mandag den 10. marts 2014

Øko-generalforsamling i Horsens


Det rinder kanské den trofaste læser i hu, at signaturen var til Plantekongres i Herning i december, og i den forbindelse afrapporterede med en spydig, men hjertelig, kommentar om at sende de djøf-agtige landbrugs-branchefolk ud i rummet, som et repræsentativt kultur-element for vor tid.

Det samme ville man ikke kunne skrive om Økologisk Landsforenings generalforsamling i Horsens i weekenden. Det var i sandhedens tjeneste en anden anledning, en generalforsamling er noget andet end en kongres, men der var nu alligevel en sammenlignelig stemning.

Efter sigende har man klog af tidligere erfaringer valgt at ligge selve generalforsamlingsdelen om Fredagen, sådan at nattens tildragelser ikke forhindrer at diverse valg bliver gennemført med nogenlunde ædru deltagelse. Det var nu ikke så slemt - om Lørdagen mener jeg.

Økologien er jo inde i en spændende tid: Regeringens ambitiøse øko-målsætninger, øget eksport, større offentligt fokus på lokale værdikæder, baggrundsforurening, mælke-udfordringer, CMS'er og sortslovgivning, forholdet til de konventionelle kollegaer, øget fokus på mad og kvalitet i foodservice-sektoren, ny CAP, mangel på næringsstofkilder, uddannelse, finansieringsbehov osv.

Jeg kan ikke kommentere alle emnerne, men nøjes her med en stemningsrapport og et par korte beskrivelser af de to udvalgsmøder jeg deltog i.

Formandens beretning kom rundt om de fleste af de ovennævnte fokus-områder og kunne også konstatere, at det økologiske areal også i 2013 var øget, at øko-omsætningen var steget samt at foreningen havde fået 133 nye medlemmer. Der var gode takter og meget bud efter både formanden, direktøren og foreningens input til politiske processer og græsrodsinitiativer. Personligt synes jeg, at det var fascinerende at overvære formandens retoriske taleevner, der kom en Obama-dimension ind i beretningen. Jeg mener bestemt ikke noget negativt derved, det er vigtigt med visioner og ideologi, og økologien har brug for den oprustning både internt og politisk. Men det lød alligevel lidt sjovt.

Der var to af de gamle ildsjæle der trådte tilbage fra bestyrelsesarbejdet og for en førstegangsgæst var det en gave, for dette var anledning til flere lange taler og ture ned af minde-ruten, for at ære deres respektive indsatser. Foreningen er kommet langt, fra en mindre erhvervs-marginaliseret gruppering, til den forholdsvist store og indflydelsesrige organisation den er i dag. Dette kom fint til udtryk ved takketalerne til dem der trådte tilbage. Alle kunne vist glæde sig over den udvikling, men den betyder naurligvis også at kravene til organisationens struktur og kapacitet fører nye og uvante samarbejdspartnere med sig. I den mere kulørte ende af dette fænomen, var der sågar en øko-sketch med Rytteriet og en livsstils-peptalk ved Mads Bo. Alle kunne vist ikke grine lige højt af det.

Som en sidemand bemærkede. Jeg er ikke sikker på om vi er målgruppen?

Om aftenen - efter at de 8 fag-udvalg havde præsenteret årets arbejde og inviteret til at deltage i næste dags udvalgsmøder - var der mad, musik og dans - og dyre fadøl, men de var da i det mindste økologiske, det var der vist ikke ret meget af maden der var.

Lørdagen rummede som skrevet de forskellige udvalgsmøder samt en række foredrag, oplæg og gruppediskussioner om tidens trends og udfordringer.

Jeg deltog i Frugt- bær og grøntudvalgets møde fordi sagen om pesticid-regn, den såkaldte Boxer-sag (efter navnet på den sprøjtegift, der er indeholder det stof: prosulfocarb, der er tale om), virker som en meget principiel og konfliktfyldt sag. Helt kort har man fundet rester af et sprøjtemiddel hos en økologisk æbleproducent, som stammer fra en 'pesticide-sky' i atmosfæren. Jeg har en artikel hængende på min opslagstavle fra 9. december 13, hvor nyheden kom i medierne. Udvalgsmødet havde dog først en lang snak om de såkaldte CMS'er, en form for laboratorie-forædlet grøntsagssorter, som udvalget efter en lang diskussion var endt med at acceptere, som foreneligt med økologien - i modsætning til hvad den internationale økologiske organisation havde ment. Udvalget blev bedt om at se på sagen en gang til. Hvad angår Boxer-sagen, også omtalt som 'baggrundsforurening', blev vi informeret om sagens detaljer og også Videncentret for Landbrug og NaturErhvervsstyrelsen deltog i debatten. Fra VLFs side synes problemstillingen at handle om brugen af de rette dyser - når der bliver sprøjtet på vinterhveden. Derfor er den handlingsplan der er fremlagt for at imødegå fremtidig forurening primært rettet mod den rette tekniske håndtering af sprøjtemidlet. Denne indsats ville blive koordineret med producenten: Syngenta (ejet af Monsanto) - som vil gøre en ekstra oplysningsindsats overfor forhandlerne. Der var mange økologer der mente, at dette langt fra var nok, handlingsplanen burde indeholde både sanktioner samt erstatningsprocedurer. Så det sidste punktum er slet ikke sat i denne sag. Det blev også nævnt, at den egentligt skyldige i denne sag, ikke er den konventionelle landmand, der sprøjter,  men myndighederne, der tillader brugen, frekvensen og så uforpligtende en sprøjtevejledning, at man burde rette erstatningskravene til Miljøstyrelsen. Det er efter min mening en meget principiel sag og interessant at følge hvordan erhvervet internt, sprøjtemiddelsproducenterne og lovgiverne vil håndtere den. Hvis man er interesseret - og god til at læse engelsk - så kan man via linket her, læse om EUs initiativer på dette område - eller prøve at google: ”Framework for the Assessment of Plant Protection Products”. 
ØLs reaktion på handlingsplanen kan læses her.

Jeg deltog også i Mælkeudvalgets møde. Det er vel det emne der har fyldt mest i (landbrugs-)medierne henover vinteren. 1 April ophører kvote-ordningen, altså det system der har reguleret hvor meget mælk den enkelte producent havde ret til at producere. Fra den dato kan man producere så meget som man har lyst til - og kan afsætte. Det har ført til at i omegnen af 15 mælke-producenter indtil videre har tilkendegivet, at de opgiver den økologiske produktion og vender tilbage til konventionel produktion. Årsagerne hertil er ikke helt så ligetil at blive klog på, i hvert fald ikke når man sammenholder den høje afregningspris, ØL's egen meningsundersøgelse og andre indikatorer. Men man må formode at et de vigtigste parametre ud over økonomien er muligheden for at udvide produktionen - en økolog er jo nød til at øge arealet hvis han øger besætningen, samme krav er ikke så strikse for den konventionelle mælkeproducent. Der var talstærkt fremmøde, jeg mener at alle mejerier og interessenter var repræsenteret, det er noget der betyder noget for erhvervet. Som formanden sagde, så er der noget helt galt med rammevilkårene for økologisk mælkeproduktion, når så mange vil lægge om. Der ligger et stort arbejde forude for mælkeudvalget hvis tendensen fortsætter. De øvrige ting der blev nævnt som de vigtigste indsatsområder er: Fair konkurrence om adgang til jord - det knytter sig bl.a. til biogasmajs-produktionen i Sønderjylland, hvor den tyske regering/energisektor giver konkurrenceforvridende støtte til de tyske landmænd, der dyrker biomajs og som derfor kan overbyde på landbrugsjord nord for grænsen. En dialog med detail-branchen om deres brug af mælk som slag-vare - når supermarkederne faldbyder billig konventionel mælk, for at trække kunderne ind i butikken, bliver prisforskellen til det økologiske alternativ alt for høj. Et-årige forlængelser af øko-arealstøtte, jordfordelingsinitiativer og et ønske om at kæde støtten sammen med natur, miljø og klima-indsatser var de øvrige fokus-områder. Ligesom det var tilfældet til Frugt- bær- og grøntudvalgets møde, mærkede man igen den underliggende modsætning mellem hvilke interesser L&F kæmper for at støtte også selvom de sender deres økologi-sektion.

Solen strømmede ind af vinduerne på Hotel Opus, årets første forårsdag havde lidt tarveligt valgt netop denne lørdag til sin ankomst og øko-folk sivede langsomt, trætte og lidt vemodige, så går der måske et helt år før man ses igen, ud af døren - mens flere busfulde friske Hansi-fans checkede ind.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar