"Han fotograferede markerne. De havde navne: De
Lange Agre, Vestervangen, Boelsjorden, Skovagrene, Toften, Kirkeagrene,
Fiskestierne og Trenne Lynge. Og Håstevajret og Højagrene, Kragemarken og Det
Gamle jord, Rødkæret og Vesterkæret, hvortil kom mosen og engene, Den Smalle,
Den Mellemste og Østerengen, og så holmene, Horngårds og Tøtten.
De fleste af dem var fordelt på flere af gårdene, som
så ofte igen havde splitte deres stykke op i to eller tre agre af hensyn til sædeskiftet,
den årlige vekslen mellem afgrøderne. Man så dem om sommeren dele landet op i
lodder med hver sin duft og farve, og hver sin særlige måde at modtage eller
værge sig imod vejret på. Nervøst eller saligt, stor i slaget, sårbart eller
trodsigt, sådan åbnede de sig for solen, bøjede sig for blæsten, bredte sig ud
under regnen: græsset og kløveren, kartoflerne og kålrabierne og sukkerroerne,
runkelroerne og turnipsen, byggen, rugen og havren, en sjælden gang hveden, men
så da ærterne eller lupinen eller lucernen.
Og de skulle alle sammen forsvinde. Eller udstrække
sig over det hele, som byggen kom til, her og der sammen med senere tilkomne
foderplanter som majsen eller rapsen. For sædeskiftet blev snart
overfflødiggjort af megatons af kunstgødning og pesticider, fungicider,
herbicider. Og de stadig større traktorer gjorde samtidig de småt opdelte agre
alt for upraktiske, og sammenlægningen af gårdenen kunne så stryge det ene skel
efter det andet. Enkelte marker blev spændt ud over alle andre. De lave og de
højtbeliggende, de våde og de tørre, de blev til ét uanset jordbund og
gennemskæringer af bække eller træbevoksede bakkekamme.
Det blev et stort produktionsområde, for det overskred
jo også samtlige de gamle navne, som derfor rask væk gik af brug. I en
ubegribelig hast levede der snart ganske få som blot kunne grave dem frem af
hukommelsen.
(Jens
Smærup Sørensen, Mærkedage 2007, s. 219-20)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar