Der sidder et udklip fra Børsen på min opslagstavle. Det er fra 2016 og øverst står Udland: kort nyt. Overskriften er: Valutafond advarer om verdens gæld. Første sætning lyder: Den samlede gæld globalt er stigende og har nået hidtil usete højder. Ved siden af notitsen er der en meget lille graf, ikke meget større end en tommelfingernegl. Her kan man lige ane, at den globale gæld i årene mellem 2001 og 2015 er steget ret markant, med et stort hop i opad i 2009. Valutafonden fra overskriften er IMF, som meddeler at gælden nu udgør 225% af den globale BNP, hvilket svarer til 1 million milliarder kroner - fortæller Børsen. Men det er jo bare Udland - og tilmed kort nyt.
Jeg mindes mit interview med Peka Pessonen, general-sekretær i Copa-Cogeca, de europæiske konventionelle landmænds magtfulde interesse-organisation i Bruxelles. Han fortalte, med en nærmest drenget fryd, om et dokumentar-program om dansk svineproduktion han havde set.
Pessonen refererede en scene hvor den finske journalist interviewede svinebonden, som ubekymret fortalte, at han skyldte 50 mio. kr i banken. Hvad ville du gøre hvis du blev gældsfri, spurgte journalisten. Låne 50 mio. kr mere, svarede landmanden prompte. Det er jo vanvittigt, sagde Pessonen, men det er den forretningsmodel danskerne har, og det skal jeg ikke gøre mig til dommer over - små-lo han.
I en publikation fra dec. 2017 - udgivet af Seges/Landbrug&Fødevarer - analyseres de 2% bedst indtjenende landbrug herhjemme og deres fællestræk identificeres i 11 temaer. Det er bemærkelsesværdig læsning. F.eks. er de 2% - i rapporten kaldet TOP 2 - generelt enige i en teknologi-skepsis. "TOP 2 er langt fra first movers....de ønsker ikke at den (teknologien) erstatter og udvisker den faglige kunnen..."
Flere af de 23 interviewede har skaleret ned (!), de har simpelthen erkendt at en mindre produktion var mere rentabel. En anden interessant faktor er fritid. Ifølge rapporten prioriterer alle TOP 2'erne, at have tid væk fra produktionen, enten i form af rejser eller hobbier. "De sørger for at holde fri og prioriterer at have tid til at holde ferie i længere tid af gangen, gå på jagt, være sammen med familien og ligge på sofaen." I citaterne står der ting som: "Restitution er lig med innovation."
I temaet om 'Målrettet Rådgivning' fortælle de samstemmende, at de søger rådgivning uden for de eksisterende landbrugsnetværk - enten blandt andre erhvervsledere eller i udlandet. I en af TOP 2'ernes egne ord:
"Jeg synes alt for mange landmænd kun netværker med folk med samme præferencer som dem selv. Så får de ikke friske øjne på deres landbrug og får ikke forskellige holdninger og værdier tilført."
Ellers er temaerne naturligt nok præget af økonomistyring, ledelse, risikospredning og optimering. Det fremgår tydeligt at disse succesfulde landmænd har en kvalificeret fornemmelse af deres egne kompetencer, ikke er bange for at give medarbejderne stort ansvar, og har en stærk tro på egne valg og dispositioner.
Rapporten opgør ikke gældsprocenten hos TOP 2, men i flere af temaerne skinner det igennem, at de interviewede har en uvilje mod gæld. De ser med skepsis på den generelle vækstideologi i dansk landbrug.
Det er det samme mange bankrådgivere nu siger (men om de også agerer derefter, er mig noget tvivlsomt) - det skal være kroner fremfor kilo, afkast fremfor udbytte.
Men for hovedparten af det eksisterende landbrug er det ikke en reel mulighed, her er investeringsstrategien lagt efter den herskende forretningsmodel, jeg i disse ti afsnit har forsøgt at forklare for læseren: kampen om marginalomkostningen på stykprisen.
Så længe den dominerer landbrugets produktions-set-up, vil gæld være en uundgåelig del af driftsøkonomien - og dermed samfundsøkonomien.
Men er det så stort et problem som mange kritikere gør det til?
Nogle vil mene at så længe landmændene betaler deres renter og har likviditet til at følge med udviklingen, så er gældens størrelse irrelevant. Men som jeg har skrevet om andetsteds, følger der nu helt nye aktører med i finansieringen af denne forretningsmodel: den eksterne investor.
Er det også irrelevant om det er en kineser eller saudiaraber eller et hollandsk pensionsselskab, der ejer den danske landbrugsjord?
Kort efter - eller i virkeligheden midt under finanskrisen i vinteren 2009 - var jeg til et foredrag i Filosofisk Forum, på teologisk institut i København, hvor en professor i økonomi fra CBS talte under overskriften: Hvad er årsagen til Finanskrisen?
Han underholdte vittigt med nogle meta-reflektioner om historieskrivning og hvordan forskellige årsagsforklaringer kæmper med hinanden og hvorledes tilfælde nogle gange afgør hvad eftertiden ender med at hævde som 'sandheden' - og det gjaldt naturligvis også 'sandheden' om hvad der forårsagede den igangværende finanskrise.
Han gik derefter over til at ridse de fem mest - men internt modsætningsfyldte - sandsynlige vindere af forklaringsretten på hvad der fik verdensøkonomien til at kollapse i 2008/2009. De var som nævnt forskellige, men et element havde alle tilfælles: gæld.
Her springer jeg fra økonomiprofessorens ordvalg til min egen fortolkning.
Gæld havde - og har - gjort befolkningerne og politikkerne ude af stand til at styre samfundsudviklingen. Når man skylder penge er man på en eller anden måde i lommen på banker og andre kreditgivere, der på den anden side er ejet af aktionærer, som måske selv er andre finansaktører, der igen er ejet af aktionærer, som alle skal have et afkast på deres investering - og hvad er mere sikkert end renter på udlån?
Bankerne har gjort en god forretning ud af landbrugsgælden også selvom de ofte siger det modsatte - og det giver alsammen en særlig uheldssvanger afhængighed af konstant økonomisk vækst. Og konstant vækst i gælden. Det ser man i endnu højere grad i dansk økonomi end mange andre europæiske økonomier. Danske forbrugere er de mest forgældede i Europa, hvis man skal tro Danmarks Statistik - ligesom altså danske landmænd er de mest forgældede landmænd - måske i hele verden.
Gør det danskerne og de danske landmænd til de mest ufrie?
Tilsyneladende ikke, for det synes, jævnfør Børsens notits ovenover, at være blevet en dominerende samfunds-, forbrugs- og forretningsmodel i den vestlige verden. Gælden er en integreret del af det økonomiske stofskifte - og den vokser på de samme præmisser overalt i samfunds- og verdensøkonomien uden at mange løfter et øjenbryn.
Man kan altså udemærket argumentere for at landbruget blot spejler og følger en generel kulturel ensrettet gade - som i det nuværende system er en eksistentiel nødvendighed.
På den anden side, synes gælden at gøre det umuligt at skifte spor, umuligt at skifte produktion, umuligt at skifte det nuværende system ud med et mere bæredygtigt, umuligt at skifte den herskende vækst-ideologi ud med andre styrende parametre - og det er vel den vigtigste frihed, at kunne forme sin og sine børns fremtid?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar