Landbrugets gæld - afsnit 3

I bloggens gennemgang af fænomenet landbrugsgælden, har vi i de to første afsnit hørt om den første investeringsbølge efter krigen og andelsselskabernes kamp om globale markedsandele; hvilket førte til den herskende forretningsmodel i dansk landbrug, det jeg - og mange  landbrugsøkonomer - kalder: kampen om marginalomkostningen på stykprisen. Den bliver også kaldt 'landbrugets trædemølle', og kan formuleres således:

" (...) Fundamentale problemer skaber et indkomstproblem for bedrifterne. Den tekniske udvikling medfører, som følge af den perfekte konkurrence (der tvinger bedrifterne til implementering), at udbudskurven til stadighed forskydes mod højre, men efterspørgsels- kurven ligger fast: De første innovatorer finder det profitabelt at implementere den nye teknik, idet de kan forøge output til den eksisterende markedspris og herved opnå større profit. Efterhånden som flere bedrifter implementerer teknikken vil udbudskurven forskydes mod højre, hvorefter markedsprisen nødvendigvis må falde. Dette prisfald vil skabe indkomstproblemer for de bedrifter, der ikke har implementeret teknikken, og disse problemer vil efterhånden også presse de resterende bedrifter til at implementere den nye teknik, hvorefter udbudskurven forskydes yderligere mod højre. Indkomstpresset skulle medføre, at arbejdskraft forlader landbruget i stor stil, men afvandringen har aldrig været tilstrækkelig til at sikre ligevægt mellem indkomster i landbruget og i industrien. Hermed har Metcalf implicit beskrevet, hvad Cochranel benævner "trædemølleeffekten", og det er denne der uudgrundet har ledt til statslige interventioner for at sikre landbruget et vist indkomstniveau. Metcalf nævner desuden en række mere "praktisk" politiske mål for landbrugspolitikken." (Ingemann 2008:49-50)

IFRO, tidligere Fødevareøkonomisk institut giver samme 'trædemølle-analyse' i sin seneste årsrapport om Landbrugets Økonomi 2017:

"I den danske landbrugssektor ventes totalfaktorproduktiviteten at stige en smule med omkring fem procent fra 2016 til 2017, ligesom både sektorbytteforhold og den økonomiske produktivitet øges væsentligt i 2017. Både bytteforholdet og den økonomiske produktivitet forventes at falde igen i 2018, mens totalproduktiviteten stiger svagt. Dermed ligner udviklingen det velkendte billede, hvor landbruget vedvarende skal øge den tekniske produktivitet for at imødekomme faldet i bytteforhold, således at indtjeningen kan opretholdes – også kendt som landbrugets trædemølle." (IFRO 2018) 

I sin bog Landbrugets placering i samfundet fra 1991 skriver seniorforsker ved IFRO, dengang ansat på Axelborg, Henning Otte Hansen, nogenlunde det samme som Ingemann, men afslutter noget overraskende sin analyse med en sætning, der ser bort fra det han lige har skrevet : "Det er klart, at dette forhold gør det vanskeligt at opretholde en rentabel landbrugsproduktion, hvilket giver sig udslag i et krav om til stadighed at effektivisere produktionen." (Otte 1994:141)

Problemet med den øgede effektivisering er imidlertid dels at landbruget får vanskeligt ved at tilpasse sig markederne, dels at der følger en voldsom overproduktion af fødevare med den stigende produktivitet. For som de fleste kan gennemskue, så kan man godt købe tre fjernsyn, men har langt mindre incitament til at købe mere mad end man kan spise. 

"Det er meget sandsynligt, at der også i de kommende år vil blive stillet store krav til markedstilpasning og nyorientering i dansk landbrug" (ibid. s.53) - skrev Otte for 24 år siden, men det er netop denne fordring, der ikke har kunnet opfyldes som følge af effektivitetsfokuset - og den rådgivning erhvervet har fået af forskningsinstitutionerne, både egne og eksterne.

Det vender vi tilbage til i næste afsnit. 

Men før vi helt slipper marginal-omkostningen. Så er det også relevant at se rentabiliteten og landbrugets udvikling som en konsekvens af velfærdsstatens skattegrundlag, altså de høje lønninger. De har medvirket til, at erhvervet har mekaniseret produktionen i takt med at lønningerne steg. Mekaniseringen ledte til investeringer, der havde indbyggede stordriftsfordele. Produktiviteten steg, men rentabiliteten steg ikke tilsvarende. Der er et samspil mellem bytteforholdet på fødevarerne, samfundets levestandard, faldende beskæftigelse og en generel overproduktion. 

Her er det dog ikke uvæsentligt at bemærke, at i landbrugets egne kalkuler har man haft den modsatte analyse. Hovedbudskabet er de mange milliarder landbruget kunne tjene hvis de fik lov at producere endnu mere samt de mange påstande om beskæftigelsespotentialet.

Måske kom et afgørende, nærmest epistemologisk brud med en reel tro på, at landbruget kunne danne basis for rentable produktionsformer på almindelige markedsvilkår, da man i 1982 vedtog at give landmændene 'negativ indkomstskat'. Det vil sige, at Staten udbetaler skatteværdien af renteudgifterne for at forbedre den enkelte bedrifts likviditet. Det gjorde man i lyset af den store landbrugskrise, men i realiteten skabte man blot et nyt problem, idet skattebetalingen blev udskudt, og at denne udskydelse så i sig selv blev en del af forretningsplanen. Fra 1982 til 1986 steg eksempelvist ejendomspriserne dramatisk og i dag udgør den udskudte skatteregning i omegnen af 100 mia. kr.