Nyheder
Den
sidste tid har budt på overvældende mange landbrugs-relaterede nyheder. Nogle
refererer helt naturligt til den igangværende valgkamp, andre er kulminationen
på lang tids frustration og forskning. I den mellemste kategori møder vi
konflikten om Danmarks implementering af EUs vandrammedirektiv.
I
Holstebro er landmand og medlem af protest-organisationen Bæredygtigt Landbrug,
Poul Blak Bojer og hans søn Christian anklaget for ikke at ville følge den
danske Randzonelov på hans ejendom. Som et stort banner foran retten
kundgjorde, for dem der skulle være i tvivl: Den private ejendomsret er
ukrænkelig. Maskinbladet var tilfreds med forsvareren Hans Sønderbys argumentation, som journalisten kalder
'skarp' og fyndig' - og som blandt meget andet mener at "EU-retten er krystalklar,
fordi et af målene med den danske randzonelov har været at skabe mere natur, og
det formål er ulovligt at støtte." Man kan undre sig over at erhvervet
vælger netop denne argumentation, i så offentligt profileret en sag, der kunne
risikere at lyde, som om at landmændene mener at naturen er noget skidt, der
skal bekæmpes. Samtidigt går argumentationen så også på at det er ulovligt i henhold
til det citerede, at betale Poul og Christian kompensation, samtidig med at det
er dybt urimeligt at Staten ikke vil gøre det. Med henvisning til sagen og
under overskriften: Loven, løgn og bureaukrati, skrev Maskinbladets chefredaktør
Rasmus Dalsgaard den 24 april, at randzoneloven er en demokratisk skændsel og udpegede
især fødevareminister Mette Gjerskov og hendes, i artiklen unanvngivne, efterfølger,
den nuværende direktør for Landbrug&Fødevarer Karen Hækkerup, som forbryderiske
og løgnagtige. Men et helt særligt had retter chefredaktøren imod embesmændene,
som med henvisning til Hannah Arendts bog om Adolf Eichmanns rolle i
jødeudrydelserne, får dette skudsmål: "Når embedsmænd er villige til at
medvirke til ulovligheder i misforstået loyalitet over for deres overordnede,
står vi over for embedsmænd, der i virkeligheden er så pligtopfyldende - over
for deres overordnede - at de bliver i stand til stort set hvad som helst med
henvisning til, at de bare udfører deres arbejde. Det er blevet kaldt
ondskabens banalitet, fordi det er udtryk for, at den slags embedsmænd kan
handle ondt, men ikke nødvendigvis er onde. De passer blot en karriere - de er
pligtopfyldende bureaukrater."
Hårde ord må
man sige. Men sagen er også meget principiel. Hvorvidt forsvareren har ret i
sine anklager imod de juridiske aspekter af den danske randzonelov, kan jeg ikke afgøre. Som nævnt flere
gange her på bloggen, er den intensive landbrugsdrift kombineret med det danske
vandmiljø en særlig sårbar konstellation, som et stort flertal af befolkningen
synes skal beskyttes, så den demokratiske del af landbrugets argumentation
finder jeg hul og desperat. Hvad angår denne type af ekspropriation af privat
ejendomsret, må jeg indrømme, at jeg finder det svært at finde det afgørende princip, der, i mit sind, skulle afgøre hvilken holdning man bør have
overfor slige tiltag. Som diskuteret her på bloggen i forrige indlæg, så er der
i hele samfundets ejendomsrets-begreb det dillema, at der påføres det
omkringlæggende miljø - og de omkringliggende ressourcer, i landbrugets
tilfælde er det blandt andet grundvand, økologisk frugt og fiskebestande - nogle
potentielle negative påvirkninger ved udnyttelsen af ejerskabet. Det kaldes i
fagsproget: eksternaliteter. Om det er en fabrik, der sender giftig røg op
skyerne, en billist der øger CO2 indholdet i atmosfæren eller det er en
landmand, der helt lovligt gøder og sprøjter sine marker, men hvor en skadelig
bi-effekt ender i vores vandmiljø og fødekæder - så er den private ejendomsret
konstant under regulering, for at afbøde netop de målbare eksternaliteter, som
samfundet og økonomer mener kan gøres op i kroner og ører.
Når jeg
skriver kroner og ører, så er det for at have den fodnote med, at enhvert
indgreb i den private ejendomsret naturligvis afvejes imod samfundets andre
interesser, særligt økonomisk vækst og beskæftigelse - jævnfør f.eks den meget
ophedede debat om fedt- og sukkerafgiften for en håndfuld år siden og den
nuværende om 'målrettet regulering' af kvælstoftilførsel på markerne. Landbrugets
medier og interesseorganisationer er ikke sene til at sætte tal på hvor meget vi taber i kroner, ører og
beskæftigelse på vores miljøbeskyttelse. Et andet regnestykke-eksempel er det
nyligt afholdte topmøde om verdens vandressourcer, og den bekymrende
vandmangel, der allerede koster verdenssamfundet milliarder. En nyhed jeg ikke
har kunnet læse på nogle af det konventionelle landbrugsmedier. Man kunne være polemisk og sige, at landbrugets strukturudvikling og den deraf
følgende gældssætning, er mærkbare økonomiske eksternaliteter, der rammer
landdistrikter og den finansielle sektor, på en så voldsom måde, at begge
parter nu synes at klynge sig til håbet om - ikke at landbruget påny vil skabe
beskæftigelse, tilflytning og vækst, men at udenlandske investorer vil komme
med den store pengepung og redde økonomien i det kuldsejlede erhverv.
En helt
aktuel sag, omtalt i denne uges Weekendavis, som belyser dilemmaet ved denne
udvikling og forholdet til privat ejendomsret, hvor landbruget er på den
modsatte bred, om at så at sige, i forhold til randzone-sagen, er vindmøllerne
i Nørre Enge ved Limfjorden. Her er den svenske energi-producent Vattenfall
godt igang med at opkøbe landsbyen Bollerup og en række nærliggende landejendomme,
i et område præget af fraflytning, med henblik på at opstille ialt 43
mega-vindmøller. De nærmeste naboer er i oprør, udsigten over fjorden er
spoleret og lydgenerne massive. De føler sig forrådte af både de lokale
politikkere men også af de lokale landmænd, som med glæde tager imod pengene
fra svenskerne, de, landmændene, bor der jo ikke, de ejer bare jorden ned til
fjorden - og kan sagtens producere korn under vindmøllerne. Herlighedsværdien
går tabt og huspriserne styrtdykker i området. Disse eksempler illustrerer hvor
umuligt det er, at afgrænse hvor den private ejendomsret ender og hvor ansvaret
overfor ens naboers samt vores fælles ressourcegrundlag begynder. Derfor må
ethvert samfund finde en rimelig balance mellem ret og pligt, og til at
administrere disse rammer må man have et embedsapparat, der først og fremmest
skal følge loven og de folkevalgtes bud.
Med andre
ord, uanset hvikle briller man tager på, er det vigtigt ikke at miste den
overordnede præmis af syne, at vores handlinger påvirker ikke blot alle andres
muligheder og vilkår, men også det økosystem vi er en del af - og meget tyder
på, at hvis vi vil have en nogenlunde fredelig fremtid sammen, så må hensynet
til natur-ressourcerne opprioriteres - også hvis det går udover den ukrænkelige
ejendomsret.
Det minder
mig om en af de første sætninger på side 1 i den klassiske lærebog om biologi
og økosystemer:
"In primitive
society every individual, to survive, needed to have definite knowledge of his
environment, i.e., the forces of nature and of the plants and animals around
him...It is still necessary, or perhaps even more necessary than ever, for
mankind as a whole to have an intelligent knowledge of the environment if our
complex civilization is to survive, since the basic ‘laws of nature’ have not
been repealed, only their complexion and quantitative relations have changed,
as the world’s human population has increased.”
(Eugene Odum: Fundamentals of
Ecology. W.B. Saunders 1959)
Om dommeren i
Holstebro, så også ser sådan på det vil vise sig. Hele landbruget venter med
spænding på domsafsigelsen den 11. maj.
Da jeg
startede dette indlæg, ville jeg egentligt i stikordsform have været rundt om
alle de landbrugsnyheder, der har fanget min interesse i den seneste tid, for
så at have diskuteret den netop overståede konference på Christiansborg om
Økologiens Samfundsværdi lidt mere indgående. Men randzonerne løb af med mig,
og det vil blive alt for langt, at beskrive de andre sager. I får lige
overskrifterne herunder, og så håber jeg at vende tilbage til nogle af de
vigtigste i snarlig fremtid.
Det er en katastrofe hvis vi ikke får GMO,
siger L&F
Omdømmekampagnen igang igen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar