Landbrugets Fremtid i Bruxelles, del 4

Egentligt burde disse blog-indlæg hedde Landbrugets Nutid og ikke Fremtid, men det var nu engang den oprindelige titel på Ph.d-projektet. Og fordi, ønsker jeg lige at gøre opmærksom på, at jeg mener at alt for lidt fokus kommer landmændene, deres familier og  landbokulturen til gode - rapporter og politik handler næsten altid om fremtidens landbrug, som om at fremtiden ejer landbruget og ikke omvendt. Nuvel.

Landbrugets Fremtid bliver til i Bruxelles. Det er her at lovgivning og regulering skrives; civile interesser og markedskræfter lægger arm om hvordan Europas landmænd skal konceptualiseres. Jeg synes dette ord passer godt, fordi når man læser lovgivning, høringssvar og delegerede akter - ser man hurtigt at landmanden er blevet en funktion, en del af en større ligning.

En ældre landmand, fra en slægtsgård i 7. led, som jeg interviewede til min afhandling forklarede at i 1970erne da Danmark kom med i EF, mærkede man hurtigt den forbedrede økonomi, som følge af støtten* - og kun langsomt hvordan både logikken bag støtten og  kontrollen med den, begyndte at strukturere ens hverdag.

Kravene til gylletanke var dér hvor han første gang stoppede op. Etableringen af en gylletank var så dyr og ufleksibel, at han følte han 'giftede sig med den'.

Det som landbrugs-forskere kalder 'spor-afhængighed' - altså det, at man ikke længere kan skifte produktion eller driftsgren, fordi man har investeret så meget i 'gylletanken',  at man reelt kun kan effektivisere den produktion man allerede har eller overtager - slog får alvor igennem med EU-støttens mange kontrolmekanismer.

Hvis man ønsker at danne sig et indtryk af det sprog, der om at så at sige formulere landbrugets praksis - og dermed den virkelighed især konsulenter/landboforeninger skal tage bestik af, prøv dette link, der beskriver - så vidt jeg er orienteret - hvordan kommissionen forsøger at rette på det hul i lovgivningen, der giver landmanden ret til at sprøjte med pesticider på naturfredede områder.

Under mit sidste ophold i Bruxelles i 2014 deltog jeg i et møde i Parlamentets Miljø- og Sundhedssudvalg. Dagens emne var dengang 'Endokrine disruptorer' - eller på dansk hormonforstyrrende stoffer.

Mødet var meget livligt, der blev råbt skældsord og protesteret (husk på at mødet bliver simultan-oversat til 28 sprog!) og vores egen Magrethe Auken stod ikke tilbage i virakken.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på den debat, omend den på mange måder på eksemplificerer meget af det, der er galt med EU-administrationen; men I får trods alt en krølle på det her til sidst i indlægget.   

Denne gang deltog jeg i Landbrugsudvalgets møde, hvor der var fire hovedtemaer - og en masse 'mindre' punkter* - på dagsordenen: Klima, handelspolitik, hormoner (denne gang amerikanske) og konkurrence.

Klima-dagsordenen er som nævnt i sidste indlæg det altoverskyggende tema hernede - og det skal det selvfølgelig også være, mener jeg. Ofte synes klimaet dog at være afhængig af flygtninge, valg, økonomi, Trump og en hel masse andre for vores vejr relativt uvæsentlige faktorer. Det kommer jeg nok til at skrive meget mere om, så her vil jeg kort introducere de andre punkter.

En eller anden EU-ret har for nyligt afgivet en kendelse, der betyder at EUs handelsaftale med Marokko er ...ja det var ikke nemt for mig helt at finde ud af om aftalen var erklæret ugyldig, eller dele af den eller at dommen blot betød, at EU skulle forholde sig til det ulovlige indhold. Det ulovlige består i at Marokko har besat Vestsahara, og at EU ikke kan importere produkter fra det landområde - herunder fødevarer. Nogle vil måske erindre, at det længe har været en simrende skandale, at EU har købt sig ret til at fiske i farvandet ud for Vestsahara og at denne 'ret' er købt af Marokko. Nuvel hvis den sidste version af dommens betydning er rigtigt forstået, så betyder det blot, at man diskuterer lidt frem og tilbage og så ellers fortsætter som hidtil - lidt ligesom med de hormonforstyrrende stoffer. 

Flere af udvalgsmedlemmerne -  de grønne/socialistiske - var i hvert fald stærkt utilfredse med at EU ingenting gjorde, for at finde en retfærdig løsning på konflikten, samtidig med at vi 'plyndrede' et besat land. Flere skød skylden på Spanien, som angiveligt leder den proces, der skal forhandle en løsning med parterne. EU-kommissionens juridiske ekspert mente, at nu måtte man lige slå koldt vand i blodet og se om ikke Marokko ville gå med til at sikre, at EU ikke importerede landbrugsprodukter fra Vestsahara.

En af dem der virkeligt skældte ud under denne runde - og også den næste, var det franske/grønne udvalgsmedlem José Bové. Han er en rigtig franskmand med cykelstyr-moustache og ringeagt for bureaukratiske procedurer - så som at være forholdsvis stille mens andre taler. Han er dog mest kendt for et stunt i 1999, hvor kan kørte sin traktor ind i en lokal McDonalds-restaurant i protest mod burgerkædens rolle i at ødelægge Europas landbrug. Det fik kan en fængselsdom på tre måneder for - samt indrejseforbud i USA. Jose Bove har en række andre domme på sin frakke - heriblandt ødelæggelsen af GMO-afgrøder - og er lidt af en folkehelt i Frankrig.

Alt dette vidste jeg heldigvis inden udvalgsmødet, så hans meget markante indlæg og tilstedeværelse kom ikke som nogen overraskelse. Det gjorde et andet udvalgsmedlem, nemlig Jens Rohdes fravær imidlertid. Nu har jeg længe forgæves forsøgt at få Jens Rohde i tale, fordi han kom med nogen meget markante udtalelser om hans engagement i netop Europas landbrug i forbindelse med tildeling af udvalgsposter efter sidste Europa-valg; samt stillede den nye landbrugskommissær en række kritiske spørgsmål under dennes høring. Men jeg får altid at vide, at han har meget travlt, at hans kalender desværre er helt booket og så videre. Men det er åbenbart ikke hans udvalgsarbejde og deres arbejde for Europas landbrug han har travlt med.

Næste punkt var 'Mulige mod-sanktioner fra USA i forhold til EUs forbud mod hormonbehandlet kød'. Dette punkt blev indledt af en anden juridisk ekspert, med to juridiske eksperter på hver sin side, der skiftevis hviskede ham i ørene. Den kortfattede version af sagen er den, at EU har forbudt import af hormonbehandlet oksekød, men for at leve op til WTOs regler for frihandel, lavet en kvote (på 45.000 tons/året), som eksportører uden for EU kan benytte for at få adgang til det europæiske marked. Da kvoten blev oprettet var det kun amerikanerne der bød ind og deres produktion af ikke-hormonbehandlet kød var ret lille, så der var ingen problemer. Imidlertid har Argentina, Uruguay og Australien fået en konkurrencedygtige produktionen på benene og i de senere år vundet store markedsandele, og de amerikanske producenter kan ikke længere være sikre på at afsætte deres kød til Europa. Altså har man fra kødindustrien i USA, ifølge den juridiske ekspert, med flere henvisninger til Trump og postfaktuelle tilstande, påbegyndt en kampagne, der hævder en masse vrøvl om EU og kvoten. Man var nu nået så langt med sin 'smædekampagne', at der, igen ifølge eksperten, dagen forinden havde været afholdt et møde i kongressen i Washington DC, med henblik på at indføre modsanktioner, i størrelsesordenen 115 mio. $/årligt imod EU-landbrugsprodukter.

Også dette punkt medførte en række markante indlæg. Men eftersom de amerikanske tiltag endnu ikke var konkrete, måtte man indtil videre se tiden an - var ekspertens vurdering.

Næste punkt skulle have været en debat mellem Landbrugskommissæren Phil Hogan og Konkurrencekommissæren Magrethe Vestager om konkurrencesituationen i landbrugspolitikken. Men dette punkt blev aflyst. Kilder med adgang til de bonede gulve, fortalte mig, at punktet var for følsomt et emne at diskutere offentligt - uden at have bedre indsigt i de forskellige aktøres positioner.

Så mødet endte tidligt. Det samlede indtryk af de to dage var hvor utroligt kompliceret og inficeret med geo-politik landbrugets regulering er. Ligesom man kan hævde i København, at man ikke kan bedrive selvstændig landbrugspolitik, fordi de fleste ting bliver afgjort i Bruxelles, synes man hernede, at have følelsen af at heller ikke her, kan man bedrive selvstændig landbrugspolitik, men må ofte forholde sig 're-aktivt' til hvad andre magter og kontinenter - og økonomiske interesser foretager sig.

De økonomiske interesser leder mig tilbage til de hormonforstyrrende stoffer. Jeg så i den forgange uge en udstilling om teknologi og materialer (Alien Matters), hvori der var et værk der hed: Petro-bodies and Geopolitics of Hormones. Det var et meget bizart udseende værk med en masse slanger, kolber og reagensglas - og en masse neogrønt lys. Men pudsigt nok hang der overalt på væggene i rummet afskrifter af rapporter, lovgivning og høringssvar fra og til EU-parlamentets Miljø- og Sundhedsudvalg!  

I katalog-teksten stod der om værket (min oversættelse) "Eksponeringen fra syntetiske kemikalier påvirker hormonsystemet hos mennesker og ikke-mennesker. På trods af gentagne advarsler om de giftige konsekvenser af disse hormonforstyrrende stoffer,  fortsætter den petro-kemiske, landbrugets- og den farmaceutiske lobby med at øve indflydelse på de regulerende institutioner. Disse lobbyorganisationer kan opfattes som udefrakommende magter, der både regulerer og forurener vores kroppe og miljøet."

Ja så tænker man nok: typisk. Endnu en kunstner, der vil afsløre og kritisere magtens korridorer. Og det er selvfølgelig også ærindet. Men katalogets tekst tager en uventet drejning og begynder en diskussion af naturlighed, forstyrelse og normalitet. Og når frem til, at vores negative opfattelse af landbrugets brug af hormonforstyrrende stoffer stammer fra et "øko-hetero-normativt værdisystem."

Kunstnerne vender altså argumentet på hovedet og hylder landbruget som skaberne af det nye Queer. Landbruget er på en og samme tid selv det nye hybrid-væsen, og skaberen af det, og underligger sig ikke reaktionære ideer om hvad der er naturligt og normalt.

Stof til eftertanke...

¹ Citat fra Knud Sørensens erindringer:  "At landbruget fik det bedre efter EF-tilslutningen er indiskutabelt. Jeg kunne f.eks. mærke det på, at mine regninger blev hurtigere betalt op igennem halvfjerdserne, men jeg måtte også konstatere, at de vundne fordele og de forventninger til fremtiden, landbrugene nærede, omgående kapitaliseredes i form af højere ejendomspriser, så de landmænd, der etablerede sig efter EF-tilslutningen, kom til at sidde lige så hårdt i det som de af deres forgængere, der havde jamret i tresserne. De første år mærkede de det måske ikke, da de konstant stigende ejendoms- og jordpriser skabte friværdier, som muliggjorde nye investeringer, så det var festlige tider i landbruget, indtil krisen satte ind omkring 1980." (Kun Slutningen Mangler, Gyldendal 2008 s.89) 

² Man diskuterede f.eks. også 'Kvinders rolle i landdistriktssudvikling' 'Mælkemarkedet' 'Ukraine', 'Palmeoliens betydning for afskovning' - og flere andre punkter.

Landbrugets Fremtid i Bruxelles, del 3

Trofaste læsere af denne blog vil måske erindre, at Landbrugets Fremtid var i Bruxelles i efteråret 2014 for at lave feltarbejde til EU-lovgivningsdelen af Ph.d.-afhandlingen.

I den forbindelse publiceredes her på siden to indlæg med indtryk fra opholdet - og senere en præsentation (på engelsk) af den indsigt i og forståelse jeg havde opnået af hvordan den europæiske landbrugspolitik bliver til (den er senere blevet omskrevet og opdateret til brug for studerende).

                                           Rue du Luxembourg, der leder ned til Parlamentet

I den forgangne uge har jeg haft lejlighed til at tale med mange af de samme informanter, som dengang,  samt en hel del nye - for at høre hvordan landbrugets situation og situationen for landbrugspolitikken ser ud her kort før den bebudede evaluering af den seneste reform finder sted. Evalueringsskemaet er allerede sendt ud - og lækket - og bliver i skrivende stund diskuteret i landbrugscirkler.

Dengang den eksisterende (CAP)lovgivning blev vedtaget fik alle kritikkerne lovning på en 'mid-term-review' - hvilket blev tolket, primært af de organisationer/ngo'er, som mente at reformprocessen i 11time blev kuppet af 'agro-industrielle' interesser, som en reel mulighed for at rette mangler og utilsigtede sideeffekter af reformen - i forhold til de 'grønne' målsætninger, der lå bag. Mere sobre informanter jeg talte med dengang, mente at 'mid-term-reviewet' ville blive en relativ betydningsløs spørgeskema-runde; og de fik ret.

Det er den næste CAP - den der skal løbe fra 2020-2027 - der optager alles fokus. CAP (Common Agricultural Policy) - som mestendels handler om hvordan den økonomiske støtte til landmændene skal fordeles og gives, altså hvilke præmisser, krav og politiske hensigter landmanden/ejeren skal leve op til for at få støtten.

To store og radikale ændringer i den europæiske landbrugsforvaltning er på vej. 

Det altoverskyggende tema, som alle jeg talte med var i gang med at positionere sig i forhold til var klima-delen. Paris-aftalen og EUs relaterede omstillings-initiativer kommer til at spille en afgørende rolle for hvordan også landbrugs-støtten fordeles og legitimeres i fremtiden.

Landbrugslobbyen og de landbrugsinteresser, der gerne ser en stabil og fremtids-orienteret støtteordning for erhvervet, ser i klima-aftalen en mulighed for at tilføje nye støttemidler til landmændene. Det er ganske givet oplagt at man knytter klima-indsatser sammen med den natur-ressourceforvaltning, som landbruget er en hel central del af. 

Imod den rolle står dog Rådets 2014-konklusion, om at der 'ikke er noget klima-indsats-potentiale i landbruget'. Hvorvidt denne holdning bliver stående, kommer an på flere andre og meget komplicerede sammenhænge, som indgår i den kabale, der hernede går und navnet 'effort-sharing' - eller på dansk 'byrde-fordeling'. Som navnet antyder skal alle sektorer og alle kommissærer i løbet af det næste år byde ind med det 'klima-indsats-potentiale', der menes at være i deres regi - og de konkrete indsatser vil så i sidste ende blive målt på hvad det betyder for den økonomiske vækst i Europa. Det er i det lys man skal forstå Landbrugskommissærens seneste noget bombastiske udmelding om at "Tre specifikke handelsaftaler har øget eksporten med 7,5 milliarder kroner og skabt 20.000 job i EU's landbrugssektor, viser en ny rapport bestilt af EU-Kommisionen." (Altinget 28/02/2017)

DG-Agri i Rue de la Loi (lovgaden) - EU kommissionens Landbrugsforvaltning, er en af de ældste institutioner i det europæiske samarbejde og har stadig til huse i en gammel tung kasse overfor mere moderne kommissionsbygninger. Bemærk økologimærket på vinduet ved indgangen.  

De grønne ser selvsagt tingene i et lidt andet lys. De ønsker - og arbejder aktivt for, at den kommende CAP skal være en motor i omstillingen, både hvad angår klimaindsatser såsom kulstof-oplagring, europæiske proteinafgrøder og de mere produktionstekniske tiltag, der skal gøre fødevareproduktion mere bæredygtig samt den altid lidt haltende kulturelle og sociale indsats.

Kort sammenfattet arbejder landbrugets interesseorganisationer både nationalt og i Bruxelles på at skabe et politisk klima, hvor de eksisterende støttemidler bliver udvidet med en klimaindsats-støtteordning og de Natur-orienterede interesseorganisationer ønsker, belært af erfaringen med den sidste reform-proces, at klima-pengene skal forvaltes og tildeles helt uafhængigt af CAPen.

En skærpende omstændighed, der gør denne interessekonflikt mere eksistentiel, er at Brexit betyder færre penge i CAP-budgettet. Brexit er naturligvis det andet store tema hernede, der bare for at nævne een detalje betyder, at Frankrig som følge af englændernes exit går fra at være netto-modtager til netto-yder af landbrugsstøtte. Generelt synes der dog at være en rolig atmosfære omkring Brexits konsekvenser for landbruget, som alle her, nogle med mere skadefryd end andre, antager bliver et mareridt for de engelske landmænd.

Af andre emner der svirrer omkring er Hogans fokus på at få de Østeuropæiske landmænd til at organisere sig. Nogle vil måske huske at han i sin indsættelsestale brugte en del krudt på at tale om 'viable farm-size', med andre ord mener han, at der skal fart på struktur-udviklingen i Østeuropa. Nye ideer om at kanalisere landbrugsstøtten gennem lokale banker, hvor støtten transformeres til lån baseret på private-public-partnership principper - det der hernede kaldes 'financial instruments in loan-based approach'. Altså noget der kunne mildne fortalerne for de frie markedskræfters kritik af støtten. Valget i Tyskland, hvor det vurderes af en ny Kansler Schultz vil være godt nyt for de vest-europæiske landmænd. Hans pro-europæiske holdninger kombineret med flygtningekvotens sammenbrud, kunne angiveligt betyde, at de Østeuropæiske medlemslande straffes gennem f.eks.  en beskæring i landdistriktsmidlerne. Ja - det er i sandhed et game of thrones, hvordan de ca. 350 millioner euro skal fordeles årligt efter 2020.  

Det andet store landbrugstema jeg møder hernede, er den nye økologi-forordning. Den lovgivning og regulering af økologi-mærkningen, vi har i Europa i dag er 20 år gammel og de fleste aktører synes det er fornuftigt at opdatere den. Men hvordan? Det havde den forrige kommissær et bud på og efter fire års forhandlinger - under en ny kommissær med helt andre prioriteringer - er den reformerede ordning nu nået ind i sin sidste fase. (Hvis man gerne vil forstå lovgivningsprocessen henviser jeg til linket ovenfor (på engelsk)). Men til det allersidste er der tvivl om den bliver vedtaget, blandt dem jeg talte med var det ca. 50-50. Problemet, så vidt jeg forstår, er at de økologiske producenters interesseorganisation er imod, primært fordi den nye regulering indeholder nogle ret drastiske sanktioner - hvor f.eks. de danske økologiske æbleproducenter, der de senere år er blevet smittet med pesticidrester af naboens sprøjtning, i fremtiden ville miste ikke kun høsten, men deres økologiske licens.

Det bliver spændende at se hvad udfaldet bliver.

I næste blog-indlæg vil jeg berette om sidste uges møde i Parlamentets Landbrugs- og landdistriktsudvalget, der havde potentialet til at blive noget at et tilløbsstykke med en annonceret debat mellem Landbrugskommissæren Phil Hogan og Konkurrencekommissæren Magrethe Vestager om karteldannelse i fødevaresektoren.

Men før jeg helt forlader dette blog-indlæg, vil jeg dele en hel anden betragtning fra Bruxelles. 

Som det også er blevet diskuteret op og ned af stolper i de danske medier, har Brexit kastet det europæiske projekt ud i noget der ligner en identitetskrise. Brexit er selvfølgelig kun een af mange opløsningstendenser og konkrete udfordringer EU slås med i disse år, men fælles for dem alle synes at være den manglende fælles kulturelle reference. Det er ikke lykkedes trods snart 50 års forsøg, at give EU-borgeren en holdbar kollektiv identitet. En overbygning til alle de andre identiteter vi slæber rundt med, som definerer os som europæere. Jeg formoder at der sidder en frygtelig masse kultur-specialister et sted i Bruxelles og river sig i håret over hvordan den lokale nationalisme kan transformeres til en EU-nationalisme. 

Jeg ved ikke om det er det kontor, der sætte kampagnemateriale op i metrostationerne i Bruxelles, men jeg stod af på en station hvor den europæiske identitet var afbilledet, i form af 3 meter høje fotostater af skuespillere, der kropsliggjorde vores fælles kultur med følgende kogebogsopskrift:  Opløs i lunkent vand lige dele Schumann, Monnet, Montaigne, Rabelais, Europa (en nøgen kvinde med blottede bryster på en hvid tyr), Erasmus, Zweig, More, Voltaire og Baudelaire.

                                                           Francois Rabelais 1483-1533

På mange måder ville jeg gerne ønske mig den identitet, men vil Europas borgere?

Jeg så en statistik, der viste at hver eneste skatteyder i Europa betaler ca. 600 kr om året pr. håndboldbane landbrugsjord i støtte til fødevareerhvervet. (Og en håndboldbane er præcis det areal, hvis ligeligt fordelt, som hver beboer på kloden i 2017 har til rådighed til fødevareproduktion).
Man kunne lidt polemisk sige, at det vi som europæere konkret har til fælles i Europa, er landbrugsstøtten. Er landbruget så en værdig repræsentant for den kultur vi gerne vil være fælles om?