tirsdag den 8. oktober 2013

Høstfest på Svanholm

Svanholm Gods er et produktionskollektiv med fokus på landbrug. Ca. 85 voksne og 30 børn bor på det gamle gods - i hovedbygningen, boliger og i de ombyggede stalde. Svanholms landbrug var initiativtager til stiftelsen af Økologisk Forening i 78-79 og har siden været en drivkraft i at bringe økologien ind i forbrugernes hverdag. Landbruget, som råder over ca. 400 ha., er et multibrug, med planteavl, kvægdrift, skovbrug og en stor grønsagsproduktion. Udviklingen i landbruget generelt har også afspejlet sig på Svanholm, hvor man fra et større arbejdshold i dag er reduceret til 2 fastansatte i agerbruget, 3 i kvægdriften og 2 i grønsagsproduktionen. Dertil kommer landbrugselever, sæsonansatte og en lind strøm af gæster, der er tiltrukket af den særlige sociale dynamik, der gør stedet til noget helt unikt i dansk landbrug. Den første Lørdag i oktober er der høstfest, og fraflyttede børn og gamle kollektivister kommer på besøg. Omtrent 150 deltog i dagens fejring og kollektivets høstritualer. Før maden hopper børnene i årets kornhøst mens de voksne får en beretning fra driftslederne fra de forskellige afdelinger. Efter en fornem tre-retters-menu, som næsten udelukkende består af produkter fra egen drift, er der et par revy-viser, i år bl.a. om 'bønne-eventyret'. Det er nok svært at forestille sig, at tiden er til at oprette flere landbrugs-kollektiver a'la Svanholm Gods, men flere af produktionsmåderne, driftsformerne og det sociale fællesskab er bestemt relevant, hvilket man jo også ser af de mange landbrugselever, der ønsker at komme i praktik her.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar