fredag den 4. december 2015

Landbrug og klima del 2



DRs faktacheck program Detektor har ved gentagne lejligheder haft Landbrug & Fødevarers kampagner, rapporter og påstande under kritisk behandling. Hver gang ender programmet med at en ansat i interesseorganisationen står og undskylder overfor studieværten at 'vores glæde over hvor dygtige danske landmænd er, nok er løbet af med os..." Senest er adm. direktør Karen Hækkerups budskab om, at “Danmark har verdens mest klimavenlige produktion, så derfor gør det ikke noget at landmændene sviner en smule mere’ blevet undersøgt. En hollandsk videnskabelig rapport opgør 'klimavenligheden' i den europæiske fødevareproduktion. Ikke i en eneste af produktionsgrenene ligger Danmark øverst. Retfærdigvis skal siges at mange danske produktionsgrene ligger i top 5 eller top 10, men derfra og til at udnævne os til at være klimadukse og verdens bedste, stemmer ikke overens med virkeligheden. 
Selvom organisationens talsmand, konfronteret med de tal han naturligvis godt kendte, erkendte at kampagnen var misvisende og at den ville blive rettet, så fortsætter man ufortrødent misinformationen fra Axelborg.

Landbrug&Fødevarer skriver i en pressemeddelelse den 30. nov 2015 at de er en del af klimaløsningen.

Landbrug & Fødevarer opfordrer verdens ledere til at nå frem til en global aftale ved klimatopmødet i Paris, så den fremtidige temperaturstigning kan holdes inden for 2 grader.
Landbrug & Fødevarer har udarbejdet en erklæring i forbindelse med klimatopmødet COP21 , hvor verdens ledere opfordres til at indgå en global aftale i Paris, der kan holde den fremtidige temperaturstigning inden for 2 grader celsius. 
Landbruget spiller en strategisk vigtig rolle som producent af fødevarer, foder og biobaserede, bæredygtige produkter til en voksende verdensbefolkning. 
Her kan Danmark være et eksempel til efterfølgelse for at have en af de mest ressourceeffektive landbrugs- og fødevareproduktioner i verden. Fra 1990 til 2012 er den danske landbrugsproduktion således steget med 15 pct. samtidig med at erhvervet har formået at reducere udledningen af drivhusgasser med 23 pct. 

Igår - d. 3 december - blev Danmark tildelt 'Dagens Fossil' i Paris. En pris der tildeles lande der ikke lever op til sine forpligtelser og/eller nedjusterer sine klimaambitioner. Prisen blev tildelt med afsæt i den Finanslov den danske  regering netop har indgået med sine samarbejdspartnere i Folketinget, og som bl.a - og i forlængelse af de sidste par ugers blogindlæg - deregulerer rammevilkårene for fødevareproduktionen herhjemme, for at vækste landbruget ud af krisen ved at give landmændene ret til at øge deres negative miljøeffekt - og sender regningen videre til yderligere nedskærelse i det offentlige. Henrik Dørge skriver i Weekendavisen 27/11 "Vækst & forurening. Regeringen lemper kravene til landbruget. Det belaster vandmiljøet. Skatteborgerne skal betale for oprydningen. Er det god borgerlig-liberal tankegang?" Artiklen hedder Prisen for grøn realisme.

I dag - d. 4 december - kom der en opgørelse over tvangsauktioner i landbruget i 2015. Antallet af konkurser er steget med 140% i forhold til sidste år. På samme nyheds-site kan man læse at Kjeld Johannesen, den afgående direktør for Danish Crown, tager 20 mio med sig ud af døren i fratrædelsesgodtgørelser. Ja, direktionens samlede gage er øget fra 26 til 46 mio kr i regnskabsåret 2015.