skyggerne i landskabet

Igår deltog vi i olivenhøsten her i Toscana. Det er et hårdt og mandskabskrævende arbejde. Et hold flytter de store net rundt, der samler høsten op, et andet hold går rundt med lange elektriske høtyve-agtige redskaber, der ryster oliven ned fra grenene på nettene, et tredje hold samler høsten sammen i kasser, som tømmes på traktorens lad - og alt foregår op og ned af mudrede og stenede skrænter, så ens knæ og lår bliver helt gennemtæskede. På de 15 ha., der for øjeblikket er i drift på gården hvor vi hjalp til, høster de, fik vi fortalt, i år ca. 1500 kg oliven pr hektar - som bliver til ca. 100 liter olie - som sælges for ca. 12 euro literen.

Det dilemma som arbejdskraftens pris altid stiller op er, at der findes en maskine, der kunne høste oliven på en effektiv måde uden brug af så mange lønansatte - men at en sådan maskine ville kræve en investering, der tvinger landmanden til at låne penge - og at udvide, sådan at maskin-omkostningerne bliver fordelt på et større areal. Det er den udvikling vi har set i Danmark. Men den udvikling når den foregår i lande uden en landbrugslovgivning, til at beskytte de mindre brug, som vi tidligere har haft i Danmark, er meget ulige konkurrence- og rammevilkår mellem de forskellige størrelse brug.

Små og mellemstore landbrug bliver kørt bag om dansen af større koncerner.

Et illustrativt eksempel. Den gård vi høstede for igår drives af de to sønner, med hjælp fra forældrene og en onkel. De har ialt 35 ha. og er i gang med et generationsskifte, der også indbefatter en ny forretningsmodel. De to unge drenge (27 og 33) vil have mere vin, flere højværdiafgrøder som f.eks. blomster og eksklusivt kød, samt 'agriturismo' - altså at turister kan komme på bondegårdsferie. Planen/drømmen er, at i hvert fald tre kan have en fuldtidsindkomst af gårdens økonomi.

Men bureaukratiet er ved at kvæle deres lyst til at gennemføre planerne. Hvert et skridt skal der søges om tilladelse til og alle ansøgninger drukner i administrativt papirarbejde og - ifølge dem - korrupte systemer; mens nabogården, som ejes af et australsk konsortium med vinproduktion over hele kloden - får alle deres ansøgninger igennem uden forsinkelse. De har advokater og andre ansatte, der kan fokusere på den politiske proces - de har penge og andre forhandlingsbetingelser, der gør at de straks får tilladelse, sådan oplevede vores arbejdsgiver det. I Danmark er denne ubalance endnu ikke så udbredt, men der er tilløb til det.

Denne forskelsbehandling gør særligt ondt i Toscana, som historisk er præget af familiegårde med en størrelse på ca. 15-25 ha. - hvilket ikke giver mulighed for den type fuldtidsbrug vi kender derhjemmefra. Det er altså typisk deltidsbrug, hvor enten både landmanden, hans kone og børn, eller i hvert fald den ene af dem - som i vores tilfælde - har sin primære indkomst uden for bedriften.  

Jeg vil sparre jer for alle detaljerne, som jordens sammensætning, gødning og beskæring, sorternes forskellige udseende, klimaforandringernes nye udfordringer med skadedyr, EU-tilskud, regionale landbrugsstøtteordninger, presningens håndværk og mange stadier - eller det faktum, at meget af den italianske olivenolie bliver fortyndet op med billigere produceret olie fra nabolandene, men markedsført som 'made in italy' - at det samme, ifølge de lokale, gælder for megen af den italianske økologi- men i stedet kort reflektere over et observeret fænomen, der også har ligheder med dansk landbrug. 

Et paradoks ved fødevareproduktion i Europa, som jeg ofte har grublet over, er hvor meget fysisk arbejde, der egentligt ligger i produktionen - og som overhovedet ikke står i noget fornuftigt forhold til prisen forbrugeren betaler i supermarkedet. Det gælder uanset om vi taler danske slagtesvin, spanske tomater, hollandske jordbær eller som her italiansk olivenolie. Hvis den arbejdstid som vi brugte igår skulle udmøntes i prisen på olien, ville en liter olie koste mindst 135 kr. - og det er ren arbejdsløn divideret med volume, og altså uden fortjeneste til landmanden eller penge til maskiner mm. Dette regnestykkes åbenlyse misforhold manifesteres i to grundlæggende skygge-økonomier i europæisk landbrug.

For det første: Støtten, den direkte som kommer både via EU, nationalstaterne og regionerne - samt de indirekte støtteordninger i form af afgiftsfrihed, skatteundtagelser osv.   

For det andet: Importeret arbejdskraft. I Danmark i form af østeuropæerne, der udgør flertallet af de beskæftigede i dansk landbrug, i Italien i form af albanere og rumænere, i Spanien i form af illegale nordafrikanere. Ingen af disse mennesker bliver betalt løn i overensstemmelse med niveauet i de lande de arbejder i. De er sæson- eller som i Danmark elev-ansatte, der så godt som ingen rettigheder har. Som jeg skriver i min afhandling mistede Danmark 11.000 arbejdspladser i primær-landbruget i perioden fra 2001-2011 - mens Spanien i samme tidsrum mistede 250.000 - men de tal dækker over, at mange af disse jobs er blevet overtaget af billigere ikke-registrerede ansatte.

Prisen for at vi har landbrug i Europa er altså, at vi gennem vores skat betaler landmændene understøttelse, og at de hyrer en hær af udenlandsk arbejdskraft, der kan holde produktionsomkostninger - og dermed prisen på fødevaren unaturligt lav. 

Vi ville med andre ord ikke få tomater og bacon produceret i Europa til den pris vi forventer hvis det ikke var for de illegale afrikanske emigranter i det sydlige Spanien og de ukrainske landbrugselever i de vestjydske stalde. Det er de skygger i landskabet, som landmanden ser hver dag.