En historiker med landbruget som speciale, hævdede engang overfor mig, at stavnsbåndets ophævelse og selv-ejer-strukturen i Danmark aldrig var blevet til noget, havde det ikke været for det faktum, at man fastfrøs beskatningen af selvejer-gårdene i de første årtier.
Det vil sige, at den driftige gårdejer vidste hvad han skulle betale i skat i årene efter købet og kunne regne med, at alt hvad han tjente udover det, tilfaldt ham-selv skattefrit.
Denne gulerod var forudsætningen for det hele, mente min kilde.
Kan man så sige at de særlige afskrivnings- og skatteregler, der gælder for landbruget i dag, er forudsætningen for strukturudviklingens danske egenart?
Det er nok at tage munden lidt for fuld - i hvert fald hvis man ser dem isoleret set. Hvis man derimod ser dem som et element i udmøntningen af dansk landbrugspolitik, vil man, mener jeg, godt kunne drage en række årsagssammenhænge mellem strukturudviklingen, gælden og de regler og den praksis, der gælder for landbrugets årsregnskaber.
Før vi når til det sidste led i sætningen, lad os rekapitulere. Dansk landbrugs dominerende forretningsmodel er baseret på at være konkurrencedygtig på prisen på verdensmarkedet for mælkepulver og svinekød. For at kunne det og når nu de fleste lande man konkurrerer med har lavere produktions-omkostninger (jord, løn, afgifter, levestandard mm) må man kompensere ved at være effektiv - og dygtige til at sælge.
Hvordan man skal forstå effektivitet har vi diskuteret her på bloggen, men konsekvenserne for dansk landbrug har været ret ensartet. Man har oprustet i hele værdikæden fra gener og robotter over hightech-grej i stalde og maskiner, uddannelse og rådgivning til import af foder og arbejdskraft og eksport af smågrisene for at kunne være et hestehoved foran konkurrenterne - eller et par øre bagud på prisen om man vil.
Vi nævnte Månegris-projektet, som et mønstereksempel og i sidste uge gik det ene af de to realiserede Månegrisprojekter faktisk konkurs.
For at have råd til opruste teknologisk - et temmelig konstant investerings-kapløb, som vi underholdte med i afsnit 3 - må man dels sprede investeringen ud på et øget antal kilo; og en øget produktion har indtil for relativ nyligt betydet et øget jordtillæggene - med andre ord væksten i størrelsen af gården var ofte en direkte forudsætning for at kunne implementere den nye teknologi - dels måtte man have likviditet til at kunne indkøbe de nyeste effektivitetsløsninger. Og det er det sidstnævnte, der er emnet for Afsnit 8.
Hvordan får et landbrug likviditet til at købe, lad os sige en ny traktor.
Det kan det i princippet gøre på flere forskellige måder. Man kan have sparet op over en årrække og købe kontant. Man kan låne pengene i banken. Man kan købe på afbetaling eller lease. Der er sikkert mange landbrug, der benytter sig af disse muligheder eller kombinationer - og jeg har læst i landbrugsmedierne, at leasing er blevet mere populært det seneste år.
Men som jeg har lært erhvervet at kende, så oprustes der også i form af skattetænkning. Simpelthen fordi det - i een forstand - giver bedre mening for den enkelte bedrift at købe en traktor end at betale skat. Det svarer faktisk lidt til de offentlige institutioner, der når man sidst på året opdager et lille overskud, skynder sig at bruge pengene - for ikke at risikerer at blive beskåret på næste års budget. Hvis man i stedet for at have overskud man skal betale skat af, har et underskud som giver yderligere fradrag, vil enhver revisor velsagtens rådgive landmanden til at købe traktoren.
Mange landmænd jeg har talt med, har netop fortalt hvordan revisor, konsulent og ikke mindst traktor-sælgeren fortæller om alle fordelene ved at købe en ny traktor før selvangivelsen afsluttes - og ikke kun hvis man har et overskud. Det er måske det springende punkt. For hele begrundelsen for denne skatte-finte, er at landmanden har et behov, der står i et rentabelt økonomisk forhold til gårdens drift. Vil den nye traktor give landmanden den konkurrencefordel, der sikrer hans fortsatte drift - og dermed i sidste ende være en samfundsøkonomisk fordel. Problemet er hvis investeringen kun øger gælden, vedligeholdsudgifterne og 'spor-afhængigheden' (det at man ikke kan ændre på sit produktions-set-up) - uden nævneværdig indtjeningseffekt. Så har man investeret i maskinel overkapacitet (forklaring følger herunder).
En interessant vinkel på dette 'traktor-eksempel', som belyser min pointe er 'investeringsgraden' i landbruget. I årene 2009 til 2016 var der en 'negativ reinvestering' i dansk landbrug. Det vil på godt dansk sige, at økonomerne vurdere at landbruget investerede færre penge i produktionsapparatet end det kostede at oppebære konkurrencedygtigheden.
Hvad det koster at oppebære konkurrencedygtigheden, er i øvrigt et beløb, som landbruget i alt for stor grad selv har kunnet definere, hvilket har forstærket problemet med gældssætningen. Men det mest interessante i denne sammenhæng er den måde som landbruget, politikkerne og bankerne har diskuteret 'den negative reinvestering' på.
Hvert år i denne periode når man opgjorde investeringerne i landbruget, råbte Landbrug&Fødevarers økonomer alarm. Det var ekstremt alvorligt og kunne betyde dansk landbrugs død, hvis ikke bankerne ville låne penge til landmændenes 'nye traktor'; blev der meldt ud. Tonen steg i skingerhed som årene gik. Bankerne tog livet af landbruget og andre lignende udsagn kom fra både Axelborg og økonomerne i SEGES.
Men i 2017 skiftede landbruget pludselig sprogbrug - ja man skiftede måske også ordbog. For nu hedder det, at der i dansk landbrug i samme årrække havde været en 'maskinel overkapacitet'.
Den nye udmelding kom samtidig med at finanssektoren var i fuld gang med at revidere deres investeringsstrategi i landbruget. Flere banker sagde, måske lidt urealistisk, at fremtidigt engagement skal baseres på en forretningsmodel med minimum 10% i forrentningsafkast. Svaret på hvem i dansk landbrug der kunne honorere det, blæser i vinden.
Men i forlængelse af ovenstående kom SEGES altså med den nye rapport om maskinel overkapacitet, der nu hævdede at dansk landbrug i en længere årrække har haft en overinvestering, sådan læser jeg i alt fald begrebet: maskinelt overkapacitet. Med andre ord, problemet med den negative reinvestering var slet ikke det store problem, dansk landbrug var helt på omgangshøjde. Man kunne trygt investere videre.
En kilde fra finansverdenen jeg diskuterede dette med, konstaterede tørt, at det dels betyder at han og hans kollegaer får den tanke, at landmanden da han lånte til den sidste nye traktor førte bankrådgiveren bag lyset omkring rentabiliteten i købet - og at det underminerer tilliden til SEGES i finanssektoren.
Hans skepticisme bliver udtrykt lidt mere diplomatisk i IFROs årsrapport fra 2017:
"Hvis dansk landbrug er på vej ind i en fase med bedre indtjening, bliver det vigtigt at fast- holde fokus til rentabilitet og risikostyring i forbindelse med drift og investeringer." (IFRO 2017)
Nært beslægtet er at udskyde skatten, den udskudte skattegæld fra landbruget udgør så vidt jeg er orienteret 100 mia. kr. Tabte penge mener mange økonomer.
Ikke så underligt, at man fortløbende omtaler Liberal Alliance, som det mest landbrugsvenlige parti i erhvervets medier. Men det kommer vi ikke yderligere ind på hér.
Hvis man lidt tentativt skal konkludere noget her, så ser det ud til at landbruget - store dele af det i al fald - har været forført og selv været forføreren - af den institutionelle ramme omkring skattebetaling på den ene side og argumenterne for at en ny traktor var en god investering på den anden. Hvor stor en del af gælden, der hidrøre fra denne formel er mig ubekendt. Men citatet fra IFRO, indikerer at der er noget at komme efter. Hvor stor en skatte-indbetaling, der tilfalder statskassen fra udøvende landmænd, har jeg heller ikke kunnet finde svar på. Det er endnu et af de tal, der vogtes over som Onkel Joakims lykkemønt.
