Træk af den økologiske jorddrifts historie i Danmark del 3

Afhængigt af hvem man spørger, har økologien forskellige veje ind på Christiansborg. Men det er uomtvisteligt at SFs landbrugsudvalg spiller en betydelig rolle. Op gennem 70erne havde partiet sat mange af de 'grønne' dagsordener, som i og for sig stadig er omdrejningspunktet for mange af modsætningerne mellem forvaltning og erhverv. Steen Gade bliver valgt ind for SF i Herning i 1981 og han husker at det landbrugspolitiske arbejde i udvalget dengang, udover miljøspørgsmålet, var præget af diskussioner om nye ejerskabsmodeller (jævnfør del 2) og regionale jordbrugsfonde. Jordbrugsfonden var ideen om at prisstigningen på landbrugsjord ikke skulle kapitaliseres hos den enkelte ejer, men opspares i en regional fond, der kunne fungere som selvstændigt kreditinstitut og bistå med en regionalt forankret udvikling af erhvervet. Disse tanker vakte dog ikke den store genklang hos landboforeningerne. 

Det første skridt, set fra politisk side, der bragte parterne tættere sammen, og fasiliterede det videre arbejde med økologien, var det beslutningsforslag, der gav økologerne en halv konsulentstilling gennem et til lejligheden etableret samarbejde med husmandsforeningen. Denne ordning var bestemt ikke nogen nem og ligetil sag, for det første skulle økologer, husmænd og biodynamikere være enige og for det andet skulle den gennem den daværende landbrugsminister Bjørn Westh, som sad i en Schlüter-regering, der ellers ikke gjorde sig bemærket ved nogen særlig holdning til landbrugets interne sager. Steen Gade ser det som lidt af et politisk svendestykke og forudsætningen for det følgende samarbejde.

Lovforslaget om økologi fra 11 november 1986, der også indeholdte det røde Ø-mærke, blev skrevet af de radikale Hans Larsen-Ledet, selv formand for husmændene i en årrække, og Lone Dybkjær, selv meget optaget af miljøspørgsmål, i et ved første øjekast umage samarbejde med SFs Kristen Touborg og Steen Gade, som beretter om den pudsige poltiske balance i de år: "De Radikale havde indgået et regerings-samarbejde med Schlüter fordi de støttede hans økonomiske linje, men havde  åbent erklæret at de ville være utro omkring andre emner f.eks. sikkerhedspolitik, kultur og miljø."

Det betød at mange af de grønne tiltag, som også kom til at kaste forskningsmidler og vandmiljøplaner af sig, faktisk blev besluttet udenom men implementeret af en 'blå' regering, der ikke havde anden interesse i den 'grønne' dagsorden end at det var et middel til at bevare magten. En anden faktor, som spillede ind på forvaltningens holdning til det økologiske spørgsmål var landbrugsministeriets uafhængighedskamp med erhvervet og dets interesseorganisationer, som beskrevet i Magtudredningen fra Aarhus Universitet 2003:

"Hvor Landbrugsministeriet indtil midten af 1980'erne indtog en særlig plads og levede sit eget liv, gjorde den heftige miljødebat fra midten af årtiet det lysende klart for ledelse og hovedparten af medarbejderne, at skulle ministeriet klare sig i konkurrencen med de andre ministerier, måtte man i nogen grad frigøre sig fra landbrugets organisationer. (...) at det ikke mere var landbrugsproduktionen, der var det centrale, men derimod fremstillingen af sunde og bæredygtige fødevarer." ( Daugbjerg/Just s. 153).

Man kan muligvis diskutere rigtigheden af den sidste del af sætningen, men her begynder en proces, hvor ministeriet i højere grad må forvalte mere end blot erhvervets interesser og indgå i tværministerielle miljøreguleringstiltag, der udfordrede kulturen i landbrugsministeriet. Det bliver måske unødvendigt teknisk i forhold til min historie, men da jeg ser økologiens historie og vækst i Danmark, som foregående i en modsætningsfyldt ideologisk og politisk kamp med det konventionelle landbrug og de store landbrugsorganisationer, kan følgende citat fra Magtudredningen være med til at belyse jævnbyrdigheden eller manglen på samme i forhold til at påvirke forvaltningen og det politiske niveau i retning af bedre rammevilkår for økologien i Danmark.

"Samspillet mellem landbrug og stat foregår først og fremmest i et komplekst netværk af løbende uformelle kontakter....en række interviews udført i 1992, 93 og 98 i Landbrugsministeriet/Fødevareministeriet og landbrugets organisationer indikerer, at kontakterne mellem disse to aktører er ganske omfattende. Disse kontakter...finder stadig sted, men er måske med tiden blevet endnu mere uformelle, da de ofte foregår telefonisk og/eller gennem udveksling af arbejdspapirer, referater, notater osv.. " (Daubjerg/Just 146-47)

Mens lovforslaget om økologi var i udvalg, nu under ministeriel ledelse af Britta Schall-Holberg, sendte De Danske Landboforeninger i januar 1987 en henvendelse/indstilling til forvaltningen hvori der bl.a. stod: "...at landboorganisationerne får afgørende indflydelse på støttekriterier og støtteudmåling til de producenter og producentsammenslutninger, der er i stand til at gå ind i en erhvervsmæssig økologisk produktion." 
I forlængelse af citatet fra Magtudredningen ovenfor, er det værd at hæfte sig ved denne indstilling, også selvom - eller måske især fordi - det ikke blev som landboforeningerne ønskede det. 
Den 14 Maj 1987, med 124 stemmer for og 4 imod (Fremskridtspartiet), blev Danmark det første land i verden, der statsligt støttede omlægningen til økologisk jordbrugsproduktion.

At det endeligt vedtagne lovforslag så efterfølgende er blevet karakteriseret som værende en meget teknisk/videnskabelig/ metodepræget tilgang til økologi og helt uden den ideologi, det natur- og samfundssyn, som et stort flertal af de økologiske producenter på dette tidspunkt fandt havde en afgørende betydning for produktionsformens integritet, skulle først senere vise sig at udgøre en svaghed.

Historikeren Mikael Lynnerup, fra den på dette tidspunkt hedengangne Jordbrugsstudiegruppe, er opmærksom på de indenrigspolitiske kampe bag øko-kulisserne, men ser resultatet som en praktisk gevinst: "Økologernes politiske succes skal ses i sammenhæng med, at de indirekte støbte nogle kugler til et politisk spil, som de ikke selv havde megen lod og del i. Men herigennem lykkedes det økologerne at skabe sig nye positioner i relation til udviklingen af den statslige politik." Udtalelsen er fra en workshop ved Ålborg universitet i 2002 (senere e-udgivet under overskriften: Økologisk Landbrug mellem Historie og Principper) hvor også Troels Østergård (se del  2) stiller kritisk spørgsmålstegn ved prioriteringerne i den tidlige økologi-lovgivning. Vedrørende Ø-mærkningen mener han at dens bagdel beror på, at kontrollen er skruet sammen efter devisen, at den skal være nem for kontrolvæsenet. Det betyder efter hans mening, at nogle af de vigtige elementer i økologien glider i baggrunden, til fordel for en ensartet kontrol.

Diskussionen om økologiens integritet fanget mellem et hollistisk kultur-natursyn og en mainstream produktionsform har været en kilde til uenighed fra længe før barnet fik sit navn, men med de politiske omfavnelser og en opdukken på de konventionelle landbrugsorganisationers radar bliver dette skisme udsat for et langt større pres med krav om beslutninger af principiel karakter. Det kommer f.eks. til udtryk i diskussionerne om hvordan man skal markedsføre økologien overfor forbrugeren.

Det vender vi tilbage til i næste afsnit, hvor vi også skal se på de gyldne 90'ere, men her slutter vi med et optimistik citat, fra en måske lidt uventet og nøgtern kant, nemlig Statens Jordbrugsøkonomiske Institut, som evaluerer loven i 1989:


"Denne interesse fra samfundets side tages som udtryk for, at man generelt tror på, at det økologiske dyrkningssystem har mulighed for at bidrage positivt til samfundets udvikling." (Rapport nr. 47 1989)