Landbrugets gæld afsnit 5

Forskerne og rådgivernes rolle.

Som alle andre forsøg på at kortlægge årsagerne til landbrugets gæld, er også forskningen/rådgivningen bag erhvervets udvikling uhyre kompleks.

Vi simplificere tingene ved at opdele forskningspåvirkningen i en pro-strukturudvikling og mere kritisk tilgang. Der er langtfra vandtætte skodder mellem de to verdener,  men vi forsøger i denne korte oversigt, at belyse kontrasterne mellem de analyser, der har drevet struktur-udviklingen - og derfor også retteligt bør svare for landbrugsgælden, og så de analyser, der har peget på de potentielt uheldige (økonomiske) konsekvenser. 

Som nævnt i det første afsnit, skal landbrugets udvikling selvsagt ses i sammenhæng med det øvrige samfunds udvikling. Danmark har groft sagt været meget teknologi-parat i alle sektorer af samfundet - og landbruget, som godt kan siges at have været drivkraften bag meget teknologiimplementering i det 20 århundrede, har - i hvert fald i mine øjne - på en måde skabt sit eget frankenstein-monster. Ved at fokusere på effektivitet og produktivitet gennem forskning og teknologi, har man i en alliance mellem stat og erhverv, oparbejdet en stor fødevareforskningssektor, som i sin egen ret er blevet en væsentlig eksportør af know-how. 

Forskning fylder rigtigt meget i dansk landbrug. De store danske landbrugsforsknings-institutioner i København og Aarhus optræder konsekvent i toppen af listen over verdens førende indenfor fødevareforskning. Mange internationale forskere kommer hertil for at drage nytte af Danmarks førende position på feltet. Disse vidensinstitutioner har også status af myndighedsbetjenende instanser. Det er altså forskning herfra, der danner baggrund for de politiske rammevilkår. 

Jeg har ikke kunnet finde eksakte tal på hvor mange penge Staten investerer i sektoren - eller hvor mange eksportindtægter investeringerne giver - men 

det fremgår af Globaliseringsrådets notater, at landbrugsrelateret forskning modtog nær ved 50 % af de samlede sektor-forskningsmidler i 2005. Og IFRO skrev i deres 2014-rapport:

"Danmark er et af de lande i OECD, der bruger flest penge på den brede fødevareforskning, og det skal vi blive ved med." (Lind/Zobbe 2014:265). 

Fødevareforskningen har altså opnået en selvstændig værdi, der rækker ud over interesserne i  dansk landbrug - og man kan godt få fornemmelsen af at danske landmænd i nogen grad bliver spændt for en teknologi-vogn, af forskningsinstitutionerne, som eksemplet med Månegisen herunder. 

Man kan kort sammenfatte dette således: Dansk landbrugs stærke placering på de internationale markeder skylder den stærke alliance mellem Staten, forskerne og erhvervet sin succes. Men det er ikke uvildig forskning. Det er forskning, der er indlejret i en særlig teknologi-dagsorden, ofte bestilt til at undersøge specifikke kommercielle potentialer, og det er forskningsresultater, der underbygger rationalet bag strukturudviklingen og de dominerende driftsformer. Et eksempel på det problematiske i denne ensretning, kom med EUs ophævelse af mælkekvoterne. 

"Mere mælk fra køerne er ensbetydende med flere arbejdspladser.
1. april hæver EU mælkekvoterne, og hos Landbrug og Fødevarer forventer man, at det vil give 5500 nye arbejdspladser landet over. Vi får lidt større råderum, når vi ikke hele tiden skal holde os op mod en kvote. Det giver en frihed, som vi ser frem til, siger landmand Niels Klovborg fra Tylstrup nord for Aalborg. På hans gård med 1100 køer forventer han, at de nuværende 10 ansatte bliver suppleret med yderligere to og at han kan anskaffe sig et par hundrede ekstra køer, når mælkekvoterne forsvinder.
Juleaften falder i år 1. april
I Nordjylland forudser cheføkonom hos Landbrug og Fødevarer, Thomas Søby, at det over de næste fem år vil betyde omkring 1000 flere job.
- Det er jo noget, vi har talt ned til, så det er jo næsten ligesom juleaften, siger han." 

(uddrag af artikel på DRs hjemmeside 19-03-2015) 

Som de fleste vil vide gik det lige modsat, tusinder af mælkeproducenter herhjemme gik konkurs fordi overproduktion fik prisen til at falde - og EU måtte igen - modvilligt - ind med store krisepakker, der udbetalte ekstra penge til de landmænd, der troede det var juleaften hvis de blot skruede op for produktionen.

Det er iøvrigt værd at bemærke, at andelselskabet Arla sluttede regnskabsåret med rekordoverskud.

"Arla fyrer 500 medarbejdere under overskriften Good Growth. Koncernen fik rekordoverskud i 2015. Direktøren og vice-direktøren i Arla får lønstigning på 32 %." (Landbrugsavisen 6/2/2016) 

Denne nyhed fik faktisk mange i erhvervet til at diskutere modsætnings-forholdene, men denne diskussion endte næsten altid med - den af forskerne bevidnede konklusion: man kan ikke vende udviklingen.

(Illustration Henning Otte Hansen/IFRO: Landbruget bliver big business 2016)

Hvor forskningsmæssigt validt det er at sammenligne danske gårdes størrelse med netop de tre lande, diskuterer jeg ikke - her blot ment som en illustration af hvilke dagsordener der sættes internt i erhvervet.

Vi står altså ifølge disse forskningsbriller med en driftsform, der som middel og mål har øget produktion og ekspansion. Overalt i forskning, uddannelse, rådgivning og interessevaretagelse italesættes denne superproduktivisme som den eneste vej frem for det danske landbrug - og politikkerne bakker op. 

Månegrisen, det sidste årtis største forskningsmæssige sats, er et godt eksempel. 

"Månegrisen er en fremtidsvision om, at miljøhensyn, dyrevelfærd og øget svineproduktion kan gå hånd i hånd. Månegrisen skal give input til fremtidig regulering, som på den ene side imødekommer de miljømæssige udfordringer og på den anden side giver landmændene en større fleksibilitet til at udvide deres produktion. Det kunne fx være en regulering, hvor der er øget fokus på udledning til omgivelserne end på antal dyr i stalden. Månegrisen skal demonstrere, at det er muligt at integrere måleudstyr i staldene og derved regulere svineproduktionen i henhold til dens output frem for input. Projektet er ligeså ambitiøst, som det var at sætte en mand på månen – deraf navnet Månegris – da hverken teknologien eller reguleringen er udviklet. Månegrisen skal via to spor levere vigtigt input til, hvordan lovgivningen på længere sigt bedst skrues sammen: 

• Ny teknologi: Udvikling af teknologi, der tager højde for dyrevelfærd, optimerer udnyttelsen af ressourcer i produktionen og gør det muligt at måle, hvad svineproduktionen udleder. 

• En Månegrisstald: En modelstald, der med de nyeste teknologier demonstrerer, at det er muligt og rentabelt at måle og minimere svineproduktionens belastning af miljøet, dyr og omgivelser. Stalden forventes at stå færdig i 2016" (www.naturerhverv.dk/maanegrisen/faktaark ) 

Alt dette har med næsten fatalistiske søvngængerskridt ført os frem til en situation i dansk landbrug, hvor en landmand ikke længere kan honorere de kapitalkrav, der kræves for at drive et moderne dansk landbrug. 

Og da landbrugsgælden er så høj, er det svært at se hvordan bankerne kan forsvare at låne endnu flere penge ud - hvad enten det gælder køb og salg af ejendomme - eller investeringer i teknologi. Der var altså kun den sidste udvej: at få eksterne investorer ind. Defor lov nr. 39 og 37, der ophævede alle begrænsninger for denne type investering (nogle venstre-politikere var endda så pædagogiske, at kalde det risiko-venlig kapital). 

Og i min analyse var det forudsigeligt, at man ville følge op med Fødevare- og Landbrugspakken, netop for at tiltrække investorerne, der mildest talt har været fodslæbende - måske fordi de ikke har nøjes med at læse erhvervets egne analyser!

 For uanset hvilke briller man ser erhvervets økonomi med kan det konstateres, ved en gennemgang af nøgletal, at landbrugets evne til at forrente investeringerne i perioden 1992-2012 gennemsnitligt har ligget 1,2 % under den reale lånerente (Kærgård 2014:241). Det er netop dette lidet attraktive afkast, der holder investorerne tilbage - og som ligger bag citatet fra Det Økonomiske Råd, vi bragte i sidste indlæg.

Men der er en yderligere dimension i denne udregning. Man bør nemlig være opmærksom på, at denne forrentningsprocent delvist er et produkt af den arbejdstidsnøgle, som bankerne og økonomerne vurderer landbrugenes rentabilitet, solvens og låntagningsmuligheder efter. 

Det betyder f.eks., at mindre landbrug med en stabil balance mellem indtægt, investeringer og afkast udadtil har en ringe rentabilitet og dermed har svært ved at få lån og ofte 'tvinges' til at udvide ved et generationsskifte. 

I både grundlaget for L39, i bankernes vurdering af kreditværdighed og i de økonomiske vismænds analyser af erhvervets fremtid er udgangspunktet en specifik model baseret på arbejdstid i forhold til jordtillæggende. En heltidsbedrift er en bedrift, hvor standard-arbejdstiden er over 1.665 timer pr. år. “(...) prisen på landbrugsjord - i stigende grad bestemmes af kapitalafkastet i større heltidsbedrifter og af det marginale afkast ved bedriftsudvidelser, der begge ligger på et noget højere niveau end det gennemsnitlige kapitalafkast i alle heltidsbedrifter under ét." (IFRO 2004)


For at perspektivere dette og igen gøre opmærksom på hvordan der efter min mening alt for ensidigt forskningsmæssigt bliver satset på at støtte større og mere teknologisk oprustede bedrifter - slutter vi dagens indlæg af med en kommentar fra en professor i økonomi ved CBS, der i sine unge dage bidrog til en kritisk bog om landbrugets økonomi. Bogen konkluderede:

"Det er nok en kendsgerning, at landbrugspolitikkens egentlige målsætning ikke erkendes i større omfang. Ikke så få landmænd - både små og store - står sammen i en opfattelse af, at landbruget er et af de få liberale erhverv, som er tilbage; at de ville klare sig glimrende, blot det ikke var for den urimelige konkurrence fra lande med bedre subsidier, bedre jord og bedre vejr, og at landmænd møder mangel på forståelse fra politikere og forbrugere. Men den manglende afklaring af målsætningen medvirker til at fastlåse en landbrugspolitik, der i hvert fald ikke er til de små landmænds fordel" (Groes 1991)

De økonomiske beregninger i bogen, som var grundige, blev foretaget af professor i økonomi ved Handelshøjskolen, i dag professor ved CBS, Michael Møller. Jeg interviewede Møller med henblik på at få et indblik i datidens debat, særligt de økonomiske aspekter. Hans erindring om debatten dengang var, at den var ikke-eksisterende. 

"(...) det irriterede os lidt at forrentningerne var så lave og der var så lidt rationel fornuft i landbrugspolitikken, det var nok det der fik os i gang (...) forskere bliver hurtigt trætte af at beskæftige sig med noget hvor man ingen gennemslagskraft får, sådan er det med landbruget. Interesseorganisationerne fik det som de ville" (Telefon-interview 2/6/2016). 

Her, som i så mange andre landbrugssammenhænge, smelter forskning, lobbyisme og politik sammen, de henter legitimitet hos hverandre og præger, hvis ikke ligefrem sætter rammerne for den måde man diskuterer udfordringerne på. Men det gøres, som vist her, ofte i modsætning til den egentlige økonomiske virkelighed erhvervet står i. 

I næste afsnit vil vi fokusere på hvordan landbruget selv ser sin økonomi og hvilke forklaringer af gælden, der italesættes internt.