Landbrugets gæld afsnit 6

I sidste uge skrev pro-dekan og professor MSO ved Plante- og Miljøvidenskab på KU, Andreas de Neergaard en kommentar i Altinget, hvorfra dette fragment er hentet.

"Økonomerne har fortsat besvær med at indregne prisen på eksternaliteter, og derfor må der tages politisk lederskab om en samlende vision.

Der er kun god økonomi i langsigtet bæredygtige løsninger. Det er ikke radikalt at blive vegetar eller droppe flyrejser – det er et forbillede, som ikke alle kan realisere, men alle skal lade sig inspirere af....Der er brug for en samlet vision, en realistisk, optimistisk fremtidstro, som kan trække os og dermed verden fremad.

Det gør vi allerede, siger du? Nej, det går for langsomt. Der er for meget greenwashing, og det er slet, slet ikke ambitiøst nok."

De Neergaards pointer vender vi tilbage til, og vi skal nok også huske at indhente om ikke alle, så nogle af de spørgsmål, der blev formuleret i første afsnit af denne lille miniserie. 

Det forsøger jeg at gøre i de to næste afsnit, inden jeg drager til Folkemødet for at være fødevare-beredskabsekspert.

For der sker jo mange andre væsentlige politiske, forsknings- og civilsamfundsmæssige favntag med landbruget og dets vilkår her i valgåret - der er der under 12 måneder til, hvilket man også ser i den omsiggribende 'greenwashing' regeringen er i gang med - så det glæder vi os til snart igen at kommentere på. Men i dette afsnit har jeg varslet, at det er landbrugets interne italesættelse af gælden og hvordan den er opstået, der skal være temaet.

Inden jeg sakser fra den interne debat, minder jeg lige om et spørgsmål til Esben Lunde fra de Radikales Andreas Steensberg, stillet 14 januar 2015 - og svaret på 11 marts 2016 (!).

"Spørgsmål nr. 379 (alm. del) 

Hvor meget bliver landbrugets årlige statsstøtte i 2016, 2017, 2018, 2019, 2020 inkl. alt i ’redegørelse om erhvervsstøtte’, herunder skatteregler, forskningsmidler fra både Miljø- og Fødevareministeriet og Ministeriet for Forskning, landbrugspakken og EU’s støtte?" 

Svaret finder I nederst i indlægget.

"Aspecto har lavet en undersøgelse af landmænds holdninger. De har blandt andet spurgt jer, "hvad er det værste ved at være landmand?" Resultatet er slående. 70 procent af jer peger på bureaukrati
14 procent siger den økonomiske usikkerhed. Tænk lige over det." 

Sådan sagde L&Fs formand Martin Merrild på delegeret-mødet i Herning i  2015.

Denne påstand havde to dage forinden haft en endnu mere skinger retorik ved en 'netværks-konference' på Christiansborg arrangeret af CEPOS og Landbrug & Fødevarer, hvor direktør i L&F Flemming Nør-Pedersen sagde: 

"(...) miljøpolitikken i Danmark koster årligt dansk landbrug fire milliarder - plus et ukendt antal millliarder af 'offer-omkostninger'. Det er alle de investeringer og produktion som landmænd i Danmark på forhånd undlader at gennemføre, selv om det forretningsmæssigt kunne være fornuftigt. Men de lader være, fordi de støder hovedet mod en eller anden miljø-regel (...) ikke i tvivl om at danske landmænd har markant dårligere politisk bestemte rammevilkår end deres kolleger i Sverige, Tyskland og Holland." (Landbrugsavisen 2/11/2015) 

Dette var kort efter, at COWI-rapporten var udkommet, den uafhængige rapport, der skulle kortlægge rammevikårenes konkurrencedygtighed overfor vores primære rivaler på det internationale fødevaremarked. Rapporten konkluderede meget entydigt at rammevilkårene var konkurrencedygtige, men at den høje gæld i dansk landbrug, 3-4-5 gange højere end i de andre lande, udgjorde den største konkurrence-ulempe. 

Aspectos undersøgelse viser i øvrigt, at kun 2 % af de adspurgte mener, at anerkendelse fra naboer og lokalsamfund er vigtigt.

Uanset tallenes og påstandenes validitet fra Landbrug&Fødevarer, så er det på den anden side også klart, at jo mere det bliver sagt, og at 'overimplementering' og 'regel-tyranniet' bliver lagt for had og hån i landbrugsmedierne, jo mere bliver det en accepteret sandhed. Det bliver i hvert fald svært at have den modsatte mening i landboforeningen eller på landbrugsskolen. 

Dette træk ved landbrugskulturen har måske nok eksisteret siden ruder konge var knægt, men synes kun at være blevet forstærket, siden finanskrisen. Landbrugets medier har haft sin egen forklaring på gældskrisen, der bliver gentaget til hudløshed : 

”(...)Er der særligt tre forhold, der har ført til, at jordpriserne er mere end tredoblet, og at gælden er vokset eksplosivt siden 2000. Det er for det første avancebeskatningen ved generationsskifte. For det andet landbrugsloven, herunder harmoni- og ejerkrav i forbindelse med husdyrproduktionen. Og for det tredje lovgivning og forvaltning omkring landbrugets miljøgodkendelser.” (www.maskinbladet.dk/artikel/ulige-rammevilkar-odelaeggende-landbrugets-konkurrenceevne 19/2/2010) 

Man kan synes at det virker mærkværdigt og usandsynligt, at en hel befolkningsgruppe så vedholdende fornægter fakta og bruger så meget energi og politisk indflydelse på at jagte forhold omkring landbrugspolitiken, der ikke løser de fundamentale problemer. Er der da slet ingen i landbruget, der erkender årsags-sammenhængene? Det bedste svar på det spørgmål, synes jeg tidligere professor på Etnologi ved KU, Palle O Christiansen gav i sin bog: En Livsform på tvangsauktion - helt tilbage i 1982. Selvom det er næsten 40 år siden, har hans iagtagelser stadig gyldighed, i mine øjne.

Det lidt lange citat kommer fra kapitlet: 'Staten som uhyre'. 

"Her står vi over for det interessante forhold, at taler man alment om problemet, er det samfundets skyld, at så mange har måttet forlade landbruget. Men drøfter man konkrete personlige tilfælde, forklares de ved, at manden ikke slog til. Landmandens forestilling om tingenes sammenhæng er, som det så ofte er tilfældet med en livsforms ideologi, logisk set umulig. (...)Når landmændene udkonkurrerer hverandre og i denne proces selv er med til, at investeringerne i ny teknik presses opad, gør denne modsætning i deres produktionsmåde det nødvendigt at transformere problemet til de landsdækkende landmandsorganisationer. Deres politiske krav bliver (...) nationale krav i EU, hvor de uundgåeligt kommer i konflikt med den 'fælles landbrugspolitik'. Her ser man gang efter gang, at der ikke eksisterer nogen form for såkaldt solidaritet mellem landmænd i de forskellige lande. De konkurrerer også indbyrdes, og hver nations landmænd prøver at presse deres regering til at tilvejebringe så gode konkurrencevilkår som muligt til sig selv. Det ene lands landmænd beklager sig over, at der i nabolandet bliver holdt liv i for små og ikke bæredygtige bedrifter (Danmark over for Sydtyskland, England over for Danmark) Men inden for det enkelte lands grænser kan landmændene dårligt give sig selv og den efterstræbte frihed som selvstændig producent skylden for den udvikling, som deres deltagelse i både den nationale og internationale konkurrence medfører. Man kan ikke gøre de strukturelle modsætninger i sin egen produktion og livsform til syndebuk. Men gennem den eneste retning, som det er muligt for organisationerne at transformere disse interne modsætninger i, kan det lade sig gøre at finde et subjekt, som kan indtage rolle som syndebuk, nemlig nationalstaten. Denne stat tillægges nu tanker, vilje, træghed, tålmodighed, ondskab ect. Dermed er det, som det fx ses i landbrugspressen og på møder, muligt at føre en fiktiv dialog med dette uhyre, som nærmest betragtes som værende uden for strukturen." (Christiansen1982:180 -183) 

Denne iagttagelse, at den enkelte landmand altid bliver bedømt ud fra hans kompetencer, mens at hele erhvervets situation bliver bedømt ud fra 'dårlige rammevilkår' -  har jeg også gjort i mine feltstudier. 

Hvis landbruget ikke selv vil eller kan se gælden som en funktion af forretningsmodellen, så er det jo svært at komme i dialog omkring hvordan man nedbringer gælden.

Og til svaret på spørgsmålet:

"Det lægges til grund, at der med statsstøtte henvises til midler – nationale og fra EU – som enten direkte eller indirekte går til landbrugs- og fødevaresektoren – fx via klassisk landbrugsstøtte, frivillige tilskudsordninger, forskningsmidler, særlige skatteforhold o.l. "

Svaret fra ministeriet lyder, at dansk landbrug i årene 2016-2020 samlet modtager ca. 37 milliarder kroner, et beløb som dog ikke indeholder alle de forskningskroner, som vi beskrev i sidste indlæg, for som ministeriet lidt længere nede i svaret skriver.

"Foruden de i tabel 1 opgjorte midler, afholdes der også udgifter til forskningsbaseret myndighedsbetjening under Miljø- og Fødevareministeriets finanslovsparagraf (§ 24). Disse midler indgår dog ikke i ’Redegørelse om 
erhvervsfremme og støtte’, hvorfor de ikke er medtaget i tabellen. Miljø- og Fødevareministeriet indgår hvert år aftaler med universiteterne om forskningsbaseret myndighedsbetjening. Denne sektorunderstøttende forskning udgør i størrelsesordenen 500 mio. kr. årligt i forhold til landbrugs- og fødevaresektoren (fiskeri og akvakultur undtaget). "

Landbrugets gæld afsnit 5

Forskerne og rådgivernes rolle.

Som alle andre forsøg på at kortlægge årsagerne til landbrugets gæld, er også forskningen/rådgivningen bag erhvervets udvikling uhyre kompleks.

Vi simplificere tingene ved at opdele forskningspåvirkningen i en pro-strukturudvikling og mere kritisk tilgang. Der er langtfra vandtætte skodder mellem de to verdener,  men vi forsøger i denne korte oversigt, at belyse kontrasterne mellem de analyser, der har drevet struktur-udviklingen - og derfor også retteligt bør svare for landbrugsgælden, og så de analyser, der har peget på de potentielt uheldige (økonomiske) konsekvenser. 

Som nævnt i det første afsnit, skal landbrugets udvikling selvsagt ses i sammenhæng med det øvrige samfunds udvikling. Danmark har groft sagt været meget teknologi-parat i alle sektorer af samfundet - og landbruget, som godt kan siges at have været drivkraften bag meget teknologiimplementering i det 20 århundrede, har - i hvert fald i mine øjne - på en måde skabt sit eget frankenstein-monster. Ved at fokusere på effektivitet og produktivitet gennem forskning og teknologi, har man i en alliance mellem stat og erhverv, oparbejdet en stor fødevareforskningssektor, som i sin egen ret er blevet en væsentlig eksportør af know-how. 

Forskning fylder rigtigt meget i dansk landbrug. De store danske landbrugsforsknings-institutioner i København og Aarhus optræder konsekvent i toppen af listen over verdens førende indenfor fødevareforskning. Mange internationale forskere kommer hertil for at drage nytte af Danmarks førende position på feltet. Disse vidensinstitutioner har også status af myndighedsbetjenende instanser. Det er altså forskning herfra, der danner baggrund for de politiske rammevilkår. 

Jeg har ikke kunnet finde eksakte tal på hvor mange penge Staten investerer i sektoren - eller hvor mange eksportindtægter investeringerne giver - men 

det fremgår af Globaliseringsrådets notater, at landbrugsrelateret forskning modtog nær ved 50 % af de samlede sektor-forskningsmidler i 2005. Og IFRO skrev i deres 2014-rapport:

"Danmark er et af de lande i OECD, der bruger flest penge på den brede fødevareforskning, og det skal vi blive ved med." (Lind/Zobbe 2014:265). 

Fødevareforskningen har altså opnået en selvstændig værdi, der rækker ud over interesserne i  dansk landbrug - og man kan godt få fornemmelsen af at danske landmænd i nogen grad bliver spændt for en teknologi-vogn, af forskningsinstitutionerne, som eksemplet med Månegisen herunder. 

Man kan kort sammenfatte dette således: Dansk landbrugs stærke placering på de internationale markeder skylder den stærke alliance mellem Staten, forskerne og erhvervet sin succes. Men det er ikke uvildig forskning. Det er forskning, der er indlejret i en særlig teknologi-dagsorden, ofte bestilt til at undersøge specifikke kommercielle potentialer, og det er forskningsresultater, der underbygger rationalet bag strukturudviklingen og de dominerende driftsformer. Et eksempel på det problematiske i denne ensretning, kom med EUs ophævelse af mælkekvoterne. 

"Mere mælk fra køerne er ensbetydende med flere arbejdspladser.
1. april hæver EU mælkekvoterne, og hos Landbrug og Fødevarer forventer man, at det vil give 5500 nye arbejdspladser landet over. Vi får lidt større råderum, når vi ikke hele tiden skal holde os op mod en kvote. Det giver en frihed, som vi ser frem til, siger landmand Niels Klovborg fra Tylstrup nord for Aalborg. På hans gård med 1100 køer forventer han, at de nuværende 10 ansatte bliver suppleret med yderligere to og at han kan anskaffe sig et par hundrede ekstra køer, når mælkekvoterne forsvinder.
Juleaften falder i år 1. april
I Nordjylland forudser cheføkonom hos Landbrug og Fødevarer, Thomas Søby, at det over de næste fem år vil betyde omkring 1000 flere job.
- Det er jo noget, vi har talt ned til, så det er jo næsten ligesom juleaften, siger han." 

(uddrag af artikel på DRs hjemmeside 19-03-2015) 

Som de fleste vil vide gik det lige modsat, tusinder af mælkeproducenter herhjemme gik konkurs fordi overproduktion fik prisen til at falde - og EU måtte igen - modvilligt - ind med store krisepakker, der udbetalte ekstra penge til de landmænd, der troede det var juleaften hvis de blot skruede op for produktionen.

Det er iøvrigt værd at bemærke, at andelselskabet Arla sluttede regnskabsåret med rekordoverskud.

"Arla fyrer 500 medarbejdere under overskriften Good Growth. Koncernen fik rekordoverskud i 2015. Direktøren og vice-direktøren i Arla får lønstigning på 32 %." (Landbrugsavisen 6/2/2016) 

Denne nyhed fik faktisk mange i erhvervet til at diskutere modsætnings-forholdene, men denne diskussion endte næsten altid med - den af forskerne bevidnede konklusion: man kan ikke vende udviklingen.

(Illustration Henning Otte Hansen/IFRO: Landbruget bliver big business 2016)

Hvor forskningsmæssigt validt det er at sammenligne danske gårdes størrelse med netop de tre lande, diskuterer jeg ikke - her blot ment som en illustration af hvilke dagsordener der sættes internt i erhvervet.

Vi står altså ifølge disse forskningsbriller med en driftsform, der som middel og mål har øget produktion og ekspansion. Overalt i forskning, uddannelse, rådgivning og interessevaretagelse italesættes denne superproduktivisme som den eneste vej frem for det danske landbrug - og politikkerne bakker op. 

Månegrisen, det sidste årtis største forskningsmæssige sats, er et godt eksempel. 

"Månegrisen er en fremtidsvision om, at miljøhensyn, dyrevelfærd og øget svineproduktion kan gå hånd i hånd. Månegrisen skal give input til fremtidig regulering, som på den ene side imødekommer de miljømæssige udfordringer og på den anden side giver landmændene en større fleksibilitet til at udvide deres produktion. Det kunne fx være en regulering, hvor der er øget fokus på udledning til omgivelserne end på antal dyr i stalden. Månegrisen skal demonstrere, at det er muligt at integrere måleudstyr i staldene og derved regulere svineproduktionen i henhold til dens output frem for input. Projektet er ligeså ambitiøst, som det var at sætte en mand på månen – deraf navnet Månegris – da hverken teknologien eller reguleringen er udviklet. Månegrisen skal via to spor levere vigtigt input til, hvordan lovgivningen på længere sigt bedst skrues sammen: 

• Ny teknologi: Udvikling af teknologi, der tager højde for dyrevelfærd, optimerer udnyttelsen af ressourcer i produktionen og gør det muligt at måle, hvad svineproduktionen udleder. 

• En Månegrisstald: En modelstald, der med de nyeste teknologier demonstrerer, at det er muligt og rentabelt at måle og minimere svineproduktionens belastning af miljøet, dyr og omgivelser. Stalden forventes at stå færdig i 2016" (www.naturerhverv.dk/maanegrisen/faktaark ) 

Alt dette har med næsten fatalistiske søvngængerskridt ført os frem til en situation i dansk landbrug, hvor en landmand ikke længere kan honorere de kapitalkrav, der kræves for at drive et moderne dansk landbrug. 

Og da landbrugsgælden er så høj, er det svært at se hvordan bankerne kan forsvare at låne endnu flere penge ud - hvad enten det gælder køb og salg af ejendomme - eller investeringer i teknologi. Der var altså kun den sidste udvej: at få eksterne investorer ind. Defor lov nr. 39 og 37, der ophævede alle begrænsninger for denne type investering (nogle venstre-politikere var endda så pædagogiske, at kalde det risiko-venlig kapital). 

Og i min analyse var det forudsigeligt, at man ville følge op med Fødevare- og Landbrugspakken, netop for at tiltrække investorerne, der mildest talt har været fodslæbende - måske fordi de ikke har nøjes med at læse erhvervets egne analyser!

 For uanset hvilke briller man ser erhvervets økonomi med kan det konstateres, ved en gennemgang af nøgletal, at landbrugets evne til at forrente investeringerne i perioden 1992-2012 gennemsnitligt har ligget 1,2 % under den reale lånerente (Kærgård 2014:241). Det er netop dette lidet attraktive afkast, der holder investorerne tilbage - og som ligger bag citatet fra Det Økonomiske Råd, vi bragte i sidste indlæg.

Men der er en yderligere dimension i denne udregning. Man bør nemlig være opmærksom på, at denne forrentningsprocent delvist er et produkt af den arbejdstidsnøgle, som bankerne og økonomerne vurderer landbrugenes rentabilitet, solvens og låntagningsmuligheder efter. 

Det betyder f.eks., at mindre landbrug med en stabil balance mellem indtægt, investeringer og afkast udadtil har en ringe rentabilitet og dermed har svært ved at få lån og ofte 'tvinges' til at udvide ved et generationsskifte. 

I både grundlaget for L39, i bankernes vurdering af kreditværdighed og i de økonomiske vismænds analyser af erhvervets fremtid er udgangspunktet en specifik model baseret på arbejdstid i forhold til jordtillæggende. En heltidsbedrift er en bedrift, hvor standard-arbejdstiden er over 1.665 timer pr. år. “(...) prisen på landbrugsjord - i stigende grad bestemmes af kapitalafkastet i større heltidsbedrifter og af det marginale afkast ved bedriftsudvidelser, der begge ligger på et noget højere niveau end det gennemsnitlige kapitalafkast i alle heltidsbedrifter under ét." (IFRO 2004)


For at perspektivere dette og igen gøre opmærksom på hvordan der efter min mening alt for ensidigt forskningsmæssigt bliver satset på at støtte større og mere teknologisk oprustede bedrifter - slutter vi dagens indlæg af med en kommentar fra en professor i økonomi ved CBS, der i sine unge dage bidrog til en kritisk bog om landbrugets økonomi. Bogen konkluderede:

"Det er nok en kendsgerning, at landbrugspolitikkens egentlige målsætning ikke erkendes i større omfang. Ikke så få landmænd - både små og store - står sammen i en opfattelse af, at landbruget er et af de få liberale erhverv, som er tilbage; at de ville klare sig glimrende, blot det ikke var for den urimelige konkurrence fra lande med bedre subsidier, bedre jord og bedre vejr, og at landmænd møder mangel på forståelse fra politikere og forbrugere. Men den manglende afklaring af målsætningen medvirker til at fastlåse en landbrugspolitik, der i hvert fald ikke er til de små landmænds fordel" (Groes 1991)

De økonomiske beregninger i bogen, som var grundige, blev foretaget af professor i økonomi ved Handelshøjskolen, i dag professor ved CBS, Michael Møller. Jeg interviewede Møller med henblik på at få et indblik i datidens debat, særligt de økonomiske aspekter. Hans erindring om debatten dengang var, at den var ikke-eksisterende. 

"(...) det irriterede os lidt at forrentningerne var så lave og der var så lidt rationel fornuft i landbrugspolitikken, det var nok det der fik os i gang (...) forskere bliver hurtigt trætte af at beskæftige sig med noget hvor man ingen gennemslagskraft får, sådan er det med landbruget. Interesseorganisationerne fik det som de ville" (Telefon-interview 2/6/2016). 

Her, som i så mange andre landbrugssammenhænge, smelter forskning, lobbyisme og politik sammen, de henter legitimitet hos hverandre og præger, hvis ikke ligefrem sætter rammerne for den måde man diskuterer udfordringerne på. Men det gøres, som vist her, ofte i modsætning til den egentlige økonomiske virkelighed erhvervet står i. 

I næste afsnit vil vi fokusere på hvordan landbruget selv ser sin økonomi og hvilke forklaringer af gælden, der italesættes internt.

Landbrugets gæld afsnit 4

I sidste indlæg introducerede vi 'landbrugets trædemølle' - den logik, der ligger bag at dansk landbrug hvert år er tvunget til at forhøje produktiviteten for at være konkurrence-dygtige på stykprisen. At øge produktiviteten har danske landmænd været rigtigt dygtige til - og det er alt andet lige forudsætningen for at vi overhovedet har det landbrug vi har. Og om et andet ville have været muligt, er en kontrafaktisk historieskrivning jeg ikke vil begive mig ud i.

Men som økonomerne, der blev citeret i sidste indlæg gjorde opmærksom på, så indeholder den øgede produktivitet en række indre modsætningsforhold. Et af dem er, at der udfolder sig et helt naturligt udskillelsesløb, hvor gårdene nærmest er tvunget til at opsluge hinanden for at blive større. Størrelsen er ikke et mål i sig selv, men en nødvendighed for at kunne implementere teknologi og løsninger, der hele tiden muliggør en forøgelse af produktiviteten.

At der er nogle andre modsætningsforhold og at denne analyse ikke kun basere sig på en selektiv læsning af landbrugsøkonomer, kan det Økonomiske Råd bevidne.

“(...) og da denne proces forventes at foregå i en lang periode i fremtiden, er der udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.” (De Økonomiske Råds rapport 2010: 61)

Man kan efter min mening godt læse udsagnet, som et argument for simpelthen at nedlægge landbruget - det koster os flere penge end det giver ind.

Det er landbrugets interesseorganisationer selvfølgelig lodret uenig i. Og det er deres parlamentariske bagland selvsagt også. De hævder at landbruget er en rigtig god forretning for Danmark.

Men hvorledes gør man egentlig det regnestykke op?

Det er vel et af kernespørgsmålene - ikke bare i forhold til denne series tema: landbrugsgælden, men i forhold til hele landbrugsdebatten.

Det kan jeg ikke nå rundt om. Men har lyst til lige at pege på, at der er rigtig mange eksternaliteter vi normalt ikke har med, når der politisk bliver taget favntag med landbrugsøkonomien. Og det må undre een, at der i et land med så mange liberale og ultraliberale ministre og økonomer, så sjældent bliver taget fat i de mange indirekte støtte-kroner man forærer landbruget - ofte på bekostning af andre sektorer. Man får en fornemmelse af at landbruget er fredet i denne sammenhæng. Men der findes eksempler, hvor man har svært ved at undgå associationer til fødevare-erhvervet. 

 "Infrastruktur er afgørende for at virksomheder effektivt kan købe og sælge varer, og for at borgernes valg af arbejdsplads bliver mere fleksibelt og dermed bidrager til at sikre et godt match mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Men det er ikke alle offentlige udgifter, der styrker produktiviteten og arbejdsudbuddet. 

Et eksempel på det modsatte er selektiv erhvervsstøtte, der risikerer at holde liv i lavproduktive brancher, og som ovenikøbet giver virksomheder tilskyndelse til at bruge ressourcer på at opnå støtten." 

(Børsen Onsdag 28/6/2017 Michael Svarer, Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen, Thorben Tranæs Formandskabet for det Økonomiske Råd).

Sproget er holdt i abstrakte termer og vi kan derfor ikke vide om det er landbruget der tales om. Men Børsen-indlægget kom i samme uge, som at NIRAS/GEUS offentliggjorde deres beregninger om de ekstra omkostninger Fødevare-og Landbrugspakken ville tilføje vandværkerne. Helt kort vakte rapporten en voldsom diskussion om hvorvidt regningen - godt 250 mio. kr. - skal sendes videre til kommunerne og forbrugerne, eller om landbruget selv skal være med til at betale omkostningerne. Her er ministeren og kommunerne fortsat uenige.

Helt aktuelt pågår implementeringen af Paris-aftalen/EUs klimagas-reduktionsmål, der betyder at Danmark skal reducere emissionerne fra landbrug (og transport) med 39% frem til 2030. De høje reduktionskrav har længe været spået som en korsvej for dansk landbrugsproduktion, der med sin store husdyrproduktion har et markant klimafodaftryk. Men regeringen, godt hjulpet af erhvervet, har - som jeg forstår den kommende regulering - foreslået helt at undtage landbruget for reduktioner. Landbruget skal ikke løfte nogen del af byrden, fordi det vil forringe dets konkurrence-styrke, derimod vil man ved hjælp af 'fleksibilitets-ordningen' kompensere for landbrugets andel, ved at øge indsatsen andre steder. Det er imod de fleste eksperters anbefalinger, herunder regeringens eget klima-panel, men her synes igen at herske denne underlige politiske konsensus, at vi skal støtte vores landbrug, koste hvad det vil.

Pointen er, at hvis vi udregner eller forestiller os, at de indirekte støtte-midler skal fordeles mere samfundsøkonomisk rationelt, så ser landbrugets økonomi og dermed gæld ganske anderledes ud.