til 30% af arealet ud af en eventuel forlængelse. Det vil i praksis sige at staten ved hver genforhandling af forpagtningerne kan appropriere den bedste landbrugsjord fra de udenlandske investorer, uden at give en sloty for alle investeringerne. Jeg har ikke selv undersøgt denne historie nærmere, men flere landmænd dernede nævnte det og Ditlev kunne fortælle at hans nabo, en tysk landmand der netop havde oplevet dette forpagtnings-tyveri, var blevet så rasende at han efter 15 år i Polen nu ville rejse hjem til Hannover.

Det politiske klima i Polen er i øjeblikket præget at landets økonomiske vækst og deraf følgende selvsikkerhed, hvilket har medført en voksende nationalisme og utilfredshed med udlændinge, der ejer eller forpagter landbrugsjord. De polske landmænd udgør som sagt en betydelig vælgerandel og når de for tiden kører rundt med flag på traktoren, betyder det både noget på den indenrigspolitiske dagsorden, men også for de danske og udenlandske landmænd og investorer, der må navigerer strategisk i det nationalistiske klima. Det afholder dog ikke udenlandske investorer fra at sætte sine penge i landbrug i Polen, på et ERFA-møde med de danske landmænd i regionen, kunne jeg bl.a. høre om hollandske Rabo-bank, der investerer anseelige (amerikanske) pensionsmidler i fødevareproduktion i Polen, Rumænien og Lithauen. En anden stor spiller er danske Axzon, med aktiver i Polen, Rusland og Ukraine. Man kan dårligt tale om dansk landbrugsproduktion i Polen uden at tale om Poldanor. Historien om Tom Axelgårds busfuld af danske svineproducenter, der tog til Polen i 1993 og den efterfølgende investering, ekspansion og succes, er i dag blevet kanonisk dansk landbrugshistorie. Poldanor som startede hele det polske eventyr ligger i dag inde i moderselskabet Axzon Group, og er vokset fra det rene ingenting til at drive 26.500 ha., producere små 800.000 svin om året og have en omsætning på tæt på 1,5 mia. €. Selskabet ejes i dag af mange forskellige investorer, men ca. 84% af aktiekapitalen ejes stadig af de oprindelige ca. 90 svineproducenter fra Danmark.

Hermed tegnes også konturerne af to meget forskellige typer landbrugsrelateret engagement i Polen. Den eventyrlystne danske landmand, der ønsker at opbygge og udvikle; nyder at tage udfordringen op med alle de besværligheder der møder een på 'prærien' - samt at være en del af lokalsamfundet. Og investoren, der med kløgt og indsigt placerer sine penge i en produktion han selv forstår indefra og ud, men som ikke nødvendigvis har andet engagement end afkastet. Ditlev og Anders hører til blandt de førstnævnte.

"Man bliver også grebet af det", siger Ditlev, "det var egentligt meningen jeg skulle være her 2 år og så hjem igen. Nu tænker jeg, at jeg ikke kommer hjem. Jeg ved jeg ikke kan komme hjem og drive landbrug på Lolland ligesom min far...det kan ikke blive ligesom det var, normalt gjorde vi alt sammen selv, såede og høstede, men da jeg var mere hernede, så startede vi med at arbejde sammen med et nærliggende gods, så såede de og vi høstede, så kunne vi købe en stor roeoptager i stedet for de to små vi havde, men det endte jo med at far bare kørte rundt i sin bil og kiggede på at det blev dyrket og til sidst havde vi bare en mand ansat, selvom det blev større og større blev der færre og færre ansatte, så forpagtede han jorden til dem og i dag er de også for små, de har 600 ha. og en forvalter og kun nye maskiner, det er helt sindsygt, men det er bundlinjen der tæller...men det sjove er jo at der ikke er brug for nogen, der bliver ingen ansatte....vi kunne måske have købt 100 ha til derhjemme, men vi valgte at købe 1000 hernede...det er bare nemmere at udvikle et landbrug her, hvis man har 10 mio derhjemme så batter det ingenting, det kan ikke ændre min hverdag, men hernede..."