"...som fik overdraget det utaknemmelige hverv at tale landbrugets sag..." Organisationsdannelse i landbruget.

"Juli 1914 var den varmeste siden 1861. De 23 første dage af måneden bød ligefrem på tropisk varme. Det indebar, at høsten var i fuld gang ved månedens slutning. Da kom krigen. Det meste af den danske sikringsstyrke blev indkaldt 1. august, og de værnepligtige hastede til deres garnisoner." 

Der er en stemning i ovenstående citat, fra bind 3 af Det Danske Landbrugs Historie (1988), som minder om begyndelsen på en episk roman.

Krigen blev dog ikke den katastrofe for høsten, som man kunne have frygtet. Landbruget var i sommeren 1914 allerede tilstrækkelig mekaniseret til, at maskiner i vidt omfang kunne erstatte det indkaldte høst-mandskab, men de følgende år, ja resten af årtiet, kom både landbrug og samfund til at mærke konsekvenserne af, at være blevet afhængig af energi- og næringsstofimport. Som beskrevet i "Træk af den økologiske jorddrifts historie del 1", fik det bekymrede erhvervsfolk, både i og omkring landbruget, til at afsøge mulighederne for at dyrke jorden uden at tilføre den importerede kemi. For den etablerede del af erhvervet, var der naturligvis både fordele og ulemper ved krigsudbruddet. Begrebet 'Gullasch-baroner' stammer fra denne tid, hvor nogle geschæftige erhvervsfolk tjente formuer på at sælge konserves til fronten (se nærmere beskrivelse her.).
Selvom gullaschbaronerne slet ikke kom ud af landbrugets kredse, så blev det i nogen grad den historie eftertiden fik serveret, bl.a. gennem senere litterære skildringer af København i starten af 20erne. I Tyskland opstod der parallelt en uforsonlig konflikt omkring fortolkningen af landmændenes rolle under krigen, som eksemplificeret ved det berømte maleri af Scholz: Industribønder. 

Den forretningsfidus, som Gullasch-baronerne blev rige på, de fleste ganske kortvarigt, de hurtige penge blev tabt igen under slut-tyvernes økonomiske krise, kunne sandsynligvis lige så godt have været udtænkt og sat i system af landbrugets egne organisationer, hvis de havde kunnet agere samlet. Men landbruget var slet ikke organiseret i 1914 på den måde vi kender det i dag.

 Krigens største udfordring, eller en af dem der er skrevet mest om i faglitteraturen, blev arbejdet med internt at koordinere landbrugets forskellige erhvervsinteresser i et mere eller mindre frivilligt samarbejde med forvaltningen, som reagerede på krigen ved at indfører en række centrale styringsorganer, der kunne håndtere den usikre forsyningssikkerhed.

Det andet årti af det 20. århundrede blev dermed en slags gründerzeit for samlingen af landbrugets erhvervs- og interesseorganisationer. Andelsbevægelsen stod for hovedparten af forarbejdningen, op imod 90%, men afsætningsledet var endnu mestendels i hænderne på private aktører. Hele baconproduktionen blev f.eks. solgt gennem engelske agent-firmaer. Også importen af foderstoffer og kunstgødning, var domineret af handelshuse udenfor erhvervet. Det er også vigtigt at bemærke, at andelsbevægelsen ikke var samlet - de respektive andelsforeninger varetog den enkelte produktionsgrens interesser, og havde ikke en stærk fælles organisations-platform. I det store hele var landskabet i erhvervet kendetegnet ved mange og i nogen grad modsætningsfyldte organisationsinteresser. Med til dem hører blandt andre: Landboforeningerne, Andelsudvalget, Husmandsforeningen, Landhusholdningsselskabet, Tolvmandsforeningerne, Ernæringsrådet m.fl. 

Interessekonflikten mellem husmændene og gårdmændene i landboforeningerne præger naturligvis perioden i meget høj grad, men er for omfattende til at beskrive her. Husmændene som træder ind på den historiske scene ved århundredets begyndelse, er dog så vigtig en del af historien, at jeg kort vil nævne to spor denne omkalfatring medførte, og som indvirkede på organisationsdannelsen. Udstykningerne begyndte som sagt ved århundredets begyndelse, men fik først rigtigt strukturbetydning med Lenafløsningsloven af 1919. De eventuelle følger af at oprette denne 'middelklasse' i landbruget havde dog længe og insisterende været diskuteret. Man var bange for at den sociale sammenhængskraft på landet, og dermed også den naturlige adgang til arbejdskraft jordbesidderne havde nydt godt af, ville bryde sammen. Disse klassemodsætninger fik da også stor betydning, måske når alt kommer til alt mere ideologisk end praktisk ude på landet, men de medførte immervæk sprængningen af Venstre, gårdejernes parti, og oprettelsen af Det Radikale Venstre, husmændenes parti i 1905 - som siden har haft en ganske indflydelsesrig placering mellem de to hovedfløje i dansk politik.

Da først husmandsbruget var en realitet og andelsbevægelsen gjorde det muligt for dem at afsætte deres produkter på lige vilkår med gårdmændene - og livsformen dermed fremstod bæredygtig - voksede antallet og da familielandbrugets kulturelle betydning toppede i 1946 var der ca. lige mange medlemmer organiseret i de to konkurrerende foreninger. Den primære økonomiske interessekonflikt handlede om foderet til dyrene: Gårdmændene var interesseret i høje kornpriser, husmændene, der købte kornet til deres husdyr, var interesseret i lave priser. Selvom husmandsbruget ikke overlever industrialiseringen af erhvervet, er det først i 2002 at Husmændene (Dansk Familielandbrug siden 1993) lader sig opsluge i landboforeningernes/landbrugets centralorgan. Og selv her blev fusionen en drabelig omgang. Men tilbage til historien om krigen i 1914.

Ønsket om at etablere et stærkt fælles organ havde eksisteret i mange år uden at det dog havde båret frugt. Dertil var både produktionsmæssige og regionale kulturer for forskellige. Tilbage i 1893 havde man stiftet De samvirkende danske landboforeninger, men en fælles legitim stemme, der udadtil politisk kunne repræsentere erhvervets samlede interesser, kom foreningen ikke til at udgøre.

Først i 1916/17 blev en egentlig fast landsdækkende ledelse af landboforeningerne ansat og det først efter en ikke konfliktfri række delegeretmøder. Et af stridsspørgsmålene var forslaget til nye vedtægter, hvori forretningsudvalget og bestyrelsen nu skulle vælges proportionelt efter landsdelsorganisationernes medlemstal. Derved ville jyderne have flertallet og kontrollen med foreningen. Sjællænderne stemte da også i første omgang nej til forslaget. Først da Landboforeningernes "ukronede konge" Thomas Madsen-Mygdal, forstander på Dalum landbrugsskole, havde mæglet  fik man den nye konstruktion på plads.

I forbindelse med valget af den sjællandske gårdejer Niels Nielsen til næstformand, skrev "Vort Landbrug":

"Det tjente sjællænderne til megen ære, at de valgte en så smuk, dygtig og intelligent bonde."
 Man aner nogle markante regionale forskelle og fordomme.  

I september 1917 åbnedes kontoret i København på Vester Voldgade 87. To år efter - og efter flere forsøg og politisk pres - blev Landbrugsraadet (bemærk citatet tilsidst) til, nu også med Andelsudvalget og Landhusholdningsselskabet ombord, men dog stadig uden Husmandsforeningerne. I parentes bemærket blev en alternativ organisation, den første af flere, også dannet i 1917. Under indtryk af både krigens øgede regulering og erhvervets manglende evne til at finde fælles fodslag og ledet af planteavlskonsulent H. Calundan så Dansk Landmandsforening sit lys, men da primus motoren kort efter krigen døde pludseligt, gik foreningen relativt hurtigt i sig selv igen.

Det er en urolig tid i erhvervet og mange komplekse omstændigheder gør det svært at beskrive udviklingen fyldestgørende, men det skal dog nævnes at Andelsudvalget røg ind i nogle uheldige disponeringer (bl.a krakket af Andelsbanken), som betød en svækkelse af deres indflydelse. Også Landhusholdningsselskabet mistede indflydelse, da de største planteavls-landbrug herhjemme oprettede "tolvmandsforeningerne", som deres vigtigste interessevaretager. Modsat landboforeningerne var Tolvmandsforeningernes medlemsbase på øerne, først i 1927 blev de landsdækkende.  Landhusholdningsselskabet gled gradvist i retning af at varetage forskning og forskningsformidlende indsatser.

Krigen og Regeringens håndtering af situationen, gjorde at der var et tæt parløb mellem forvaltningen og erhvervets forskellige sektorer, for at regulere eksporten, sikre befolkningens behov og udnytte mulighederne bedst muligt. Regeringen fik behændigt lagt eksportens fordeling ud i nogle udvalg besat af erhvervets egne folk, således at man ikke politisk stod til ansvar overfor de respektive krigsførende magter, men dog stadig udøvede indirekte kontrol. Kontrollen med hele fødevareforsyningen under krigen blev i øvrigt lagt ind under et organ, der havde det lidt pudsige navn. " Den overordentlige Kommission".

Alle disse udvalg og reguleringssystemer ophørte kort tid efter krigen. Selvom at landbrugets nye 'politiske aktører' var stærkt kritisk overfor den statslige indblanding, havde man høstet nogle erfaringer, fået høvlet nogle interne knaster væk og afprøvet samarbejde på tværs af de socio-kulturelle skel. Disse erfaringer skulle vise sig at få afgørende indflydelse på den måde erhvervet orienterede sig i det politiske rum på fremover.  En ny æra for de politiske og erhvervsøkonomiske rammevilkår for landbruget blev påbegyndt 5. maj 1920 med Madsen-Mygdals udnævnelse til Landbrugsminister og hans egenrådige oprettelse af "Erhvervsdirektoratet" i 1922, var en snedig manøvre for at bringe kontrollen med landbrugets interesser ud af den politiske forvaltning og ind i mere kongeniale rammer. 

Om Erhvervsdirektoratet skriver Det Danske Landbrugs Historie:

"Landbruget havde således sin egen efterretningstjeneste på det kommercielle gebet (...)" 

Den navnkundige og ærkeliberale Madsen-Mygdal, i øvrigt navnet på en lille landsby ved Hjørring, blev som bekendt senere Statsminister og fortsatte - kan man måske hævde - sin landbrugspolitik, nu med det store stats-husholdningsbudget, indtil De Konservative fældede ham i 1929. Han fortsatte som landsformand for Venstre frem til 1941, hvor hans tyskervenlige ytringer bragte ham i miskredit. Men for  at slutte med en nuance, der nok også er vigtig at have med, og som kunne være en kommentar til den aktuelle politiske dagsorden.  "(...) Til billedet af Madsen-Mygdal som erhvervets minister hører også, at han havde styrke nok til at tale landbruget midt imod i særdeles ømfindlige anliggender (...)". 

En varm serviet

Jeg ankom til Fødevareministeriets workshop om Økologiens Fremtid på Axelborg sammen med en større gruppe kinesiske studerende. Det syntes på en eller anden måde passende, at netop denne fremtidige kundekreds fyldte/blokerede indgangen til en af Danmarks mægtigste interesseorganisationer.
I sidste uge offentliggjorde Århus universitet en redegørelse og bog, der satte spot på organisationernes magt i dansk poltik; Landbrug&Fødevarer blev regnet helt i toppen af den udenomparlamentariske indflydelse. Det blev også synliggjort - ikke bare på de mange skærme rundt omkring i bygningen eller i løbende overskrifter bag oplægsholderne til dagens workshop - det stod sørme også på servietterne!
"Landbrug & Fødevarer er erhvervsorganisation for landbruget, fødevare- og agroindustrien. Med en eksport på over 148 milliarder kroner årligt og med 183.000 beskæftigede repræsenterer vi et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Ved at nytænke og synliggøre erhvervets bidrag til samfundet sikrer vi vores medlemmer en stærk placering i Danmark og globalt."

Og skriften var med versaler. Det er så et åbent spørgsmål om denne nytænkning og synliggørelse også gælder organisationens økologiske medlemmer. Der har været en del sværdslag i medierne i den senere tid mellem Økologisk Landsforening og L&F, i forbindelse med blandt andet Boxer-sagen og mælkeproducent-omlægninger (læs indlægget fra ØLs generalforsamling), hvor L&F har været kritiseret for ikke at ville økologien. Om det er disse aktuelle konflikter der spillede mine ører et puds eller om jeg virkeligt hørte rigtigt, så lød det angiveligt som om Uffe Bie, formand for Økologi-sektionen i Landbrug&Fødevarer i sin velkomsttale sagde: Jeg er formand for det der økologi.

Nuvel. Anledningen til dagens workshop var en evaluering og justering af Regeringens handlingsplan 2020. Det er den med en fordobling af det økologiske areal og 60% (?) økologi i den offentlige foodservice-sektor. Til dette regnestykke har man så hyret et konsulent-firma, der står for afviklingen af de tre workshops samt afrapporteringen til ministeriet. Blandt de fremmødte var, efter mit skøn, alle relevante parter: Fødevarer- og Miljøministeriet, Styrelserne, Foodservice-repræsentanter, Kommunale ditto, ØL, DNF, COOP, Arla, KBHFF, forskere og enkelte producenter - og sågar den gamle husmandsforenings arvetager: Frie Bønder, Levende Land.

Efter Uffe Bie og enhedschef for Økologi og Landbrugslov i NaturErhvervstyrelsen Joan Reimann, kom Dan Jørgensen til mikrofonen og underholdte ret scenevant med nogle anekdoter og refleksioner fra fødevare-universet.

Konsulentfirmaet fremlagde derefter nogle delresultater af arbejdet so far og konkluderede at markedet ikke fungerer som en driver for den økologiske omstilling og at der var blevet gjort alt alt for lidt fra politisk side for at fremme økologien.

Så var banen kridtet op til dagens temaer, som blev diskuteret i mindre grupper. Jeg havde valgt at deltage i: Et bedre politisk landskab for økologien og Alternative veje til udvikling - gør vi det rigtige?

Jeg vil egentligt gerne rose arrangørerne for måden workshoppen blev afviklet på. Det virkede som et godt gennemtænkt forløb, med plads og tid til at alle kunne ytre sig og at diskussionerne/ideerne - inden for de rammer, der nu er realistiske - kunne folde sig ud i de mindre grupper. Desuden gjorde deltagelsen af så mange centrale aktører, at diskussionerne blev løftet op på et niveau og med en seriøsitet der virkede troværdig, og som fremmede engagementet. Det var i hvert fald mit indtryk.

Der kom mange holdninger og foreslag på bordene i løbet af dagen, og de mange interessante vinkler på fødevare-erhvervets stofskifte med samfundet og vores forskellige syn på udviklingen generelt og strukturudviklingen i erhvervet i særdeleshed - samt mangfoldige svar på de udfordringer fremtiden bringer fylder 8 og en halv side i min feltdagbog.

I den første tema-session, som blev underinddelt i tre mindre grupper, hvor mange af de politiske spillere selvsagt deltog, nåede man frem til, at en vej frem kunne være at etablere:

 Et permanent forum, der på tværs af alle ministerier, lavede et økologisk tjek, på alle nye love, regulativer mm. Dette forum skulle tage ejerskab til Regeringens målsætninger og proaktivt gå ind i lovarbejde, høringssvar mm. for at sikre at hele samfundsudviklingen bidrager positivt til at løfte den grønne omstilling.

Hvor sandsynligt det er, at et sådant forum virkeligt kan etableres i det nuværende, for slet ikke at tale om det kommende, politiske klima, er svært for mig at afgøre - men i går syntes det både muligt og nødvendigt.

Af andre indspark til det politiske arbejde kan jeg nævne: Tilbageførsel af moms, en mØms; reform af tilskudsordninger; pesticid-afgift i hele værdikæden; det er et grundlæggende problem at det økologiske landbrug fungerer på det konventionelle landbrugsmarkeds præmisser, der mangler dokumentation og miljø-økonomiske modeller; manglende dynamik på EU-niveau; økologisk landmandsbank, sikre en mere diversificeret erhvervstruktur; sikre næringsstofkilder, en mere koordineret indsats for at uddanne og gøre befolkningen bevidste om økosystemerne.

Efter frokost, det var her de bombastiske servietter lå fremme, blev der diskuteret alternative veje.
Diskussionen ved 'mit' bord lå i forlængelse af formiddagens kortlægning. De økologiske forskningsarealer bliver mindre, finansieringen og generationsskiftet har det svært, forhindrer adgang til jord for økologerne, gælden i erhvervet spøger, det opfattes stadigt som elitært og københavneri at vælge økologisk, økologien bliver hele tiden i-talesat, som et erhverv der skal hjælpes og ikke som et værktøj til at løse udfordringerne, økologien skal hele tiden levere på de parametre, som man måler det konventionelle landbrug efter, kvalitet og smag prioriteres for lavt, der er ikke harmoni imellem husdyrhold og planteavl på landsplan osv.
Men hvad så med alternativer til den igangværende udvikling?

Der var forskellige tanker om adgangen til jord: leje og forpagtning efter New Zealandsk forbillede. Folkeaktier og en revitalisering af andelstanken. Al naturpleje af offentligt jord burde være økologisk.
På efterspørgselssiden: Bologna-modellen, hvor det offentlige laver 10-årige leverings-kontrakter med lokale producenter og stiller lager og distribution til rådighed. Hvis man indførte økologisk skolemad, så ville det virkeligt have stor effekt. Større fokus på eksport, markedsføre det danske Ø-mærke i udlandet. Støtte lokale værdi-kæder ved hjælp af bl.a. sociale medier.
Større forskningsindsatser igennem alliancer mellem det offentlige og private, der er et stort efterslæb med forskning i økologiske sorter og racer; støtte mikroforædlerne, som kan bidrage med specielle højværdi-afgrøder.

Set fra mit perspektiv, var det dog igen fokuset på den samfundsværdi, som den økologiske produktionsform bidrager med, der var det mest relevante håndtag at bruge. At udvikle beregningsmodeller - og implementere! - der påviser de goder, økonomiske såvel som miljømæssige, sociale, kulturelle og fremtidssikrende som er værdiskabende ved en giftfri fødevareproduktion.
Det burde være ligetil, hvis man ønskede det, at sætte nogle tal på drikkevandet, biodiversiteten, folkesundheden, ønsket om at bosætte sig på landet, dansk øko-omstilling som brand - og inddrage disse parametre i afgifter, beskatning og andre adfærdsregulerende tiltag.

Her står vi så igen ved den centrale brudflade i omlægnings-spørgsmålet. Er der overhovedet den interesse for økologien blandt landmændene? Blandt forbrugerne? Hvordan ser regnestykket ud for den danske fødevareklynge med sine 183.000 arbejdspladser og 148 mia. i eksport-indtægter, er den parat til at medvirke til en øget indsats for økologien? Hvad skal der stå på servietterne i fremtiden?

Mette Gjerskov evaluerer sin tid som minister.

Link til interview med tidligere fødevareminister Mette Gjerskov på Foodculture.dk

Øko-generalforsamling i Horsens

Det rinder kanské den trofaste læser i hu, at signaturen var til Plantekongres i Herning i december, og i den forbindelse afrapporterede med en spydig, men hjertelig, kommentar om at sende de djøf-agtige landbrugs-branchefolk ud i rummet, som et repræsentativt kultur-element for vor tid.

Det samme ville man ikke kunne skrive om Økologisk Landsforenings generalforsamling i Horsens i weekenden. Det var i sandhedens tjeneste en anden anledning, en generalforsamling er noget andet end en kongres, men der var nu alligevel en sammenlignelig stemning.

Efter sigende har man klog af tidligere erfaringer valgt at ligge selve generalforsamlingsdelen om Fredagen, sådan at nattens tildragelser ikke forhindrer at diverse valg bliver gennemført med nogenlunde ædru deltagelse. Det var nu ikke så slemt - om Lørdagen mener jeg.

Økologien er jo inde i en spændende tid: Regeringens ambitiøse øko-målsætninger, øget eksport, større offentligt fokus på lokale værdikæder, baggrundsforurening, mælke-udfordringer, CMS'er og sortslovgivning, forholdet til de konventionelle kollegaer, øget fokus på mad og kvalitet i foodservice-sektoren, ny CAP, mangel på næringsstofkilder, uddannelse, finansieringsbehov osv.

Jeg kan ikke kommentere alle emnerne, men nøjes her med en stemningsrapport og et par korte beskrivelser af de to udvalgsmøder jeg deltog i.

Formandens beretning kom rundt om de fleste af de ovennævnte fokus-områder og kunne også konstatere, at det økologiske areal også i 2013 var øget, at øko-omsætningen var steget samt at foreningen havde fået 133 nye medlemmer. Der var gode takter og meget bud efter både formanden, direktøren og foreningens input til politiske processer og græsrodsinitiativer. Personligt synes jeg, at det var fascinerende at overvære formandens retoriske taleevner, der kom en Obama-dimension ind i beretningen. Jeg mener bestemt ikke noget negativt derved, det er vigtigt med visioner og ideologi, og økologien har brug for den oprustning både internt og politisk. Men det lød alligevel lidt sjovt.

Der var to af de gamle ildsjæle der trådte tilbage fra bestyrelsesarbejdet og for en førstegangsgæst var det en gave, for dette var anledning til flere lange taler og ture ned af minde-ruten, for at ære deres respektive indsatser. Foreningen er kommet langt, fra en mindre erhvervs-marginaliseret gruppering, til den forholdsvist store og indflydelsesrige organisation den er i dag. Dette kom fint til udtryk ved takketalerne til dem der trådte tilbage. Alle kunne vist glæde sig over den udvikling, men den betyder naurligvis også at kravene til organisationens struktur og kapacitet fører nye og uvante samarbejdspartnere med sig. I den mere kulørte ende af dette fænomen, var der sågar en øko-sketch med Rytteriet og en livsstils-peptalk ved Mads Bo. Alle kunne vist ikke grine lige højt af det.

Som en sidemand bemærkede. Jeg er ikke sikker på om vi er målgruppen?

Om aftenen - efter at de 8 fag-udvalg havde præsenteret årets arbejde og inviteret til at deltage i næste dags udvalgsmøder - var der mad, musik og dans - og dyre fadøl, men de var da i det mindste økologiske, det var der vist ikke ret meget af maden der var.

Lørdagen rummede som skrevet de forskellige udvalgsmøder samt en række foredrag, oplæg og gruppediskussioner om tidens trends og udfordringer.

Jeg deltog i Frugt- bær og grøntudvalgets møde fordi sagen om pesticid-regn, den såkaldte Boxer-sag (efter navnet på den sprøjtegift, der er indeholder det stof: prosulfocarb, der er tale om), virker som en meget principiel og konfliktfyldt sag. Helt kort har man fundet rester af et sprøjtemiddel hos en økologisk æbleproducent, som stammer fra en 'pesticide-sky' i atmosfæren. Jeg har en artikel hængende på min opslagstavle fra 9. december 13, hvor nyheden kom i medierne. Udvalgsmødet havde dog først en lang snak om de såkaldte CMS'er, en form for laboratorie-forædlet grøntsagssorter, som udvalget efter en lang diskussion var endt med at acceptere, som foreneligt med økologien - i modsætning til hvad den internationale økologiske organisation havde ment. Udvalget blev bedt om at se på sagen en gang til. Hvad angår Boxer-sagen, også omtalt som 'baggrundsforurening', blev vi informeret om sagens detaljer og også Videncentret for Landbrug og NaturErhvervsstyrelsen deltog i debatten. Fra VLFs side synes problemstillingen at handle om brugen af de rette dyser - når der bliver sprøjtet på vinterhveden. Derfor er den handlingsplan der er fremlagt for at imødegå fremtidig forurening primært rettet mod den rette tekniske håndtering af sprøjtemidlet. Denne indsats ville blive koordineret med producenten: Syngenta (ejet af Monsanto) - som vil gøre en ekstra oplysningsindsats overfor forhandlerne. Der var mange økologer der mente, at dette langt fra var nok, handlingsplanen burde indeholde både sanktioner samt erstatningsprocedurer. Så det sidste punktum er slet ikke sat i denne sag. Det blev også nævnt, at den egentligt skyldige i denne sag, ikke er den konventionelle landmand, der sprøjter,  men myndighederne, der tillader brugen, frekvensen og så uforpligtende en sprøjtevejledning, at man burde rette erstatningskravene til Miljøstyrelsen. Det er efter min mening en meget principiel sag og interessant at følge hvordan erhvervet internt, sprøjtemiddelsproducenterne og lovgiverne vil håndtere den. Hvis man er interesseret - og god til at læse engelsk - så kan man via linket her, læse om EUs initiativer på dette område - eller prøve at google: ”Framework for the Assessment of Plant Protection Products”. 
ØLs reaktion på handlingsplanen kan læses her.

Jeg deltog også i Mælkeudvalgets møde. Det er vel det emne der har fyldt mest i (landbrugs-)medierne henover vinteren. 1 April ophører kvote-ordningen, altså det system der har reguleret hvor meget mælk den enkelte producent havde ret til at producere. Fra den dato kan man producere så meget som man har lyst til - og kan afsætte. Det har ført til at i omegnen af 15 mælke-producenter indtil videre har tilkendegivet, at de opgiver den økologiske produktion og vender tilbage til konventionel produktion. Årsagerne hertil er ikke helt så ligetil at blive klog på, i hvert fald ikke når man sammenholder den høje afregningspris, ØL's egen meningsundersøgelse og andre indikatorer. Men man må formode at et de vigtigste parametre ud over økonomien er muligheden for at udvide produktionen - en økolog er jo nød til at øge arealet hvis han øger besætningen, samme krav er ikke så strikse for den konventionelle mælkeproducent. Der var talstærkt fremmøde, jeg mener at alle mejerier og interessenter var repræsenteret, det er noget der betyder noget for erhvervet. Som formanden sagde, så er der noget helt galt med rammevilkårene for økologisk mælkeproduktion, når så mange vil lægge om. Der ligger et stort arbejde forude for mælkeudvalget hvis tendensen fortsætter. De øvrige ting der blev nævnt som de vigtigste indsatsområder er: Fair konkurrence om adgang til jord - det knytter sig bl.a. til biogasmajs-produktionen i Sønderjylland, hvor den tyske regering/energisektor giver konkurrenceforvridende støtte til de tyske landmænd, der dyrker biomajs og som derfor kan overbyde på landbrugsjord nord for grænsen. En dialog med detail-branchen om deres brug af mælk som slag-vare - når supermarkederne faldbyder billig konventionel mælk, for at trække kunderne ind i butikken, bliver prisforskellen til det økologiske alternativ alt for høj. Et-årige forlængelser af øko-arealstøtte, jordfordelingsinitiativer og et ønske om at kæde støtten sammen med natur, miljø og klima-indsatser var de øvrige fokus-områder. Ligesom det var tilfældet til Frugt- bær- og grøntudvalgets møde, mærkede man igen den underliggende modsætning mellem hvilke interesser L&F kæmper for at støtte også selvom de sender deres økologi-sektion.

Solen strømmede ind af vinduerne på Hotel Opus, årets første forårsdag havde lidt tarveligt valgt netop denne lørdag til sin ankomst og øko-folk sivede langsomt, trætte og lidt vemodige, så går der måske et helt år før man ses igen, ud af døren - mens flere busfulde friske Hansi-fans checkede ind.

Nyheder fra Videnskabens Verden.... og tilsidst en god nyhed.

Der blev for nyligt afsendt et anonymt brev til NaturErhvervsstyrelsen med anklager om fusk med projektmidler hos Videnscentret for Landbrug.

Jeg har ikke kunnet finde nogen afdækning af sagen i 'uvildige' medier, men man kan læse erhvervets egen formidling af sagen her.

Igår afholdte TV2, Akademiet for Tekniske Videnskaber og Danske Videnskabsjornalister et seminar med titlen: 

Videnskabsformidling eller spin?

Dagen handlede om flere aspekter af videnskabsformidling end det jeg hæftede mig ved, bl.a. at 'alle' meningsundersøgelser peger på at 'forbrugeren' er meget mere interesseret i videnskab og forskning, end det der bliver tilbudt i dagens medier. 

Men her skal det handle om videnskabens rammevilkår.

Problemet, eller udfordringen som alle problemer hedder idag, er den stadigt stigende efterspørgsel fra samfundet og kommercielle aktørers side, efter det man kalder 'challenge-based' eller anvendt forskning. Fra forskning til faktura, kalder andre det. 'Udfordringen' består af flere aspekter i den transformation der sker på de højere læreansatler i øjeblikket. På den ene side består forskningsprojekterne ofte af store grupper af forskere, der alle har en lod i at projektet er succesfuldt og positivt eksponeret og derfor kan de være vanskelige platforme for den enkelte forsker at præsentere kritisk forskningsresultater fra, de er så samtidig ofte karakteriseret ved en høj grad af ekstern finansiering, det vil sige at en fond eller en kommerciel aktør, har en aktie i forskningsresultatet. Dette kan medfører nogle interessekonflikter mellem sponsoren og forskeren, eller hvad vi har set en række eksempler på i det forgangne år, mistanke om at forskningsresultaterne bliver købt.

En uheldig udvikling, som universiteterne indtil videre har haft svært ved at takle endsige kommunikere sig fornuftigt ud af. Som vi bl.a. var vidne til igår!

Et andet aspekt er den meget hårde konkurrence, der er blandt yngre forskere. Som ph.d.'er er man ansat i 3 år og går derefter en meget usikker fremtid i møde, hvis ikke der findes forskningsmidler til yderligere ansættelse. Derfor vil mange, sådan lyder resonnementet i hvert fald, være tilbøjelige til at rette ind efter, eller i hvert fald pejle efter, som det blev formuleret igår, den 'konklusion', som sådanne større forskningsprojekter er udstyret med på forhånd. 

I virkeligheden er det selve videnskabens legitimitet eller ånd, om man vil, der her bliver undermineret af økonomiske hensyn, af den ene eller anden slags. Jeg tror at noget af denne udvikling indskriver sig i en større kulturel forskydning, som har noget med den måde vi forstår vores virkelighed på at gøre. Hvis jeg husker rigtigt så er baggrunden for dette paradigmeskifte og de konsekvenser som vi mærker, beskrevet indsigtsfuldt af Rune Lykkeberg i hans bog Kampen om Sandhederne 2008 (som jeg ikke har læst, men læst et speciale om).

Grunden til at jeg skriver om det her, er naturligvis, at den interessekonflikt er yderst aktuel i landbruget. Hvor mange uvildige forskere, det være sig fødevareøkonomer, forædlere eller agronomer findes der på Videnscentret for Landbrug? På Science (tidl. Landbrughøjskolen)? På Axelborg? I ØL?

Hvor ofte ser man ikke en eller anden absurd positiv nyhed ramme mainstream-medierne afsendt af Landbrug&Fødevarer, præsenteret som et forskningsresultat? Jeg mindes en håndfuld af disse i ugen efter at den meget kritiske dokumentar: Det Store Svinerige, havde været vist.

Måske tager jeg fejl, men hvor mange selvkritiske rapporter kommer der fra de videnskabelige institutioner, der beskæftiger sig med landbrugserhvervet?

Hvis man vender den rundt, er forskningen i fremtidens landbrug og landbrugets fremtid så egentligt objektiv videnskab - eller er det forskellige økonomiske hensyns dagsordener fremført som videnskabelig forskning?

Man kan også med rette spørge om det overhovedet er et videnskabeligt problem, forskningen kan i og for sig være legitim nok, blot præmissen er klar for alle.

Et eksempel der blev nævnt igår, ikke nødvendigvis på fusk, men på 'udfordringen' var Professor i bioetik Peter Sandøes rolle i et forskningsprojekt betalt af svineproducenterne, samtidig med at han var formand for en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der skulle sikre, at svineavlen foregår etisk og forsvarligt for dyrevelfærden. Det var en fejl ikke tydeligt at oplyse om interessekonflikten, erkendte han, men afviste at være købt til at levere et bestemt forskningsresultat. Ikke destomindre måtte han trække sig fra etisk råd.

Et andet var den meget medie-ombruste sag fra i sommers om, hvordan en ph.d. kom i klemme på OPUS-projektet, efter at han præsenterede en oplevelse af at forskningsmidler muligvis blev anvendt til at markedsføre ny nordisk hverdagsmad, snarere end at forske i virkningen på forbrugerne.

Læs her. 

Og så tilsidst en god nyhed!

- måske også spinnet, men hva' faen....