Landbrugets gæld afsnit 1

I sidste uge blev jeg ringet op af en journalist, der spurgte: hvorfor har dansk landbrug så stor en gæld?

Godt spørgsmål, som man siger. Og kompliceret, som en akademiker helst skal tilføje.

Ganske rigtigt er den høje gæld i erhvervet noget som alle tager for et givent fakta. Alle landbrugspolitiske udspil de seneste ti år, har nævnt gælden, som et af erhvervets væsentligste udfordringer. Den indgår gerne som komponent i årsagen til eller løsningen på et andet af erhvervets centrale problemer: generationsskiftet.

Det fik mig til at tænke over hvordan dette spørgsmål stilles, besvares og indgår i den politiske italesættelse af dansk landbrugs styrker og svagheder. Det ligger måske allerede i den måde jeg formulere mig på her, at spørgsmålet behandles meget forskelligt alt efter hvem og hvor man spørger. F.eks kan jeg huske en mindeværdig eftermiddag på Instituttet for Fødevare og Ressourceøkonomi, IFRO, som er den del af universitetet, der betjener myndighederne med økonomiske analyser af landbruget, hvor en lektor (og landmand) forklarede mig hvordan gælden indregnes som et aktiv i den enkelte bedrifts økonomi.

Men før vi når så langt, lad os begynde med de mere eller mindre tørre tal. 

Kan man stadfæste - uden at skulle i konflikt med andre synspunkter - hvor stor dansk landbrugs gæld egentlig er?

Ja og nej.

Ja, hvert år opgør både IFRO og Nationalbanken (som har en særlig afdeling for landbrugets økonomi - i parentes bemærket ønskede de ikke at blive interviewet til min Ph.d.-afhandling) - og med jævne mellemrum sidder der også nogle regnedrenge i Miljø- og Fødevareministeriet og regner på gælden - samt endelig selvfølgelig bankerne, der jo om at så at sige ejer gælden.

Derudover beregner også Landbrug&Fødevare samt Danmarks Naturfredningsforening gælden. Disse institutioner og organisationer er nogenlunde enige - og der fremkommer altså et tal, de fleste refererer til.

Nej, fordi gælden er slet ikke så nagelfast, som man måske skulle tro. For hvad er gælden egentlig. Ja den er jo i første omgang lån, kassekredit og udskudte økonomiske forpligtelser, som den enkelte landmand har overfor långiverne - i Danmark gælder det Realkredit-institutterne, bankerne og Staten. I noget mindre - men for mig ukendt - grad private lån, gæld i landbrugets service-organer (maskinstation, foder, interessevaretagelse osv.) og måske andre gældsposter.

Og hvad er et lån? Ja nu er jeg jo ikke økonom og det kan være jeg slet ikke forstår de mest grundlæggende mekanismer, men som jeg forstår det, er det en byttehandel. Låntager får noget likviditet - som regel penge, men ofte også bare en frist. Långiver får noget sikkerhed for pengene i form af pant i etellerandet - i dansk landbrugs tilfælde jord, landbrugsejendomme og EU-støtten. 

Denne byttehandel er i nogen grad omgærdet med flere ubekendte. For hvad er f.eks. jorden værd og hvad er en svinestald værd og hvad er EUs landbrugsstøtte værd. Her er der i systemet en tendens til at mene at jorden er det værd den er købt til plus en årlig værdistigning - det er bankernes tankegang, der her dominerer. Men som de fleste vil vide faldt jorden relativt drastisk i værdi efter finanskrisen - og økonomer (over hele verden) skændes fortsat om produktionsjordens reelle værdi. Jeg læste et udemærket speciale fra RUC, der forsøgte at redde trådene ud - et af mange spørgsmål er hvorfor at den bonitetsmæssigt samme hektar landbrugsjord koster noget helt forskelligt i medlemslandene i EU - og endnu mere relevant, hvorfor får man ikke den samme EU-støtte pr hektar.  Det skyldes, ifølge specialet, den gode gamle Marx'ske lov, at det arbejde der er udført på og omkring jorden akkumuleres i jordprisen. Med andre ord den infrastruktur der er omkring en dansk hektar landbrugsjord gør den meget mere værdifuld end en tilsvarende i Polen.  Nuvel - det er jo selvsagt plastisk, infrastrukturen forbedres i Polen og forringes i Danmark, EU-støtten niveleres langsomt og så videre. Specialet nåede iøvrigt frem til en hektar-pris på 110.000 kr. Dertil kommer en relativ stor mængde ubekendte: husdyrsygdomme, embargoer, vejrfænomener, ændrede spisevaner, konflikter, politiske reguleringer - f.eks. beregnede Landbrug&Fødevarer at den samlede danske landbrugsjord med et trylleslag var steget med 40 milliarder kroner i værdi, som følge af Fødevare- og Landbrugspakken. For at skære det ud i pap, fra den ene dag til den anden, mente landbrugets største organisation, at erhvervets gæld udgjorde 40 milliarder kroner mindre af den samlede værdi - og dermed gav både landmænd og banker en bedre økonomi - på papiret.

Og som de fleste vil vide nedskriver bankerne landbrugsgælden med et sted mellem 4-8 milliarder hver år, det er altså gæld der forsvinder op i den blå luft  (eller overføres som gebyrer for andre kunder).

Kan I følge mig. Og det samme gælder i og for sig de andre gældsposter. Den udskudte skat f.eks., den udgjorde ifølge IFRO ca. 100 milliarder kroner da jeg afsluttede min Ph.d.-afhandling i 2016. Men ingen regner med at den nogensinde bliver betalt. Og så laver man en relativt dramatisk ændring i arvebeskatningen, hvilket har stor betydning for landbrugets økonomi og generationsskifte. Det samme gælder den arbejdstidsnøgle, der blev indført for en årrække siden, som gør mindre landbrug mindre værd og tilsvarende giver større landbrug en højere prissætning. For slet ikke at tale om landbrugslovens ophævelse og muligheden for investorer af alle slags og alle nationaliteter at købe sig ejerskab, det skaber naturligvis også forskydninger i hvordan gældens pant vurderes. Og her skal man måske indskyde at aktiverne - både i erhvervet generelt men også hos flere enkelte bedrifter, stort set alle større landbrug er i dag opsplittet i mange mindre selskaber - heller ikke er nemme at opgøre. Mange - eller rigtig mange landmænd har investeret i opkøb og drift af produktion i Østeuropa, mange har investeret i andre 'ikke-landbrugs-relaterede' aktiviteter, som Nationalbankdirektøren udtrykte det i 2014. De penge det repræsenterer gemmes ofte af vejen. Ifølge mine undersøgelser blev mange landmænd tvunget til at sælge eller overgive de investeringer de havde i Østeuropa, da bankerne for alvor kom i modvind i kølvandet på finanskrisen og bankpakkerne.

Det jeg prøver at nå frem til er, at gældens numeriske størrelse måske nok har ligget relativt stabilt omkring de 450-500 milliarder kroner de seneste 10 år, men at beregningsgrundlaget konstant forskyder sig - og i høj grad er en sum som bankerne (som i dag også ejer realkredit-institutterne) har fortolkningsretten til. 

De ejer - har byttet sig til - et sted mellem 60-70% af værdierne, sådan som de opgøres af de ovennævnte institutioner, og sidder derfor med hovedrollen i hvordan gælden beregnes og hvordan den spiller ind i samfundsøkonomiens større stofskifte.  

Men for at afslutte dette allerførste favntag med spørgsmålet. 

Dansk landbrug har pantsat ejerskabet til trefemtedele af alle værdierne i erhvervet. Det gør danske landmænd til verdens mest forgældede - siges og skrives det. Det gør banker - men også EU, som med landbrugsstøtten betaler renterne i de danske banker, og derfor med en ændring af støtten eller støttekriterierne kunne skubbe voldsomt til den danske konstruktion - til hovedaktørerne i dansk landbrug. Det er lidt simplificeret, men det skal jo ikke være en afhandling det her, så vi slutter denne del her og vender os i de næste indlæg imod spørgsmålene: Hvordan er gælden opstået, er der forskel på tværs af driftsformerne, hvilken rolle spiller økonomer, andelsselskaberne, forskerne, kulturen i erhvervet. Hvilke forretningsmodeller dominerer, hvilke forretningsprocenter bør man forvente,  er en høj gældsprocent lig med en dårlig forretningsmodel, hvilken rolle spiller den særlige beskatning og afskrivning i landbruget, hvilken rolle spiller landbrugets gæld for samfundsøkonomien og for den grønne omstilling, kan landmændene slippe af med gælden, kan vi - og andet undren.