Måske

Før sommerferien fik jeg lov at låne en tidligere landmands scrap-bog. Den indeholder artikler, kronikker, debatindlæg og læserbreve fra ca. tiden 1990-95. Det der slog mig da jeg gravede mig igennem bunken, og som jeg også har diskuteret med forsker-kollegaer, der genkender billedet,  er den langt større offentlige diskussionslyst dengang mellem landmænd, forskere og forvaltning!

Måske skyldes det at de politiske 'spin-doktorer' endnu ikke var kommet til byen, sådan at forvaltningen var tilladt at forklare og fortolke betydningen af de politiske dispositioner. Måske skyldes det en mindre villighed til at konfrontere modparten med konsekvensen af hans holdninger - her tænker jeg naturligvis primært på den dengang mere udbredte konflikt mellem økologerne og 'de konventionelle'. Måske skyldes det en 'professionalisering' og øget fokus-gruppe baseret strømligning af mediebilledet, sådan at aviserne i dag ikke mere er det offentlige rum hvor meninger brydes, men hvor holdninger tilbydes. Måske skyldes det en stækkelse af forskernes engagement i samfundsspørgsmål, bl.a. i kraft af en tiltagende markedsgørelse af universitets- og forskningsverdenen. Måske er landbruget blevet så kulturelt marginaliseret, at struktur-udviklingen ikke rager os en pind, med mindre den er pakket ind i økonomiske nøgletal eller et godt drama. Måske er landbrugets hovedorganisation Landbrug&Fødevarer blevet så dygtige og effektive til at bedrive politik, at deres interesser og holdninger bedst bliver fremført bag lukkede døre. Måske kan man sige det samme om Økologisk Landsforening. Måske nøjes vi med, under samtalekøkkenets hallugenlys, at forholde os kritisk til de højteknologiske industrielle  tilstande i svinestalden, som de østeuropæiske landbrugsmedhjælpere arbejder i - mens vi sætter tænderne i fødevarer, der koster alt alt for lidt i forhold til de egentlige produktions-omkostninger. Måske kan eller orker vi bare ikke mere at forestille os noget alternativ til hvordan tingene udfolder sig.

Måske måske. Nogen egentlig offentlig debat om landbrugets fremtid er i hvert fald fraværende. Og det er ikke fordi de udfordringer vi stod overfor i halvfemserne er blevet mindre eller at landmænd, forskere og embedsmænd er blevet mere enige om hvilket mål eller blot del-mål vi har for udviklingen og de rammevilkår der regulerer den. Tværtimod, situationen er endnu mere dyster og polariseret nu end den var for tyve år siden.

Det minder mig om et panel jeg deltog i på den nyligt overståede konference i Tallinn: Historien i periferien af krisen. De fleste indlæg handlede om livet i krigens skygge; om hvordan mennesker har evnen til at fortsætte hverdagens små gøremål og finde glæde og sorg i alt det almindelige - alt imens krigen raser udenfor døren og virkeligheden er i undtagelsestilstand. Jeg spekulerede på om det er sådan, set i fugleperspektiv, at hele vores civilization lever. Og mere nærværende om man kunne sammenligne det med de mange gældsplagede og aldrende danske landmænd, hvor tvangsauktionen/banken lurer udenfor matriklen, og hvor man fortrænger - og lever og arbejder videre i hverdagens mikrokosmos.

Hvad skal man ellers gøre?  Blande sig i ... noget??