" Tidligere er nævnt i forbigaaende Bondens Blufærdighedsfølelse eller Blyhed (...) Men siden Bonden har faaet sin Del i det offentlige Liv, har denne Blyhed begyndt at forsvinde, og det synes hermed at skulde gå noget hurtigt. Det ser ud som denne Egenskab bliver afløst af dens Modsætning Trangen til offentlig fremtræden. Naar man tænker paa, hvor længe Bonden har været holdt i Umyndighed og været >>sat uden for Spillet<<, saa er det ikke saa underligt. at han nu er bleven hidsig paa at spille med, naar han kan faa Lov til det. Derfor er Bonden gjærne meget glad ved at faa fat i det offentlige Hverv, selv om han ogsaa skal frem og sige et Par ord, hvad der for en Snes Aar siden var næsten umuligt at drive en Bonde til. Han vil ogsaa gjærne være Embedsmand i private Foreninger, røgter sit Hverv med Værdighed og lader ingen Ret gaa fra sig."
(Anton Nielsen, Den danske Bonde 1887 s.64)
"Uanset, hvor betydningsfuldt et arbejde har været, som en bestemt generation har udøvet og grundlagt, kan det nu og da hænde, at den eller de følgende tider og slægter ikke fuldt ud værdsætter det arbejde, som er gjort før dem. Og det hænder da også, at der i drøftelsen indenfor danske andelskredse høres udtalelser om, at den nuværende generation ikke regner andelsbevægelsen for noget eller i hvert fald ikke for det, den er. Ungdommen har, siges der, faaet for meget af den megen snakken om andelsbevægelsens betydning, og med rette fremhæves det skæbnesvangre i , om den slægt, der efterhaanden skal træde i fædrenes fodspor, bl.a. paa det foreningsmæssige omraade, skulde nære anskuelser, der rummer lunkenhed, endsige underkendelse af, hvad de andelsmæssige sammenslutninger har betydet og fremdeles vil kunne betyde."
(A. Axelsen Drejer, Den Danske Andelsbevægelse 1929 forordet)
Opført 1920, oprindeligt til Den Danske Andelsbank (i dag Nordea)
