Landbrugets energi-regnskab

Jeg er igang med at læse en bog der hedder Culture and Agriculture (1989), hvori amerikanske antropologer, understøttet af  en lang række naturvidenskabelige forskningsprojekter, blandt andet ser på det moderne landbrugs energiregnskab. Disse udregninger, og flere andre karakteristika giver anledning til at opdele landbrugets historie i to epoker: den Neolithiske og den Neokalori'ske. Bogen indeholder en bred vifte af eksempler på hvordan brugen af fossile brændsler (olie primært) har haft en absurd indflydelse på input-output energi-forholdet i fødevareproduktionen. Tag bare det eksempel at produktionen (ikke brugen) af sprøjtemidler til landbruget forbruger mere energi end alle andre aktiviteter - transport, jordbehandling osv - omkring produktionen tilsammen! Nogle fødevareprodukter koster 2200 gange så meget energi at lave, som de giver tilbage i form af kalorie-indtag. Bogen er så rig på eksempler af hvordan vores fødevareproduktion er blevet afhængig af en energikilde, hvis pris ikke på nogen rimelig måde står i forhold til omkostningerne ved brugen og medfører en så ubegribelig ødselhed og spild af denne begrænsede ressource, at forfatteren skriver: systemet er en pinlighed for vores intelligens! 

Når man læser de lejlighedsvise rapporter der kommer fra videnskaben om verdens energibehov, -ressourcer og forbrugets effekt på klimaet; og sammenholder dem med hvad der står i den nævnte bog, er det nærliggende at tænke at man netop ved energi-regnskabet i fødevareproduktionen relativt nemt kan anskueliggøre den grundliggende ubalance i vores måde at organisere os på.

Jeg spekulerer på hvorfor der er så lidt forskning i landbruget, der tager tyren ved hornene. Hvorfor er det ikke en massiv prioritet at nedbringe energiforbruget (og CO2-udslippet) i hele værdikæden, alle andre end olieselskaberne ville jo drage fordel af at minimere omkostningerne? Men kigger man på forskningen i erhvervets mange videnscentre, ser man sjældent ordet energi nævnt og i landbrugets aviser og medier, er nye maskiner gerne større, stærkere og spækket med mere teknologi - der næppe, uden at være ekspert, sælges på at være energibesparende. 

 I det danske samfund prioriteres forskning i landbrugets fremtid meget højt, både private og offentlige midler sikrer at videns-institutionerne ligger helt i front og kan tiltrække mange internationale top-forskere.  

Men hvad forsker landbruget så i, hvad bruger de deres tid og energi på at undersøge? Herunder er Danske Svineproducenters nyhedsbrev fra i dag 21 maj; der henviser, via tre links i teksten, til en stor undersøgelse af dyrevelfærd, som kommer med en, måske forventelig, men alligevel lidt ....konklusion.    

Hvis grisen skulle vælge, havde vi kun de konventionelle

Af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Billeder af glade grise på grønne græsmarker er gode til at sælge budskabet om høj dyrevelfærd blandt økologiske grise og frilandsgrise, men virkeligheden er en helt anden, når man ud fra en række objektive kriterier måler på dyrenes velfærd ved ankomsten til slagteriet. Her klinger betegnelsen velfærdsgris hult, når forskere kan konstatere, at de økologiske grise og frilandsgrisene på en lang række punkter havde større velfærdsproblemer end de konventionelle grise. Det er store mængder data fra den uvildige kødkontrol på slagteriet, som danner baggrund for forskernes undersøgelser, og på hele 13 ud af 21 punkter havde velfærdsgrisene flere skader end tilfældet var blandt de konventionelle grise. 

Som mulig forklaring på de mange ekstra skader blandt velfærdsgrisene nævner forskerne: Hyppigere forekomst af halebid, begrænset brug af alt-ind/alt-ud management og dårligere hygiejne, fugtigt/vådt gulv i stierne samt ihjellægning af smågrise i diegivningsperioden. Der tegner sig et noget anderledes billede end det, der sædvanligvis forbindes med økologisk svineproduktion og frilandsproduktion i den brede offentlighed, og det rejser spørgsmål om, hvad god dyrevelfærd egentlig er? Vil vi acceptere, at søerne lægger en del af de nyfødte pattegrise ihjel, eller er det bedre at bruge beskyttelsesbøjler i den relativt korte tid, søerne er i farestien? Vil vi acceptere smertefulde halebid i slagtesvinestalden, eller er det bedre at klippe den yderste del af halen, når de er små? I årtier har landmænd og forskere være konfronteret med alle disse dilemmaer, og derfor er staldene indrettet, som de er. Ønsket om mere frihed til søerne vil få voldsomme konsekvenser for smågrisene, og udfordringerne er bestemt ikke løst ved at omlægge produktionen til økologisk eller frilandsproduktion. Fødevareministeren og Dyrenes Beskyttelse bliver ved med at råbe dårlig dyrevelfær d efter den konventionelle produktion, men de ser slet ikke på de udfordringer, som den økologiske produktion og frilandsproduktionen har.

Det er rigtigt, at de økologiske producenter har et lavere antibiotikaforbrug end de konventionelle, men omtalte undersøgelse konkluderer også, at der var en sammenhæng mellem adskillige af de skader, som var oftere forekommende blandt de økologiske og frilandsgrisene, og infektioner, som kunne have været behandlet med antibiotika. Det kunne tyde på, at forbruget af antibiotika i økologisk og frilandssvineproduktion rent faktisk er for lavt - set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv, konkluderer forskerne bag undersøgelsen. Skulle det nu være god dyrevelfærd at undlade at behandle syge dyr? 

Resultaterne af den danske undersøgelse er netop blevet præsenteret på en stor international konference i Frankrig i april 2015. Klik her for at se den korte præsentation fra konferencen eller klik her eller her - for at læse mere om undersøgelsen. I alt indgik knap 1,4 millioner grise i undersøgelsen, og heraf var godt 200.000 økologiske eller frilandsgrise.