Når bonden har det godt, har samfundet det godt. Landbrugsøkonomiske ræsonnementer.

Bonden og samfundet.  Blog-indlæg om klassiske landbrugsøkonomiske ræsonnementer.

" (...) Fundamentale problemer skaber et indkomstproblem for bedrifterne. Den tekniske udvikling medfører, som følge af den perfekte konkurrence (der tvinger bedrifterne til implementering), at udbudskurven til stadighed forskydes mod højre, men efterspørgselskurven ligger fast: De første innovatorer finder det profitabelt at implementere den nye teknik, idet de kan forøge output til den eksisterende markedspris og herved opnå større profit. Efterhånden som flere bedrifter implementerer teknikken vil udbudskurven forskydes mod højre, hvorefter markedsprisen nødvendigvis må falde. Dette prisfald vil skabe indkomstproblemer for de bedrifter, der ikke har implementeret teknikken, og disse problemer vil efterhånden også presse de resterende bedrifter til at implementere den nye teknik, hvorefter udbudskurven forskydes yderligere mod højre. Indkomstpresset skulle medfører, at arbejdskraft forlader landbruget i stor stil, men afvandringen har aldrig været tilstrækkelig til at sikre ligevægt mellem indkomster i landbruget og i industrien. Hermed har Metcalf implicit beskrevet, hvad Cochranel benævner "trædemølleeffekten", og det er denne der uudgrundet har ledt til statslige interventioner for at sikre landbruget et vist indkomstniveau. Metcalf nævner desuden en række mere "praktisk" politiske mål for landbrugspolitikken." " Som følge heraf er det relevant at spørge, om det politiske praksisfelts fastlæggelse af visse betingelser finder sted under hensyntagen til en driftsøkonomisk eller en samfundsøkonomisk rationalitet." (Ingemann: Landbrugsøkonomisk teori 2008, s. 49-50 og 76).

Jeg har ofte nok, i ansøgninger og præsentationer, citeret De Økonomiske Vismænd, når et svar på ovenstående spørgsmål skulle skitseres. Så ordene føles helt matte i deres betydning, men jeg giver dem alligevel endnu en tur i manégen, når nu indlæggets tema, så eksplicit er landbrugets økonomiske forhold:

"Siden 1966 er de reale priser på landbrugsprodukter imidlertid faldet med knap 90 pct. relativt til det generelle prisniveau. Det skal ses i lyset af en generel vækst i fødevareproduktionen, som skyldes, at stadig flere lande “haler ind” på grænsen for teknologiske effektivitets-fremmende løsninger. Derfor er der udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.” (De Økonomiske Råds rapport 2010: 61)

Men lad os for en stund lægge den rationalitet eller manglen på samme bagerst i bunken og se på de fundamentale vilkår for fødevareproduktion, som Ingemann gennemgår. Her simplificéret.

De primære udfordringer, set fra et økonomisk teoretisk perspektiv, er produktionens og efterspørgslens "uelastiske" karakter. Produktionsapparatet, i særdeleshed jord, er en naturgiven endelig ressource, der ikke kan forøges, omkalibreres eller flyttes. I et stigende omfang gælder denne problematik også bygninger og det øvrige produktionskompleks, som er blevet større, mere kapital-tungt og mindre fleksibelt i takt med en øget specialisering, som så også betyder at en tilpasning til ændrede forbrugermønstre, pris-udviklinger og markeds-muligheder ikke finder sted! Desuden kommer en forholdsvis statisk efterspørgsel: Man kan kun spise sig mæt en gang om dagen, som det hedder. Og i den sammenhæng er befolkningstilvæksten ikke relevant, da den finder sted i lande med markeder, der ikke er interessante for vores landbrug. Derudover er der en biologisk/cyklisk dimension i fødevareproduktion, der dels sætter nogle relativt ultimative krav til hvornår, hvor længe og hvordan produktionen foregår; dels er produkterne - også relativt - forgængelige, de kan ikke gemmes på marken, i stalden eller i buret ind til en eventuel positiv ændring i markededet indtræffer.  Man kan altså hverken 'producere' et øget antal hektar eller maver, eller handle økonomisk strategisk i forhold til produktions/markedsomstændighederne, sådan som man - i den økonomiske teori - kan indenfor mange andre industrigrene. Deraf begrebet "uelastisk".

Ingemann påpeger desuden endnu en teoretisk udfordring, som ifølge ham bliver overset eller ignoreret i den konventionelle landbrugsøkonomiske teori. Nemlig det faktum at producenten og forbrugeren ikke mødes på det samme marked. Der er et mellemled, som i Danmark er delt mellem nogle ganske få operatører, der har opnået en monopol-agtig status. Det betyder at producenten ikke nødvendigvis kan drage fordel af prisstigninger, fremsynede investeringer, af hurtig imødekommelse af  forbrugertrends eller andre forretningsmæssige tilpasninger, der i princippet skulle give ham/hende en bedre afregningspris.  Den pris primær-producenten får afspejler ikke (nødvendigvis) efterspørgslen, den afspejler i højere grad mellem-ledets kalkuler og eventuelt tidligere fejldisponeringer subsidiært successer. Dette formuleres som at afregningsprisen typisk er en "residual-faktor". Den teoretiske udredning kompliceres i 'det danske tilfælde' af at der internt i det 'landbrugsindustrielle kompleks' er medejerskaber vertikalt gennem værdikæderne, som giver landmanden en prekær dobbeltrolle. 

Dette er så vidt jeg kan greje godt illustreret ved Henrik Mortensens (formand for Danske Svineproducenter)  sidste pressemedelse 15/8/2014 samt reaktionerne på Ruslands fødevare-embaargo.

Dette - og andre indikatorer - får Ingemann til at kategorisere landmanden som: Pristager.

Disse forhold sammenholdt med landmandens kulturelle forbundethed med gården, livet som landmand og den 'socialisering', der udøves gennem landbrugsskolerne og landboforeningerne, den eksistentielle usikkerhed omkring andre jobmuligheder ect gør at landmanden har "perverse udbudsreaktioner". Denne terminologi dækker over det faktum, at så mange landbrug vælger at fortsætte produktionen på trods af dårlig økonomi. I den virkelige verden efterlever landbrugsfamilerne ikke idealet om homo oeconomicus og den irrationelle adfærd spreder sig som ringe i vandet, da selv de mest rationelle er underlagt den effekt det har, når de urentable brug forbliver 'på markedet' -  og det får selvsagt hele erhvervet til at være præget af intense overlevelseskampe og dybe modsætninger.  Begrebet: Perverse udbudsreaktioner kan f.eks. dække over at prisen falder men at udbudet ikke reagerer.

Det er nødvendigt her at bemærke, at landbrugsstøtten, hvad enten vi taler om prisstøtten, hektarstøtten eller andre mere indirekte støtteordninger fra EU samt de mange nationale subsidier, der gives erhvervet, f.eks. i form af forskning, markedsmodning og samfundets dækning af eksternaliteter (forurening mm.), oprindeligt er et resultat af/ et slags svar på de udfordringer de særegne produktionsforhold, nævnt ovenfor, giver landbruget. Støtten skulle sikre Europa fødevareforsyningssikkerhed, ved at udjævne konjunkturudsvingene og lønforskellen mellem landbrug og industri - samt sikre en robust mangfoldig landbrugsstruktur, der b.la. er med til at opretholde en nogenlunde harmonisk demografi på kontinentet. Ingemann nævner det ikke, men optagelsen af de nye øst-europæiske medlemslande i EU, har forskudt tidligere politiske magt-balancer og landbrugsstøtteræsonnementer - både i Bruxelles og herhjemme!

Ingemann viser hvorledes støtten har virket imod hensigten og er blevet kapitaliseret i jorden, været med til at skabe "trædemølle-effekten" som driver strukturudviklingen fremaf : landbrugene opsluger hinanden for at besidde jord, der berettiger til at kunne investerer i den nyeste teknologi, ny teknologi driver specialiceringen frem for at mindske enhedsomkostningerne, der giver et konkurrenceforspring, men samtidig øger udbudet, der får prisen til at falde og dermed starter en ny runde oplsugninger/investeringer. Der er derfor en konstant efterspørgsel efter kapital, der i sidste ende har ført til den massive gældsætning i erhvervet.

Ingemann kalder landbrugsstøtten for "(...)social-hjælp til dele af finanskapitalen og den del af industrien, der producerer realkapital til landbruget."

Set i lyset af den perspektivering, kan det derfor være relevant at kaste et kritisk blik på hvilke stemmer der egentligt driver struktur-udviklingen frem - og hvilke interesser, som den store magtfulde landbrugs-lobby, med Landbrug&Fødevarer i spidsen, egentligt repræsensenterer.

Det kan man danne sig et indtryk af ved at læse Kjeld Hansens Politiken-kronik eller Professor Emeritus Søren Kjeldsen-Kraghs synspunkt her. 

Det skal i sandhedens tjeneste nævnes at begge debatører har fået ry i erhvervet, som værende den rabiate pendant til protest-foreningen Bæredygtigt Landbrugs skingre argumenter; men det skyldes i nok så høj grad, at deres synspunkter indgår, som dette indlæg forsøger at vise, i en eksistensiel overlevelseskamp, hvor alle kneb gælder og logikken/objektiviteten længe har været sat ud af spillet.

Det er et uafklaret teoretisk spørgsmål, om den relative gennemsnitlige indkomst for landmanden, subsidiært dem der overlever, vil ændre sig ved en udfasning af støtteordningerne. 

Derefter kommer der en række interessante analyser af skala-økonomi, stordriftsfordele og diskrepansen mellem driftsøkonomiske fordele og samfundsøkonomiske fordele. Her inddrages også det meget væsentlige faktum, at dansk landbrug primært er et eksport-erhverv, hvilket også betyder at forarbejdningsindustrien har andre (økonomiske) interesser end de samfundsøkonomiske. Konsekvenser af affolkede landområder, faldende huspriser, miljø- og sundhedseffekter og primærproducentens dubiøse renomé hos den danske forbruger er aktuelle eksempler. Der er en del indikationer af at teknologi-investeringer og stordriftsfordele bliver talt op og fremskyndet af både finanssektoren, den følgeindustri, der levere isenkrammet og den forarbejdningsindustri, der aftager de uforarbejdede råvarer. Som del-forklaring nævnes at ledelserne af de store andels-selskaber i stigende omfang indhentes fra industrien, og som derfor agerer mindre efter den traditionelt landbrugsorienterede andelsbevægelse, men mere med en ledelsesfilosofi i tråd med klassiske industrikapitalistiske effektivitetskriterier.

Som Vismændende påpeger i det indledende citat, skønnes yderligere teknologisk oprustning ikke at rumme nogen langsigtet økonomisk fordel og dette udviklingsspor kan potentielt være til stor skade for samfundsøkonomien. Men det er præcis det der sker, bl.a. med afsæt i Dansk Industris ønsker, Natur- og Landbrugskommisssionens anbefalinger og den nye Vækstplan.   

I dette dybt modsætningsfyldte farvand skal den enkelte landmand navigere. (Hvis han/hun da ikke reagerer, som sidste indlæg afslutningsvist overvejede)  

Det betyder også at ideen om den 'rationelle' i betydningen økonomisk rationelle landmand, er helt urealistisk, og i særdeleshed, det er mine egne ord, helt uansvarligt at bygge en politik op omkring.

Derfor kan man, med en vis ironi, konstatere at det heller ikke nødvendigvis er så absurd, som det måske ved første øjekast synes, at analysen og anbefalingerne fra Det Økonomiske Råd, ikke bare ikke er blevet fulgt, men tværtimod er blevet fulgt af den ene landbrugs-deregulering/vækstplan/afgiftslettelser/miljø-tilsidesættelser efter den næste, i håb om at finde "risiko-villig kapital" således at  "landbruget følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau."

Det hele bygger i sidste ende på den fundamentale irrationalitet at vi kan vækste os ud af krisen, med de samme midler der skabte den.

Måske

Før sommerferien fik jeg lov at låne en tidligere landmands scrap-bog. Den indeholder artikler, kronikker, debatindlæg og læserbreve fra ca. tiden 1990-95. Det der slog mig da jeg gravede mig igennem bunken, og som jeg også har diskuteret med forsker-kollegaer, der genkender billedet,  er den langt større offentlige diskussionslyst dengang mellem landmænd, forskere og forvaltning!

Måske skyldes det at de politiske 'spin-doktorer' endnu ikke var kommet til byen, sådan at forvaltningen var tilladt at forklare og fortolke betydningen af de politiske dispositioner. Måske skyldes det en mindre villighed til at konfrontere modparten med konsekvensen af hans holdninger - her tænker jeg naturligvis primært på den dengang mere udbredte konflikt mellem økologerne og 'de konventionelle'. Måske skyldes det en 'professionalisering' og øget fokus-gruppe baseret strømligning af mediebilledet, sådan at aviserne i dag ikke mere er det offentlige rum hvor meninger brydes, men hvor holdninger tilbydes. Måske skyldes det en stækkelse af forskernes engagement i samfundsspørgsmål, bl.a. i kraft af en tiltagende markedsgørelse af universitets- og forskningsverdenen. Måske er landbruget blevet så kulturelt marginaliseret, at struktur-udviklingen ikke rager os en pind, med mindre den er pakket ind i økonomiske nøgletal eller et godt drama. Måske er landbrugets hovedorganisation Landbrug&Fødevarer blevet så dygtige og effektive til at bedrive politik, at deres interesser og holdninger bedst bliver fremført bag lukkede døre. Måske kan man sige det samme om Økologisk Landsforening. Måske nøjes vi med, under samtalekøkkenets hallugenlys, at forholde os kritisk til de højteknologiske industrielle  tilstande i svinestalden, som de østeuropæiske landbrugsmedhjælpere arbejder i - mens vi sætter tænderne i fødevarer, der koster alt alt for lidt i forhold til de egentlige produktions-omkostninger. Måske kan eller orker vi bare ikke mere at forestille os noget alternativ til hvordan tingene udfolder sig.

Måske måske. Nogen egentlig offentlig debat om landbrugets fremtid er i hvert fald fraværende. Og det er ikke fordi de udfordringer vi stod overfor i halvfemserne er blevet mindre eller at landmænd, forskere og embedsmænd er blevet mere enige om hvilket mål eller blot del-mål vi har for udviklingen og de rammevilkår der regulerer den. Tværtimod, situationen er endnu mere dyster og polariseret nu end den var for tyve år siden.

Det minder mig om et panel jeg deltog i på den nyligt overståede konference i Tallinn: Historien i periferien af krisen. De fleste indlæg handlede om livet i krigens skygge; om hvordan mennesker har evnen til at fortsætte hverdagens små gøremål og finde glæde og sorg i alt det almindelige - alt imens krigen raser udenfor døren og virkeligheden er i undtagelsestilstand. Jeg spekulerede på om det er sådan, set i fugleperspektiv, at hele vores civilization lever. Og mere nærværende om man kunne sammenligne det med de mange gældsplagede og aldrende danske landmænd, hvor tvangsauktionen/banken lurer udenfor matriklen, og hvor man fortrænger - og lever og arbejder videre i hverdagens mikrokosmos.

Hvad skal man ellers gøre?  Blande sig i ... noget??

Baltikum

Rejsebrev fra cykeltur gennem Polen, Litauen, Letland og Estland.

Den første nat i teltet hørte jeg en række dybe smæld, der fik mine søvndrukne tanker til at spekulere om hvorvidt det var polske nationaliser der legede røvere og soldater i skoven. Man hører en del om polsk nationalisme, når man taler med danske landmænd der driver en bedrift i Polen. Polen er det land i Europa med flest landmænd pr indbygger næstefter Rumænien og tilsammen står de to lande for halvdelen af alle landmænd i Europa, så nationalisme og landbrug hører sammen i Polen. Næste dag fik jeg dog at vide, at det var et stort nærliggende hollandsk agro-firma, der havde skudt kemiske vejrbomber op i skyerne, for at beskytte deres blåbær mod tung regn og hagl.

Det der slår een med lige dele fascination og forundring når man cykler gennem det østpolske landskab, er kontrasterne der eksisterer side om side. Man ser topmoderne gårde, formodentligt ejet af udenlandske investorer, med de nyeste, største og mest high-tech maskiner på markedet ved siden af landbrug, hvor malkepiger bærer junger hjem fra marken, hestetrukne redskaber lister rundt og i det hele taget et før-industrielt billede manifesterer sig. I mellem de to epoker findes alle mulige hybrider, jeg så rigtigt mange traktorer og mejetærskere fra 60erne, 70erne og 80erne på de polske marker og maskinstationer. Jeg så mælkebiler med MD - Danmarks international mejeri, kun halvt udvisket på siden. Jeg så hundreder af skilte reklamerende for Agro-turisme - men hvorvidt det virkeligt er så udbredt en ferieform, eller måske blot er en måde at få tiltusket sig EU-tilskud, blev jeg ikke helt klog på. Jeg sov en enkelt nat hos sådan en bondefamilie - i mit telt i haven - og vi talte på gebrokkent tysk om de mange virkeligheder der - ligesom i Danmark - forsøger at overleve i et erhverv præget af usikkerhed og hastig forandring.

Litauen havde ikke så meget landbrug, i hvert fald ikke langs de veje jeg cyklede. Det lidt landbrug jeg så virkede som værende meget gammeldags og antageligt baseret på en selvforsyningsøkonomi. Landet, der da muren faldt var det bedst udviklede og mest lovende hvad angår en assimilering med europæiske markeder - Litauen er også det land i regionen med den mest homogene befolkningssammensætning - er siden gledet bag om dansen. I dag er landet det mindst udviklede, næsten halvdelen af befolkningen er udvandret for at finde arbejde og folk ser ikke særligt lyst på fremtiden. Det er endnu ikke lykkedes at opfylde kravene til valutaunionen og overgå til Euro, selvom de to naboer for længst er nået dertil. Det gør samtidig også landet lidt mere eksotisk og dermed spændende at rejse i end de andre baltiske lande, synes jeg, og meget billigere. Kysten og især den lange halvø Neringa er et vidunderligt uspoleret Skagen-agtigt landskab. Som et kuriosum kan nævnes at det litauiske sprog er et af de ældste i verden, eller viser fonetiske strukturtræk der er tættere på sine indo-europæiske rødder end noget andet kendt sprog. (Opdagede lige denne nyhed)

Så var situationen en noget anden i Letland. Letland var under Sovjet-tiden kendt for sine bilfabrikker, kemi-industri og også fødevareproduktion. Her mærker man den voksende selvsikkerhed, som en nation/økonomi på vej frem fostrer. Det giver sig også udslag i hvordan landbrug, fødevarer og national identitet bliver repræsenteret. I Letland har man en stereotyp: The Danish Pigfarmer ( den danske svinebonde) - som er en udlænding der køber stort ind. Det er lige meget hvor personen kommer fra eller hvad han/hun køber - hvis det opleves som overdrevet så er det en dansk svinebonde! Det er mit indtryk at letlænderne diskuterer landbruget meget, alle jeg spurgte havde en holdning, en anekdote, en mening om de store udenlandske investeringer i letlandsk landbrugsjord. Jeg fik også fortalt at mange udlændinge havde sat deres landbrug til salg i den senere tid, men kunne ikke undersøge det rygte nærmere. Uden at ville fortolke for meget på mine beskedne erfaringer, så er det nu også mit indtryk at hele denne sensitivitet omkring udenlandsk tilstedeværelse har sin egentlige årsag i det store russiske mindretal i landet og Ruslands meget strategiske brug af det faktum. For det første køber russiske rigmænd stort ind af ejendom i Letland, efter sigende fordi situationen i Rusland er meget usikker, så hvis det bliver for farligt hjemme, har de etableret et alternativ i Letland. Derudover går der rygter om at Rusland 'køber' letlandske statsborgere til at skifte til et russisk pas ved at tilbyde højere pension, med henblik på at have dette russiske segment i landet, der giver alibi til blande sig i indre anliggender. Situationen i Ukraine bliver fulgt meget nøje i Letland.

Men at danskere har købt stort ind og skabt sig et noget ubehageligt renomé er altså også en del af den kulturelle virkelighed. Foruden disse lidt politisk abstrakte forhold så var der blå køer, en særlig race der bor langs Kurland-kysten, som måske er mere grå end blå, men som de ikke desto mindre er meget stolte af. Letland var det eneste land i regionen der havde et udbud af egne økologiske produkter (mejeri og brød).

Estlands nyere historie er mere tumultisk end de andre baltiske naboer. Tættere allieret med først Finland og så Nazi-Tyskland end det var tilfældet med de andre baltere, gik kommunisterne og Stalin hårdere til værks her. Hver tiende Estlænder blev deporteret til Sibirien. Et mere markant forsøg på russificering og dermed også en voldsommere modreaktion da selvstændigheden kom, har skabt større etniske spændinger her. Samtidig er det dog også lykkedes landet at få etableret den bedst fungerende økonomi i regionen og i dag er Estland og især hovedstaden Tallinn blevet et 'moderne' europæisk sted, med alt hvad det indebærer. Unge estlændere oplever hvordan deres eget lands arbejdsmarked og universiteter er blevet en magnet for unge fra hele Østeuropa og det skaber en meget dynamisk ungdomskultur i de større byer, som minder en om Berlin i 90erne. Landbruget er også her delt mellem brug ejet af udenlandske investorer inklusive en del danske og så et lidt mindre opdateret eget landbrug. De store industribrug ligger ude mod øst og den russiske grænse og der kom jeg ikke ud. Den igangværende Ukraine-krise og Ruslands fødevare-import forbud har antagelig stor betydning for disse landbrugs overlevelsesmuligheder.

Jeg deltog i EASA, en international antropologisk konference i Tallinn, hvor vi var en små ti stykker der alle have landbrug, fødevareproduktion og landdistriktsudvikling i Europa som forskningsområde. Vi dannede vores egen lille studiekreds, som mødtes udenfor det officielle program og jeg lærte mere om strukturudviklingen i Østeuropa, danskernes fremfærd der og perspektiver på  landbrugskultur i 'rigtige' udkantsområder end jeg nogensinde ville have kunnet læse mig til. Mere om det på et senere tidspunkt.