småt er godt og stort er stærkt

Mandag  d. 6 februar arrangerede Kooperationen konference om landdistriktsudvikling på Christiansborg. Heldagsarrangementet bød på en lang række indlæg af aktører, der havde brugt andelstanken til at organisere ejerskab eller forretningsmodel.

  Kirsten Malling Olsen præsenterer dagens program under overskriften: Den nye andelsorganisering..

Her præsenteredes blandt andet Thorup Kystfiskerlaug og Smagen af Danmark, et netværk for mindre fødevareproducenter. At være en 'mindre fødevareproducent' betyder oftest, at det er en hobby eller deltidslandmand, eventuelt en entreprenør uden jordtillæggende, med  hovederhverv i en anden branche, og som har en nicheproduktion af et specialprodukt. Det kan være alt fra kirsebærvin til en gårdbutik med egne grønsager. Jeg talte med formanden Laurids Siig Christensen i frokostpausen, og kendetegnende for foreningen havde han selv frilandsgæs på Sejrø, men arbejdede i øvrigt som ingeniør.

Hans perspektiv på fødevarehvervets udfordringer lå ikke langt fra mine egne. Der bliver gjort alt for lidt i Danmark, for at støtte vækstlaget af mindre specialproduktioner og fødevareproducenter. De store landbrugsorganisationer sidder tungt på både støttemidler og forskningsinstitutioner, hvilket betyder at det er de dominerende driftsgrene svin og mælk, der får hele opmærksomheden.

Konferencens faglige vinkel stod Professor Hanne Tanwig for. En ca. 100 sider rapport om vækst og vanskeligheder i landdistrikterne var delt ud ved indgangen.*

En af hovedkonklusionerne, som Tanwig også præsenterede i sit indlæg, var at det ofte er folk 'udefra' -  tilflyttere, der er drivkræfter i at lave netværk og skabe lokale værdikæder i provinsen.  Det lød i mine øre som den samme pointe Smagen af Danmark havde i forhold til udvikling af landbrugets forretningsmodeller. Nytænkning kræver nye tanker.

I forlængelse af mandagens konference lagde debatmødet om torsdagen, arrangeret af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister sig meget elegant. Arrangementet begyndte med at kåre 'årets landbrugsartikel'. Prisen gik til LandbrugsAvisens Fredeik Thalbitzer med en artikel fra marts 2016 med den sigende overskrift:  Specialproduktion er guldet i dansk landbrug. Læs artiklen, tallene taler for sig selv, om at så at sige.  

Debatten foregik mellem undertegnede, Landboungdoms formand Peter Jørgen Koch, og tænketanken Frejs Iben Krogh Rasmussen.

På spørgsmålet om hvilken bedrift han drømte om svarede Peter, at det meget vel kunne være en deltidsbedrift med nicheproduktion, det vigtigste var at det kunne betale sig. Iben, der fortalte at hun kom fra en konventionel svinebedrift på Lolland, hvor hendes far eksporterede smågrise til Polen ville gerne have vi også anderkendte bidraget fra den bærende del af erhvervet,  at der var masser af svineproducenter hvis økonomi var god.

Det var dog ikke helt det indtryk man fik på det aftenmøde, afholdt samme sted som Kooperationens konference, som Iben selv var vært for et par dage forinden.

Her havde Tænketanken Frej og DJØF inviteret et 'oplysningsarrangement' om EUs landbrugstøtte: EUs landbrugsstøtte: støtteben eller spændetrøje?

 Her gennemgik tidligere institutleder på IFRO Henrik Zobbe landbrugsstøttens historie, sammensætning og betydning, Frank Øland cheføkonom i Landbrug&Fødevarer analyserede de mulige konsekvenser af en udfasning af landbrugsstøtten, Erling Bonnesen Venstres fødevareordfører gentog vanen tro hvad Landbrug&Fødevarer mente og Anders Vistisen Europaparlamentariker for Dansk Folkeparti kritiserede støttens nuværende funktion.

Man kan have lov at mene, at det var lidt ærgeligt, at der ikke var en større bredde i panelet. Det var 4 repræsentanter for blå bloks landbrugspolitik, der var samlet. Hvis man virkelig vil 'nuancere fødevaredebatten', som Frej gerne skilter med, virker det utroværdigt ikke at stille regeringens holdninger op overfor nogle fra oppositionen eller en repræsentant for en miljøorganisation. Det var kun et par uger siden at Det Økologiske Råd havde afholdt en stor konference på Christiansborg om EUs landbrugsstøtte - men Frej ønskede åbenbart at diskussionen skulle blive i familien blå. Det så man blandt andet afspejlet ved, at under de to 'vox populi'-afstemninger i salen om støttens fremtid, stemte alle paneldeltagerne identisk imod at stille større krav til landbruget.

Men arrangement vil alligevel få en mindeværdig plads i min landbrugsdagbog. For første gang i al den tid jeg har beskæftiget mig med landbrug, kunne man høre Landbrug&Fødevarer argumentere for at landbrugsstøtten bør bevares uændret.

I en menneskealder har landbruget argumenteret for en afvikling af støtten og de frie markedskræfter, med det bagvedliggende rationale at dansk landbrug med sit høje effektivitet- og produktionsniveau var bedst stillet i en fri konkurrence. Den holdning har man nu forladt. Nu var perspektivet at landmændene fortjente en støtte for al det gode de gjorde.

Frank Øland kommenterer sit slide: Landbrugsstøtten er populær i EU. Ifølge L&Fs cheføkonom mener 85% af EUs borgere, at landbrugsstøtten er for lav!

Ganske forbløffende sluttede Øland sin powerpoint af med en slide der viste, at hvis man afviklede støtten ville først landbruget gå konkurs, så en række banker - og til sidst ville staten være nødsaget til at træde til med en Bankpakke 3. Skatteyderne skulle altså vare sig for at skære i landbrugsstøtten, det kom kun til at gå ud over dem selv. Lur mig om ikke den slide bliver redigeret ud af Ødahls præsentation. (Man skal jo huske på at det kun er et lille halvt år siden han kom til Landbrug&Fødevarer fra Danske Bank).

Personligt synes jeg at det grænser til det pinlige når Erling Bonnesen minuttet efter får mikrofonen og gentager alt hvad Øland lige havde sagt, helt ned i samme ordvalg og sprobrug.

Alle de velkendte argumenter var nu vendt på hovedet og Danmarks liberale parti mener nu at landbruget skal undtages markedets kræfter.

Der var langt mindre slinger i valsen hos Henrik Zobbe. Han forklarede hvordan at landbrugsstøtten er kapitaliseret i jordprisen og dermed  ingen indkomsteffekt har for landmændene. Men hans centrale argument var, at støtten bund og grund var et frygteligt spild af penge og ressourcer. følge Zobbe brugte NaturErhvervsstyrelsen totredjedele af budgettet på at administrere EUs landbrugsstøtte. Men hans argumenter prellede af på Øland og Bonnesen, der mente at der var mange gode samfundsøkonomiske grunde til at landmænd skulle have støtte - omend de ikke fremførte dem den aften.  Anders Vistisen talte for at målrette landbrugsstøtten nogle lidt bredere prioriteringer, men en egentlig diskussion kom det aldrig til. Læs eventuelt Altingets udemærkede dækning af arrangementet, der også nævner Frejs tætte kontakt med Landbrug&Fødevarer. Og hvis man virkelig gerne vil blive lidt klogere på EUs landbrugspolitik, så læs på denne hjemmeside.

Iben Krogh Rasmussen fra Frej kommenterer afstemningen om hvorvidt den kommende reform af EUs landbrugsstøtte skal fokusere på flere grønne virkemidler.

Fra Kooperationen og debatmødets ideer om lokale værdikæder og større fokus på den enkelte bedrifts bundlinje, sluttes dette blog-indlæg altså af med det herskende perspektiv, at landbrugsstøtten er til for bankerne og det har vi ikke råd til at lave om på.

Som en lille krølle på alt det faglige. Efter arrangementet havde vi bestilt bord i restauranten i Christiansborgs tårn. Her reklameres der med danske specialiteter og råvarer. Og helt i tråd med pointerne fremført her, var både de enkelte retter vi spiste og de produkter, udstillet i glasmontre, man kunne købe med hjem, fødevarer fra mindre nicheproduktioner og medlemmer af Smagen af Danmark. Maden, servicen og udsigten var i øvrigt fortrinlig og anbefalelsesværdig.

* Organisering af lokalsamfunds udviklingsarbejde: Lokal strategisk kapacitet i landdistrikter.

(KU/IGN rapport juli 2016)

Alliancen og Fortællingen

Torsdag d.26 januar åbnede 'Danmarks største fødevaremarked' Westmarket på Vesterbrogade i København. Når alle butikker er på plads vil der være 64 forskellige steder at købe....ja jeg ved ikke helt om man kan kalde det fødevarer. På selve åbningsdagen var det under halvdelen af forretningerne der var parate og blandt dem var der en håndfuld kaffe-boder, øl-butikker og fastfood-oplevelser.

Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen af de gæster der var mødt op, ved at hævde at det var en mager og ikke særlig inspirerende eller vitaminrig begivenhed.

Det var til gengæld åbningstalen, der synes skrevet til en hel anden begivenhed. Forfatteren, foredragsholderen og livskvalitetsaktivisten Lone Vittus aka Lone Landmand holdt en tale, hvor en af pointerne var, at vi alle har medansvar for hvordan fødevareproduktionen foregår. Vi - os der spiser mad hver dag - kan, og bør ifølge Lone Landmand være os det ansvar bevidste.

Det er sådan cirka den samme pointe, som jeg og viceformand i Landbrug&Fødevarer Lone Andersen formulerede i mandagens landbrugsarrangement i Ringkøbing: Kun gennem en alliance mellem forbrugerne (befolkningen) og landmændene kan der skabes en levedygtig fremtid for primær-erhvervet herhjemme.

Jeg har fået lov at dele Lone Landmands tale med jer:

Vi har brug for gode historier. For noget at tro på og glædes over.

Mad er en af de få ting i denne verden, som er for alle. Uanset køn, alder, religion, politisk ståsted eller mangel på samme. Mad er en nødvendighed, og ofte opfattes det nødvendige som trivielt og en anelse belastende. Også her skiller maden sig ud – den giver nydelse, kan sprede glæde og sammenhørighed og fremfor alt er mad universel og inkluderende. At spise et måltid sammen giver anledning til samtale, fællesskab og forståelse.

Der findes ingen større gave end at spise noget, nogen har lagt omhu og kærlighed i. Det er et budskab om, at modtageren er værdifuld. Én man vil bruge sin tid på – og findes der for øjeblikket noget mere kostbart end tid? Et måltid sammensat og tilberedt af udvalgte råvarer er ikke blot næring til kroppen, det er en kærlig besked til modtageren og en mental løftestang.

Og glæden går flere veje - enhver der laver mad ved, hvordan begejstringen for de hjembragte råvarer afspejles i ens indre, mens man arbejder i køkkenet. Man glædes over at have skaffet nogle fantastiske kartofler, sprøde salatblade og søde løg. Glæder sig over at skylle dem fri for jord, glædes over at skrælle, skære og tilberede. Man kan jonglere med små gyldne dråber af dejlig olie, eddike, salt og peber, og man kan nyde maden, mens sjælen synger i kor med kroppen. Glæden har afsæt i at give, modtage, i nærhed og i det gode.

God mad samler fokus, indfanger dagens hektiske tanker, bringer ro og får opmærksomheden til at vende indad. I den ro skabes plads til medmennesker. Rum til at se, opfatte og fornemme stemninger. Andres humør, andres behov. Den slags sker, når man sætter sig omkring et fælles bord, uanset om det er med familie, venner eller hidtil fremmede – maden er samlingspunktet, og ud af det opstår muligheder. Hvilke chancer opstår ved at spise en håndholdt sandwich i fuld fart?

Det mest betydningsfulde i verden er mad. Både for det enkelte menneske og for kloden som sådan. Vores behov for noget at spise sætter tydelige aftryk på alt i vores omgivelser. Former landskaber, påvirker atmosfæren, havene, dyrene og menneskene. Vejen til en holdbar levevis på vores planet er lang og vanskelig. Den bliver tilsyneladende ikke anvist af regeringerne, folkevalgte eller ej, så der er kun ét sted, forandringerne kan genereres, og det er blandt folk. Blandt os. Vi gør en forskel.

Kan det ikke være lige meget – spørger du måske – der må vel være ting i livet, man kan slippe for at forholde sig til. Vi bliver presset fra alle sider, og budskaberne er så mangfoldige, at det nemmeste er ikke at tage stilling.

Ja, det nemmeste er ikke at tage stilling, men det er indbildning, når det handler om mad.
I forhold til andre former for forbrug, hvor man kan vælge til eller fra, skiller maden sig ud – alle har brug for noget at spise for at leve. Ingen har for alvor brug for en bil, et fjernsyn, en rejse eller en telefon, så med den slags kan du vælge. Maden er livsnødvendig, og hvad enten du vil det eller ej, er hvert eneste måltid i vores tid en beslutning, som har konsekvenser for kloden, dyrene og dine medmennesker. Ikke at tage stilling er i den grad blevet et standpunkt.

Et slidt argument er, at det ikke kan have den store betydning, hvad den enkelte spiser. Hvad du og jeg spiser. Det er milliarderne, som tæller, og ændrede vaner hos en enkelt dansker vil hverken gøre fra eller til. Og det er også matematisk korrekt, men meget fjernt fra rigtigt af den grund. Uden enkeltstående individer kommer vi ikke op på milliarder, og vi kan ikke fralægge os ansvaret ved at henvise til, hvad andre gør. Hvert eneste menneske er en del af summen, og hvert eneste valg har betydning.

For dig er det mest værdifulde i hele verden din krop – når alt kommer til alt, har du ikke andet. At spise er et spørgsmål om tillid, for det, du indtager, sætter spor. Og tillid kommer af kendskab – til producenten af maden og til de virkelige metoder bag. Derfor er viden livsvigtig – uden viden har du ikke et reelt valg.

Du kan læse dig til en producents holdninger og værdier, til produktionsmetoder og hensigter, men det afgørende er tillid til det menneske, som sælger dig dine råvarer eller laver din mad. Du har kun en krop, og det du hælder i den opbygges og afspejles den af. Tænk på det ved hver mundfuld - tænk på det når du køber ind.

I uperfekte rammer kan man ikke stille krav om perfektion til sig selv. Der er daglige kompromiser, fordi tilgængelighed, økonomi og tid sætter deres begrænsninger for de ønskede valg af mad. Men derfor kan du godt gøre det bedst muligt og være bevidst i din omgang med indkøbene. Det er faktisk det eneste, du kan.
Jeg gør det så godt, tilværelsen byder mig, bør mantraet være, og meget mere er vanskeligt at forlange.

Fortæl, fortæl, fortæl er opfordringen til gartnere, landmænd, kokke og øvrige madfolk. Lad jeres egen stolthed og begejstring smitte af og ramme hvert eneste menneske direkte i hjertekulen. Eller hvor den slags går ind. Vi vil have historierne tilbage til det spiseliges oprindelse. Historierne om alt det man ikke har en chance for at gætte eller glæde sig over, hvis ingen formidler det. Netop i råvarernes baggrund skilles fårene fra bukkene, malkekøerne fra hornene og grisene fra halerne. Man kan sjældent slippe godt fra at lovprise en tarvelig råvare, men man kan nemt slippe fint fra at udelade omtalen.

Fortællingerne er så vigtige – de holder niveauet oppe i forhold til alt det, der vanskeligt kan smages og duftes – etik, kærlighed, omhu, næringsstoffer, renhed og naturaftryk, og så har den menneskelige kontakt i høj grad en oplysende og dannende virkning.

Der er så mange fantastiske råvarer. Æg fra frie høns, og kød fra grise der bruger deres kroppe ved at pløje jorden igennem for rødder, regnorme og planterester. Der er frugter samt bær høstet ved modenhed, og mælk fra køer der i sommerhalvåret selv finder store dele af deres føde på arealer med græs, kløver og urter. Grøntsager, rodfrugter og kartofler dyrket i levende jord; gamle sorter med højt næringsindhold og forunderlig smag. Der er oprindelige korntyper med livsvigtige egenskaber, og de dyrkes og forarbejdes til mel og gryn med disse egenskaber i behold.

Du skal have noget godt at spise. Og noget godt er ikke ment som det eksotiske eller eksklusive, det usædvanlige eller sjældne. Det er noget godt til hverdag – hver dag, år ud og år ind.

Den slags mad er slet ikke en selvfølge, og endnu mindre er den nem at skaffe – god mad må opsøges. Der er ingen tvivl om, at viljen til at finde det gode øges i denne tid. Og i fremtiden. Den vilje giver nye muligheder og skaber bevægelse. Retningen er klar – væk fra højtforarbejdede bulkvarer og henimod leverandører og spisesteder, som kan præstere noget håndværksmæssigt. Noget nærværende i tanke, handling og smag.

Bevægelsen er stærk, men lader sig vanskeligt definere – den drives af et bredt udsnit af befolkningen. Ikke kun de fattige, ikke kun de velstillede, ikke kun storbymennesker, ikke kun lavtuddannede, højtuddannede, kontoransatte, florister, urmagere, murmestre, bibliotekarer, bedsteforældre eller andre fra en bås. Der er ikke noget mønster, fordi det glædeligvis er en folkelig bevægelse i retning af bedre mad.

Vi er de mange, vi spiser maden – i maden er magten!

Al magt til maden og til os.

Lone Landmand