fredag den 11. oktober 2013

Landbrugets Realkreditinstitut på listen over banker der udgør en systemisk fare.

                                                                           Sakset fra fsk medier 10/10/2013

Landbrugets realkreditinstitut, DLR Kredit, er i dag kommet på en liste over pengeinstitutter, der udgør en fare for Danmark, hvis de kommer i problemer. Dansk landbrug slæber rundt på en gæld, der i 2012 lød på 361 milliarder kroner, viser tal fra landbrugets brancheorganisation Landbrug & Fødevarer.  Af dem var mere end 90 procent bundet op på variable lån, og det gør landbruget sårbar over for rentestigninger. 
»Landbruget er enormt sårbart, fordi de har så stor en gæld, og der skal meget lidt til at slå dem ud af kurs. Det er et ganske alvorligt problem, for hvis renteforhøjelserne slår hårdt igennem, vil det helt sikkert føre til mange konkurser i landbruget«, siger Mogens Ove Madsen, ekspert i landbrugsøkonomi og lektor ved Aalborg Universitet. 
Danske landmænd har især oparbejdet den store gæld på grund af en række investeringer til at opgradere bedrifterne samt høje jordpriser. Siden er jordpriserne faldet kraftigt, så mange landmænd i dag er blevet teknisk insolvente. Samtidig har landmændene svært ved at betale ydelserne på deres lån, fordi indtægterne er faldet i takt med, fødevarepriserne er kommet under større pres.
Hos Landbrug & Fødevarer erkender de, at landbruget kæmper med en enorm gæld, men de afviser, at landbruget udgør en fare for dansk økonomi:       
                                                                                            
» Landbrugets samlede realkreditlån udgør absolut ikke en trussel mod dansk økonomi. Det er en belåningsform, der er meget stor sikkerhed omkring. Der er dog nogle landbrug, der er så økonomisk pressede, at hvis ikke der findes en løsning for dem, så vil det på sigt kunne give nogle udfordringer for enkelte pengeinstitutter. Den overordnede intention er god, så derfor skal man bare sikre, at kreditklemmen ikke forstærkes. Det er derfor oplagt, at Regeringen afbøder de negative konsekvenser ved at stille alternativ finansiering til rådighed via fx erhvervsobligationer, Vækstfonden og Landbrugets Finansieringsbank«, siger erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer Lone Saaby.            



Ingen kommentarer:

Send en kommentar