"...som fik overdraget det utaknemmelige hverv at tale landbrugets sag..." Organisationsdannelse i landbruget.

"Juli 1914 var den varmeste siden 1861. De 23 første dage af måneden bød ligefrem på tropisk varme. Det indebar, at høsten var i fuld gang ved månedens slutning. Da kom krigen. Det meste af den danske sikringsstyrke blev indkaldt 1. august, og de værnepligtige hastede til deres garnisoner." 

Der er en stemning i ovenstående citat, fra bind 3 af Det Danske Landbrugs Historie (1988), som minder om begyndelsen på en episk roman.

Krigen blev dog ikke den katastrofe for høsten, som man kunne have frygtet. Landbruget var i sommeren 1914 allerede tilstrækkelig mekaniseret til, at maskiner i vidt omfang kunne erstatte det indkaldte høst-mandskab, men de følgende år, ja resten af årtiet, kom både landbrug og samfund til at mærke konsekvenserne af, at være blevet afhængig af energi- og næringsstofimport. Som beskrevet i "Træk af den økologiske jorddrifts historie del 1", fik det bekymrede erhvervsfolk, både i og omkring landbruget, til at afsøge mulighederne for at dyrke jorden uden at tilføre den importerede kemi. For den etablerede del af erhvervet, var der naturligvis både fordele og ulemper ved krigsudbruddet. Begrebet 'Gullasch-baroner' stammer fra denne tid, hvor nogle geschæftige erhvervsfolk tjente formuer på at sælge konserves til fronten (se nærmere beskrivelse her.).
Selvom gullaschbaronerne slet ikke kom ud af landbrugets kredse, så blev det i nogen grad den historie eftertiden fik serveret, bl.a. gennem senere litterære skildringer af København i starten af 20erne. I Tyskland opstod der parallelt en uforsonlig konflikt omkring fortolkningen af landmændenes rolle under krigen, som eksemplificeret ved det berømte maleri af Scholz: Industribønder. 

Den forretningsfidus, som Gullasch-baronerne blev rige på, de fleste ganske kortvarigt, de hurtige penge blev tabt igen under slut-tyvernes økonomiske krise, kunne sandsynligvis lige så godt have været udtænkt og sat i system af landbrugets egne organisationer, hvis de havde kunnet agere samlet. Men landbruget var slet ikke organiseret i 1914 på den måde vi kender det i dag.

 Krigens største udfordring, eller en af dem der er skrevet mest om i faglitteraturen, blev arbejdet med internt at koordinere landbrugets forskellige erhvervsinteresser i et mere eller mindre frivilligt samarbejde med forvaltningen, som reagerede på krigen ved at indfører en række centrale styringsorganer, der kunne håndtere den usikre forsyningssikkerhed.

Det andet årti af det 20. århundrede blev dermed en slags gründerzeit for samlingen af landbrugets erhvervs- og interesseorganisationer. Andelsbevægelsen stod for hovedparten af forarbejdningen, op imod 90%, men afsætningsledet var endnu mestendels i hænderne på private aktører. Hele baconproduktionen blev f.eks. solgt gennem engelske agent-firmaer. Også importen af foderstoffer og kunstgødning, var domineret af handelshuse udenfor erhvervet. Det er også vigtigt at bemærke, at andelsbevægelsen ikke var samlet - de respektive andelsforeninger varetog den enkelte produktionsgrens interesser, og havde ikke en stærk fælles organisations-platform. I det store hele var landskabet i erhvervet kendetegnet ved mange og i nogen grad modsætningsfyldte organisationsinteresser. Med til dem hører blandt andre: Landboforeningerne, Andelsudvalget, Husmandsforeningen, Landhusholdningsselskabet, Tolvmandsforeningerne, Ernæringsrådet m.fl. 

Interessekonflikten mellem husmændene og gårdmændene i landboforeningerne præger naturligvis perioden i meget høj grad, men er for omfattende til at beskrive her. Husmændene som træder ind på den historiske scene ved århundredets begyndelse, er dog så vigtig en del af historien, at jeg kort vil nævne to spor denne omkalfatring medførte, og som indvirkede på organisationsdannelsen. Udstykningerne begyndte som sagt ved århundredets begyndelse, men fik først rigtigt strukturbetydning med Lenafløsningsloven af 1919. De eventuelle følger af at oprette denne 'middelklasse' i landbruget havde dog længe og insisterende været diskuteret. Man var bange for at den sociale sammenhængskraft på landet, og dermed også den naturlige adgang til arbejdskraft jordbesidderne havde nydt godt af, ville bryde sammen. Disse klassemodsætninger fik da også stor betydning, måske når alt kommer til alt mere ideologisk end praktisk ude på landet, men de medførte immervæk sprængningen af Venstre, gårdejernes parti, og oprettelsen af Det Radikale Venstre, husmændenes parti i 1905 - som siden har haft en ganske indflydelsesrig placering mellem de to hovedfløje i dansk politik.

Da først husmandsbruget var en realitet og andelsbevægelsen gjorde det muligt for dem at afsætte deres produkter på lige vilkår med gårdmændene - og livsformen dermed fremstod bæredygtig - voksede antallet og da familielandbrugets kulturelle betydning toppede i 1946 var der ca. lige mange medlemmer organiseret i de to konkurrerende foreninger. Den primære økonomiske interessekonflikt handlede om foderet til dyrene: Gårdmændene var interesseret i høje kornpriser, husmændene, der købte kornet til deres husdyr, var interesseret i lave priser. Selvom husmandsbruget ikke overlever industrialiseringen af erhvervet, er det først i 2002 at Husmændene (Dansk Familielandbrug siden 1993) lader sig opsluge i landboforeningernes/landbrugets centralorgan. Og selv her blev fusionen en drabelig omgang. Men tilbage til historien om krigen i 1914.

Ønsket om at etablere et stærkt fælles organ havde eksisteret i mange år uden at det dog havde båret frugt. Dertil var både produktionsmæssige og regionale kulturer for forskellige. Tilbage i 1893 havde man stiftet De samvirkende danske landboforeninger, men en fælles legitim stemme, der udadtil politisk kunne repræsentere erhvervets samlede interesser, kom foreningen ikke til at udgøre.

Først i 1916/17 blev en egentlig fast landsdækkende ledelse af landboforeningerne ansat og det først efter en ikke konfliktfri række delegeretmøder. Et af stridsspørgsmålene var forslaget til nye vedtægter, hvori forretningsudvalget og bestyrelsen nu skulle vælges proportionelt efter landsdelsorganisationernes medlemstal. Derved ville jyderne have flertallet og kontrollen med foreningen. Sjællænderne stemte da også i første omgang nej til forslaget. Først da Landboforeningernes "ukronede konge" Thomas Madsen-Mygdal, forstander på Dalum landbrugsskole, havde mæglet  fik man den nye konstruktion på plads.

I forbindelse med valget af den sjællandske gårdejer Niels Nielsen til næstformand, skrev "Vort Landbrug":

"Det tjente sjællænderne til megen ære, at de valgte en så smuk, dygtig og intelligent bonde."
 Man aner nogle markante regionale forskelle og fordomme.  

I september 1917 åbnedes kontoret i København på Vester Voldgade 87. To år efter - og efter flere forsøg og politisk pres - blev Landbrugsraadet (bemærk citatet tilsidst) til, nu også med Andelsudvalget og Landhusholdningsselskabet ombord, men dog stadig uden Husmandsforeningerne. I parentes bemærket blev en alternativ organisation, den første af flere, også dannet i 1917. Under indtryk af både krigens øgede regulering og erhvervets manglende evne til at finde fælles fodslag og ledet af planteavlskonsulent H. Calundan så Dansk Landmandsforening sit lys, men da primus motoren kort efter krigen døde pludseligt, gik foreningen relativt hurtigt i sig selv igen.

Det er en urolig tid i erhvervet og mange komplekse omstændigheder gør det svært at beskrive udviklingen fyldestgørende, men det skal dog nævnes at Andelsudvalget røg ind i nogle uheldige disponeringer (bl.a krakket af Andelsbanken), som betød en svækkelse af deres indflydelse. Også Landhusholdningsselskabet mistede indflydelse, da de største planteavls-landbrug herhjemme oprettede "tolvmandsforeningerne", som deres vigtigste interessevaretager. Modsat landboforeningerne var Tolvmandsforeningernes medlemsbase på øerne, først i 1927 blev de landsdækkende.  Landhusholdningsselskabet gled gradvist i retning af at varetage forskning og forskningsformidlende indsatser.

Krigen og Regeringens håndtering af situationen, gjorde at der var et tæt parløb mellem forvaltningen og erhvervets forskellige sektorer, for at regulere eksporten, sikre befolkningens behov og udnytte mulighederne bedst muligt. Regeringen fik behændigt lagt eksportens fordeling ud i nogle udvalg besat af erhvervets egne folk, således at man ikke politisk stod til ansvar overfor de respektive krigsførende magter, men dog stadig udøvede indirekte kontrol. Kontrollen med hele fødevareforsyningen under krigen blev i øvrigt lagt ind under et organ, der havde det lidt pudsige navn. " Den overordentlige Kommission".

Alle disse udvalg og reguleringssystemer ophørte kort tid efter krigen. Selvom at landbrugets nye 'politiske aktører' var stærkt kritisk overfor den statslige indblanding, havde man høstet nogle erfaringer, fået høvlet nogle interne knaster væk og afprøvet samarbejde på tværs af de socio-kulturelle skel. Disse erfaringer skulle vise sig at få afgørende indflydelse på den måde erhvervet orienterede sig i det politiske rum på fremover.  En ny æra for de politiske og erhvervsøkonomiske rammevilkår for landbruget blev påbegyndt 5. maj 1920 med Madsen-Mygdals udnævnelse til Landbrugsminister og hans egenrådige oprettelse af "Erhvervsdirektoratet" i 1922, var en snedig manøvre for at bringe kontrollen med landbrugets interesser ud af den politiske forvaltning og ind i mere kongeniale rammer. 

Om Erhvervsdirektoratet skriver Det Danske Landbrugs Historie:

"Landbruget havde således sin egen efterretningstjeneste på det kommercielle gebet (...)" 

Den navnkundige og ærkeliberale Madsen-Mygdal, i øvrigt navnet på en lille landsby ved Hjørring, blev som bekendt senere Statsminister og fortsatte - kan man måske hævde - sin landbrugspolitik, nu med det store stats-husholdningsbudget, indtil De Konservative fældede ham i 1929. Han fortsatte som landsformand for Venstre frem til 1941, hvor hans tyskervenlige ytringer bragte ham i miskredit. Men for  at slutte med en nuance, der nok også er vigtig at have med, og som kunne være en kommentar til den aktuelle politiske dagsorden.  "(...) Til billedet af Madsen-Mygdal som erhvervets minister hører også, at han havde styrke nok til at tale landbruget midt imod i særdeles ømfindlige anliggender (...)".