60 års historier om den danske selvejerbonde

"De dårlige konjunkturer med faldende eksportpriser og stigende omkostninger fortsatte, så indtjeningen var på et lavpunkt. Landbrugets ledere måtte konstatere, at ”de sidste tre år har været hårdt på de få reserver, der fandtes i erhvervet”. (...)

”Det er svært at have økonomisk modgang, men værre bliver det når erhvervet ikke møder forståelse for de vanskeligheder, man uforskyldt er kommet i”.

Sagde Anders Andersen på det jyske delegeretmøde i efteråret 1968.

Landbrugsavisen fejrer 60 år og er dykket ned i både avisens og læsernes arkiver for at genbesøge landbrugets gode og mindre gode stunder i det forgangne halve århundrede. På avisens særlige jubilæums-hjemmeside kan man finde mange gode historier og billeder; og, som i ovenstående citat, finde anledning til at fundere over hvor utroligt ens analyserne af erhvervets situation ser ud fra årti til årti.

Her er nogle udpluk:

1970erne:

"Da så prisstigningerne på landbrugsvarer ophørte i 1978, mens omkostningsstigningerne fortsatte, og da mange landmænd skulle finansiere de foregående års tørketab og eventuelle indkøringstab for nye stalde til en rente omkring 20 procent, udløstes i 1979-80 en omfattende gældskrise.

Ejendomspriserne, der var steget med indtil 20 procent om året, faldt nu brat, og tvangsauktionerne fik samme omfang som i 30’ erne. Men krisen kom til at vare dobbelt så længe som i 30’erne."

1980erne:

"Det første landsdelegeretmøde fik sin egen mindeværdige detalje. Landbrugsminister Poul Dalsager beklagede efter formandens beretning, at han desværre var nødt til at forlade delegeretmødet på grund af et vigtigt møde med statsministeren. En harmdirrende H.O.A. Kjeldsen gik på talerstolen og fortalte i utvetydige vendinger landbrugsministeren, at ”din plads er her”. Ministeren viste, at han ikke var tonedøv. Han blev og deltog i eftermiddagens debat om fremtidens landbrugspolitik."

"90’erne begyndte med et endnu et godt landmandsår. Siden DMI begyndte at registrere det danske vejr (1874) er 1990 året med den højeste gennemsnits-temperatur – 9,3 grader. Da det også var et år med stor nedbør, som var fornuftigt fordelt, var betingelserne til stede for en stor planteproduktion, og dem udnyttede landmændene. Det klassiske total-udbyttemål, 169 mio. a.e., var godt nok to mio. under 1984, men det indregner kun de store afgrødegrupper korn, rodfrugter og græs. I 1990 var 12 procent af landbrugsjorden tilsået med frø- og industriafgrøder, herunder raps og ærter, og indregnes de, er der utvivlsomt tale om det største samlede udbytte nogensinde. Gennemsnits-udbytterne for alt korn var 61 hkg/ha mod 55 hkg i 1984.

Økonomisk kom året ikke helt på højde med 1989 med faldende priser på svin og korn, men året blev som de to foregående igen et vigtigt skridt ud af 80’er krisens skygge. Krisens virkninger sås tydeligt. Hvor der i 70’erne blev nedlagt 2600 landbrug årligt, var tempoet i 80’erne øget til 3700. Af de 77.000 landbrug i 1990 var nu knap halvdelen heltidsbedrifter.

For landmændene blev lyspunkterne ofte fortrængt af frustrationer over, hvad de fleste så som en uacceptabel regelstyrring. Landmændenes utilfredshed kom til udtryk på landboforeningernes delegeretmøde i oktober, hvor både minister og organisationsledere måtte lægge ryg til kras kritik: ”Pludselig regner det ned over os med forbud og påbud. Når vi når til lørdag aften kan vi se tilbage på ugen og tænke over, hvor mange gange vi har været lovbrydere”. 

Under devisen ”erhvervslivet må klare sig selv” var den borgerlige regering i færd med at fjerne eller neddrosle mange støtteordninger. I landbruget ramte den politik bredt, blandt andet på foreningernes konsulenttilskud."

00'erne:

"Omverdenen så med en vis betænkelighed på landbrugets hastige udvikling. I 2003 advarede således også Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen på Landbrugsraadets årsmøde imod, at væksten i svineproduktionen kan gå for hurtigt. Han havde næppe forudset, at produktionen af slagtesvin bare året efter kom til at toppe med 22,6 mio. slagtninger. Siden gik det nedad år for år, og smågrisene blev i stedet sendt syd og østpå. Det kostede job på slagterierne.

Internt i landbruget blev 00-erne samlingens årti. Allerede i 90erne var hovedparten af mælken og svinekødet samlet i MD og Danish Crown, og gennem 00-erne blev det grovvarens tur. KFK blev delt mellem DLG og Danish Agro, der gennem årtiet samlede handlen under sig og begge voksede til internationale spillere.

Landbrug & Fødevarer så dagens lys

Presset fra faldende medlemstal og vel også fra en stadig mere krævende omverden krævede også enighed i organisationerne. Hæderkronede Danske Andelsselskaber blev opslugt af Landbrugsraadet, og de en gang så stridende landboforeninger og husmandsforeninger (Dansk Familielandbrug) blev til Dansk Landbrug i årtiets begyndelse. I 2009 kunne erhvervets førstemand gennem hele årtiet Peter Gæmelke fuldende arbejdet med at skabe samling med organisationen Landbrug&Fødevarer. Det en gang så store landbrug har i sig selv kun stemmer nok til at vælge et par mand på tinge, lød argumentet. Derfor skal kræfterne samles, hvis der skal sikres indflydelse." "De reformivrige politikere brillerede med mange paradoksale indfald. Førsteprisen tog formentlig det radikale venstre, som ville afvikle EU-støtten til landbrugsproduktionen samt indføre nye skatter og afgifter. I alt ville det koste landbruget ca. 10 milliarder kr. årligt – en net sum for et erhverv, der tjente to milliarder. Peder Thomsen (måske det gamle husmandspartis sidste jordforbindelse) havde da meldt sig ud."

10'erne:

"I 2010 var det ikke morsomt at være landmand. Jordpriserne var de to foregående år faldet med mere end en tredjedel med det resultat, at rigtig mange landmænd teknisk set var insolvente. For ældre landmænd var gården, der skulle have sikret pensionen, noget nær usælgelig, og ganske mange yngre hang fast i en situation, hvor enhver råderet var deponeret i den bank, der bare få år forinden så velvilligt stillede med de friske lån.

Det betyder ikke bare konkurser, men også rigtig dårlig økonomi hos hovedparten af de, der fortsatte. Både svine- og mælkepriser tog nogle gevaldige nedture, ofte som resultat af begivenheder på markeder langt væk i Rusland og Kina. Endnu værre blev det, i hvert fald på kort sigt, da mælkekvoterne i 2015 forsvandt og produktionen steg og pressede priserne yderligere.

Enkelte lyspunkter

Der var undtagelser – mink-, kartoffel- og frøavlere kunne år efter år notere solide regnskabsresultater  og økologi var pludselig ensbetydende med plus på bankbogen – men generelt har årtiet indtil nu budt på en trist række af negative regnskaber."

Det er måske også værd at notere, bare for en god ordens skyld, at Landbrugsavisen er en nyere opfindelse, en sammelægning af en række tidligere selvstændige og driftsspecifikke aviser, som så dagens lys under den store fusionsbølge i 00'erne - eller 'samlingens årti', som der står i teksten.

Jeg har selv været på arkæologisk tur i en af Landbrugsavisens forgængere Landbrugsmagasinet. I lederen 24. januar 1991, under overskriften: Farvel til den frie bonde, står der:

"Dansk landbrugs høje gældsprocent har længe fået mange til at tvivle på, om den frie bonde på sin selvejerbedrift nu også var så fri endda. Bonden er længe blevet betragtet som en prioritetsbestyrer snarere end en selvejer. (...) I sidste uge behandlede vi på denne plads blandt andet formanden for Landsudvalget for Svin, Jørgen Laursen Vig, der kort og godt konkluderede, at 23.000 svineproducenter skulle køres ud på et sidespor for at "fremme effektiviteten" i erhvervet. Tilbage skule blive 7000 producenter, der nemt ville kunne klare hele produktionen, hvis blot der blev investeret 10 milliareder kroner.

Hvor pengene skulle komme fra sagde den tidligere formand for Landsforeningen af danske Svineproducenter ikke noget om. Men det svar har vi fået i den forløbne uge. Erik Jantzen* (...) har fundet ud af løsningen på kapitalproblemet hedder et selskab, der kan formidle kapital fra institutielle investorer til forhenværende frie bønder, der så skal beskæftige sig med driftsledelse på deres tidligere ejendomme.(...) Denne kamp, der alt andet lige er en overlevelseskamp for den frie bonde, skal kæmpes overalt. På andelssvineslagteriets møder, på grovvareforeningens møder, på møderne i de generelle organisationer og på politiske møder. Det nytter ikke længere blot at overlade initiativet og udformningen af erhvervspolitiken til de få. De vil ikke nødvendigvis det gode for den frie bonde, selv om de ofte siger det."

Landbrugsmagasinet kaldte sig selv Familiebrugets blad og blev nedlagt da Familielandbruget fusionerede ind i Landbrug&Fødevarer i 2009.

Lederen blev som sagt formuleret i januar 1991. 

Officielt står Landbrug&Fødevarer vagt om det danske selveje, som det bl.a. blev udtrykt flere gange ved mødet med ministeren, omtalt i sidste uges blog-indlæg. Næstformand i Landbrug&Fødevarer Lone Andersen er dog bekymret og har udtalt, at hun mener at liberaliseringen af landbrugsloven burde rulles tilbage.

Men Landbrug&Fødevarers ledelse er samtidig nået til samme konklusion, som Erik Jantzen. I folderen: Nye kræfter i dansk landbrug - hvordan; fra maj 2016 skriver Merrild med en række nøglepersoner fra erhvervet og finanssektoren sådan her: "Situationen nødvendiggør nytænkning i forhold til hvordan man etablere sig i erhvervet."

Et af forslagene lyder: "Delt ejerskab med sælger eller ekstern investor i et I/S, A/S eller et APS evt. med aftale om gradvis øgning af den unges ejerandel."

Ja nogle ting tager tid at erkende (åbent).

* Erik Jantzen kom op til overfladen for nogle uger siden, da det blev kendt at han sammen med en række andre svineproducenter baseret i Østeuropa, havde udarbejdet en forretningsmodel til Vækstfonden, om at bruge 1,5 mia til at etablere ti kæmpe-svineejendomme efter østeuropæisk forbillede. Forslaget blev mødt med stærk kritik fra alle kanter af erhvervet.