Landbrugets forhistorie

Agerbruget opstod i den frugtbare halvmåne, mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak, kort efter den sidste istid. De tidligste tegn er fra ca. 8.600 år f.v.t., men der var en glidende overgang fra tilfældigt såede/høstede græsser over specialiseret agerbrug til en egentlig domesticering. Den nye kulturform kom kun langsomt op til vores breddegrader, udbredte sig med ca. 1 km om året - men stod stille på Lüneburger Heide i 1000 år. Man mener at Ertebøllekulturen (ca. 5900 - 3900 f.v.t.), som var en kystbaseret jæger-fisker kultur, stod meget stærkt og at der ikke var noget incitament til at ændre på livsformen. Man har lidt frimodigt forsøgt at opstille den formel, at Ertebøllerne arbejdede 2-3 timer om dagen og spiste ernæringsmæssigt langt bedre end de bønder der efterfulgte dem og dagligt skulle arbejde 10-12 timer for den ringere kost.  Der var masser af kontakt mellem Ertebøllerne og agerbrugerne mod syd, de udvekslede varer, men altså ikke kultur. Men omkring 4000 f.v.t. ser man de første tegn på agerbrug (spor i keramik fra emmer og enkorn og tamdyrsknogler i køkkenmøddingerne).  Flere klimatiske faktorer kan have spillet ind; vandspejlet sænkede sig og østers-høsten fik dårlige vilkår, saltindholdet faldt i havet, temperaturen steg og måske steg befolkningstallet også. Der er ikke nogen enig fortolkning på skiftet, som skete så hurtigt, i løbet af et par generationer, at det dog virker overvejende sandsynligt at stammer sydfra er indvandret med kulturen. Det er nemlig sådan, at den sociale organisation er en forudsætning for et rimeligt succesfuldt agerbrug - og ikke omvendt. (citat herunder). Det er imidlertid også kendt fra central-europa, at træk fra de to kulturer smelter sammen i en hybrid, hvor jæger-samler samfundet udvikler en høj grad af indbyrdes arbejdsdeling som medvirker til etableringen af social organisation, som så igen muliggør en permanent boplads. 'Hulekunsten' i Europa stammer fra en periode under sidste istid, hvor man mener at kunne tyde tegn og afbildninger på den måde, at en sådan hybridform af sociale relationer lå bag  den kosmologi som hulekunsten vidner om. Man må forestille sig en dialektisk vekselvirkning mellem relationer og organisering, mellem mål og midler for de tidlige samfund.  

"De komplekse menneskabte relationer mellem dyr, planter og mennesker i en agroøkonomi gør denne erhvervsform mere sårbar og indebærer hyppigere svingninger i produktivitet end ved jagt og indsamling. Kombinationen af høj produktivitet - herunder stigende befolkningstilvækst - og ustabilitet betyder, at agerbrug har en indbygget tendens til ekspansion (...) Det vigtigste resultat af domesticering og agerbrug er dog de ændrede relationer mellem mennesker. Der indtræder ejendomsforhold til husdyr og afgrøder; forråd skal opbevares og fordeles i modsætning til den umiddelbare fortæring i jægersamfundet. Dyrkning og forarbejdning kræver arbejdsdeling og ledelse, ligesom forråd og husdyr kan disponeres og investeres til andre formål end de rent basale. Man f.eks. handle med dem, så man øger sin produktion og sin rigdom. Nogle grupper i samfundet kan på denne måde efterhånden frigøre sig fra den basale produktion for i stedet at administrere den. Agerbruget skabte således basis for udnyttelse og udbytning, ikke blot af planter og dyr, men også af mennesker." (Dansk Landbrugs Historie, s. 17, Kristiansen 1989)

Fra slutningen af Ertebølle-perioden ser man en gradvis overgang til nye livs- og driftsformer. Sarup-anlægget fra Sydvestfyn er et imponerende vidende om nye organisations- og livsopfattelsesmåder. Anlægget er fra omkring 4000 f.v.t. og består af 3690 egestopler som indhegner næsten 8,5 ha. En udregning viser at den samlede arbejdsindsats er på 50 mandsår, eller 70 mand i 3 måneder. Hér har man fundet et forrådskar fra ca. 3400 f.v.t. med ristede kerner, hvoraf 94 % var emmer samt en smule nøgen byg og nærmest ingen ukrudt. Fraværet af ukrudt tyder på en kombination af svedjebrug og et-årige marker, dvs at man formodentlig skiftede mark fra år til år for at undgå ukrudt.  Inden dette forrådskar blev til er vi altså kommet igennem en periode hvor svedjebruget bliver mere udbredt og systematiseret. Øsken og arden bliver efterspurgte redskaber og udvindingen af flint i deciderede flintminer bliver en industri - dansk flint 'eksporteres' til både vores sydlige og østlige naboer. Måske fordi Norden var langsom om at overgå til den nye boende kultur, foregår der nu en ret hurtig udveksling og udvikling af både teknologi (økser, arder og keramik), de forædlede korn-sorter og tamdyr fra Syd-Europa samt boliger, grave og materialevalg. Vi er kommet ind i Tragtbærekulturen eller Bondestenalderen.