valg

 Kære Læser;

Bloggen har ligget stille længe. Det skyldes dels fuldtidsarbejde uden for landbrugsområdet, men nok i højere grad, at jeg har prioriteret mit podcastprogram Landbrugsmagasinet på den2radio.

Hvis I ikke allerede kender det, så kan I dér høre meget af det samme materiale, der engang blev til blog-indlæg: analyser, kommentarer og perspektiver på dansk landbrugs situation. Samt derudover portrætter af landmænd og folk i og omkring erhvervet. I finder programmerne ved at følge linket her.

Nu er jeg igen ansat på et forskningsprojekt med landbrugets forhold som omdrejningspunkt. Forhåbentlig vil det generere anledning til påny at skrive på bloggen. Så hvis din interesse i landbruget, og alt hvad der hører med, stadig er intakt, så fat mod - bloggen lever endnu.

Mens jeg skriver på mit næste podcast-manuskript om EUs landbrugspolitikreform, så minder jeg om, at det er på onsdag d. 4 november, at der er kampvalg om formandsposten i Landbrug&Fødevarer. Et valg der betyder langt mere for danskerne end hvad der sker på den anden side af Atlanten.

Årtiet i dansk landbrug: 2010 - 2020.

Årtiet i dansk landbrug: 2010 - 2020. 

Første kapitel: interessevaretagelse og udsalg.

Det er jo populært at opgøre regnebrættet ved udgangen af et år - eller i det her tilfælde et årti, når et nyt begynder.  Så bliver man måske også lidt klogere på de strukturer og kræfter, der påvirker den virkelighed vi befinder os midt i - her altså dansk landbrug.

Vi gik ind i årtiet med et - for så vidt interessevaretagelsen - næsten samlet erhverv. Man glemmer måske hurtigt at dansk landbrug er og altid har været fyldt med modsatrettede interesser og at den ene produktionsgrens behov kan stå i direkte konflikt med en andens. Det var derfor noget af et svendestykke Peter Gæmelke havde begået, da det i hans regeringstid lykkedes at samle tropperne i Landbrug&Fødevarer. Undtagelsen var økologerne (og biodynamikerne) men vi skulle ikke langt ind i årtiet, før erkendelsen også nåede til Axelborg: at økologien var kommet for at blive og at det var politisk og økonomisk opportunt også at (foregive at) repræsentere økologernes interesser. Også den manøvre - hvor usandsynlig den end forekom i begyndelsen af årtiet, er lykkedes. Lidt afhængigt af farven på landbrugsministerens parti, kan Axelborg i dag fremstå som den vigtigste repræsentant for økologernes interesser. Økologisk Landsforening er trods medvind, organisatorisk vækst og sympati blandt forbrugerne blevet marginaliseret politisk - i hvert fald i de spørgsmål hvor ØLs interesser divergerer fra de produktivistiske i L&Fs.

Men (axel-)borgfreden skulle kun vare et års tid, brudfladerne var for store, selv for de dygtige strateger i L&F. Allerede i 2011 opstod Bæredygtigt Landbrug - og uanset hvad man måtte mene om BL, så er det lykkedes organisationen - bosat i Jylland - at trække medlemmer til, dominere overskrifterne og at trække hele tyngdepunktet i landbrugs-debatten et godt stykke længere ud til højre end man havde spået muligt. 

Det betyder at Venstres landbrugspolitik konstant bliver udfordret af krav og argumenter fremført af partier, hvis eneste aktie i landbrugs- og miljøpolitikken er at høste (utilfredse) stemmer. Det ser man manifesteret i den ugenerte åbenhed, der har været omkring at BL har været konsulenter eller direkte pennefører på Liberal Alliances og Nye Borgerliges landbrugspolitik, samt at L&Fs formand Martin Merrilds stod på talerstolen ved Dansk Folkepartis årsmøde i 2019 og roste partiet for sin trofaste støtte til landbruget. 

For at opsummere. Den landbrugspolitiske dagsorden er - især i anden halvdel af 10erne - blevet radikaliseret. Fødevare- og Landbrugspakken var den stærkeste udmøntning af dette politiske skred - hvor landbruget blev givet indrømmelser, der dels underminerede 30 års politik på området og som de færreste havde troet muligt bare få år forinden - men flere andre og mindre belyste politiske initiativer gjorde det samme: Ophævelse af PSO-afgiften, udtagelsen af vandløb, Vækstfonden, ophævelse af arvebeskatning, omformulering af betydningen 'rent drikkevand', politisk styring af forskning i miljøkonsekvenser og marginalisering af kritikkere osv osv. Det konventionelle landbrug og dets kreditorer har i løbet af 2010erne opnået - eller tilkæmpet sig - en øget politisk indflydelse på erhvervets rammevilkår, trods at den folkelige opbakning halter (mere om det senere).

I april 2010  stemte et meget snævert borgerligt flertal Eva Kjer Hansens nye landbrugslov igennem. Loven ophævede tidligere krav til drift og ejerskab og tillod eksterne investorer at få kontrol over landbruget. Loven havde gennem mere end et halvt århundrede været designet til at beskytte den særlige danske model: den selvejende andelsbonde. Loven af 2010 var dermed dødstødet til dansk landbrug, forstået som at det var bønder og at de var danskere, der havde ejerskabet - eller sådan profeterede både kritikere og eksperter dengang. 
I landbrugets kulturkanon, skabt af Dansk Landbrugsmuseum 2010, fortæller landbrugshistoriker Carsten Porskrog Rasmussen hvorfor denne lov er den største begivenhed i landbruget siden stavnsbåndets ophævelse.

Men flere forhold gjorde at de eksterne investorer - heriblandt danske pensionskasser - fandt det uinteressant at gå på rov. Jordprisen raslede ned i årene efter finanskrisen, afkastet i de dominerende forretningsmodeller var alt for lav, volatilitet på markederne (Mælkekvoternes ophør, klimaforandringernes påvirkning af forbrug, fødevareembargo fra Rusland, svinepest, Brexit osv) - samt en generel usikkerhed om hvor fødevare-erhvervet er på vej hen.

Men dels med den senere yderligere liberalisering af landbrugsloven ( Jørgensen (S), december 2014), samt Fødevare-og Landbrugspakken (Bonnesen (V) 2016), som begge havde til formål at gøre det endnu mere attraktivt for de eksterne investorer at tage ejerskab til landbrugets fremtid; dels en større sikkerhed for at den altafgørende EU-landbrugsstøtte ikke ændrer sig nævneværdigt i den kommende 7-års periode - og med til billedet hører også en her i 2019 markant stigning i svineafregningsprisen, har nu gjort at forudsætningerne for at få et konkurrencedygtigt afkast ved en investering i landbruget er tilstede.

For at opsummere. Vi står midt i en brydningstid hvor det længe ventede generationsskifte i dansk landbrug nu bliver gennemført af eksterne investorer. Hvad enten det er kapitalfonde, agro-selskaber eller spekulanter, som køber et helt eller delvist ejerskab til  jorden og bedriften, så kan vi registrerer at udsalget er begyndt. 2010'erne var i det lys en lang - ind i mellem desperat -  forberedelse, rabatgivning og oppyntning af den lidt ramponerede vare: dansk landbrug. 

(Jeg skylder retfærdigvis læseren at sige, at Martin Merrild er lodret uenig i min analyse.

Jeg finder det pudsigt, at Merrild i denne sammenhæng, mener at økonomien i erhvervet er så dårlig, at man ikke skal forvente ekstern investering i fremtiden, mens han jo ellers til hverdag fremhæver hvor stort et bidrag hans medlemmer giver til statskassen. Iøvrigt er svineproducenternes analyse af det kommende, vist et sted midt imellem Martin og undertegnedes.) 

debat om landbrug på biblioteket og grundvand på godset

Det er Torsdag den 11 oktober kl. 17:30 på Frederiksberg Bibliotek, at man kan høre mig diskutere landbrugets fremtid og forhold, med kommunikationschef for Bæredygtigt Landbrug.
Mød endelig op - det er gratis.

Ellers kan man overveje om man vil møde op til Bæredygtigt Grundvands infomøder rundt om i landet, arrangeret af Bæredygtigt Landbrug - se mødesteder og datoer her.
Men der skal man betale 200 kr.

støtte på en anden måde.

Jeg så denne video. Budskabet er: Beskyt, Genopret, Støt. Der findes tusinder af videoer på nettet med samme budskab. Gør det indtryk? Gør de en forskel? Gør de politikere du stemte på?

                                                           Hvad vil du gøre?

støtte

Støtten til dansk landbrug kan for nemheds skyld inddeles i tre – indbyrdes afhængige – kategorier. Den politiske, den økonomiske og den kulturelle.

I sidste uges blog-indlæg skrev jeg lidt om kulturen, der kommer til udtryk i landbrugsmedierne. Et par dage efter var der et mønster-eksempel på det islæt jeg omtalte. Det udspillede sig i radioens P1, hvor en landmand, der havde skrevet en kronik i Politiken om byernes mangelfulde spildevandshåndtering, et problem han mente var langt større end landbrugets udledninger, var den ene gæst. De to andre gæster var professor i økologi og biokemi Stiig Markager og en ingeniør, hvis navn jeg ikke fik fat i, men som monitorerede byernes spildvandshåndtering. Hvis man kun læser landbrugsmedierne, så har landmanden fuldstændig ret – det er et postulat, som har været bragt til torvs igennem de sidste små tyve år: problemerne med vandmiljøet skyldes i høj grad overløb fra byernes spildevandssystemer. Dokumentation for denne påstand har jeg endnu til gode at læse i landbrugsmedierne. 

Derimod kunne professoren og ingeniøren henvise til målinger, rapporter og den faglige ekspertise de hver især havde. Deres tal sagde, at problemet udgjorde mellem 2 og 3% af den samlede udledning. Lige meget hjalp det dog, landmanden blev ved med at hævde at problemet var langt større end eksperterne kunne dokumentere, han insinuerede at der var tale om en sammensværgelse. En påstand som jævnligt også bliver fremført i landbrugsmedierne. Og nu får denne håbløst utidige debat så den politiske konsekvens, at Miljøministeren, presset dertil af oppositionen, siger hun vil undersøge forholdene, så kan skatteydernes penge bruges til at forsinke en erkendelse, der ikke vil erkendes og forsinke handling/implementering, der burde være sat i gang for 40 år siden, da de første vandmiljøplaner blev vedtaget. 

Et par dage efter var der landsmøde i Dansk Folkeparti og her var Landbrug&Fødevarers formand Martin Merrild gæstetaler. Landbrugsbossen, som medierne gerne kalder ham, var fuld af roser og respekt for Dansk Folkepartis store loyale støtte til landbruget. Meget god landbrugspolitik var ikke blevet til noget uden DF, sagde Merrild. Jeg minder læseren om min valg-analyse i den2radio, hvor netop DFs ivrige landbrugs-stemme-kapring blev italesat. L&F og DF er en alliance, der passer godt til partiet og erhvervets fælles interesse i at omtale klima-debatten som noget tosseri. I hvert fald når de taler sammen.  

Den politiske støtte til landbruget begrænser sig selvsagt ikke til Dansk Folkeparti, men ved at optræde på landsmødet har Merrild cementeret, at det højre-nationale partis syn på miljø og klima deles af landbrugets interesseorganisation. Det burde vække til eftertanke, om ikke i Socialdemokratiet, så blandt regeringens støttepartier.

Og hvad angår den økonomiske støtte, så bragte ugen også den - så vidt jeg ved - første samlede globale analyse af hvad den økonomiske håndsrækning til landbruget betyder for erhverv, samfund og natur. Artiklen i The Guardian, som omtaler resultaterne, begynder lidt bombastisk med sætningen: ”Skatteyderne giver mere end 6 mio. kr. i minuttet i global landbrugsstøtte, en støtte, der er med til at øge klima-krisen og ødelæggelsen af den vilde natur, ifølge en ny rapport.”

Det er selvfølgelig en typisk journalistisk skarp vinkling, men rapporten er virkelig interessant læsning. Den gennemgår 52 landes landbrugsstøtte – og selvom man godt kan forsvare, at formulere ovenstående dramatiske sætning ud fra indholdet, så er det måske mere konstruktivt, at se på hvad rapporten siger om de europæiske forhold. 

Og her har rapporten faktisk en hel del ros. EU's landbrugsstøtte - med alle dens mangler og uheldige konsekvenser for de lande udenfor unionen hvis landbrugssektorer vi er med til at forkrøble - har mange af de mekanismer og reguleringer, som rapportens forskere mener udgør den rigtige og kløgtige version af progressiv og samfundsnyttig økonomisk støtte til fødevareproduktionen.

Så gælder det bare om at implementere og overholde den….

Forskning og formidling

De sidste par uger har sagen om samarbejdet mellem Landbrug&Fødevarer og Århus universitet i forhold til tilblivelsen af rapporten om oksekøds klimaaftryk fyldt godt op i medierne. Information afslørede hvordan at interesseorganisationen havde haft større indflydelse på indholdet end hvad god videnskabelig skik og brug tilskriver og Danmarks radio fulgte efter og har dækket sagen intenst. Det førte til at rektoren i Århus så sig nødsaget til at fyre institutlederen, der havde ansvaret for rapporten - en ganske dramatisk beslutning.

Nogle kritikkere drager paralleller til den rapport, der for tre år siden også trak overskrifter og førte til en anden forskers fyring: CBS-rapporten om landbrugets rammevilkår, der var blevet til i tæt samarbejde med en anden interesse-organisation Bæredygtigt Landbrug. 

Jeg synes det er to meget forskellige sager og udover at finansieringen i begge tilfælde kommer fra erhvervet, så mener jeg, at man snarere end at overdramatisere de enkelte begivenheder, hvor man afslører de grovere tilfælde af at interessevaretagelsen lykkes med at farve analyser og konklusioner, skulle kaste et mere kritisk blik på de rammevilkår, der omgiver forskning i landbrug og fødevarer. At erhvervets egne interesser her spiller en dominerende rolle, ser jeg som sådan ikke noget problem i, men i en tid hvor der er akut brug for nye løsninger og bedre integrering af erhvervets miljø- og ressourcepåvirkning i forhold til hele samfundets stofskifte, så er der helt åbenlyst en mangel på sammenhæng mellem de politiske visioner for dansk landbrug - famlende og usikre som de nu er - og den måde og de fokusområder, som der bliver afsat midler til at forske i. Hør fx dette afsnit af min podcast-serie om Landbrugets gæld.

Der er dog en parallel mere, der er værd at bemærke. I begge tilfælde (CBS og Århus) omtaler landbrugsmedierne sagen, som om at det kun er et spørgsmål om universiteternes  fodfejl - og  selvom at rapporter bliver trukket tilbage og forskere fyret, så er det der står i rapporterne, ifølge landbruget selv, stadig uangribeligt. 

Som jeg har skrevet og sagt tidligere, så er det tankevækkende at man i 2019 stadig vedligeholder og formidler en parallel-virkelighed i dansk landbrug, forstået sådan, at hvis man kun får sine nyheder fra landbrugsmedierne, så har man som erhverv altid rene hænder - og ret - uanset hvad andre måtte mene.

Det kan være jeg får lejlighed til at diskutere dette træk ved kulturen med Bæredygtig Landbrugs chef-jurist, vi skal i hvert fald mødes til en paneldebat på Frederiksbergs bibliotek den 10 oktober kl. 17:30. Mød gerne op og deltag, der skulle være afsat tid til spørgsmål fra salen. 

Retfærdig retning for Danmark

Vi har fået en ny regering og en ny fødevareminister i Danmark. Ja det er jo ikke som sådan en nyhed, men det har været småt med udmeldinger fra Socialdemokratiet - i hvert fald på landbrugsområdet - siden de offentliggjorde deres såkaldte 'Forståelsespapir'. Dokumentet hedder iøvrigt: Retfærdig retning for Danmark.

Mens man gik og ventede på at Mogens Jensen ville sige et eller andet, der kunne give os et fingerpeg om i hvilken retning han så den retfærdige retning, som landbrugserhvervet skulle tage, havde man i mange måneder kun forståelsespapiret at gå og tygge på.

Her står, som allerførste politiske målsætning:

"Verden og Danmark står i en klimakrise. Vi forbruger mere af jordens ressourcer, end den kan holde til, og det har konsekvenser. De sidste fire år er de varmeste år, der er målt på jorden. Vandstanden i verdenshavene stiger med rekordfart og vi har sat bundrekord for, hvor lidt havis der er tilbage på Arktis.
Vi står ikke alene i en klimakrise. Vi står også i en biodiversitetskrise og en krise for vores miljø og natur. Mere end 2.000 plante- og dyrearter alene i Danmark er i fare for at forsvinde. Og alt for mange danskere dør af eller bliver syge på grund af luftforurening.
Som verdenssamfund har vi klaret store udfordringer før, og det kan vi gøre igen. Men forudsætningen er, at vi begrænser temperaturstigningerne. Hvis det skal lykkes, har vi travlt."

Så følger en række ideer, tanker eller i bedste fald hensigter, her i blandt:

• Sikre klimabidrag fra landbruget. Et bindende reduktionsmål for landbruget skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Landbrugsstøtten skal bruges aktivt som et redskab til at give landmænd incitament til at omstille til mere bæredygtig produktion og på den måde understøtte den grønne omstilling i erhvervet. En ny regering vil også tage initiativ til en jordreform, herunder udtagning af landbrugsjord til natur.
  
  
  

Og: 

• Der gennemføres en kortlægning af udfordringerne i forhold til Danmarks grundvand som udgangspunkt for en samlet indsats, der skal sikre bedre beskyttelse af drikkevandet og nedbringe brugen af sprøjtegifte. Det skal blandt andet ske ved mere bynær skov samt ved at undersøge muligheden for at forbyde sprøjtning og gødskning i beskyttede naturområder (§3-arealer). Det skal sikres, at den målrettede regulering fungerer, så udledningen af kvælstof nedbringes mærkbart. Regeringen vil fremlægge en planfor implementering og efterlevelse af EU’s vandrammedirektiv. Endvidere er det en prioritet at håndtere og rense de store generationsforureninger.
  
  
  
  
  

Så står der også lidt om biodiversitet, mere natur og mere økologi. Og kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, samt at 'sikre gode og stabile rammevilkår for dansk erhvervsliv' ikke at glemme. Det var ordene der angik landbruget i de 18 sider.

Ja hvis man skal være rethaverisk, kunne man selvfølgelig mene at overskriften: 'Sikre demokratisk ejerskab af kritisk infrastruktur'; også burde gælde jorden og naturressourcerne, men det tror jeg desværre ikke partierne har tænkt på. 

Nu har Mogens Jensen imidlertid været tilbage fra sommerferie længe nok til at man kan få en fornemmelse af hvilke overvejelser han og hans parti har gjort sig angående at implementere nogle af tankerne fra forståelsespapiret.

Og alle der har hørt ham i radioen kommentere på de seneste klima-, vand- og land-brug (på engelsk land-use) rapporter, der alle tilskynder regeringen til at følge op på sine egne ord - ja de har hurtigt kunne konstatere, at det ikke er meningen i landbrugspolitiken. Her bliver alt ved det gamle. 

Vi har verdens bedste-, verdens mest ressource-effektive, verdens mest klima-ja-jeg-ved-snart-ikke-hvilken-ny-omskrivning-af-bæredygtig-de-har-fundet-på-inde-på-Axelborg landmænd. Så vi skal bare producere noget mere, siger ministeren.

Hvor er det nu man har hørt det før?

I denne uge kunne man så læse i Landbrugsavisen, at Mogens Jensen har ansat Landbrug&Fødevarers pressechef, som sin særlige rådgiver. 

Her er et udpluk af citater fra landbrugsmedierne: 

"Nu tidligere pressechef i Landbrug & Fødevarer, Søren Andersen, har med øjeblikkelig virkning fået nyt job som særlig rådgiver for minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Mogens Jensen (S)....uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2011.""

"Den esbjergensisk fødte Andersen er med vestjysk beskedenhed ikke meget for at pege på, hvad det så helt præcist er for et talent, der berettiger til en plads(...)

"Men jeg har været med til at lægge en linje for de positive historier, som vi fortæller om landbruget. Og så er jeg på ingen måder bange for at tage kampen op for vores medlemmer og konfrontere journalister på andre medier, hvis de er gået galt i byen med kritik af landbruget"."

Og direktøren for Landbrug&Fødevarer giver dette signalement i forbindelse med jobskiftet:

"Jeg har ikke tal på de gange, hvor Søren har lagt arm med en journalist eller en redaktør, fordi han ikke ville acceptere, at medierne udkom med historier, der var forkerte og i modstrid med den faktuelle sandhed i vores erhverv. Han har kæmpet dag og nat for at stå vagt om vores erhverv – og han er blevet ved, selv når vi andre har tænkt, at her kommer vi ikke længere".

Det minder mig om noget andet partierne skrev i deres forståelsespapir:

• 
  
  "Danmark er et af de samfund i verden, der bygger allermest på tillid. Det er udviklet over generationer, er dybt folkeligt forankret og præger alle dele af vores samfund.
  Vi stoler på, at alle bidrager med det, de kan. Vi har tiltro til hinanden.Desværre er der særligt i de senere år slået skår af tilliden. Det underminerer den samfundskontrakt, vi har med hinanden, og det er alvorligt. Samtidig er tilliden til både politikere og medier på et meget lavt niveau. 
   Styrke det danske demokrati. 
  Det skal blandt andet ske gennem følgende initiativer:
  
  
  Igangsætte et udredningsarbejde, der skal anbefale tiltag, som kan styrke tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser samt følge op på den beretning, Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget afgav om parlamentariske undersøgelser."