Når bonden har det godt, har samfundet det godt. Landbrugsøkonomiske ræsonnementer.

Bonden og samfundet.  Blog-indlæg om klassiske landbrugsøkonomiske ræsonnementer.

" (...) Fundamentale problemer skaber et indkomstproblem for bedrifterne. Den tekniske udvikling medfører, som følge af den perfekte konkurrence (der tvinger bedrifterne til implementering), at udbudskurven til stadighed forskydes mod højre, men efterspørgselskurven ligger fast: De første innovatorer finder det profitabelt at implementere den nye teknik, idet de kan forøge output til den eksisterende markedspris og herved opnå større profit. Efterhånden som flere bedrifter implementerer teknikken vil udbudskurven forskydes mod højre, hvorefter markedsprisen nødvendigvis må falde. Dette prisfald vil skabe indkomstproblemer for de bedrifter, der ikke har implementeret teknikken, og disse problemer vil efterhånden også presse de resterende bedrifter til at implementere den nye teknik, hvorefter udbudskurven forskydes yderligere mod højre. Indkomstpresset skulle medfører, at arbejdskraft forlader landbruget i stor stil, men afvandringen har aldrig været tilstrækkelig til at sikre ligevægt mellem indkomster i landbruget og i industrien. Hermed har Metcalf implicit beskrevet, hvad Cochranel benævner "trædemølleeffekten", og det er denne der uudgrundet har ledt til statslige interventioner for at sikre landbruget et vist indkomstniveau. Metcalf nævner desuden en række mere "praktisk" politiske mål for landbrugspolitikken." " Som følge heraf er det relevant at spørge, om det politiske praksisfelts fastlæggelse af visse betingelser finder sted under hensyntagen til en driftsøkonomisk eller en samfundsøkonomisk rationalitet." (Ingemann: Landbrugsøkonomisk teori 2008, s. 49-50 og 76).

Jeg har ofte nok, i ansøgninger og præsentationer, citeret De Økonomiske Vismænd, når et svar på ovenstående spørgsmål skulle skitseres. Så ordene føles helt matte i deres betydning, men jeg giver dem alligevel endnu en tur i manégen, når nu indlæggets tema, så eksplicit er landbrugets økonomiske forhold:

"Siden 1966 er de reale priser på landbrugsprodukter imidlertid faldet med knap 90 pct. relativt til det generelle prisniveau. Det skal ses i lyset af en generel vækst i fødevareproduktionen, som skyldes, at stadig flere lande “haler ind” på grænsen for teknologiske effektivitets-fremmende løsninger. Derfor er der udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.” (De Økonomiske Råds rapport 2010: 61)

Men lad os for en stund lægge den rationalitet eller manglen på samme bagerst i bunken og se på de fundamentale vilkår for fødevareproduktion, som Ingemann gennemgår. Her simplificéret.

De primære udfordringer, set fra et økonomisk teoretisk perspektiv, er produktionens og efterspørgslens "uelastiske" karakter. Produktionsapparatet, i særdeleshed jord, er en naturgiven endelig ressource, der ikke kan forøges, omkalibreres eller flyttes. I et stigende omfang gælder denne problematik også bygninger og det øvrige produktionskompleks, som er blevet større, mere kapital-tungt og mindre fleksibelt i takt med en øget specialisering, som så også betyder at en tilpasning til ændrede forbrugermønstre, pris-udviklinger og markeds-muligheder ikke finder sted! Desuden kommer en forholdsvis statisk efterspørgsel: Man kan kun spise sig mæt en gang om dagen, som det hedder. Og i den sammenhæng er befolkningstilvæksten ikke relevant, da den finder sted i lande med markeder, der ikke er interessante for vores landbrug. Derudover er der en biologisk/cyklisk dimension i fødevareproduktion, der dels sætter nogle relativt ultimative krav til hvornår, hvor længe og hvordan produktionen foregår; dels er produkterne - også relativt - forgængelige, de kan ikke gemmes på marken, i stalden eller i buret ind til en eventuel positiv ændring i markededet indtræffer.  Man kan altså hverken 'producere' et øget antal hektar eller maver, eller handle økonomisk strategisk i forhold til produktions/markedsomstændighederne, sådan som man - i den økonomiske teori - kan indenfor mange andre industrigrene. Deraf begrebet "uelastisk".

Ingemann påpeger desuden endnu en teoretisk udfordring, som ifølge ham bliver overset eller ignoreret i den konventionelle landbrugsøkonomiske teori. Nemlig det faktum at producenten og forbrugeren ikke mødes på det samme marked. Der er et mellemled, som i Danmark er delt mellem nogle ganske få operatører, der har opnået en monopol-agtig status. Det betyder at producenten ikke nødvendigvis kan drage fordel af prisstigninger, fremsynede investeringer, af hurtig imødekommelse af  forbrugertrends eller andre forretningsmæssige tilpasninger, der i princippet skulle give ham/hende en bedre afregningspris.  Den pris primær-producenten får afspejler ikke (nødvendigvis) efterspørgslen, den afspejler i højere grad mellem-ledets kalkuler og eventuelt tidligere fejldisponeringer subsidiært successer. Dette formuleres som at afregningsprisen typisk er en "residual-faktor". Den teoretiske udredning kompliceres i 'det danske tilfælde' af at der internt i det 'landbrugsindustrielle kompleks' er medejerskaber vertikalt gennem værdikæderne, som giver landmanden en prekær dobbeltrolle. 

Dette er så vidt jeg kan greje godt illustreret ved Henrik Mortensens (formand for Danske Svineproducenter)  sidste pressemedelse 15/8/2014 samt reaktionerne på Ruslands fødevare-embaargo.

Dette - og andre indikatorer - får Ingemann til at kategorisere landmanden som: Pristager.

Disse forhold sammenholdt med landmandens kulturelle forbundethed med gården, livet som landmand og den 'socialisering', der udøves gennem landbrugsskolerne og landboforeningerne, den eksistentielle usikkerhed omkring andre jobmuligheder ect gør at landmanden har "perverse udbudsreaktioner". Denne terminologi dækker over det faktum, at så mange landbrug vælger at fortsætte produktionen på trods af dårlig økonomi. I den virkelige verden efterlever landbrugsfamilerne ikke idealet om homo oeconomicus og den irrationelle adfærd spreder sig som ringe i vandet, da selv de mest rationelle er underlagt den effekt det har, når de urentable brug forbliver 'på markedet' -  og det får selvsagt hele erhvervet til at være præget af intense overlevelseskampe og dybe modsætninger.  Begrebet: Perverse udbudsreaktioner kan f.eks. dække over at prisen falder men at udbudet ikke reagerer.

Det er nødvendigt her at bemærke, at landbrugsstøtten, hvad enten vi taler om prisstøtten, hektarstøtten eller andre mere indirekte støtteordninger fra EU samt de mange nationale subsidier, der gives erhvervet, f.eks. i form af forskning, markedsmodning og samfundets dækning af eksternaliteter (forurening mm.), oprindeligt er et resultat af/ et slags svar på de udfordringer de særegne produktionsforhold, nævnt ovenfor, giver landbruget. Støtten skulle sikre Europa fødevareforsyningssikkerhed, ved at udjævne konjunkturudsvingene og lønforskellen mellem landbrug og industri - samt sikre en robust mangfoldig landbrugsstruktur, der b.la. er med til at opretholde en nogenlunde harmonisk demografi på kontinentet. Ingemann nævner det ikke, men optagelsen af de nye øst-europæiske medlemslande i EU, har forskudt tidligere politiske magt-balancer og landbrugsstøtteræsonnementer - både i Bruxelles og herhjemme!

Ingemann viser hvorledes støtten har virket imod hensigten og er blevet kapitaliseret i jorden, været med til at skabe "trædemølle-effekten" som driver strukturudviklingen fremaf : landbrugene opsluger hinanden for at besidde jord, der berettiger til at kunne investerer i den nyeste teknologi, ny teknologi driver specialiceringen frem for at mindske enhedsomkostningerne, der giver et konkurrenceforspring, men samtidig øger udbudet, der får prisen til at falde og dermed starter en ny runde oplsugninger/investeringer. Der er derfor en konstant efterspørgsel efter kapital, der i sidste ende har ført til den massive gældsætning i erhvervet.

Ingemann kalder landbrugsstøtten for "(...)social-hjælp til dele af finanskapitalen og den del af industrien, der producerer realkapital til landbruget."

Set i lyset af den perspektivering, kan det derfor være relevant at kaste et kritisk blik på hvilke stemmer der egentligt driver struktur-udviklingen frem - og hvilke interesser, som den store magtfulde landbrugs-lobby, med Landbrug&Fødevarer i spidsen, egentligt repræsensenterer.

Det kan man danne sig et indtryk af ved at læse Kjeld Hansens Politiken-kronik eller Professor Emeritus Søren Kjeldsen-Kraghs synspunkt her. 

Det skal i sandhedens tjeneste nævnes at begge debatører har fået ry i erhvervet, som værende den rabiate pendant til protest-foreningen Bæredygtigt Landbrugs skingre argumenter; men det skyldes i nok så høj grad, at deres synspunkter indgår, som dette indlæg forsøger at vise, i en eksistensiel overlevelseskamp, hvor alle kneb gælder og logikken/objektiviteten længe har været sat ud af spillet.

Det er et uafklaret teoretisk spørgsmål, om den relative gennemsnitlige indkomst for landmanden, subsidiært dem der overlever, vil ændre sig ved en udfasning af støtteordningerne. 

Derefter kommer der en række interessante analyser af skala-økonomi, stordriftsfordele og diskrepansen mellem driftsøkonomiske fordele og samfundsøkonomiske fordele. Her inddrages også det meget væsentlige faktum, at dansk landbrug primært er et eksport-erhverv, hvilket også betyder at forarbejdningsindustrien har andre (økonomiske) interesser end de samfundsøkonomiske. Konsekvenser af affolkede landområder, faldende huspriser, miljø- og sundhedseffekter og primærproducentens dubiøse renomé hos den danske forbruger er aktuelle eksempler. Der er en del indikationer af at teknologi-investeringer og stordriftsfordele bliver talt op og fremskyndet af både finanssektoren, den følgeindustri, der levere isenkrammet og den forarbejdningsindustri, der aftager de uforarbejdede råvarer. Som del-forklaring nævnes at ledelserne af de store andels-selskaber i stigende omfang indhentes fra industrien, og som derfor agerer mindre efter den traditionelt landbrugsorienterede andelsbevægelse, men mere med en ledelsesfilosofi i tråd med klassiske industrikapitalistiske effektivitetskriterier.

Som Vismændende påpeger i det indledende citat, skønnes yderligere teknologisk oprustning ikke at rumme nogen langsigtet økonomisk fordel og dette udviklingsspor kan potentielt være til stor skade for samfundsøkonomien. Men det er præcis det der sker, bl.a. med afsæt i Dansk Industris ønsker, Natur- og Landbrugskommisssionens anbefalinger og den nye Vækstplan.   

I dette dybt modsætningsfyldte farvand skal den enkelte landmand navigere. (Hvis han/hun da ikke reagerer, som sidste indlæg afslutningsvist overvejede)  

Det betyder også at ideen om den 'rationelle' i betydningen økonomisk rationelle landmand, er helt urealistisk, og i særdeleshed, det er mine egne ord, helt uansvarligt at bygge en politik op omkring.

Derfor kan man, med en vis ironi, konstatere at det heller ikke nødvendigvis er så absurd, som det måske ved første øjekast synes, at analysen og anbefalingerne fra Det Økonomiske Råd, ikke bare ikke er blevet fulgt, men tværtimod er blevet fulgt af den ene landbrugs-deregulering/vækstplan/afgiftslettelser/miljø-tilsidesættelser efter den næste, i håb om at finde "risiko-villig kapital" således at  "landbruget følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau."

Det hele bygger i sidste ende på den fundamentale irrationalitet at vi kan vækste os ud af krisen, med de samme midler der skabte den.