Landbrugets gæld - afsnit 3

I bloggens gennemgang af fænomenet landbrugsgælden, har vi i de to første afsnit hørt om den første investeringsbølge efter krigen og andelsselskabernes kamp om globale markedsandele; hvilket førte til den herskende forretningsmodel i dansk landbrug, det jeg - og mange  landbrugsøkonomer - kalder: kampen om marginalomkostningen på stykprisen. Den bliver også kaldt 'landbrugets trædemølle', og kan formuleres således:

" (...) Fundamentale problemer skaber et indkomstproblem for bedrifterne. Den tekniske udvikling medfører, som følge af den perfekte konkurrence (der tvinger bedrifterne til implementering), at udbudskurven til stadighed forskydes mod højre, men efterspørgsels- kurven ligger fast: De første innovatorer finder det profitabelt at implementere den nye teknik, idet de kan forøge output til den eksisterende markedspris og herved opnå større profit. Efterhånden som flere bedrifter implementerer teknikken vil udbudskurven forskydes mod højre, hvorefter markedsprisen nødvendigvis må falde. Dette prisfald vil skabe indkomstproblemer for de bedrifter, der ikke har implementeret teknikken, og disse problemer vil efterhånden også presse de resterende bedrifter til at implementere den nye teknik, hvorefter udbudskurven forskydes yderligere mod højre. Indkomstpresset skulle medføre, at arbejdskraft forlader landbruget i stor stil, men afvandringen har aldrig været tilstrækkelig til at sikre ligevægt mellem indkomster i landbruget og i industrien. Hermed har Metcalf implicit beskrevet, hvad Cochranel benævner "trædemølleeffekten", og det er denne der uudgrundet har ledt til statslige interventioner for at sikre landbruget et vist indkomstniveau. Metcalf nævner desuden en række mere "praktisk" politiske mål for landbrugspolitikken." (Ingemann 2008:49-50)

IFRO, tidligere Fødevareøkonomisk institut giver samme 'trædemølle-analyse' i sin seneste årsrapport om Landbrugets Økonomi 2017:

"I den danske landbrugssektor ventes totalfaktorproduktiviteten at stige en smule med omkring fem procent fra 2016 til 2017, ligesom både sektorbytteforhold og den økonomiske produktivitet øges væsentligt i 2017. Både bytteforholdet og den økonomiske produktivitet forventes at falde igen i 2018, mens totalproduktiviteten stiger svagt. Dermed ligner udviklingen det velkendte billede, hvor landbruget vedvarende skal øge den tekniske produktivitet for at imødekomme faldet i bytteforhold, således at indtjeningen kan opretholdes – også kendt som landbrugets trædemølle." (IFRO 2018) 

I sin bog Landbrugets placering i samfundet fra 1991 skriver seniorforsker ved IFRO, dengang ansat på Axelborg, Henning Otte Hansen, nogenlunde det samme som Ingemann, men afslutter noget overraskende sin analyse med en sætning, der ser bort fra det han lige har skrevet : "Det er klart, at dette forhold gør det vanskeligt at opretholde en rentabel landbrugsproduktion, hvilket giver sig udslag i et krav om til stadighed at effektivisere produktionen." (Otte 1994:141)

Problemet med den øgede effektivisering er imidlertid dels at landbruget får vanskeligt ved at tilpasse sig markederne, dels at der følger en voldsom overproduktion af fødevare med den stigende produktivitet. For som de fleste kan gennemskue, så kan man godt købe tre fjernsyn, men har langt mindre incitament til at købe mere mad end man kan spise. 

"Det er meget sandsynligt, at der også i de kommende år vil blive stillet store krav til markedstilpasning og nyorientering i dansk landbrug" (ibid. s.53) - skrev Otte for 24 år siden, men det er netop denne fordring, der ikke har kunnet opfyldes som følge af effektivitetsfokuset - og den rådgivning erhvervet har fået af forskningsinstitutionerne, både egne og eksterne.

Det vender vi tilbage til i næste afsnit. 

Men før vi helt slipper marginal-omkostningen. Så er det også relevant at se rentabiliteten og landbrugets udvikling som en konsekvens af velfærdsstatens skattegrundlag, altså de høje lønninger. De har medvirket til, at erhvervet har mekaniseret produktionen i takt med at lønningerne steg. Mekaniseringen ledte til investeringer, der havde indbyggede stordriftsfordele. Produktiviteten steg, men rentabiliteten steg ikke tilsvarende. Der er et samspil mellem bytteforholdet på fødevarerne, samfundets levestandard, faldende beskæftigelse og en generel overproduktion. 

Her er det dog ikke uvæsentligt at bemærke, at i landbrugets egne kalkuler har man haft den modsatte analyse. Hovedbudskabet er de mange milliarder landbruget kunne tjene hvis de fik lov at producere endnu mere samt de mange påstande om beskæftigelsespotentialet.

Måske kom et afgørende, nærmest epistemologisk brud med en reel tro på, at landbruget kunne danne basis for rentable produktionsformer på almindelige markedsvilkår, da man i 1982 vedtog at give landmændene 'negativ indkomstskat'. Det vil sige, at Staten udbetaler skatteværdien af renteudgifterne for at forbedre den enkelte bedrifts likviditet. Det gjorde man i lyset af den store landbrugskrise, men i realiteten skabte man blot et nyt problem, idet skattebetalingen blev udskudt, og at denne udskydelse så i sig selv blev en del af forretningsplanen. Fra 1982 til 1986 steg eksempelvist ejendomspriserne dramatisk og i dag udgør den udskudte skatteregning i omegnen af 100 mia. kr.

Landbrugets gæld - afsnit to

Årsagen til gælden

Hvilken eller hvilke årsager ligger bag den høje gældsprocent i dansk landbrug, det er emnet for dette indlæg.

Man kunne fristes til at kortslutte hele kortlægningen af landbrugets økonomi og sige: det gør politikerne. Alt efter hvem man er, er det et bekvemt og heller ikke nødvendigvist forkert svar.

Det er også tæt på at være Professor Emeritus fra IFRO Niels Kærgårds konklusion, i sin afskedsforelæsning i efteråret 2017 (og som man kan høre udlægge i mit interview her) - selvom hans ordvalg er langt mere moderat, han nøjes med at konstatere at "landbrugspolitiken har forværret problemet." 

Og i sidste ende er det vel fair nok at sige at det er politikernes ansvar - også selv om de har fralagt sig - eller på anmodning fra erhvervet bortgivet - ansvaret for udviklingen i landbruget.

 Og her er efter min opfattelse nøgleordet: udviklingen. 

Det man kalder 'Strukturudviklingen' i dansk landbrug har været voldsommere end i stort set alle andre lande, en graf fra IFRO, som jeg engang imellem bruger til foredrag, viser at landbrugene i Danmark er vokset i gennemsnitsstørrelse hurtigere end i Australien, Canada og USA.

Derfor er svaret på hvorfor landmændene skylder så mange penge nøje kædet sammen med denne udvikling. Man kunne altså starte med at spørger: Hvad driver strukturudviklingen dansk landbrug?

Det korte svar er, at det gør markedet og globaliseringen. Dansk landbrug blev for alvor et eksporterhverv i slutningen af 1800’tallet og herefter er den primære forbruger af dansk producerede fødevarer englænder, tysker, japaner og araber - og i stigende omfang en kineser. Og hvis man vil sælge sine varer internationalt, må man konkurrere med de priser, som konstant presses ned, jo mere industrielt, teknologisk, effektiviseret og præget af stordriftsfordele erhvervet på verdensplan udvikler sig. I en sådan en sammenhæng har Danmark blot fulgt - eller rettere for at vinde markedsfordele lagt sig i spidsen af - den herskende globale forretningsmodel. 

Og det har jo fungeret særdeles succesfuldt, vi har i vores lille land tre globale spillere, alle med afsæt i landbrugets andelsorgansiering i slutningen af 1800tallet: Arla, Danish Crown og DLG.

Andelsselskabernes rolle er vigtig at være sig bevidst - og globalt marked, lav stykpris, teknologi og stordriftfordele er stadig den logik der dominerer landbrugets udvikling og dermed gældssættelse - læs f.eks. bare Landbrugsministerens udtalelse efter vedtagelsen af L39, den lov der frit gav eksterne kapitalinteresser mulighed for at købe sig ejerskab til dansk landbrug:

”Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste. Det er de meget store brug, der skal ruste os til kampen på det internationale marked.”
( Henrik Høegh i Information 2010) 

Men det første store spring fremaf, den bølge af teknologisk oprustning der fulgte 2 verdenskrig  begyndte ifølge nogle landbrugshistorikere et andet sted. Med landmændenes gode krigsøkonomi. Mogens R Nissen har skrevet en Ph.d. om emnet og opregner forsøgsvist - kilderne er ikke altfor pålidelige - hvor mange penge landmændene havde gemt i hovedpuderne efter krigen og før pengeombytningen. De penge argumenterer Nissen for blev brugt til en første teknologisk investeringsbølge i erhvervet. Det gav en betydelig effektivitetsforøgelse, men da fødevarepriserne sammenholdt med den hurtigt stigende levestandard ikke gav mulighed for at lave et driftsoverskud, der var stort nok til at følge investeringerne op i takt med ny teknologi kom til, så måtte man låne. 

"Indtil 1951/52 blev en meget betydelig del af investeringerne finansieret via de løbende overskud og den kontante opsparing. Efter dette tidspunkt blev en stigende del af investeringen lånefinansieret, primært som følge af faldende indtjening."
(Nissen 2011:109) 

Nissen kommenterer også i sin afhandling på Dansk Landbrugshistories gennemgang af denne tid, hvor der lidt lakonisk skrives: 

"En undersøgelse af landbrugets gældsforhold i 1954 viste, at prioritetsgælden var vokset fra 4 mia. kr. i 1937 til 5,6 mia. i 1954 eller en stigning på 40 %."(DLH 1988:288) 

Han mener at denne voldsomme forøgelse af gælden i perioden primært er kommet i tidsrummet 1950-54 - og altså er af meget mere eksplosiv karakter og hænger langt nøjere sammen med den nye grundliggende forretningsmodel i dansk landbrug, hvor konkurrencefordelen skal hentes i teknologisk oprustning, end man kunne forledes til at tro. 

Den forretningsmodel har også et mere sexet navn: Kampen om marginalomkostningen på stykprisen - og den forfølger vi i næste afsnit.

For selvom jeg ikke tvivler på at mine læsere finder denne kortlægning interessant, tænker jeg at små doser landbrugsøkonomi har bedre mulighed for at blive opmærksomt fordøjet, end at føje flere komplikationer til i dette indlæg.

Landbrugets gæld afsnit 1

I sidste uge blev jeg ringet op af en journalist, der spurgte: hvorfor har dansk landbrug så stor en gæld?

Godt spørgsmål, som man siger. Og kompliceret, som en akademiker helst skal tilføje.

Ganske rigtigt er den høje gæld i erhvervet noget som alle tager for et givent fakta. Alle landbrugspolitiske udspil de seneste ti år, har nævnt gælden, som et af erhvervets væsentligste udfordringer. Den indgår gerne som komponent i årsagen til eller løsningen på et andet af erhvervets centrale problemer: generationsskiftet.

Det fik mig til at tænke over hvordan dette spørgsmål stilles, besvares og indgår i den politiske italesættelse af dansk landbrugs styrker og svagheder. Det ligger måske allerede i den måde jeg formulere mig på her, at spørgsmålet behandles meget forskelligt alt efter hvem og hvor man spørger. F.eks kan jeg huske en mindeværdig eftermiddag på Instituttet for Fødevare og Ressourceøkonomi, IFRO, som er den del af universitetet, der betjener myndighederne med økonomiske analyser af landbruget, hvor en lektor (og landmand) forklarede mig hvordan gælden indregnes som et aktiv i den enkelte bedrifts økonomi.

Men før vi når så langt, lad os begynde med de mere eller mindre tørre tal. 

Kan man stadfæste - uden at skulle i konflikt med andre synspunkter - hvor stor dansk landbrugs gæld egentlig er?

Ja og nej.

Ja, hvert år opgør både IFRO og Nationalbanken (som har en særlig afdeling for landbrugets økonomi - i parentes bemærket ønskede de ikke at blive interviewet til min Ph.d.-afhandling) - og med jævne mellemrum sidder der også nogle regnedrenge i Miljø- og Fødevareministeriet og regner på gælden - samt endelig selvfølgelig bankerne, der jo om at så at sige ejer gælden.

Derudover beregner også Landbrug&Fødevare samt Danmarks Naturfredningsforening gælden. Disse institutioner og organisationer er nogenlunde enige - og der fremkommer altså et tal, de fleste refererer til.

Nej, fordi gælden er slet ikke så nagelfast, som man måske skulle tro. For hvad er gælden egentlig. Ja den er jo i første omgang lån, kassekredit og udskudte økonomiske forpligtelser, som den enkelte landmand har overfor långiverne - i Danmark gælder det Realkredit-institutterne, bankerne og Staten. I noget mindre - men for mig ukendt - grad private lån, gæld i landbrugets service-organer (maskinstation, foder, interessevaretagelse osv.) og måske andre gældsposter.

Og hvad er et lån? Ja nu er jeg jo ikke økonom og det kan være jeg slet ikke forstår de mest grundlæggende mekanismer, men som jeg forstår det, er det en byttehandel. Låntager får noget likviditet - som regel penge, men ofte også bare en frist. Långiver får noget sikkerhed for pengene i form af pant i etellerandet - i dansk landbrugs tilfælde jord, landbrugsejendomme og EU-støtten. 

Denne byttehandel er i nogen grad omgærdet med flere ubekendte. For hvad er f.eks. jorden værd og hvad er en svinestald værd og hvad er EUs landbrugsstøtte værd. Her er der i systemet en tendens til at mene at jorden er det værd den er købt til plus en årlig værdistigning - det er bankernes tankegang, der her dominerer. Men som de fleste vil vide faldt jorden relativt drastisk i værdi efter finanskrisen - og økonomer (over hele verden) skændes fortsat om produktionsjordens reelle værdi. Jeg læste et udemærket speciale fra RUC, der forsøgte at redde trådene ud - et af mange spørgsmål er hvorfor at den bonitetsmæssigt samme hektar landbrugsjord koster noget helt forskelligt i medlemslandene i EU - og endnu mere relevant, hvorfor får man ikke den samme EU-støtte pr hektar.  Det skyldes, ifølge specialet, den gode gamle Marx'ske lov, at det arbejde der er udført på og omkring jorden akkumuleres i jordprisen. Med andre ord den infrastruktur der er omkring en dansk hektar landbrugsjord gør den meget mere værdifuld end en tilsvarende i Polen.  Nuvel - det er jo selvsagt plastisk, infrastrukturen forbedres i Polen og forringes i Danmark, EU-støtten niveleres langsomt og så videre. Specialet nåede iøvrigt frem til en hektar-pris på 110.000 kr. Dertil kommer en relativ stor mængde ubekendte: husdyrsygdomme, embargoer, vejrfænomener, ændrede spisevaner, konflikter, politiske reguleringer - f.eks. beregnede Landbrug&Fødevarer at den samlede danske landbrugsjord med et trylleslag var steget med 40 milliarder kroner i værdi, som følge af Fødevare- og Landbrugspakken. For at skære det ud i pap, fra den ene dag til den anden, mente landbrugets største organisation, at erhvervets gæld udgjorde 40 milliarder kroner mindre af den samlede værdi - og dermed gav både landmænd og banker en bedre økonomi - på papiret.

Og som de fleste vil vide nedskriver bankerne landbrugsgælden med et sted mellem 4-8 milliarder hver år, det er altså gæld der forsvinder op i den blå luft  (eller overføres som gebyrer for andre kunder).

Kan I følge mig. Og det samme gælder i og for sig de andre gældsposter. Den udskudte skat f.eks., den udgjorde ifølge IFRO ca. 100 milliarder kroner da jeg afsluttede min Ph.d.-afhandling i 2016. Men ingen regner med at den nogensinde bliver betalt. Og så laver man en relativt dramatisk ændring i arvebeskatningen, hvilket har stor betydning for landbrugets økonomi og generationsskifte. Det samme gælder den arbejdstidsnøgle, der blev indført for en årrække siden, som gør mindre landbrug mindre værd og tilsvarende giver større landbrug en højere prissætning. For slet ikke at tale om landbrugslovens ophævelse og muligheden for investorer af alle slags og alle nationaliteter at købe sig ejerskab, det skaber naturligvis også forskydninger i hvordan gældens pant vurderes. Og her skal man måske indskyde at aktiverne - både i erhvervet generelt men også hos flere enkelte bedrifter, stort set alle større landbrug er i dag opsplittet i mange mindre selskaber - heller ikke er nemme at opgøre. Mange - eller rigtig mange landmænd har investeret i opkøb og drift af produktion i Østeuropa, mange har investeret i andre 'ikke-landbrugs-relaterede' aktiviteter, som Nationalbankdirektøren udtrykte det i 2014. De penge det repræsenterer gemmes ofte af vejen. Ifølge mine undersøgelser blev mange landmænd tvunget til at sælge eller overgive de investeringer de havde i Østeuropa, da bankerne for alvor kom i modvind i kølvandet på finanskrisen og bankpakkerne.

Det jeg prøver at nå frem til er, at gældens numeriske størrelse måske nok har ligget relativt stabilt omkring de 450-500 milliarder kroner de seneste 10 år, men at beregningsgrundlaget konstant forskyder sig - og i høj grad er en sum som bankerne (som i dag også ejer realkredit-institutterne) har fortolkningsretten til. 

De ejer - har byttet sig til - et sted mellem 60-70% af værdierne, sådan som de opgøres af de ovennævnte institutioner, og sidder derfor med hovedrollen i hvordan gælden beregnes og hvordan den spiller ind i samfundsøkonomiens større stofskifte.  

Men for at afslutte dette allerførste favntag med spørgsmålet. 

Dansk landbrug har pantsat ejerskabet til trefemtedele af alle værdierne i erhvervet. Det gør danske landmænd til verdens mest forgældede - siges og skrives det. Det gør banker - men også EU, som med landbrugsstøtten betaler renterne i de danske banker, og derfor med en ændring af støtten eller støttekriterierne kunne skubbe voldsomt til den danske konstruktion - til hovedaktørerne i dansk landbrug. Det er lidt simplificeret, men det skal jo ikke være en afhandling det her, så vi slutter denne del her og vender os i de næste indlæg imod spørgsmålene: Hvordan er gælden opstået, er der forskel på tværs af driftsformerne, hvilken rolle spiller økonomer, andelsselskaberne, forskerne, kulturen i erhvervet. Hvilke forretningsmodeller dominerer, hvilke forretningsprocenter bør man forvente,  er en høj gældsprocent lig med en dårlig forretningsmodel, hvilken rolle spiller den særlige beskatning og afskrivning i landbruget, hvilken rolle spiller landbrugets gæld for samfundsøkonomien og for den grønne omstilling, kan landmændene slippe af med gælden, kan vi - og andet undren.