torsdag den 3. juli 2014

Sommer



"Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet..." (IP Jakobsen)'

Det er alt andet end agurketid i landbruget. Høsten er begyndt efter et meget varmt og tørt forår. Mælkeprisen faldt efter meget højt niveau, soyaskråen ligeså mens Finanstilsynet opvurderede jordprisen - et godt stykke over Nationalbankens seneste vurdering. Dansk Folkeparti får vigtige landbrugsposter i EU. Søren Gade og Peder Tuborgh er udpeget til at formulere ny landbrugsfortælling for Sass-Larsen. Nye randzonekort, alperegel og fortsat uro omkring MRSA. Prinsen opgiver erhvervet efter mange år med dårlige resultater - men beholder 600 ha. Landbrug&Fødevarer har åbenbart også rod i regnskaberne og skal igennem en sparerunde. Dangro Invest trækker sig ud af Rumænien og Handels- og udviklingsministeriet vil hjælpe dansk landbrug i gang med teknologieksport til Afrika. Cheminova oplever stor succes med sprøjtemidler til det baltiske marked og den engelske avis The Guardian refererer fra en ny stor undersøgelse vedrørende sprøjtemidler, at den gift der bliver brugt i marken truer livsgrundlaget for bier, regnorme og andre vigtige organismer. Klimaet sveder og 'De Unge Landmænd' er blevet nomineret til DRs seerpris.
Og det politiske kandestøberi omkring implementeringen af den nye CAP,  EUs landbrugspolitik, der vil overføre midler fra den direkte støtte til landbruget til udvikling af landdistrikterne, er igang. Landbrug&Fødevares general Søren Gade kalder planerne "fuldstændigt vanvittige".

Blogskriveren vil cykle en tur ud og kigge på markerne i Baltikum, fra et hjørne af hegnet.

Vi læses ved til august.