I sidste uge skrev pro-dekan og professor MSO ved Plante- og Miljøvidenskab på KU, Andreas de Neergaard en kommentar i Altinget, hvorfra dette fragment er hentet.
"Økonomerne har fortsat besvær med at indregne prisen på eksternaliteter, og derfor må der tages politisk lederskab om en samlende vision.
Der er kun god økonomi i langsigtet bæredygtige løsninger. Det er ikke radikalt at blive vegetar eller droppe flyrejser – det er et forbillede, som ikke alle kan realisere, men alle skal lade sig inspirere af....Der er brug for en samlet vision, en realistisk, optimistisk fremtidstro, som kan trække os og dermed verden fremad.
Det gør vi allerede, siger du? Nej, det går for langsomt. Der er for meget greenwashing, og det er slet, slet ikke ambitiøst nok."
De Neergaards pointer vender vi tilbage til, og vi skal nok også huske at indhente om ikke alle, så nogle af de spørgsmål, der blev formuleret i første afsnit af denne lille miniserie.
Det forsøger jeg at gøre i de to næste afsnit, inden jeg drager til Folkemødet for at være fødevare-beredskabsekspert.
For der sker jo mange andre væsentlige politiske, forsknings- og civilsamfundsmæssige favntag med landbruget og dets vilkår her i valgåret - der er der under 12 måneder til, hvilket man også ser i den omsiggribende 'greenwashing' regeringen er i gang med - så det glæder vi os til snart igen at kommentere på. Men i dette afsnit har jeg varslet, at det er landbrugets interne italesættelse af gælden og hvordan den er opstået, der skal være temaet.
Inden jeg sakser fra den interne debat, minder jeg lige om et spørgsmål til Esben Lunde fra de Radikales Andreas Steensberg, stillet 14 januar 2015 - og svaret på 11 marts 2016 (!).
"Spørgsmål nr. 379 (alm. del)
Hvor meget bliver landbrugets årlige statsstøtte i 2016, 2017, 2018, 2019, 2020 inkl. alt i ’redegørelse om erhvervsstøtte’, herunder skatteregler, forskningsmidler fra både Miljø- og Fødevareministeriet og Ministeriet for Forskning, landbrugspakken og EU’s støtte?"
Svaret finder I nederst i indlægget.
"Aspecto har lavet en undersøgelse af landmænds holdninger. De har blandt andet spurgt jer, "hvad er det værste ved at være landmand?" Resultatet er slående. 70 procent af jer peger på bureaukrati
14 procent siger den økonomiske usikkerhed. Tænk lige over det."
Sådan sagde L&Fs formand Martin Merrild på delegeret-mødet i Herning i 2015.
Denne påstand havde to dage forinden haft en endnu mere skinger retorik ved en 'netværks-konference' på Christiansborg arrangeret af CEPOS og Landbrug & Fødevarer, hvor direktør i L&F Flemming Nør-Pedersen sagde:
"(...) miljøpolitikken i Danmark koster årligt dansk landbrug fire milliarder - plus et ukendt antal millliarder af 'offer-omkostninger'. Det er alle de investeringer og produktion som landmænd i Danmark på forhånd undlader at gennemføre, selv om det forretningsmæssigt kunne være fornuftigt. Men de lader være, fordi de støder hovedet mod en eller anden miljø-regel (...) ikke i tvivl om at danske landmænd har markant dårligere politisk bestemte rammevilkår end deres kolleger i Sverige, Tyskland og Holland." (Landbrugsavisen 2/11/2015)
Dette var kort efter, at COWI-rapporten var udkommet, den uafhængige rapport, der skulle kortlægge rammevikårenes konkurrencedygtighed overfor vores primære rivaler på det internationale fødevaremarked. Rapporten konkluderede meget entydigt at rammevilkårene var konkurrencedygtige, men at den høje gæld i dansk landbrug, 3-4-5 gange højere end i de andre lande, udgjorde den største konkurrence-ulempe.
Aspectos undersøgelse viser i øvrigt, at kun 2 % af de adspurgte mener, at anerkendelse fra naboer og lokalsamfund er vigtigt.
Uanset tallenes og påstandenes validitet fra Landbrug&Fødevarer, så er det på den anden side også klart, at jo mere det bliver sagt, og at 'overimplementering' og 'regel-tyranniet' bliver lagt for had og hån i landbrugsmedierne, jo mere bliver det en accepteret sandhed. Det bliver i hvert fald svært at have den modsatte mening i landboforeningen eller på landbrugsskolen.
Dette træk ved landbrugskulturen har måske nok eksisteret siden ruder konge var knægt, men synes kun at være blevet forstærket, siden finanskrisen. Landbrugets medier har haft sin egen forklaring på gældskrisen, der bliver gentaget til hudløshed :
”(...)Er der særligt tre forhold, der har ført til, at jordpriserne er mere end tredoblet, og at gælden er vokset eksplosivt siden 2000. Det er for det første avancebeskatningen ved generationsskifte. For det andet landbrugsloven, herunder harmoni- og ejerkrav i forbindelse med husdyrproduktionen. Og for det tredje lovgivning og forvaltning omkring landbrugets miljøgodkendelser.” (www.maskinbladet.dk/artikel/ulige-rammevilkar-odelaeggende-landbrugets-konkurrenceevne 19/2/2010)
Man kan synes at det virker mærkværdigt og usandsynligt, at en hel befolkningsgruppe så vedholdende fornægter fakta og bruger så meget energi og politisk indflydelse på at jagte forhold omkring landbrugspolitiken, der ikke løser de fundamentale problemer. Er der da slet ingen i landbruget, der erkender årsags-sammenhængene? Det bedste svar på det spørgmål, synes jeg tidligere professor på Etnologi ved KU, Palle O Christiansen gav i sin bog: En Livsform på tvangsauktion - helt tilbage i 1982. Selvom det er næsten 40 år siden, har hans iagtagelser stadig gyldighed, i mine øjne.
Det lidt lange citat kommer fra kapitlet: 'Staten som uhyre'.
"Her står vi over for det interessante forhold, at taler man alment om problemet, er det samfundets skyld, at så mange har måttet forlade landbruget. Men drøfter man konkrete personlige tilfælde, forklares de ved, at manden ikke slog til. Landmandens forestilling om tingenes sammenhæng er, som det så ofte er tilfældet med en livsforms ideologi, logisk set umulig. (...)Når landmændene udkonkurrerer hverandre og i denne proces selv er med til, at investeringerne i ny teknik presses opad, gør denne modsætning i deres produktionsmåde det nødvendigt at transformere problemet til de landsdækkende landmandsorganisationer. Deres politiske krav bliver (...) nationale krav i EU, hvor de uundgåeligt kommer i konflikt med den 'fælles landbrugspolitik'. Her ser man gang efter gang, at der ikke eksisterer nogen form for såkaldt solidaritet mellem landmænd i de forskellige lande. De konkurrerer også indbyrdes, og hver nations landmænd prøver at presse deres regering til at tilvejebringe så gode konkurrencevilkår som muligt til sig selv. Det ene lands landmænd beklager sig over, at der i nabolandet bliver holdt liv i for små og ikke bæredygtige bedrifter (Danmark over for Sydtyskland, England over for Danmark) Men inden for det enkelte lands grænser kan landmændene dårligt give sig selv og den efterstræbte frihed som selvstændig producent skylden for den udvikling, som deres deltagelse i både den nationale og internationale konkurrence medfører. Man kan ikke gøre de strukturelle modsætninger i sin egen produktion og livsform til syndebuk. Men gennem den eneste retning, som det er muligt for organisationerne at transformere disse interne modsætninger i, kan det lade sig gøre at finde et subjekt, som kan indtage rolle som syndebuk, nemlig nationalstaten. Denne stat tillægges nu tanker, vilje, træghed, tålmodighed, ondskab ect. Dermed er det, som det fx ses i landbrugspressen og på møder, muligt at føre en fiktiv dialog med dette uhyre, som nærmest betragtes som værende uden for strukturen." (Christiansen1982:180 -183)
Denne iagttagelse, at den enkelte landmand altid bliver bedømt ud fra hans kompetencer, mens at hele erhvervets situation bliver bedømt ud fra 'dårlige rammevilkår' - har jeg også gjort i mine feltstudier.
Hvis landbruget ikke selv vil eller kan se gælden som en funktion af forretningsmodellen, så er det jo svært at komme i dialog omkring hvordan man nedbringer gælden.
Og til svaret på spørgsmålet:
"Det lægges til grund, at der med statsstøtte henvises til midler – nationale og fra EU – som enten direkte eller indirekte går til landbrugs- og fødevaresektoren – fx via klassisk landbrugsstøtte, frivillige tilskudsordninger, forskningsmidler, særlige skatteforhold o.l. "
Svaret fra ministeriet lyder, at dansk landbrug i årene 2016-2020 samlet modtager ca. 37 milliarder kroner, et beløb som dog ikke indeholder alle de forskningskroner, som vi beskrev i sidste indlæg, for som ministeriet lidt længere nede i svaret skriver.
"Foruden de i tabel 1 opgjorte midler, afholdes der også udgifter til forskningsbaseret myndighedsbetjening under Miljø- og Fødevareministeriets finanslovsparagraf (§ 24). Disse midler indgår dog ikke i ’Redegørelse om
erhvervsfremme og støtte’, hvorfor de ikke er medtaget i tabellen. Miljø- og Fødevareministeriet indgår hvert år aftaler med universiteterne om forskningsbaseret myndighedsbetjening. Denne sektorunderstøttende forskning udgør i størrelsesordenen 500 mio. kr. årligt i forhold til landbrugs- og fødevaresektoren (fiskeri og akvakultur undtaget). "
Ingen kommentarer:
Send en kommentar