En varm serviet

Jeg ankom til Fødevareministeriets workshop om Økologiens Fremtid på Axelborg sammen med en større gruppe kinesiske studerende. Det syntes på en eller anden måde passende, at netop denne fremtidige kundekreds fyldte/blokerede indgangen til en af Danmarks mægtigste interesseorganisationer.
I sidste uge offentliggjorde Århus universitet en redegørelse og bog, der satte spot på organisationernes magt i dansk poltik; Landbrug&Fødevarer blev regnet helt i toppen af den udenomparlamentariske indflydelse. Det blev også synliggjort - ikke bare på de mange skærme rundt omkring i bygningen eller i løbende overskrifter bag oplægsholderne til dagens workshop - det stod sørme også på servietterne!
"Landbrug & Fødevarer er erhvervsorganisation for landbruget, fødevare- og agroindustrien. Med en eksport på over 148 milliarder kroner årligt og med 183.000 beskæftigede repræsenterer vi et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Ved at nytænke og synliggøre erhvervets bidrag til samfundet sikrer vi vores medlemmer en stærk placering i Danmark og globalt."

Og skriften var med versaler. Det er så et åbent spørgsmål om denne nytænkning og synliggørelse også gælder organisationens økologiske medlemmer. Der har været en del sværdslag i medierne i den senere tid mellem Økologisk Landsforening og L&F, i forbindelse med blandt andet Boxer-sagen og mælkeproducent-omlægninger (læs indlægget fra ØLs generalforsamling), hvor L&F har været kritiseret for ikke at ville økologien. Om det er disse aktuelle konflikter der spillede mine ører et puds eller om jeg virkeligt hørte rigtigt, så lød det angiveligt som om Uffe Bie, formand for Økologi-sektionen i Landbrug&Fødevarer i sin velkomsttale sagde: Jeg er formand for det der økologi.

Nuvel. Anledningen til dagens workshop var en evaluering og justering af Regeringens handlingsplan 2020. Det er den med en fordobling af det økologiske areal og 60% (?) økologi i den offentlige foodservice-sektor. Til dette regnestykke har man så hyret et konsulent-firma, der står for afviklingen af de tre workshops samt afrapporteringen til ministeriet. Blandt de fremmødte var, efter mit skøn, alle relevante parter: Fødevarer- og Miljøministeriet, Styrelserne, Foodservice-repræsentanter, Kommunale ditto, ØL, DNF, COOP, Arla, KBHFF, forskere og enkelte producenter - og sågar den gamle husmandsforenings arvetager: Frie Bønder, Levende Land.

Efter Uffe Bie og enhedschef for Økologi og Landbrugslov i NaturErhvervstyrelsen Joan Reimann, kom Dan Jørgensen til mikrofonen og underholdte ret scenevant med nogle anekdoter og refleksioner fra fødevare-universet.

Konsulentfirmaet fremlagde derefter nogle delresultater af arbejdet so far og konkluderede at markedet ikke fungerer som en driver for den økologiske omstilling og at der var blevet gjort alt alt for lidt fra politisk side for at fremme økologien.

Så var banen kridtet op til dagens temaer, som blev diskuteret i mindre grupper. Jeg havde valgt at deltage i: Et bedre politisk landskab for økologien og Alternative veje til udvikling - gør vi det rigtige?

Jeg vil egentligt gerne rose arrangørerne for måden workshoppen blev afviklet på. Det virkede som et godt gennemtænkt forløb, med plads og tid til at alle kunne ytre sig og at diskussionerne/ideerne - inden for de rammer, der nu er realistiske - kunne folde sig ud i de mindre grupper. Desuden gjorde deltagelsen af så mange centrale aktører, at diskussionerne blev løftet op på et niveau og med en seriøsitet der virkede troværdig, og som fremmede engagementet. Det var i hvert fald mit indtryk.

Der kom mange holdninger og foreslag på bordene i løbet af dagen, og de mange interessante vinkler på fødevare-erhvervets stofskifte med samfundet og vores forskellige syn på udviklingen generelt og strukturudviklingen i erhvervet i særdeleshed - samt mangfoldige svar på de udfordringer fremtiden bringer fylder 8 og en halv side i min feltdagbog.

I den første tema-session, som blev underinddelt i tre mindre grupper, hvor mange af de politiske spillere selvsagt deltog, nåede man frem til, at en vej frem kunne være at etablere:

 Et permanent forum, der på tværs af alle ministerier, lavede et økologisk tjek, på alle nye love, regulativer mm. Dette forum skulle tage ejerskab til Regeringens målsætninger og proaktivt gå ind i lovarbejde, høringssvar mm. for at sikre at hele samfundsudviklingen bidrager positivt til at løfte den grønne omstilling.

Hvor sandsynligt det er, at et sådant forum virkeligt kan etableres i det nuværende, for slet ikke at tale om det kommende, politiske klima, er svært for mig at afgøre - men i går syntes det både muligt og nødvendigt.

Af andre indspark til det politiske arbejde kan jeg nævne: Tilbageførsel af moms, en mØms; reform af tilskudsordninger; pesticid-afgift i hele værdikæden; det er et grundlæggende problem at det økologiske landbrug fungerer på det konventionelle landbrugsmarkeds præmisser, der mangler dokumentation og miljø-økonomiske modeller; manglende dynamik på EU-niveau; økologisk landmandsbank, sikre en mere diversificeret erhvervstruktur; sikre næringsstofkilder, en mere koordineret indsats for at uddanne og gøre befolkningen bevidste om økosystemerne.

Efter frokost, det var her de bombastiske servietter lå fremme, blev der diskuteret alternative veje.
Diskussionen ved 'mit' bord lå i forlængelse af formiddagens kortlægning. De økologiske forskningsarealer bliver mindre, finansieringen og generationsskiftet har det svært, forhindrer adgang til jord for økologerne, gælden i erhvervet spøger, det opfattes stadigt som elitært og københavneri at vælge økologisk, økologien bliver hele tiden i-talesat, som et erhverv der skal hjælpes og ikke som et værktøj til at løse udfordringerne, økologien skal hele tiden levere på de parametre, som man måler det konventionelle landbrug efter, kvalitet og smag prioriteres for lavt, der er ikke harmoni imellem husdyrhold og planteavl på landsplan osv.
Men hvad så med alternativer til den igangværende udvikling?

Der var forskellige tanker om adgangen til jord: leje og forpagtning efter New Zealandsk forbillede. Folkeaktier og en revitalisering af andelstanken. Al naturpleje af offentligt jord burde være økologisk.
På efterspørgselssiden: Bologna-modellen, hvor det offentlige laver 10-årige leverings-kontrakter med lokale producenter og stiller lager og distribution til rådighed. Hvis man indførte økologisk skolemad, så ville det virkeligt have stor effekt. Større fokus på eksport, markedsføre det danske Ø-mærke i udlandet. Støtte lokale værdi-kæder ved hjælp af bl.a. sociale medier.
Større forskningsindsatser igennem alliancer mellem det offentlige og private, der er et stort efterslæb med forskning i økologiske sorter og racer; støtte mikroforædlerne, som kan bidrage med specielle højværdi-afgrøder.

Set fra mit perspektiv, var det dog igen fokuset på den samfundsværdi, som den økologiske produktionsform bidrager med, der var det mest relevante håndtag at bruge. At udvikle beregningsmodeller - og implementere! - der påviser de goder, økonomiske såvel som miljømæssige, sociale, kulturelle og fremtidssikrende som er værdiskabende ved en giftfri fødevareproduktion.
Det burde være ligetil, hvis man ønskede det, at sætte nogle tal på drikkevandet, biodiversiteten, folkesundheden, ønsket om at bosætte sig på landet, dansk øko-omstilling som brand - og inddrage disse parametre i afgifter, beskatning og andre adfærdsregulerende tiltag.

Her står vi så igen ved den centrale brudflade i omlægnings-spørgsmålet. Er der overhovedet den interesse for økologien blandt landmændene? Blandt forbrugerne? Hvordan ser regnestykket ud for den danske fødevareklynge med sine 183.000 arbejdspladser og 148 mia. i eksport-indtægter, er den parat til at medvirke til en øget indsats for økologien? Hvad skal der stå på servietterne i fremtiden?