Stofskiftet

Kære Stofskiftelæser, som sidste uges indlæg om Claus Hansen-sagen tydeliggjorde er landbrugets udfordringer, og debatten om dem, inde i noget der nærmest minder om en hektisk slutspurt.

I  den forgangne uge, synes et voldsomt opgør med udgangspunkt i MRSA og antibiotikaforbruget i svinesektoren under opsejlning. Andre sager lurer lige i periferien. Flere og flere stemmer omkring erhvervet synes at have fået mod til at kritisere udviklingen og erhvervets grundlæggende indstilling til samfundets stofskifte med primær-producenterne. I en rapport fra Fødevareøkonomisk institut (2010) læste jeg, at nær halvdelen af alle landmænd, der involverer sig i landbrug i Øst-europa, begrunder deres udflytning i den negative stemning der hersker omkring landbruget hjemme i Danmark.  

For erhvervets organisationer synes sagerne kun at handle om økonomi. De henholdsvis ønsker og kræver, med et trættende og manipuleret budskab om redning af arbejdspladser, at politikerne kaster en redningskrans ud, eller EU, eller bankerne, eller pensionskasserne - men vil en redningskrans have andet end udsættende karakter?  

Men handler det ikke om meget mere end bare penge?  
I Information har der kørt en debat-serie, hvor forskellige forskere har budt ind med deres bud på hvor udviklingen kørte af sporet. Den sidste jeg læste hed: Fra Slagord til skældsord, af Professor Emeritus Ove Korsgaard. Sammenholdt med den livlige debat i Politiken (omtalt i sidste indlæg), synes den offentlige debat, der så længe har glimret ved sit fravær, nu endelig at have fået fat. 

Det glæder selvfølgelig - også selvom det forstyrrer julefreden - det giver håb om at der stadig kan opstå en alliance mellem befolkningen og landbruget. Interessen er en forudsætning.

Meget tyder på at en transformation snart vil ændre erhvervets karakter.

Midt i denne meget spændende tid, går Ph.d.-projektet ind i en ny fase. Det sidste felt-arbejde er udført og de 9 gårde, der hver på deres måde repræsenterer et muligt udviklingspor - der efter mit skøn indeholder et 'reproduktivt' fremtidspotentiale - udgør nu et righoldigt interview-materiale, regnskaber og felt-optegnelser, som ligger på mit skrivebord. Efter Nytår og hele næste semester skal jeg undervise. Det ene fag kommer til at tage udgangspunkt i materialet, så forhåbentligt vil arbejdet med de studerende give inspiration til nye blog-indlæg. Følg med!

Håber I får en dejlig jul - og fred og ro.

Ps. Som et lille julegratiale til læseren, vil jeg afsløre meningen med forsidens udseende. Citatet giver næsten sig selv, det er dels en påmindelse om hvordan vores kultur er blevet til, dels et opråb om at interessere sig og et ønske om at vi igen kan nå derhen, hvor landbruget og fødevareproduktionen er vores fælles stolthed (ikke bare eksport og arbejdspladser). Det er desuden et nostalgisk minde om en tid, hvor sådan et fantastisk værk, som citatet stammer fra, kunne konciperes og udgives. 
Billedet er en dunhammer der eksploderer. Har I set det? Et af naturens små vidundere og i denne sammenhæng et symbolsk billede på hvordan Landbruget, i projektets optik, kan sprænge sig ud af den nuværende strukturelle spændetrøje, ved at vedgå sig og opdage den mangfoldighed af fødevareproduktioner og fødevaremarkeder, der kunne danne basis for et dynamisk bæredygtigt erhverv.

  

Sagen Claus Hansen

“Vi landmænd, der til daglig forsøger at holde det danske samfund på fode, hverken kan eller vil finde os i, at nogle ganske få embedsmænd misbruger deres stilling i Miljøstyrelsen til at lægge det arbejdende landbrug for had i den øvrige befolkning.”

(H.O.A. Kjeldsen, Landbrugsrådets Præsident 1979.)

Claus Hansen er en pensioneret embedsmand i Miljøministeriet. Han er uddannet biolog og har arbejdet 31 år i Miljøstyrelsen, bl.a. med at monitorere vores grundvand.
Han bliver i oktober interviewet til en artikel i Maskinbladet, et fagblad for landmænd, hvori han beskylder sin tidligere arbejdsgiver for bevidst at manipulere med den måde man måler og opgør forurening i vores kommende drikkevand på. "Målet er at skræmme danskerne og sætte en "grøn" politisk dagsorden" bliver han citeret for. Endvidere siger Claus Hansen at: "Miljømyndighederne bruger løgn, fordrejning og statistisk fusk om pesticider til at skræmme danskerne og derigennem sætte en hysterisk politisk dagsorden." 

I de ganske talrige følgende interviews og debatindlæg argumenterer Claus Hansen ganske vederhæftigt og insisterende på at hans beskyldninger grunder sig i rent faglige og dokumenterbare erfaringer. Han henviser desuden ofte til Jesper Tynells nye bog Mørkelygten, om et stærkt politiseret embedsapparat, som dokumentation for at hans påstande er i tråd med en dunkel og konspirerende, men ikke desto mindre reel administrativ virkelighed. 

Helt konkret drejer hans beskyldninger sig om, at Danmark (Miljøministeriet?) har oversat et EU-direktiv forkert. Hvor direktivets "mættede zone" (grundvandet) er blevet til "mættede zoner". Dette resulterer, ifølge Claus Hansen, i at man monitorere forureningen i nogle højere liggende lag, end direktivet kræver - idet der også forefindes 'lommer' af grundvand i nogle umættede zoner lidt tættere på jordoverfladen, hvor man må formode at flere rester af eventuelle sprøjtemidler vil være tilstede end dybere nede. Denne 'fejloversætning' har alle parter og kombattanter i sagen, så vidt jeg kan orientere mig, erkendt og diskussionerne går mest på defineringen af 'mættet zone', 'grundvand', metodologien i målingerne og i lidt mindre grad om hensigten med det oprindelige vandrammedirektiv. 

Den anden principielle beskyldning er, at Miljøministeriet/Miljøstyrelsen smider alle de målinger der ikke viser forurening ud - og kun bruger de forurenede målinger til at beregne et gennemsnit for vandets tilstand udfra. Det giver selvsagt et misvisende billede af hele Danmarks drikkevandsbeholdning, hvis alt det ikke-forurenede ikke indgår i det samlede regnestykke, der skal beskrive den gennemsnitlige fremtidige drikkevandskvalitet.

Miljøministeriet har ikke været særligt aktive i denne debat. De har, i et internt notat, så vidt jeg forstår, erkendt fejloversættelsen og at det potentielt fører til en mere vidtgående kontrol, men har ellers forholdt sig tilbagelænet ved lakonisk at afvise beskyldningerne. De siger at de følger velkendte procedurer, bruger Danmarks førende eksperter til at udføre målinger og beregninger og at de ingen interesse har i at fordreje virkeligheden.

Ikke overraskende har Claus Hansens 'afsløringer' spredt sig gennem landbrugskredse som en steppebrand. Mange nuværende og tidligere landmænd mener, i fagbladenes debatspalter, at her er endelig et bevis for det de altid har vidst: Politikerne og embedsmændene fordrejer landbrugets miljøpårvirkning, for at tækkes en elitær grøn dagsorden. Een hævder sågar at denne praksis har kostet erhvervet 100 mia. kr. 
Venstre og deres kronprinser i Liberal Alliance har været hurtigt ude og dele landbrugets forargelse og kræve alskens samråd, redegørelser og af-implementeringer. Nogle ser en langt større 'grøn-rød' konspiration, som også involvere Danmarks Radios dækning af hele miljøspørgsmålet.

Den sidste teori må siges at være gjort til skamme i weekenden, hvor DRs program Jersild minus spin tog sagen op. Mage til journalistisk bras skal man dog lede længe efter. Studieværten lagde konstant ord i munden på Claus Hansen, spurgte rent retoriske spørgsmål og supplerede med en påfaldende ideosynkratisk synsvinkel på sagen, nemlig Venstres miljø-ordfører, den tidligere 'landbrugsminister' Henrik Høegh, som nærmest virkede moderat i sin redegørelse for sit partis holdning til sagen, i forhold  til Jersilds ønske om drama. Snarere end en rød-grøn lejesvend, fremstod Jersilds program som en tynd omgang spin. Se selv - indslaget begynder 20:46. 

Men.

Sagen er jo for så vidt ret alvorlig. Har de danske myndigheder ikke bare 'overimplementeret' EUs vandrammedirektiv, men sågar manipuleret med omfanget af landbrugets forurening, for derved at kunne forbyde/begrænse sprøjtemidler, stigmatiserer brugen af ganske ufarlige stoffer og skabe en generel modvilje i befolkningen imod landbrugets produktionsmetoder? Det er spørgsmålet.

Claus Hansen har efter min bedste overbevisning argumenteret sobert for sine påstande om fusk. At det for en lægmand, som jeg, er utroligt svært at gennemskue hvilke af de mange debatører, der har blandet sig i debatten, der rent faktisk forstår teknikaliteterne og kan (mod)argumentere på saglig vis, gør der meget vanskeligt at vurdere sagens faglige kerne. 

Under mit ophold i Bruxelles i oktober kom jeg dog til at forstå, at der er meget store forskelle på undergrunden rundt om i Europa og at hensigten med Vandrammedirektivet netop var, at de nationale lande implementerede det fleksibelt og dynamisk, i henhold til de specifikke forhold. At det netop ikke skulle implementers nøjagtigt ens overalt, det gav nemlig ingen mening. Danmark har i den sammenhæng nogle ret specielle forhold qua vores kombination af intens landbrugsdrift, allestedsnærværende vandmiljø og brug af grundvand som drikkevand. Men det er baggrundsviden, som tilsyneladene ikke imødegår den aktuelle kritik. Her ser det rent faktisk ud til at Miljøstyrelsen har 'over-monitoreret' i forhold til vandrammedirektivets ordlyd, omend jeg som drikkevandsforbruger har svært ved at se det problematiske i det. 

Hvad angår en bevidst manipulering og et 'grønt hysterisk politiseret embedsapparat', er det dog svært at se en logik i beskyldningerne. For det første har den absolut styrende dagsorden både under blå og røde regeringer de sidste små 20 år været økonomisk vækst og liberalisering - også i landbruget. Skulle Fogh og Løkkes miljøministre have vendt det døve øre til Claus Hansens kritik? Det synes ikke sandsynligt efter mit skøn.

Desuden er der i Claus Hansens egen sprogbrug, så mange rester af Landbrug& Fødevarers ordvalg og argumenter, at det er rigtigt svært ikke at høre hans påstande, som værende om ikke bestilt, så meget stærkt påvirket af denne organisations dagsorden. 
Og hvis denne fornemmelse er rigtig, så er der noget meget mere skummelt end Claus Hansens beskyldninger på færde.

Så kunne man konspirere om at historien måske er plantet - eller i hvert fald opdyrket til at have en politisk effekt netop nu hvor......lad os se på hvilke dagsordener, der slås på det politiske skakbræt. Er det stadig slagsmålet om udmøntningen af vandrammedirektivet der spøger? Yderligere pres på kravet om mere kvælstofstilførsel, i L&Fs terminologi kaldet 'målrettet miljøregulering'? Er det for at skjule afskaffelsen af selvejet i den netop vedtagne landbrugslov? Er det for at skygge for den nye stærke europæiske alliance for dyrevelfærd? Er det skandalen om Eritrea-rapporten, der truer med at trække Landbrug&Fødevarers nye direktør ind i en ny Tamil-sag?  Er det slagsmålet om fordelingen af de nye landdistriktsmidler? Er det et indledende træk i forhold til EUs nye vækstpakke? Er det MRSA-screeningens resultater der frygtes? Er det infight med Bæredygtigt Landbrug om hvem der repræsenterer erhvervet? Er det Landbrug&Fødevarers nye Ruslandspakke der skal have medvind? Er det landbrugets uendelige gældsproblemer og Finansrådets nye krav til bankerne om 25% nedskrivninger der skal overdøves?
 Er det den ret massive og kritisk-orienterede debat, der har kørt i Politikens spalter over den sidste måneds tid, bl.a. med udgangspunkt i en ret pinlig kronik skrevet af selvsamme Hækkerup ? Er det endnu et desperat slag i luften efter en usynlig modstander fra et erhverv i dyb krise, som det også blev perspektiveret i Orientering igår (omkring minut 43)?

Det hele vækker mindelser om 'okker-sagen’, som strakte sig fra sluthalvfjerdserne til midtfirserne, og som det indledende citat er hentet fra. Sagen handlede om hvorvidt landmænd, der drænede deres marker ud i vandløb, kunne drages til ansvar for at dræningen kunne have negative effekter på vandmiljøet. I en tid præget af tvangsauktioner gik man til frontalangreb på Miljøstyrelsen. Dengang blev miljømyndighederne, selvom de havde loven på deres side, ganske eftertrykkeligt trynet af Landbo-organisationerne, og en dyb modsætning mellem erhvervet og styrelsen grundlagt. En modsætning der lever i bedste velgående, polariserer holdningerne mellem erhverv og administration - og næres og udnyttes i mange dagsordener til at skabe et indtryk af at den anden lejr benytter alle slige metoder. 

Virkeligheden er jo nok nuanceret. Måske har Claus Hansen ret i sin faglige kritik, men uret i sin fortolkning af hvilket sindelag, der ligger bag. Måske er han en brik i et spil og/eller selv både fagligt indigneret samt interesseret og engageret i at få sin kritik påskønnet og taget til efterretning.



Jeg lader de sidste ord i dette indlæg tilfalde parterne. Herunder er Claus Hansens foreløbige punktum på en meget lang tråd i Ingenørens's debat-spalter og Jyllandspostens svar fra Miljøstyrelsen på hans kritik.

Afsluttende bemærkninger og konklusioner

Jeg vil gerne komme med nogle afsluttende bemærkninger og konklusioner, da det ikke ser ud til, at der kommer yderligere respons på mit oplæg.

Jeg vil gerne takke for debatten.

Debatten har bekræftet mig i, at mine faglige kritikpunkter har været 100% berettigede.

Der har ikke været et eneste modspil til kritikken af beregningsmetoden for gennemsnit i moniteringsrapporterne. Dermed er det klart dokumenteret, at rapporterne begår statistisk fusk og dermed vildleder befolkning og politikere. Eftersom Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen er bekendt med dette, så lyver de også bevidst.

Den øvrige debat om grundvandsdefinitionen har desværre været præget af uvidenhed, fejlopfattelser og uvillighed til at sætte sig ind i stoffet. Jeg har imødegået de forskellige indlægs påstande og fejlopfattelser, og jeg har ikke set nogen komme igen med modargumenter.
Jeg går derfor ud fra, at alle nu er enige med mig i forhold til grundvandsdefinitionen. På den baggrund må alle så også kunne se, at man ved at måle i grundvand, der ikke er grundvand i direktivets forstand, fremstiller et vrangbillede af grundvandets situation og at dette formentlig stedse bliver mere og mere forvrænget. Sammen med fusken med beregningsmetoden må man antag at billedet er særdeles forvrænget.

Dette gør alt i alt, at jeg er meget fortrøstningsfuld over for det samråd, der finder sted den 27. 11. Når Ingeniørens læsere ikke kan imødegå min kritik, så har jeg yderligere fået konfirmeret, at den er rigtig

Til sidst så vil jeg sige, at jeg er overrasket over bladet Ingeniørens journalistiske linie. Jeg ville have troet, at de samme værdier, som kræves overholdt i debat, også ville være bladets værdier:

"....udgangspunkt i faglighed og teknologi" og ".....og på et fagligt niveau - og derigennem bidrage til en saglig og konstruktiv debat."

Tidligere har Ingeniøren velvilligt bragt artikler baseret på GEUS's og andres ofte sensationsprægede og ofte urigtige oplysninger (hvoraf de her omtalte er nogen af dem). Tænk på, at den netop udkomne bog "Mørkelygten", der handler om det samme, fik massiv omtale. Her udruller jeg den eksakt samme historie i "real time", ikke anonymt og med masser af konkrete eksempler - og ingeniøren finder det ikke omtaleværdigt. Så det ser ud til at debat-værdierne ikke også er bladets. For mig virker det som om at Ingeniøren dukker sig og iagttager radiotavshed. Det får mig til at tro, at Ingeniøren ikke sætter faglighed, saglighed og ønsket om konstruktiv debat højt i bladets linie men blot slutter sig et pressesegment af samme politiske overbevisning og samme reaktionsmønster.

Det sidste er i sig selv en debat værd.

Jeg har forsøgt at være sober, saglig og faktuel - men også direkte og kontant.

Tak for denne gang.

Jyllandsposten 27/10

Miljøstyrelsen: Vi manipulerer ikke med tal

AF SØREN MUNCH

Vi bruger landets førende grundvandseksperter, lyder svaret fra Miljøstyrelsen, som kritiseres for talfusk.

Miljøstyrelsen afviser beskyldningerne fra en tidligere ansat om, at der bevidst sorteres i analyser af pesticidrester i grundvandet.

Målet er at skræmme danskerne og sætte en "grøn" politisk dagsorden, siger biolog Claus Hansen, tidligere ansat gennem 31 år i Miljøministeriet, til fagbladet maskinbladet.dk.

Men det er en helt forkert opfattelse, lyder det fra Miljøstyrelsen.

Vi manipulerer ikke med tal, og vi kører ikke skræmmekampagner. Vi oplyser danskerne om grundvandets udvikling, og vi bruger landets førende grundvandseksperter, GEUS, når vi laver vores rapporter

Claus Torp, vicedirektør i Miljøstyrelsen 

"Vi manipulerer ikke med tal, og vi kører ikke skræmmekampagner. Vi oplyser danskerne om grundvandets udvikling, og vi bruger landets førende grundvandseksperter, GEUS, når vi laver vores rapporter," siger Claus Torp, vicedirektør i Miljøstyrelsen.

Claus Hansen forklarer til maskinbladet.dk, at det er fast praksis omkring måling af pesticidrester i grundvandet ikke at medregne resultater af analyser, der ikke indeholder spor af pesticider.

De gennemsnitstal for fundet af pesticidrester, der offentliggøres, udregnes kun på basis af fund over den analytiske grænse. Alle analyseværdier under analysegrænsen, og det er ifølge Claus Hansen "måske over halvdelen af alle værdierne", der bliver smidt væk, vurderer han.

LÆS OGSÅ Miljøminister skal stå skoleret om pesticid-snyd

Vicedirektør Claus Torp gør opmærksom på, at Claus Hansens kritik ikke svarer til virkeligheden, hvor indholdet af pesticidrester i grundvandet er for nedadgående.

"Vores seneste rapport viser, at det går den rigtige vej generelt. Vi kigger efter pesticiderne der, hvor vi tror, de er, men fordi der er pesticider i grundvandet, er det ikke ensbetydende med, at det er farligt," siger Claus Torp, vicedirektør i Miljøstyrelsen.

LÆS OGSÅ Færrest giftrester i dansk frugt og grønt

LÆS OGSÅ Kan man vaske sprøjtegiften af frugten?

Han nævner desuden, at Miljøstyrelsen har "løbende faglige diskussioner med Naturstyrelsen og GEUS om måden" at beregne pesticidrester i grundvandet på.

Claus Hansen fortæller til maskinbladet.dk, at han forgæves har forsøgt at "trænge igennem til de ansvarlige i Miljøministeriet." 

"Reaktionerne fra ministeriet tyder på, at det opfattes som om, jeg forsøger at pille ved det politiske billede, der - i vidt omfang ubegrundet - er skabt omkring pesticider: At de er farlige, og at det er en stigende trussel mod danskernes rene drikkevand," siger Claus Hansen til fagbladet.

Ny Landbrugslov vedtaget

Så skete det. Omend uden megen interesse fra medierne. En ny landbrugslov træder i kraft om 20 dage, der bl.a. giver fri adgang til selskabsdannelser og spekulative opkøb uden tilknytning til erhvervet eller lokaliteten. Ræsonnementet er at ekstern kapital skal facilitere generationsskiftet og opruste på teknologien, så vi kan producere endnu mere endnu billigere. Det var ventet, ja vel nærmest en givet sag, det meste af indholdet var kendt og en opfølgning på og udmøntning af Regeringens vækstpakke. Som kun Enhedslisten stemte imod. Men alligevel. Landbrug&Fødevarer har sagt de var imod liberaliseringen, de fleste andre landbrugsorganisationer har været skeptiske. Man havde vel ventet, at der havde været en større debat i det hele taget, når nu utilfredsheden ulmede, tænk blot på erhvervets reaktioner i forbindelse med randzonerne f.eks.
At erhvervet ikke har råbt mere op, betyder nok at de ikke selv havde noget bud på en løsning, ja andet end mere kvælstof på markerne.

Det er vel også værd at bemærke, at den højt priste Natur- og Landbrugskommission, med dens anbefalinger til 'en ny start', ikke har formået at påvirke ret meget af ånden i lovgivningen.

Folk med kritisk sans uden for erhvervet har undret sig over at man vælger at forsøge at løse landbrugets problemer med mere af det samme: større enheder, endnu mere kapital og industri - og så oven i hatten frit spil for dubiøse selskaber, med en investeringsstrategi, der næppe har dansk beskæftigelse eller miljø i tankerne. Men vi skal vækste os ud af krisen, hedder det - og så må fanden tage den sidste. Det bliver i hvert fald ikke nemmere at være et mindre landbrug.

Nuvel, der er jo også åbnet op for at filantropiske fonde, større agro-fællesskaber - eller engagerede forbrugere kan melde sig på banen. Og indtil videre er det meget beskedent med interessen fra de store pengetanke, så hvem ved måske jorden kan købes tilbage til et mere samfundstjenligt virke?!


Her er links til to artikler fra Landbrugsavisen, jeg har ikke fundet noget i de store dagblade.


http://landbrugsavisen.dk/ændret-landbrugslov-vedtaget

http://landbrugsavisen.dk/økonomi/agri-nord-markante-ændringer-i-landbrugsloven

Skyttes Gartneri

 Lars og Hanne har boet og dyrket grønsager i Dømmestrup på Fyn siden 1983. Før han kom her til egnen havde Lars studeret biologi i København, været på både Risø, hvor hans far var forsker og på Järna, som landbrugsmedhjælper - inden han i 1973 startede på Kalø Landbrugsskole.

Lars var økolog fra før det hed sådan. Han var med i den arbejds-gruppe, der udmøntede gødningsreglerne for den nye 'gift-fri' produktionsmetode, inden Staten kom ind i billedet. Han sad senere i kontrolkommissionen i mange år. Før, under og efter sit landbrugsskoleophold var han på gårde rundt om i Danmark, Sverige og Norge og arbejdede med både dyr og planter, konventionel og økologisk drift - samt på gårde der også fungerede som sociale institutioner. Han har også undervist på flere landbrugsskoler og været en af drivkræfterne bag at etablere praktik-pladser for polske landbrugselever i Danmark. Han har også haft tid til både at spille i band, holde sin tegne-kundskaber ved lige - og han og Hanne tager jævnligt kurser på Folkeuniversitetet inde i Odense. Denne ultra-korte karakteristik af Lars ville heller ikke være særligt godt dækkende uden at nævne, at han, som mange af hans kollegaer i landbruget, selv bygger, vedligeholder og reparerer sine omgivelser - og parrets båd.

Hans baggrund er lidt atypisk i erhvervet, men i dag når han ser tilbage, har den mere akademiske socialisering fra barndomshjemmet bidraget til, at der kan trækkes på en naturvidenskabelig forståelse af- såvel som en dyb faglig indsigt i de store principielle linier i fødevareproduktionen og hans egen omgang med special-afgrøderne

At Lars har gjort sig en del tanker om både landbruget og dets rolle i samfundet og ikke mindst biologien i fødevareproduktionen, er derfor ikke overraskende,  men specielt interessant for dette ph.d.-projekt, er engagementet i at kunne implementere nogle af de holdninger i praksis. 

Her kommer jeg dog kun ind på generationsskiftet.

Når historien om Skyttes Gartneri bliver fortalt, lyder det som om, at der var mange tilfældigheder på spil. Da Hanne fik arbejde på Fyn, fulgte Lars med og da det lille husmandsbrug de købte havde hovederhvervskrav, selvom det kun var på 3,5 ha. måtte han opgive sit tidligere job som produktionsleder på et nærliggende forsorgshjem med landbrug. At få økonomi ind i de 7 tønder land krævede en højværdisproduktion og sådan blev grønsagerne hans skæbne.

Siden er det gået slag i slag. I dag bliver der dyrket på 50 ha.

 Generationsskiftet er en af de helt store udfordringer i dansk landbrug, især fordi priserne på produktionsejendomme er så høje, at unge bliver gamle inden de får sparet op til at kunne låne i banken. For Skyttes Gartneri har tiden til generationskiftet også været moden i en årrække (alt efter hvem i familien man spørger), det er nogle sæsoner siden Lars fik en gyngestol i 60-års fødselsdagsgave.

Men med de nye ejerskabsmodeller der blev tilladt i 2010, åbnede der sig en alternativ mulighed.

Bjarke (30) kommer fra et nærliggende husmandssted, er uddannet gartner og havde tidligere prøvet lykken med at etablere sig selv som grønsagsproducent uden held. Han arbejdede for Lars som sæsonarbejder og kunne se mulighederne i at gennemføre et generationsskifte hos Skytte, ved brug af anparts-modellen. Lars og Bjarke startede processen i 2011, undersøgte juraen og tidligere spæde erfaringer, men allerede dengang vidste Bjarke, at han ikke ønskede at overtage alene. Lars foreslog Adrian (26) som anpartshaver, en tidligere polsk praktikant med egen gård Syd for Krakow; og på ca. samme tid dukkede Siebe (26) op. Igen. Siebes forældre var gamle venner og havde tidligere stiftet og boet i et biodynamisk landbrugskollektiv ikke så langt væk på Fyn, men var flyttet tilbage til Holland, hvor Siebe selv havde gået på landbrugsskole. 

De tre nye anpartshavere kommer altså alle fra en gartner/landbrugsbaggrund.

De fire parter har lavet en kontrakt, eller "anpartshaveroverenskomst", der beskriver hvordan Lars' aktiver trinvist bliver købt af det fælles selskab. Lars køber altså på sin vis sine egne maskiner en gang til, nu blot som anpartshaver i et selskab, der så trinvist omfordeler anparterne til de tre unge. På den måde kan de tre nye indehavere af Skyttes Gartneri købe aktiverne uden at have købssummen på forhånd. Gennem de dispositioner de i fællesskab tager i selskabet og den arbejdsløn de udbetaler til sig selv, bliver de gradvist i stand til økonomisk at overtage selskabet. Der er mange detaljer, forhandlinger og mulige forviklinger, der skal håndteres i fællesskab mellem alle 4 og som kan virke skræmmende; og modellen er afhængig af at selskabet genererer et overskud, der både skal finansiere købet af Lars' anparter samt overtagelsen af kassekreditten. Indtil videre er ejerskabet til jorden ikke en del af selskabets mål.

Men lige nu er der øget efterspørgsel efter økologisk grønsager og selvom det rykker i Bjarke, Adrian og Siebe for at kunne styre produktionen helt efter deres visioner, giver det også fordele at have Lars og hans erfaringer med ombord i denne overgangsfase. På sigt synes de tre nye ejere ligeledes at fokusere på det positive i at være flere om ansvaret, tre om at udvikle ideerne og tre om at lede og fordele den meget arbejdsintensive produktion af grønsager. De unge gartnere i Dømmestrup har også stiftet en erfa-gruppe specielt for yngre landmænd, der går med generationsskifteplaner.

Skyttes gartneri er den sidste af gårdene i dette Ph.d.-projekt, og er med som et eksempel på en mulig generationsskifte-model.

Nationalbandirektøren

I Maj i år holdt Nationalbankdirektør Lars Rohde en tale, hvori han kort redegjorde for sit syn på landbrugets gældsproblemer. Talens pointer, forskellige reaktioner samt en kort analyse af talens perspektiver blev bragt her på bloggen.

Igen igår benyttede Lars Rohde anledningen til at adressere de økonomiske problemer i landbruget. Mange af pointerne er de samme, men jeg finder det interessant at han insisterer på at problematisere landbrugets rentabilitet, uden af acceptere den herskende forklaring i erhvervet. Herunder er et uddrag af den del af talen, der omhandlede landbrug. 

Reaktionerne har igen i år heller ikke været sene fra Landbrug&Fødevarers chefjurist Lone Saaby, der mener at det er politikkerne og bankernes skyld - det kan man læse her.

 Det kan iøvrigt nævnes at der i dag er udkommet en kritisk bog, om den måde vi tænker mad og fødevarer på - en skarp stillingstagen til den kæde der hedder landbrugets produktionsformer, forarbejdningsindustrien, detailhandlen og endelig forbrugerens indkøbsmønster. Læs om bogen her.

"En høj soliditetsgrad giver også den enkelte virksomhed større fleksibilitet i valget mellem alternative finansieringskilder og større sikkerhed for at opnå den ønskede finansiering. En analyse, som Nationalbanken har udarbejdet, viser, at lånekapitalen i det danske banksystem i kølvandet på udbruddet af finanskrisen i stor udstrækning tilflyder de mest solide, lønsomme og produktive virksomheder. Det er et sundt træk ved et banksystem og bør få svagt polstrede virksomheder til at overveje, om det ikke er fornuftigt at øge kapitaliseringsgraden. Det gælder ikke blot aktieselskaber, men også personligt ejede selskaber – bl.a. også landbrugsbedrifter. 
Dansk landbrug var i årene op til finanskrisen igennem en jordprisboble, som bragte hektarprisen op på helt urealistiske højder. De høje jordpriser blev i vid udstrækning udnyttet til at stille værdien af jorden som pant for yderligere gældsætning. Siden 2008 er den gennemsnitlige hektarpris næsten halveret. Det har efterladt mange landmænd med høj gæld og et svagt egenkapitalgrundlag. Det gør landbrugene mere udsatte over for udsving i landbrugets afregningspriser, der historisk har udvist betydelig volatilitet.

Det skrøbelige fundament under dansk landbrug er delvist blevet sløret af, at landbrugserhvervet i årene 2010-13 oplevede nogle år med gode priser og et stigende bytteforhold samtidig med, at finansieringen af bedriften kunne ske til en historisk lav rente. Trods dette var egenkapitalforrentningen utilfredsstillende i mange bedrifter. Det afspejler, at der er fundamentale strukturelle problemer i landbrugserhvervet.

Siden foråret er afregningspriserne på såvel korn som svin og mælk faldet, delvis som følge af Ruslands boykot af vestlige landbrugsprodukter. Prisfaldene er dog ikke større end set mange gange tidligere, og det aktuelle prisniveau er i et længere perspektiv forholdsvis normalt. Produktion og afsætning af varer, der udviser så store prisudsving som landbrugsprodukter, kræver, at bedrifterne er velkonsoliderede, så de er i stand til at modstå sådanne gentagne udsving i priserne. Situationen har udstillet det svage kapitalmæssige fundament under mange bedrifter. Vi skal frem til, at kapitaliseringen styrkes."

Konferencen i Bukarest

Jeg var blevet inviteret af arrangørerne til at komme og fortælle om danske landmænds investeringer i øst-Europa, set indefra om at så at sige. Invitation var en udløber af den lille gruppe af antropologer/sociologer, og altså også en etnolog, der alle havde landbrug, i en eller anden afskygning, som forskningsområde, og som uafhængigt af programmet traf hinanden i sommers i Tallinn til den føromtalte antropolog-kongres.  

Konferencen i Rumænien havde som overskrift: 'Farmland, Food and Forests in Transition: The Eurasian countryside 25 years after. En lille pudsighed i denne sammenhæng var, at konferencen var planlagt til at ligge nøjagtigt 25 år efter Murens fald, altså den 11 november, men af logistiske grunde måtte ligge to dage tidligere. Denne dato markerer dog et andet jubilæum. Som flere af konferencens deltagere halvt-ironisk, halvt-nostalgisk bemærkede, så var det 97-års jubilæet for den russiske revolution.

Det var lykkedes arrangørerne at sikre deltagelse af en finansiel rådgiver med speciale i landbrugsinvesteringer og med mange års erfaringer i Rusland, Afrika og Øst-Europa.

Derudover deltog stifteren og lederen af et russisk fødevarer-informations-bureau, som specialiserede sig i at levere dags-aktuelle informationer om alt fra vejr, politik og sikkerhedsprognoser til priser og logistik vedrørende køb, salg og etablering af landbrugsbedrifter i Rusland. Der var en professor fra Oxford med 4 af hendes Ph.d.-studerende, som kastede lidt akademisk glans over arrangementet og vi var fire fra Tallinn-gruppen. Omtrent halvdelen af deltagerne kom fra øst-Europa og halvdelen fra vest-Europa. Der var 20 officielt indbudte og derudover deltog lokale antropologer.

Mit bidrag skulle baseres på mit feltarbejde i Polen og forsøge at forklare og fortolke den investeringspraksis, som danskerne er blevet berygtet for i øst-Europa.

Titlen på min præsentation var: The Danish Pig-farmer came with a suitcase full of money - a reality-check on Danish farm-investments in the new EU-memberstates. (På dansk: Den danske svine-bonde kom med en kuffert fuld a penge - et blik på virkelighederne bag danske landbrugsinvesteringer i de nye EU-medlemsstater).

Titlen på mit indlæg er et citat fra en lettisk afhandling om lokalsamfunds reaktion på danske landmænds opkøb af jord i Letland.

Konferencens arrangører havde bedt deltagerne om at sende en længere tekst, som baggrundsstof for det oplæg man ville holde. De ligger (snart) på hjemmesiden - dér kan man altså læse både mit og flere af de andre oplægsholderes forskningspapirer. Helt kort kan jeg fortælle, at jeg redegjorde for 1864, andelsbevægelsen, rentabiliteten, skattesystemet, sammenhængen mellem svineproduktion og hektarprisens himmelflugt, bankernes rådgivning og landbrugets organisation - men afsluttede min fremlæggelse med den foreløbige sammenfatning, at blandt de danske bønder i Polen hvor jeg har begået feltarbejde, er en vigtig motivationsfaktor dét at kunne etablere et landbrug på sine egne præmisser, at bygge noget op og selv at kunne sætte dagsordenen for sin produktion og investeringer. Med andre ord, at udfordre sine egne kundskaber som landmand og se sin personlighed afspejlet i den måde driften udvikler sig på - alle facetter af landbrugslivet, som i mange henseender i Danmark er pansat i strukturudviklingen og banken. 

Det var første gang at jeg skulle præsentere min forskning for et publikum, som rent faktisk vidste noget om landbrug. Jeg er vant til at præsentere mit projekt for akademikere, der ikke aner hvordan protein-indhold og kvælstof-normer hænger sammen - ja ofte knap nok aner hvad den fælles europæiske landbrugspolitik går ud på. Men her stod jeg overfor et særdeles vidende publikum, der på mange områder vidste mere end jeg selv gjorde om landbrugets vilkår i Europa. Det var en udfordrende opgave at formidle min forskning på det plan. Jeg fik mange spørgsmål og meget opmærksomhed, især fordi jeg som den eneste havde en førstehånds indsigt i producenternes selvfremstilling af denne udvikling. 

Selve programmet var delt op i to hovedspor. De store og de små. De store var primært investeringsfonde og  aktører med ressourcer til at købe stort ind og påvirke politik og administration. De små handlede primært om hvilke strategier der materialiserede sig iblandt småbønder og civil-samfund, for at sikre sin egen og lokalsamfundets overlevelse.

Jeg var blevet placeret blandt de store.

I min del af programmet fortalte først en amerikansk forsker ansat ved Stockholms universitet om svenske bankers opkøb af landbrugsjord og ejendomme i Ukraine og Rusland. Konklusionen i dette og i flere andre lignende præsentationer, var at landbrugsproduktion som spekulationsobjekt ikke 'virkede'.  Det er der flere grunde til, men den virkelighed har mange danske landmænd også måtte sande. Derimod var der god forretning i at spekulere i jordopkøb, med henblik på at sælge eller forpagte det videre.

Der var en livlig diskussion, primært mellem akademikeren og de finansielle rådgivere, om hvorvidt kapitalens (spekulative investorer) indtræden i øst-landenes landbrugserhverv havde være en produktiv faktor - for at få produktivitet og effektivitet op  i gear - hos de lokale fødevareproducenter. Den diskussion er meget væsentlig for at afveje fordele og ulemper for de østeuropæiske samfund ved denne investeringspraksis, men jeg deler mit fags bekymring om at simplificere disse processer ned i kroner og ører.

Efter min fremlæggelse kom der en Oxford-englænder og præsenterede et ph.d.-projekt om de store grossisters rolle i landbrugets udvikling i Rusland og øst-Europa. De fire største korn-grossister i verden bliver i akademiker-jargon kaldt ABCD'erne efter deres forbogstaver: Archer Daniels Midland, Bunge, Cargill og Luis Dreyfuss. Disse fire selskaber har magt til at  forme- og bestemmer over det globale fødevaremarked, selvom de selv hævder kun at tjene efterspørgslen. De har qua deres tilstedeværelse overalt i verden, blandt mange andre magt-instrumenter, adgang til tidlig information om høstudbytter og kan spekulere på børserne med denne viden.  Cargill, som var projektets hovedfokus og som selv deltog frivilligt i at give adgang til selskabets  regnskaber og strategidokumenter, havde i 2014 en investeringsportefølje på ca. 6 mia. kr. i Rusland. Deres primære aktivitet i Rusland, ifølge præsentationen,  var kyllinger til McDonalds. Der fulgte en interessant meningsudveksling mellem den russiske informations-udbyder og englænderen omkring det russiske marked og investeringspraksisser, men det er lidt for kompliceret at referere her. Det er dog værd at nævne, at alle de russiske deltagere var enige om at den store joker i Rusland, som kunne afgøre om en investering var sund eller ej, er Kreml og den politiske elites uforudsigelige politiske praksis.

Efter pausen kom to russere og fortalte om landdistriktsudvikling i Rusland, en østriger og fortalte om kapitalisering af landbrugsjorden i Ukraine , en rumæner om udviklingen i Rumænien, hvor 10% af landbrugsjorden nu er ejet direkte af udlændinge, en slovakisk sociolog fortalte om tilsvarende dynamikker i hendes land. I de tre sidstnævnte projekter blev danske firmaer og investeringsgrupper nævnt, blandt de aktive opkøbere.

Alle oplæg var interessante og havde paralleller til mit eget projekt. Og som det så ofte er på sådanne konferencer, var det i mellem de officielle programpunkter, at man kunne tale sammen mere udførligt og blive klogere på den europæiske og globale landbrugsvirkelighed. 

F.eks. fik jeg et par dage efter, tilsendt en række artikler fra den finansielle rådgiver, der belyste danske landbrugsinvesteringer udefra. Her er et eksempel.

Næste dag kørte vi ud og så på den agrare virkelighed omkring Bukarest.

Vi besøgte bl.a. en vingård på 65 ha, der i 2003 havde fået opstartshjælp af EU og i dag var en succesfuld producent med ca. 40 ansatte. Jeg tror aldrig de havde haft besøg af så nysgerrig en flok som os før.

                                                            

Jeg benyttede også lejligheden til selv at køre ud og se det Rumænske landbrug. Det var mestendels præget af en førindustriel struktur, med hestekærer og høstakke på markerne. Her og der rejste sig store agro-industrielle komplekser, som var ejet af udlændinge. 

Det var en interessant rejse også set i lyset af de mange interviews og møder i Bruxelles, hvor den rumænske landbrugskommissær og hans kabinet var på vej ud og dermed også - symbolsk måske - en landbrugsdagsorden der forsøgte at beskytte de små og ikke-vækst-orienterede landmænd. 

Rumæneren Ciolos havde forsøgt at koble den nye landbrugsstøtte med miljøfokus og hensyntagen til en mere mangfoldig landbrugsstruktur og hér kunne jeg se sammenhængen mellem hans politiske visioner og den virkelighed de var vokset ud af. Den nye kommissær, irske Phil Hogan, nævnte 4-5-6 gange under hans høring, at det var et stort strukturelt problem med alle de små landmænd i Europa. 

Der skal vækstes, rationaliseres og reguleringer skal af-bureaukratiseres, er den nye landbrugsdagsorden under Hogan.

Alle interessenter holder vejret i Bruxelles, for at se hvor meget af den 'nye grønnere landbrugspolitik', der bliver rullet tilbage under den just tiltrådte kommissær. Se f.eks her.

Imens må man konstatere at Rumænien er et fattigt land, der er negativ befolkningstilvækst og mange unge søger væk. Og det er svært at idyllisere det rumænske landbrug, som minder om vores for 200 år siden, men i et samfund med stor arbejdsløshed, og stor korruption, kan dem der ønsker at leve som deres forældre gjorde, eller ikke har andre valg, glæde sig over at de stadig har et inklusivt landbrug, hvor det ikke kræver en fyrstelig sum at etablere sig.

Det er selvfølgelig også det, der får danske landmænd og udenlandske investorer til at komme rendende med deres pengesedler.

Ps. Efter jeg var kommet hjem, stod jeg i en nyttehave på Amager og fortalte en bekendt om min tur. Hun udbrød, at det var da spøjst, hun var selv lige kommet hjem fra Rumænien (vi havde været i samme provins-by, samme dag), hvor hun havde købt 33 hektar jord, sammen med sin far og bror, og hvor de agtede at plante en valnødde-skov. Det havde kostet dem 200.000 kr.