fredag den 12. december 2014

Ny Landbrugslov vedtaget



Så skete det. Omend uden megen interesse fra medierne. En ny landbrugslov træder i kraft om 20 dage, der bl.a. giver fri adgang til selskabsdannelser og spekulative opkøb uden tilknytning til erhvervet eller lokaliteten. Ræsonnementet er at ekstern kapital skal facilitere generationsskiftet og opruste på teknologien, så vi kan producere endnu mere endnu billigere. Det var ventet, ja vel nærmest en givet sag, det meste af indholdet var kendt og en opfølgning på og udmøntning af Regeringens vækstpakke. Som kun Enhedslisten stemte imod. Men alligevel. Landbrug&Fødevarer har sagt de var imod liberaliseringen, de fleste andre landbrugsorganisationer har været skeptiske. Man havde vel ventet, at der havde været en større debat i det hele taget, når nu utilfredsheden ulmede, tænk blot på erhvervets reaktioner i forbindelse med randzonerne f.eks.
At erhvervet ikke har råbt mere op, betyder nok at de ikke selv havde noget bud på en løsning, ja andet end mere kvælstof på markerne.

Det er vel også værd at bemærke, at den højt priste Natur- og Landbrugskommission, med dens anbefalinger til 'en ny start', ikke har formået at påvirke ret meget af ånden i lovgivningen.

Folk med kritisk sans uden for erhvervet har undret sig over at man vælger at forsøge at løse landbrugets problemer med mere af det samme: større enheder, endnu mere kapital og industri - og så oven i hatten frit spil for dubiøse selskaber, med en investeringsstrategi, der næppe har dansk beskæftigelse eller miljø i tankerne. Men vi skal vækste os ud af krisen, hedder det - og så må fanden tage den sidste. Det bliver i hvert fald ikke nemmere at være et mindre landbrug.

Nuvel, der er jo også åbnet op for at filantropiske fonde, større agro-fællesskaber - eller engagerede forbrugere kan melde sig på banen. Og indtil videre er det meget beskedent med interessen fra de store pengetanke, så hvem ved måske jorden kan købes tilbage til et mere samfundstjenligt virke?!


Her er links til to artikler fra Landbrugsavisen, jeg har ikke fundet noget i de store dagblade.


http://landbrugsavisen.dk/ændret-landbrugslov-vedtaget

http://landbrugsavisen.dk/økonomi/agri-nord-markante-ændringer-i-landbrugsloven

Ingen kommentarer:

Send en kommentar