Baltikum

Rejsebrev fra cykeltur gennem Polen, Litauen, Letland og Estland.

Den første nat i teltet hørte jeg en række dybe smæld, der fik mine søvndrukne tanker til at spekulere om hvorvidt det var polske nationaliser der legede røvere og soldater i skoven. Man hører en del om polsk nationalisme, når man taler med danske landmænd der driver en bedrift i Polen. Polen er det land i Europa med flest landmænd pr indbygger næstefter Rumænien og tilsammen står de to lande for halvdelen af alle landmænd i Europa, så nationalisme og landbrug hører sammen i Polen. Næste dag fik jeg dog at vide, at det var et stort nærliggende hollandsk agro-firma, der havde skudt kemiske vejrbomber op i skyerne, for at beskytte deres blåbær mod tung regn og hagl.

Det der slår een med lige dele fascination og forundring når man cykler gennem det østpolske landskab, er kontrasterne der eksisterer side om side. Man ser topmoderne gårde, formodentligt ejet af udenlandske investorer, med de nyeste, største og mest high-tech maskiner på markedet ved siden af landbrug, hvor malkepiger bærer junger hjem fra marken, hestetrukne redskaber lister rundt og i det hele taget et før-industrielt billede manifesterer sig. I mellem de to epoker findes alle mulige hybrider, jeg så rigtigt mange traktorer og mejetærskere fra 60erne, 70erne og 80erne på de polske marker og maskinstationer. Jeg så mælkebiler med MD - Danmarks international mejeri, kun halvt udvisket på siden. Jeg så hundreder af skilte reklamerende for Agro-turisme - men hvorvidt det virkeligt er så udbredt en ferieform, eller måske blot er en måde at få tiltusket sig EU-tilskud, blev jeg ikke helt klog på. Jeg sov en enkelt nat hos sådan en bondefamilie - i mit telt i haven - og vi talte på gebrokkent tysk om de mange virkeligheder der - ligesom i Danmark - forsøger at overleve i et erhverv præget af usikkerhed og hastig forandring.

Litauen havde ikke så meget landbrug, i hvert fald ikke langs de veje jeg cyklede. Det lidt landbrug jeg så virkede som værende meget gammeldags og antageligt baseret på en selvforsyningsøkonomi. Landet, der da muren faldt var det bedst udviklede og mest lovende hvad angår en assimilering med europæiske markeder - Litauen er også det land i regionen med den mest homogene befolkningssammensætning - er siden gledet bag om dansen. I dag er landet det mindst udviklede, næsten halvdelen af befolkningen er udvandret for at finde arbejde og folk ser ikke særligt lyst på fremtiden. Det er endnu ikke lykkedes at opfylde kravene til valutaunionen og overgå til Euro, selvom de to naboer for længst er nået dertil. Det gør samtidig også landet lidt mere eksotisk og dermed spændende at rejse i end de andre baltiske lande, synes jeg, og meget billigere. Kysten og især den lange halvø Neringa er et vidunderligt uspoleret Skagen-agtigt landskab. Som et kuriosum kan nævnes at det litauiske sprog er et af de ældste i verden, eller viser fonetiske strukturtræk der er tættere på sine indo-europæiske rødder end noget andet kendt sprog. (Opdagede lige denne nyhed)

Så var situationen en noget anden i Letland. Letland var under Sovjet-tiden kendt for sine bilfabrikker, kemi-industri og også fødevareproduktion. Her mærker man den voksende selvsikkerhed, som en nation/økonomi på vej frem fostrer. Det giver sig også udslag i hvordan landbrug, fødevarer og national identitet bliver repræsenteret. I Letland har man en stereotyp: The Danish Pigfarmer ( den danske svinebonde) - som er en udlænding der køber stort ind. Det er lige meget hvor personen kommer fra eller hvad han/hun køber - hvis det opleves som overdrevet så er det en dansk svinebonde! Det er mit indtryk at letlænderne diskuterer landbruget meget, alle jeg spurgte havde en holdning, en anekdote, en mening om de store udenlandske investeringer i letlandsk landbrugsjord. Jeg fik også fortalt at mange udlændinge havde sat deres landbrug til salg i den senere tid, men kunne ikke undersøge det rygte nærmere. Uden at ville fortolke for meget på mine beskedne erfaringer, så er det nu også mit indtryk at hele denne sensitivitet omkring udenlandsk tilstedeværelse har sin egentlige årsag i det store russiske mindretal i landet og Ruslands meget strategiske brug af det faktum. For det første køber russiske rigmænd stort ind af ejendom i Letland, efter sigende fordi situationen i Rusland er meget usikker, så hvis det bliver for farligt hjemme, har de etableret et alternativ i Letland. Derudover går der rygter om at Rusland 'køber' letlandske statsborgere til at skifte til et russisk pas ved at tilbyde højere pension, med henblik på at have dette russiske segment i landet, der giver alibi til blande sig i indre anliggender. Situationen i Ukraine bliver fulgt meget nøje i Letland.

Men at danskere har købt stort ind og skabt sig et noget ubehageligt renomé er altså også en del af den kulturelle virkelighed. Foruden disse lidt politisk abstrakte forhold så var der blå køer, en særlig race der bor langs Kurland-kysten, som måske er mere grå end blå, men som de ikke desto mindre er meget stolte af. Letland var det eneste land i regionen der havde et udbud af egne økologiske produkter (mejeri og brød).

Estlands nyere historie er mere tumultisk end de andre baltiske naboer. Tættere allieret med først Finland og så Nazi-Tyskland end det var tilfældet med de andre baltere, gik kommunisterne og Stalin hårdere til værks her. Hver tiende Estlænder blev deporteret til Sibirien. Et mere markant forsøg på russificering og dermed også en voldsommere modreaktion da selvstændigheden kom, har skabt større etniske spændinger her. Samtidig er det dog også lykkedes landet at få etableret den bedst fungerende økonomi i regionen og i dag er Estland og især hovedstaden Tallinn blevet et 'moderne' europæisk sted, med alt hvad det indebærer. Unge estlændere oplever hvordan deres eget lands arbejdsmarked og universiteter er blevet en magnet for unge fra hele Østeuropa og det skaber en meget dynamisk ungdomskultur i de større byer, som minder en om Berlin i 90erne. Landbruget er også her delt mellem brug ejet af udenlandske investorer inklusive en del danske og så et lidt mindre opdateret eget landbrug. De store industribrug ligger ude mod øst og den russiske grænse og der kom jeg ikke ud. Den igangværende Ukraine-krise og Ruslands fødevare-import forbud har antagelig stor betydning for disse landbrugs overlevelsesmuligheder.

Jeg deltog i EASA, en international antropologisk konference i Tallinn, hvor vi var en små ti stykker der alle have landbrug, fødevareproduktion og landdistriktsudvikling i Europa som forskningsområde. Vi dannede vores egen lille studiekreds, som mødtes udenfor det officielle program og jeg lærte mere om strukturudviklingen i Østeuropa, danskernes fremfærd der og perspektiver på  landbrugskultur i 'rigtige' udkantsområder end jeg nogensinde ville have kunnet læse mig til. Mere om det på et senere tidspunkt.