Landbrugets gæld afsnit 4

I sidste indlæg introducerede vi 'landbrugets trædemølle' - den logik, der ligger bag at dansk landbrug hvert år er tvunget til at forhøje produktiviteten for at være konkurrence-dygtige på stykprisen. At øge produktiviteten har danske landmænd været rigtigt dygtige til - og det er alt andet lige forudsætningen for at vi overhovedet har det landbrug vi har. Og om et andet ville have været muligt, er en kontrafaktisk historieskrivning jeg ikke vil begive mig ud i.

Men som økonomerne, der blev citeret i sidste indlæg gjorde opmærksom på, så indeholder den øgede produktivitet en række indre modsætningsforhold. Et af dem er, at der udfolder sig et helt naturligt udskillelsesløb, hvor gårdene nærmest er tvunget til at opsluge hinanden for at blive større. Størrelsen er ikke et mål i sig selv, men en nødvendighed for at kunne implementere teknologi og løsninger, der hele tiden muliggør en forøgelse af produktiviteten.

At der er nogle andre modsætningsforhold og at denne analyse ikke kun basere sig på en selektiv læsning af landbrugsøkonomer, kan det Økonomiske Råd bevidne.

“(...) og da denne proces forventes at foregå i en lang periode i fremtiden, er der udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.” (De Økonomiske Råds rapport 2010: 61)

Man kan efter min mening godt læse udsagnet, som et argument for simpelthen at nedlægge landbruget - det koster os flere penge end det giver ind.

Det er landbrugets interesseorganisationer selvfølgelig lodret uenig i. Og det er deres parlamentariske bagland selvsagt også. De hævder at landbruget er en rigtig god forretning for Danmark.

Men hvorledes gør man egentlig det regnestykke op?

Det er vel et af kernespørgsmålene - ikke bare i forhold til denne series tema: landbrugsgælden, men i forhold til hele landbrugsdebatten.

Det kan jeg ikke nå rundt om. Men har lyst til lige at pege på, at der er rigtig mange eksternaliteter vi normalt ikke har med, når der politisk bliver taget favntag med landbrugsøkonomien. Og det må undre een, at der i et land med så mange liberale og ultraliberale ministre og økonomer, så sjældent bliver taget fat i de mange indirekte støtte-kroner man forærer landbruget - ofte på bekostning af andre sektorer. Man får en fornemmelse af at landbruget er fredet i denne sammenhæng. Men der findes eksempler, hvor man har svært ved at undgå associationer til fødevare-erhvervet. 

 "Infrastruktur er afgørende for at virksomheder effektivt kan købe og sælge varer, og for at borgernes valg af arbejdsplads bliver mere fleksibelt og dermed bidrager til at sikre et godt match mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Men det er ikke alle offentlige udgifter, der styrker produktiviteten og arbejdsudbuddet. 

Et eksempel på det modsatte er selektiv erhvervsstøtte, der risikerer at holde liv i lavproduktive brancher, og som ovenikøbet giver virksomheder tilskyndelse til at bruge ressourcer på at opnå støtten." 

(Børsen Onsdag 28/6/2017 Michael Svarer, Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen, Thorben Tranæs Formandskabet for det Økonomiske Råd).

Sproget er holdt i abstrakte termer og vi kan derfor ikke vide om det er landbruget der tales om. Men Børsen-indlægget kom i samme uge, som at NIRAS/GEUS offentliggjorde deres beregninger om de ekstra omkostninger Fødevare-og Landbrugspakken ville tilføje vandværkerne. Helt kort vakte rapporten en voldsom diskussion om hvorvidt regningen - godt 250 mio. kr. - skal sendes videre til kommunerne og forbrugerne, eller om landbruget selv skal være med til at betale omkostningerne. Her er ministeren og kommunerne fortsat uenige.

Helt aktuelt pågår implementeringen af Paris-aftalen/EUs klimagas-reduktionsmål, der betyder at Danmark skal reducere emissionerne fra landbrug (og transport) med 39% frem til 2030. De høje reduktionskrav har længe været spået som en korsvej for dansk landbrugsproduktion, der med sin store husdyrproduktion har et markant klimafodaftryk. Men regeringen, godt hjulpet af erhvervet, har - som jeg forstår den kommende regulering - foreslået helt at undtage landbruget for reduktioner. Landbruget skal ikke løfte nogen del af byrden, fordi det vil forringe dets konkurrence-styrke, derimod vil man ved hjælp af 'fleksibilitets-ordningen' kompensere for landbrugets andel, ved at øge indsatsen andre steder. Det er imod de fleste eksperters anbefalinger, herunder regeringens eget klima-panel, men her synes igen at herske denne underlige politiske konsensus, at vi skal støtte vores landbrug, koste hvad det vil.

Pointen er, at hvis vi udregner eller forestiller os, at de indirekte støtte-midler skal fordeles mere samfundsøkonomisk rationelt, så ser landbrugets økonomi og dermed gæld ganske anderledes ud.