Landbrugets gæld - afsnit to

Årsagen til gælden

Hvilken eller hvilke årsager ligger bag den høje gældsprocent i dansk landbrug, det er emnet for dette indlæg.

Man kunne fristes til at kortslutte hele kortlægningen af landbrugets økonomi og sige: det gør politikerne. Alt efter hvem man er, er det et bekvemt og heller ikke nødvendigvist forkert svar.

Det er også tæt på at være Professor Emeritus fra IFRO Niels Kærgårds konklusion, i sin afskedsforelæsning i efteråret 2017 (og som man kan høre udlægge i mit interview her) - selvom hans ordvalg er langt mere moderat, han nøjes med at konstatere at "landbrugspolitiken har forværret problemet." 

Og i sidste ende er det vel fair nok at sige at det er politikernes ansvar - også selv om de har fralagt sig - eller på anmodning fra erhvervet bortgivet - ansvaret for udviklingen i landbruget.

 Og her er efter min opfattelse nøgleordet: udviklingen. 

Det man kalder 'Strukturudviklingen' i dansk landbrug har været voldsommere end i stort set alle andre lande, en graf fra IFRO, som jeg engang imellem bruger til foredrag, viser at landbrugene i Danmark er vokset i gennemsnitsstørrelse hurtigere end i Australien, Canada og USA.

Derfor er svaret på hvorfor landmændene skylder så mange penge nøje kædet sammen med denne udvikling. Man kunne altså starte med at spørger: Hvad driver strukturudviklingen dansk landbrug?

Det korte svar er, at det gør markedet og globaliseringen. Dansk landbrug blev for alvor et eksporterhverv i slutningen af 1800’tallet og herefter er den primære forbruger af dansk producerede fødevarer englænder, tysker, japaner og araber - og i stigende omfang en kineser. Og hvis man vil sælge sine varer internationalt, må man konkurrere med de priser, som konstant presses ned, jo mere industrielt, teknologisk, effektiviseret og præget af stordriftsfordele erhvervet på verdensplan udvikler sig. I en sådan en sammenhæng har Danmark blot fulgt - eller rettere for at vinde markedsfordele lagt sig i spidsen af - den herskende globale forretningsmodel. 

Og det har jo fungeret særdeles succesfuldt, vi har i vores lille land tre globale spillere, alle med afsæt i landbrugets andelsorgansiering i slutningen af 1800tallet: Arla, Danish Crown og DLG.

Andelsselskabernes rolle er vigtig at være sig bevidst - og globalt marked, lav stykpris, teknologi og stordriftfordele er stadig den logik der dominerer landbrugets udvikling og dermed gældssættelse - læs f.eks. bare Landbrugsministerens udtalelse efter vedtagelsen af L39, den lov der frit gav eksterne kapitalinteresser mulighed for at købe sig ejerskab til dansk landbrug:

”Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste. Det er de meget store brug, der skal ruste os til kampen på det internationale marked.”
( Henrik Høegh i Information 2010) 

Men det første store spring fremaf, den bølge af teknologisk oprustning der fulgte 2 verdenskrig  begyndte ifølge nogle landbrugshistorikere et andet sted. Med landmændenes gode krigsøkonomi. Mogens R Nissen har skrevet en Ph.d. om emnet og opregner forsøgsvist - kilderne er ikke altfor pålidelige - hvor mange penge landmændene havde gemt i hovedpuderne efter krigen og før pengeombytningen. De penge argumenterer Nissen for blev brugt til en første teknologisk investeringsbølge i erhvervet. Det gav en betydelig effektivitetsforøgelse, men da fødevarepriserne sammenholdt med den hurtigt stigende levestandard ikke gav mulighed for at lave et driftsoverskud, der var stort nok til at følge investeringerne op i takt med ny teknologi kom til, så måtte man låne. 

"Indtil 1951/52 blev en meget betydelig del af investeringerne finansieret via de løbende overskud og den kontante opsparing. Efter dette tidspunkt blev en stigende del af investeringen lånefinansieret, primært som følge af faldende indtjening."
(Nissen 2011:109) 

Nissen kommenterer også i sin afhandling på Dansk Landbrugshistories gennemgang af denne tid, hvor der lidt lakonisk skrives: 

"En undersøgelse af landbrugets gældsforhold i 1954 viste, at prioritetsgælden var vokset fra 4 mia. kr. i 1937 til 5,6 mia. i 1954 eller en stigning på 40 %."(DLH 1988:288) 

Han mener at denne voldsomme forøgelse af gælden i perioden primært er kommet i tidsrummet 1950-54 - og altså er af meget mere eksplosiv karakter og hænger langt nøjere sammen med den nye grundliggende forretningsmodel i dansk landbrug, hvor konkurrencefordelen skal hentes i teknologisk oprustning, end man kunne forledes til at tro. 

Den forretningsmodel har også et mere sexet navn: Kampen om marginalomkostningen på stykprisen - og den forfølger vi i næste afsnit.

For selvom jeg ikke tvivler på at mine læsere finder denne kortlægning interessant, tænker jeg at små doser landbrugsøkonomi har bedre mulighed for at blive opmærksomt fordøjet, end at føje flere komplikationer til i dette indlæg.