Lubiechowo er et dansk-ejet
og drevet landbrug i Polen. Gården er et eksempel på landbrugsdrift i udlandet,
som med udgangspunkt i strukturforholdene dér, kombinerer attraktive økonomiske,
sociale og kulturelle aspekter ved landbrugets fremtid og fortid.
Lubiechowo er navnet på en
lille landsby, omkring 30 km fra regionens hovedby Koszalin, i den del af Polen
der før 2 verdenskrig hed Øst-Pommern (deraf firmanavnet Pom Frit). Ditlev
kalder spøgende egnen for Polens Lolland-Falster, forstået sådan at udviklingen
og den økonomiske vækst er gået uden om denne provins. Arbejsløsheden er høj og
i landsbyen lever de fleste af overførselsindkomster og selvforsyning. Der går
ingen offentlig transport herud.
I udkanten af landsbyen ligger Ditlev og Anders Houmans landbrug. I 2014
er der ikke nogen boliger på ejendommen, der står en ældre men delvist
moderniseret lav kontorbygning med værksted i den ene ende. Af driftsbygninger
er der en bliklade fra kommunisttiden og en smuk gammel trælade fra tiden under
tysk kontrol. Ditlev sover på sofaen i kontoret og spiser de fleste måltider
andre steder end på gården. Lubiechowo var tidligere ejet af den polske stat,
men blev i 2001 købt af Ditlev og Anders - samt en tredje investor, gennem polske stråmænd. For at forklare den
model, skal vi kort kaste et blik på den historie, der bringer danske landmænd
til Østeuropa efter murens fald.
Der eksisterede allerede inden murens fald en udveksling af arbejdskraft
mellem Østeuropa og Danmark. I mellemkrigsårene havde vi 'kartoffel-polakkerne'
- primært på Lolland og Falster, i halvfjerdserne gik arbejdskraften den
modsatte vej, hvor danske landbrugselever tog til Polen for at lade sig
inspirere af datidens stordriftsfordele i kollektivbrugene. Den model der i dag
er så udbredt, hvor Østeuropæiske landbrugsmedhjælpere kommer til Danmark og
arbejder på elev-kontrakter, begyndte faktisk helt tilbage i 1980erne. Der er
med andre ord en historisk relation.
I 1993 tog en bus fuld af danske landmænd, primært svineproducenter, og
nogle landbrugsinvestorer anført af entreprenøren Tom Axelgård på tur gennem
Østeuropa for at sondere mulighederne for opkøb af og investering i
landbrugsbedrifter.
Busturen, som i dag er blevet
kanonisk dansk landbrugshistorie førte til dannelsen af selskabet Poldanor.
Selskabet, som startede det hele ligger i dag inde i moderselskabet Axzon
Group, og er vokset fra det rene ingenting til at drive 26.500 ha., producere
små 800.000 svin om året og have en omsætning på ca. 1,5 mia. €. Selskabet ejes
i dag af mange forskellige investorer, men ca. 84% af aktiekapitalen ejes
stadig af de oprindelige ca. 90 svineproducenter fra Danmark (Axzons
hjemmeide).
I lyset af
Poldanors store succes begyndte flere danske landmænd, individuelt og i
fælleskab, at købe eller forpagte landbrugsjord i Østeuropa, herunder Baltikum,
Ukraine og Rusland. Der var mange udfordringer med kulturen, korruptionen og de
praktiske sider af driften; og de mere eller mindre fantastiske historier fra
pionerene, den første generation af ejere og driftsledere, der bosatte sig i
disse lande, er fælles kulturarv for dem der dyrker i Øst i dag.
Under
jordprisboblen i 00'erne tog investeringerne fart og en del af den danske
friværdi blev omsat til aktiver og
aktier i landbrugsdrift i Øst.
Hovedparten, så vidt jeg har kunnet orientere mig, af disse
investeringer er afhændet i dag, enten fordi de gav underskud eller fordi
salget skulle dække et underskud på bedriften hjemme i Danmark.
Der er
iøvrigt en parallel til den danske udvikling, idet at den økonomiske gevinst
ved investeringen mindre har været selve driftsøkonomien end de stabilt
stigende jordpriser, som følge af CAPens konvergens og den forbedrede
infrastruktur. Se endvidere APs direktørs udtalelser i afsnittet om de
økonomiske rammevilkår ovenfor (s.75).
Der er
variationer, men i de fleste eks-kommunistiske lande ejede staten al
landbrugsjorden og det var ikke tilladt for udlændinge at købe den.1 Jorden er gradvist blevet
solgt/privatiseret gennem særlige forvaltningsorganer ved offentlige auktioner.
Man har derfor som udenlandsk investor to valg, enten at forpagte jorden eller
at købe den gennem stråmænd. Begge strategier har været udbredte.
Forpagtningskontrakten gælder dog typisk kun 10 år, hvorefter de polske
myndigheder har juridisk hjemmel til at lave forholdsvist radikale ændringer i
en evt forlængelse af forpagtningen. Det har gjort at forpagteren ikke har
kunnet regne med at få (hele) gevinsten på konjunkturstigningerne og/eller
været sårbare overfor korrupte embedsmænd - og har ultimativt ført til at denne
model er mindre udbredt i dag. At købe gennem stråmænd er imidlertid heller
ikke problemfrit, som Ditlevs historie illustrerer, men hvis det lykedes at
overføre ejerskabet til et danskejet selskab, så kan gevinsten være betydelig.
De potentielle gevinster har ført til en relativ voldsom og omfattende
investeringsstrategi og korruption, eller måske rettere opretholdelse af et i
forvejen korrupt embedsvælde. Det skønnes at den største jordejer i Polen i dag
ved siden af staten er den hollandske investeringsbank Rabobank. Banken opkøber
jorden gennem et proffesionelt team, der har specialiseret sig i stråmænd og
juridiske konstruktioner, der gør det næsten umuligt for de lokale myndigheder,
hvis de ønskede, at afklare ejerskabet. En lignende udvikling ses overalt i
Østeuropa og går undertiden under betegnelsen 'land-grabbing' (Lindbloom 2014, Mamonova 2015, Kuns, Visser og Wästfeldt 2014, Lander&Pallot 2015).
Denne
udenlandske investeringslyst i landenes naturressourcer bliver ikke lige vel
modtaget i de østeuropæiske samfund. Også her er der store variationer - nogle
steder opleves den udenlandske landmand, som en vigtig positiv kraft i at skabe
beskæftigelse og vækst i de økonomisk svage lokalsamfund, andre steder har det
mødt voldsom kritik og modstand.
1 I forbindelse med medlemskabet af
EU har der været forskellige overgangsordninger, der skulle beskytte
natur-ressourcerne i de nye, men betydeligt fattigere medlemslande. Nogle af
dem er endnu ikke blevet afviklet, selvom det i princippet nu skulle være
lovligt for alle EU-borgere at købe jord.
Billede fra demonstration i Mazeikiai, i det
nordvestlige Lithauen 2011 mod danske Saerimner (Idavang A/S), der, ifølge
artiklen havde søgt og fået lov til at udvide en lokal svinefarm fra 12 til
46.000 svin. Danskerne udtaler, ifølge artiklen, at 'hvis Litauen ikke giver
dem lov flytter de produktionen til Rusland'. På skiltet står der
"Svineproducenter slå ikke naturen ihjel." Jeg ville gerne have delt
et billede med det modsatte budskab, men det budskab er sværere at visualisere,
hvilket i sig selv peger på en kulturel skævvridning af landbrugets
repræsentationer i medierne. (www.respublika.lt/lt/naujienos/lietuva/kitos_lietuvos_zinios/zemaiciai_sustabde_danu_kiaulininku)
En sidste baggrundsinformation skal
i denne sammenhæng nævnes. De polske landmænd har stor politisk magt - alene i
kraft af deres antal.2
Den gunstige økonomiske udvikling i Polen, kombineret med en stærk
nationalistisk bølge, har gjort det meget sværere at bruge stråmandsmodellen
ved køb fra staten, myndighederne har f.eks. indført et baggrundstjek af alle
købere. Mine kilder i Polen fortalte mig at nye jordkøb udelukkende bliver
foretaget fra private og ofte fra andre udlændinge, hvilket dog ikke har
bremset investeringslysten. Desuden har stemningen gjort de udenlandske
landmænd upopulære. Flere danske landmænd fortalte mig, at polske landmænd
kører rundt med landets flag på traktoren, som en uvenlig hilsen til
udlændingene.
Anders,
Ditlevs far, kommer fra Frederiksminde på Lolland, en propritær-gård han
generationsskiftede fra sin far sidst i halvfjerdserne, og som Ditlev generationsskiftede
i 2015. Bedstefaren var dog den første landmand i slægten, som havde opbygget
en formue igennem handel en generation forinden. 'Bestefar var den yngste af
fire og den mindst bogligt begavede, derfor udstyrede familien ham med en
gård', som Ditlev formulerer det. Jeg nævner dette dels fordi det har betydning
for den konkrete håndtering af investeringen i Polen men også fordi det belyser
Ditlevs og hans families for landbruget ualmindelige kulturelle praksisser.
Ideen om at
købe jord Syd for grænsen kom via en fjern jødisk slægtning, som blev fordrevet
fra sin landbrugsjord i den østlige del af Tyskland tilbage i 1930erne og i
starten af 1990erne fik skødet tilbage. Selv bosiddende i Los Angeles, tog han
kontakt til Anders med et ønske om at han skulle drive jorden og den
amerikanske familie bruge stedet som et sommerhus. Anders tog ned og kiggede på
det, men mente ikke, at der var rentable udviklingsmuligheder netop det sted.
Ideen var imidlertid født og efter at have kigget lidt på gårde i Øst-Tyskland,
kom far og søn plus en tredje investor til Polen i 1999, hvor de først
forpagtede en større gård længere mod Syd. Selve gården lå ud til en stor sø,
og det første der blev fragtet derned var ikke en landbrugsmaskine men en
speedbåd, så man kunne står på vandski. 'Far forelskede sig i naturen, der var
utroligt smukt, men jorden var ikke god til planteavl', fortæller Ditlev.
Udfordringerne
med at få produktionen på skinner var en del større end de havde forestillet
sig. Udover jordens tilstand var der dengang endnu mange omstændigheder i
Polen, som vanskeliggjorde driften. Maskiner, reservedele, kalk, gødning og
ekspertise skulle hentes derhjemme. Generelt, siger både landmænd og
konsulenter, kræver det 5-10 års dedikerede investeringer, før produktionen
begynder at give overskud. Ditlev fortæller at rigtigt mange danske og
udenlandske landmænd har opgivet ævred over årene, "(...) engang mødte man altid en
håndfuld på færgen, i dag møder man ikke nogen."
Blandt de der
har holdt ud, er de fleste i dag enten bosat i Polen og/eller har ansat en
dansk driftsleder, der bor fast på ejendommen. Driftssucces, især når det
gælder planteavl, handler i høj grad om tilstedeværelse, både i forhold til
opsyn og ledelse, men også evnen til at forstå de kulturelle koder. Blandt alle
de danske og udenlandske landmænd jeg mødte i Polen, var det kun ganske få der
ikke talte Polsk flydende.
Ditlev og
Anders opgav forpagtningen sydpå - overgav den til en anden dansk landmand - og rykkede nordpå til Lubiechowo i 2001. Her
lykkedes det, stadig i samarbejde med den tredje investor, at købe Lubiechowo.
Det blev
gjort gennem tre polske stråmænd, i et til lejligheden oprettet polsk selskab,
som da den fastsatte karens-periode på 5 år hvorindenfor et videresalg var
ulovligt, solgte aktiemajoriteten i selskabet til et dansk selskab, Pom Frit.
Ditlev fortæller at de på forhånd havde aftalt hvilken løn (eller bestikkelse
om man vil) stråmændene skulle have for deres andel i handlen, men at den dag
polakkerne skulle underskrive salget, havde den ene pludselig fået
ejerfornemmelser. I realiteten var der intet Ditlev og Anders kunne gøre. Hvis
han ikke ville sælge sin andel, kunne man ikke tvinge ham til det. Her kom den
tredje investor til at spille en vigtig rolle. Med sin indsigt i
forretningsverdenens tricks, havde han forudseende løbende sendt regninger for
serviceydelser fra Danmark til Polen. Hvis polakken ikke makkede ret og solgte
sin andel, ville han hæfte for en betydelig gæld til sine danske
forretningspartnere. Det endte med at han fik en lidt større check og en
gravemaskine oveni, og handlen gik igennem. Prisen på de 700 ha lå omkring 7
mio. kr. I løbet af karensperioden var
Polen imidlertid blevet medlem af EU og nu begyndte man at få landbrugsstøtte
og prisen på jord begyndte at stige markant.
Ejerskabet og
dermed konjunkturgevinsten var nu på danske hænder, men et nyt og potentielt
større problem dukkede op. Den tredje investor ønskede at sælge sin andel i
2007.
"(...)Der
skulle vi skaffe tolv-tretten millioner eller sådan noget, og vi havde Jydske
Bank, og de var ikke specielt interesserede i... i at vi skulle købe alt det
hernede i Polen, de var lidt mere nervøse for det og så Nordea, de åbnede en
masse afdelinger hernede, det har de så solgt nu, men gud ved hvor mange
hundreder filialer i Polen, og de ville gerne finansiere det hele og vi tog
over til Nordea og talte med bankdirektøren og han var bare klar og når Jydske
Bank tøvede, så rykkede vi over til Nordea...og han dikterede så at vi, det var
lige inden krisen ...06 eller 07, at vi skulle have nogen Yen, nogle
Schweitzerfranc og nogle tjekkiske kroner....og så havde vi nogle sloty, det
var sådan set fint nok... altså vi skulle låne i det...man sidder der med en bankdirektør
og tror, de har sku forstand på hvad de snakker om, og så vi gjorde vi ligesom
han sagde og tog de forskellige lån."
Det tabte de
en hel del penge på, Ditlev anslår det til 6 mio. Det kan godt ægrer ham, ikke
mindst behandlingen i banken efterfølgende, men som han siger 'det nytter ikke
noget at spekulere over'.
Nu var
ejerskabet sikret i familien og besiddelserne i Polen kom i sidste ende til at
betyde mere end blot en fortjeneste
"Hvis vi ikke
havde købt jorden, så havde det været noget virkeligt lort - så er det ikke
sikkert at vi havde siddet på Frederiksminde heller i dag, tror jeg, så var vi
nok blevet sparket ud derfra, og så havde vi bare brugt en masse... de første
ti år havde bare været udgifter (...) Man skal være ejer, det er det der...det
er svært at lave penge på driften, altså det kan man godt men der er også hele
det der....det er logisk nok, når man kan købe jorden for 6-7 mio. kr, i dag er
det noget helt andet, der har jo været en kæmpe værdistigning."
Lubiechowo
blev drevet samtidig med Frederiksminde. Anders på Lolland og Ditlev i Polen.
Generationsskiftet har hele tiden ligget i kortene, men da Anders blev ramt af
Alzheimers blev jorden på Lolland forpagtet ud til naboen. Ditlev havde svært
ved at tage beslutningen om at komme hjem. Årsagen er ifølge ham selv, at
ejendommen på Lolland er for lille til at være konkurrencedygtig, kombineret
med at folk på Lolland er så 'jordliderlige', at forpagtningsafgiften er 'mere
end en god forretning'. Mange af Anders generationskollegaer på Lolland gør
brug af samme model, de bortforpagter jorden, bliver boende i hovedhuset og
lever af afgiften.
2 Der skønnes at være 2,4 mio fuldtidsbrug i Polen og landets tredjestørste parti er Bondepartiet.
På jorden i
Lubiechowo dyrkes brødehvede, raps og ærter. Ditlev håber at de kan skaffe 300
ha mere, så de kommer op på 1000 ha, det vil være den perfekte størrelse til
det landbrug han ønsker at drive. Han har fået arkitekt-tegnet et hus, som
hænger på opslagstavlen i kontoret og som han gerne vil bygge - og også fået
tilladelse til det af de polske myndigheder, men tegningen har efterhånden hængt
der nogle år.
I 2015
generationsskiftede Ditlev Frederiksminde og hans polske kæreste blev gravid.
Scenariet er at de bliver boende i Polen, at Frederiksmindes jord forbliver
bortforpagtet og at huset på Lolland bliver hele familiens sommehus.
Ditlev
Ditlev er den
yngste af fire søskende fra Frederiksminde, men den eneste der havde interesse
for landbruget. Iøvrigt samme antal og rollefordeling i de to forudgående
generationer. Hans drengedrøm var dog at blive pilot. Han kom også på
pilotskole i USA og i dag flyver han selv frem og tilbage mellem Lolland og
Polen. Det giver ham anledning til en kulturel refleksion, der kan siges at
være et sindsbillede på landbrugets rolle i samfundet. Han beskriver den
tilbagevendende oplevelse af at være til fester eller komsammener, hvor han kan
vælge mellem at sige: jeg er pilot, har mit eget fly - eller: jeg er landmand i
Polen. Hvis han vælger det første bliver han mødt med stor interesse og
anderkendelse, hvis han vælger den sidste virkelighed bliver folk blanke i
øjnene og begynder at trække sig ud af samtalen. 'Men de forstår slet ikke hvad
det vil sige at være planteavler', mener han.
Som ung
vidste han ikke rigtig hvilken fremtid han skulle vælge. Han elskede at arbejde
med sin far, men det tog noget tid inden han opdagede, at det han rent faktisk
gjorde, var "verdens fedeste job". Han kom på Næsgaard
landbrugsskole, hvor også hans farfar og far havde gået. Næsgaard er i dag
lukket, men det var engang
'aristokratiets landbrugsskole', det var her godsejere og kongehuset
sendte sine sønner hen. Næsgaard var den første landbrugsskole der udbød agrarøkonom-uddannelsen,
som i dag er standard på de fleste skoler. Men tiderne har skiftet og det samme
har godsstrukturen.
Ditlevs
praktikoplevelser spænder vidt. Han var 7 måneder på en gård i Frankrig, senere
kom han i praktik i 'landbrugets paradis', Minnesota, hvor jorden blev drevet i
parceller af 10x10 km og de største og nyeste maskiner var i brug. 'Jeg fik
kørt hornene af mig', siger Ditlev - og, medgiver han, det "blev røvsygt i længden, der
var intet at se på." Senere i landbrugs-uddannelsen kom han i praktik hos
en stor svineproducent på Sjælland, det var første gang han kom ind i en
svinestald. Selvom han synes intensiv svinedrift er ubehagelig var
konjunkturene dengang så optimistiske, at han seriøst overvejede selv at blive
svineproducent, ligesom iøvrigt hele hans årgang gjorde.
I
praktikperioden kom hans far på besøg og var ved at besvime ved mødet med den
intensive drift.3 Han kom
også til Australien, hvor arbejdet og det sociale passede Ditlev så godt, at
han efterfølgende - også i de senere år - er taget derned i høsten og hjulpet
til. Et indtryk af Ditlevs praksis er
ikke retvisende uden at have hans rejselyst med. Som planteavler har han mellem
3 og 5 måneder fri efter høsten og de bliver gerne brugt på rejser og/eller
kombineret med et arbejdsophold i Australien.
Hjemme på
Lolland igen forsøgte far og søn sig med et samarbejde, men det var ikke nemt. "En gård skal være rigtig
rigtig stor hvis der skal være plads til to chefer....Vi har haft et rigtigt
fint forhold efter at jeg har været hernede."
Allerede før
landbrugsskolen og investeringerne i Polen havde Ditlev været hernede. Fra
midthalvfemserne havde han hjulpet en af familiens venner, der var driftsleder
for en dansk
investor, med at køre reservedele ned. Som nævnt udgør 'Pionertiden' i dag en
helt særlig mytisk fortælling blandt de danske landmænd i Polen og mange,
inklusive Ditlev, mindes den med nostalgi. "( ...) hele den der stemning der
var hernede, når der kørte en bil igennem landsbyen gik alle folk ud og
stillede sig orv der kommer en bil, der kom måske 3 om dagen; idag er der alt
for mange, (...) der var sådan en hel atmosfære." Forandringerne fra dengang i 90erne til
nu er enorme og især efter medlemsskabet af EU er det polske samfund blevet
opgraderet i en svimlende fart.
Der er dog
stadig et stykke op til en dansk levestandard og især ude på landet kan man
stadig finde reminiscenser af fortiden - Lubiechowo er et sådant sted hvor
udviklingen ikke kan ses, eller måske ligefrem har været negativ. Forskellen
gælder i særlig høj grad landbruget, det polske landbrug er et erhverv som
hverken har en moderne forvaltning, videns-institutioner, uddannelsesmæssige
muligheder - eller den finansielle kapacitet til at gennemføre en
industrialisering.
Man får dog
hurtigt det indtryk fra Ditlevs hverdag, at netop forskellen er en kvalitet han
værdsætter højt. Alsidigheden - både arbejdsmæssigt men også socialt er en
livskvalitet for Ditlev.
Men generationsskiftet
igangsætter mange både eksistensielle og økonomiske overvejelser. Vil han
bosætte sig i Polen eller vil han hjem og drive Frederiksminde; vil han sælge
Lubiechowo og bruge pengene til at købe jord hjemme i Danmark, eller omvendt
bygge et hjem i Polen og sælge eller forpagte jorden ud derhjemme.
3 Jeg nævner det for at vende tilbage til nogle kulturelle betydninger i kulturafsnittet herunder.
Ejerskab
Lubiechowo er
et polsk aktieselskab, der er 100% ejet af et dansk selskab, som er ejet af
Ditlev og Anders. Dertil kommer ejerskabet til Frederiksminde på Lolland, som
oprindeligt udgjorde den værdi, der muliggjorde investeringen i Polen. I dag er
gården i Polen den egentlige landbrugsdrift, hvor jorden på Lolland er bortforpagtet.
Ejerskabet er altså indlejret i en selskabskonstruktion, hvor der på et kritisk
tidspunkt var tre ejere/investorer, men som i dag ejes af Ditlev og Anders - og
på kort sigt kun af Ditlev. Det betyder også at Rabobank har været på besøg med
et købstilbud. Andre landmænd i den danske erfa-gruppe,
havde solgt og ovenfor blev det beskrevet hvordan AP har købt aktier i et dansk
landbrugsselskab i Rumænien. Der synes ikke at være interesse fra Ditlevs side
i at sælge og han har hele dispositionsretten - men som nævnt er aktieformen en
oplagt mulighed for at rejse ekstern kapital. Aktieeselskabsdannelsen er
således også den mest udbredte forretningsmodel hvad angår landbrugsdrift i
Østeuropa.
Ikke desto
mindre er det konkrete ejerskab sammenholdt med de sociale præferencer og den kulturelle
baggrund, som Ditlev har rod i, tættere på et traditionelt dansk selveje.
Ditlev besidder både produktionsapparatet og arbejdsprocesserne - og han
deltager i den daglige drift. Han taler polsk med sine medarbejdere og vurderer
selv at han i løbet af året bruger 80% af tiden i Polen. Gennem sin kæreste og
hendes familie, der er de næst-største jordejere på egnen, har han også indsigt
i og delvist mulighed for at påvirke de lokale forhold.
"(at
investere i Poldanor/Axzon) Det er ligesom at købe en aktie, det er det sjove
her ved mig, det er mig der styrer det hele, det er ligesom at købe en gård
derhjemme."
Samlet set er
vurderingen, at de fleste produktionsmådetræk ved Lubiechowo er indlejret i en
EVP, men med den tilføjelse at den familiære baggrund i landbrugets om ikke
aristokrati, så i en klasse af landmænd med jævnbyrdige forbindelser til
finansverdenen, giver drift og dispositioner på Lubiechowo en dimension af
kulturel hybriditet med KVPens rationaler.
Det politiske
Politisk står
Houmand-familien tættere på et konservativt godsejermiljø end et
gårdejer-venstre. Ditlev har 'arvet' sin fars plads i tolvmandsforeningen,
omend han selv mener at foreningen har udlevet sin tid. Anders har også i en
årrække siddet i kommunalbestyrelsen for de konservative og omtaler det
politiske arbejde med en vis humoristisk non-chalanthed, der antyder en særlig
politisk kultur. Mere om herunder. Sammenholdt med de kulturelle signalementer
herunder, giver det et billede af en vis distance til landbrugets generelle
kulturtræk.
Ditlev mener
ikke, i modsætning til den forklaring Landbrug&Fødevarer giver, at
forholdene i Polen er mere attraktive fordi, der er mindre regulering.4
"Det er
lige så bureaukratisk hernede som det er derhjemme." Men han deler dog den generelle
utilfredshed med forvaltningen i Danmark, og værdsætter især et træk ved det
polske samfund:
"Den ene
gård jeg har derhjemme på Lolland, der har man i 1992 fundet en olie-klat i en
vandpyt, så nu er gården blevet erklæret miljø-farlig. Der kan man bare se, at
der sidder nogen der arbejder der skal finde på et eller andet at lave. (...)
jeg kan godt lide det hernede, det er mere kapitalistisk. Min svigerfar
herovre, han solgte 4-5 tons korn eller lastbiler, der kom nogen og hentede det
og han fik pengene i kontanter og kunne købe en lejlighed til sine piger inde i
Stzetin.... der er ikke noget med bogføring eller noget som helst....det er
utroligt."
Den frihed -
og i en vis betydning af ordet frækhed tiltaler Ditlev, men samtidig er han dog
ikke ubevidst om sammenhængene og griner af polakkernes ulogiske men indædte
modvilje imod afgifter og skat.
"Alle
folk hernede brokker sig over at de skal betale mere i skat og samtidig skælder
de ud på politikerne over at vejene ikke er i orden."
Ditlev, lige
som mange af de andre landmænd jeg spørger, har ikke noget klart billede af
fremtiden for erhvervet. Den nuværende krise synes at spærre for udsynet til de
næste årtier. Alligevel mener han at strukturudviklingen fortsætter med uformindsket
kraft.
"(Fremtidens
landbrug red.) Det bliver mere og mere som de farme jeg har set i USA og
Australien og ligesom det her (...) Sådan er det altid gået i landbruget, det
bliver større og mere effektivt og mere....man kan jo ikke rigtigt stoppe det(...)
det bliver sådan nogen store enheder, og så er der nogen der specialiserer sig
i griseproduktion.... sådan bliver det bare. (...) På Lolland er det næsten
altsammen enheder med 700 til 2000 ha, enheder der bliver drevet med een
ledelse og een driftsleder....sådan er det mere og mere.(...) Naboen der
forpagter jorden fra Frederiksminde har 600 ha under plov, og de er også for
små.(...) selvom det blev større og større blev der alligevel mindre og mindre
ansatte... Livet på landet bliver lidt anderledes."
Et par
minutter senere i interviewet mener han dog, at en omstilling af produktionen i
Danmark er det mest logiske."Jeg
tror dansk landbrug har en god fremtid (...)specialproduktion og økologisk
(...)hernede vil det blive mere bulk-produktion, så laver man de finere varer
derhjemme, så mangler man bare arbejdskraften, godt nok."
4 Et 'working-paper' fra IFRO, baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 44 landmænd i Østeuropa, nåede frem til en analyse, der ligger tættere på Landbrug&Fødevarers argumenter end min analyse. (Hajderllari,
Luljeta og Kostas Karantininis, Ole Bonnichsen: Danish farmers and investors: An analysis of reasons and motivations for
increasing cross-border agricultural activities
in Central and Eastern European
countries. FOI - working paper. København 2012.)
.
Det økonomiske
Som det
fremgår er der nogle dage hvor Ditlev tænker, at han kunne sælge Lubiechowo og
komme hjem til Lolland og tage konkurrencen op, men han er selv klar over at
det er en urealistisk drøm - og rent økonomisk giver det under alle
omstændigheder bedre mening at beholde jorden i Polen et stykke tid endnu. At
mange danske landmænd har opgivet eventyret i det polske kan have andre årsager
end dårlig driftsøkonmi og lukrative købstilbud. Et resultat
af bankpakkerne i kølvandet på den finansielle krise, var at danske banker blev
'tvunget' af Staten til at trække sig ud af udenlandske
landbrugs-investeringer. Det fortæller i hvert fald landmændene hernede, at
bankerne fortalte dem. Nogle landmænd reflekterede dog over hvorvidt bankerne
bare sagde det, som en dårlig undskyldning for at lave en upopulær beslutning.
Banken havde jo selv tilskyndet til investeringen få år tidligere. Andre
landmænd igen mente at de berørte landmænd selv havde opfundet denne
forklaring, sådan at de fremstod som ofre. Det er i hvert fald sådan, at de der
har solgt, fortæller at de blev tvunget af deres bankforbindelse til at
realisere deres værdier i Polen og andre østeuropæiske lande, for at
koncentrere sig om driftsøkonomien hjemme i Danmark.
Der findes altså flere stemmer i den
historie, men et træk synes at gå igen: man finansierede investeringerne med sikkerhed i den stærkt stigende friværdi derhjemme og derfor
kom de to økonomier til at hænge sammen. Hvor mange penge der blev tabt og
vundet af henholdsvis banker og landmænd i denne sammenhæng, har jeg ikke
kunnet finde opgjort nogen steder.
Men mange
udtrykker vrede over at være blevet tvunget til at sælge når der stadig var
betydelige konjunkturstigninger i sigte. Denne holdning afspejles også i
Ditlevs syn på et muligt salg.
"Der er
ingen grund til at sælge nu. Jorden koster 60.000 pr. ha nu, men den koster
200.000 hektaren lige over grænsen i Tyskland. Det er den samme jord, du får
det samme for afgrøderne og i EU-tilskud."
Selvom der
egentligt er fin fod på både driftsøkonomi, produktion og likviditet - spøger
det spørgsmål, som mange landmænd møder:
"I
banken spørger de 'hvad er jeres strategi' - det har jeg sku svært ved at svare
på."
Ditlev har
dog den økonomiske frihed til at gøre grin med spørgsmålet.
De sociale og kulturelle rammevilkår
Ditlev kommer
ud af en landbrugskultur, der rummer elementer af både godsejernes - og
fortidens gårdejerkultur. Hans familie hører til overklassen og hans
landbrugspraksis i Polen har flere træk til fælles med landbruget i Danmark for
hundrede år siden. Han ansætter mange fra landsbyen ud fra medmenneskelige
betragtninger og trives ved den sociale mangfoldighed omkring Lubiechowo. De
fleste ansatte og deres familiemedlemmer er han på fornavn med og kan fortælle
en lille historie om. Han udbetaler forskud til trængende og han holder
høstfest for landsbyen. Der er en hårfin grænse mellem det 'kolonialistiske' og
det 'humanistiske' i denne praksis, og Ditlev erkender da også selv mange af
disse modsætninger. Han siger lige ud at lønningerne er så lave, at det knap
har økonomisk betydning for ham.
"Der
kommer hele tiden nogen drenge ned fra landsbyen (...) jeg giver dem altid et
eller andet (...) det er synd næsten, når de så gerne vil arbejde (...)"
Både på
erfa-mødet (se herunder) samt på Plantekongressen 2014, hørte jeg danske
landmænd fortælle hvordan man kom til at 'eje' hele landsbyen, når man overtog
jorden omkring de små østeuropæiske landbosamfund.
Men dette perspektiv er kun en dimension. Under begge mine ophold på Lubiechowo og senere på
Frederiksminde oplever jeg en særlig social kompetence, der skabte en venlig
imødekommende atmosfære omkring far og søn.
Dette kom
også mig tilgode, da en anden velhavende landmandsnabo fra Lolland dukkede op
på besøg i Polen. Han billigede bestemt ikke mine spørgsmål, som han afkodede
som kritiske. Hans - naboens - fjendtlige indstilling blev dog enten
ignoreret eller vendt til vittige observationer, der afmonterede
konfrontationen.
Jeg mærkede
det også da jeg deltog i erfa-mødet med de andre danske landmænd i regionen. Da
de erfarer jeg kommer fra en forskningsretning de ikke er fortrolige med,
bliver de stærkt mistænksomme og min deltagelse var næppe blevet tilladt, hvis
ikke Ditlev havde ageret som om, at det var det mest naturlige i verden at jeg
var med. Under erfa-mødet, som startede kl. 10 om formiddagen og sluttede efter
restaurantbesøg kl. 21 om aftenen, fik jeg lejlighed til at spørge de andre
landmænd og driftsledere om mange aspekter af deres praksis i Polen, herunder
deres motiver for at være hernede, hvilket også gav Ditlev anledning til at
filosofere over sine kollegaers svar bagefter.
"Jeg
synes ikke jeg ligner de andre danskere hernede."
Her
kommenterede Ditlev kun indirekte på det personlige, specifikt handlede det om
det faktum at Lubiechowos ejerskabskonstruktion ikke ligner de andre danske gårde
hernede. Ditlevs er usædvanlig på den måde, at det er et relativt lille og
familieejet landbrug, hvor ejeren bor på ejendommen. Konstruktionen har dog
selvsagt også betydning for både motiver og kulturelle praksisser. Erfa-mødet
gav således anledning til at tale om og få indsigt i de forskellige
baggrundshistorier. Det affødte så igen mange samtaler om kulturelle forskelle
- heriblandt også mellem de forskellige driftsgrene. I den forbindelse sagde
Ditlev f.eks:
"På
Lolland er der jo ikke ret mange svineproducenter, her er jorden jo god, hvor
man kan leve af planteavl (...) Det er jo en helt anden livsform hér i forhold
til de andre steder du har været, det er så frit her i forhold til at have dyr,
jeg holder fri 4-5 måneder om året..."
Men at den
sociale og kulturelle accept ikke er utvetydig vidner de mange
overvågningskameraer om. De gør Ditlev istand til fra sit kontor, at holde øje
med de ansatte - og/eller de værdier, der kunne forsvinde. Ikke at jeg nogensinde
fik indtrykket af at han brugte tid foran skærmene, men fortællingen om at de
lokale stjal med arme og ben, gik igen hos alle de landmænd jeg besøgte i Østeuropa.
Hvorom alting
er, ønsker han selv at det er en 'fordomsfri' indstilling til de ansatte og
hans daglige prakis som landmand, der skal stå i centrum af hverdagen. At det
synes at ligge bag hele etableringen og livsstilen i Polen, observerer og hører
man i samtalerne på Lubiechowo.
"(...)
jeg ved jeg ikke kan komme tilbage til Lolland og drive et landbrug lige som
min far gjorde (...) Jeg kommer ikke hjem, hvis jeg skulle hjem og drive gården
derhjemme, det kan ikke betale sig, men så skulle det være i samarbejde med
nogle andre, så skulle jeg blive driftsleder på det hele eller også være traktorfører....eller
også lave ingenting... Jeg kan ikke komme hjem (...) sådan som udviklingen er,
hvis jeg skulle gå ud og låne ti millioner, så kunne jeg købe 30 ha, det ville
ikke ændre på nogetsomhelst ,
jeg vil ikke få en anderledes hverdag, selvom det er voldsomme penge, hernede
kan jeg få mig (...) Der er jo ikke brug for nogen heller, det er det der er
sjovt, der er ikke nogen der vil, men der er heller ikke brug for nogen, ikke
engang vi, far har altid været progresiv og købt gårde op....man starter med at
forpagte ud og ender med at sælge (...)."
Den tredje
investor i Lubiechowo var en forretningsmand, som primært tjente penge på at
spekulere i investeringer. Den type bekendtskaber og forretningsforbindelser
sætter de kompetencer, der omgiver landbrugsdriften i et særligt lys. Det er
ikke mit indtryk at Ditlev ved mere om valutaer, kornmarkedet eller
finansieringsmuligheder end de andre landmænd her præsenteret, men hans
families formue gør at man kulturelt er tættere på den verden, hvor disse
kompetencer er levebrødet. Alle tre generationer på Frederiksminde har gået på
Næsgård og har derfor sine primære kollegiale netværk i det segment. Den
revisor der så årsregnskaberne igennem sammen med mig, bemærkede f.eks. straks
at Ditlevs regnskaber skilte sig ud.
Det er et
specielt kulturelt fænomen, at netop en særlig klasse af velhavere, synes at
have en distance til 'profane' pengespørgsmål. Det sås i politik-afsnittet og
ses, efter mit skøn, også i reaktionen på bankens spørgsmål om en strategi.
Spørgsmålet er indlejret i den logik, der lyder at en gård skal udvide,
investere og øge produktionen. En manglende ambition om at gå den vej kan give
banken tvivl om fremtiden. Det ved Ditlev naturligvis godt, men han både
mangler den kulturelle norm og har den økonomiske frihed til selv bestemme.
Ditlev har
som nævnt rejst meget og har ofte haft blik for landbrugets situation i de
lande han har besøgt. Han mener at Danmark er det land han kender hvor landmænd
er mest upopulære.
"(....) landmændene har ikke været gode
til at sælge sig selv, landmænd er også nogle sære nogen mange af dem (...) det
er måske også fordi at i Danmark er det så voldsomt et landbrugsland, der er så
meget jord der er dyrket op, vi har så mange grise, vi eksportere jo nogen
ting...men man kan sige, vi gør det jo med en masse regler, vi får det jo
gjort...det er bedre at man gør det her, det er jo ikke fordi det ikke er
holdbart, umiddelbart, den måde tingene bliver gjort på...istedet for at det
bliver gjort hvor der ikke er så mange restriktioner og gyllen bare bliver
lukket ud i havet "
Svaret synes
at kombinere Landbrug&Fødevarers sprogbrug, der også er en del af Ditlevs
kultur, med den kulturelle sammensathed der er familiens. Han fortæller, at
alle hans søskende (4 søstre) er økologiske forbrugere og at han 'altid' ender
med at diskutere mod dem, når de taler om landbruget. Det ligger i hans
fremstilling, at de ikke ved hvad de taler om. De var allesammen på besøg i
Polen i juli 2014, indlogeret på et nærliggende slot. Jeg tilbragte nogle dage
sammen med dem og mærkede denne antagonisme.
Tilsidst skal
nævnes at Anders Houmann gjorde meget ud af at fortælle om hans natursyn og de
forskellige 'grønne' tiltag han havde foretaget på Frederiksminde i de senere
år. En praksis, der flugter med undersøgelser lavet af 'ældre' landmænds
naturopfattelse (Primdahl, Krisensen og Busck 2013).
Produktionsmådeanalyse
Der er
karaktertræk på Lubiechowo fra tidligere organiseringsformer i dansk landbrug.
Ejerskabet til både produktionsapparatet og arbejdsprocesserne er identiske med
et dansk selveje, og som sådan indlejret i en EVP. Mens opkøbet, finansieringen
og selskabskonstruktionen, der i forhold til den tredje investor var et mål til
at give afkast, er indlejret i et KVP-rationale. Analysen af materialet fra
feltarbejdet tyder på at motivationen for den praksis og organiseringsform, der
kendetegner driften på Lubiechowo, er præget af en lyst til at drive landbrug,
som Ditlev husker det fra sin barndom. Det sociale aspekt i hverdagen har stor
betydning. Men også den individuelle dispositionsret og generelle accept af
landmandens evne til at dyrke jorden på den mest optimale måde uden indblanding
fra myndighederne, synes at spille en rolle. Også her kan denne motivation ses
som en kulturel præference for et landbrugsliv, der minder om tidligere
strukturbetingelser.
Med fare for
med urette at ligge denne analysevinkel ned over hele materialet, var flere andre
informanters udsagn, om motivationen for at drive landbrug i Polen, beslægtet
med dette perspektiv. Udover det sociale og kulturelle, kom et
andet ikke-økonomisk udsagn ofte før at informanten udtalte sig om rammevilkår
og produktionsforhold. Mange nævnte som det væsentligste, at de følte at de
kunne sætte deres personlige præg på driften. Landbrugsdrift i Danmark
opfattedes som en spændetrøje, der var ikke mange selvstændige valg fordi
bedrifterne var så kapitaliserede, at man kun kunne optimere og effektivisere. I
Polen kunne man starte forfra og tage favntag med sine egne evner som landmand.
Det afspejles i Ditlevs ord om at han ikke mente han kunne komme hjem og være
landmand som sin far på Lolland. I de ord ligger den holdning, at både det
sociale, kulturelle samt at udvikle og præge produktionen med en kombination af
visioner, evner og villighed til at tage nogle valg, som man selv tager
ansvaret for - det er at være landmand. Man kan spekulere om der bag denne 'følelse' også
gemmer sig et behov for kulturel respekt og anseelse. At den taknemmelighed en
fattig øst-europæer, uden mange fremtidsudsigter, viser den danske
arbejdsgiver, udfylder et behov for anderkendelse, som ikke rigtigt findes i
det danske samfund mere, men som for mange ældre landmænd hørte uløseligt
sammen med erhvervet.
I dette lys
og hvis man sammenholder motivationsfaktorer med Lubiechowos organiseringsform,
synes der at træde en meget klar EVP-logik frem. En EVP der benytter mange
eksterne arbejdsressourcer - lidt mindre end et gods, lidt større end en
middelstor gård - men indlejret i et lokalsamfund med mange formelle og
uformelle tjenesteydelser - og derfor er sammenlignelig med en propriætærgård i
Danmark for 50 år siden. Målet er at være landmand og i det omfang det er muligt,
tæt på den praksis, som den sidste danske generation repræsenterer.
Ejerskabet, konstruktionen
og CAPens konvergens - sammenholdt med de kulturelle og økonomiske forhold på
Lolland, der gjorde investeringen i Polen mulig, gør Lubiechowo til en god forretning. Generationsskiftet blev
foretaget i 2015 og reproduktions-kapaciteten er robust. Som dokumenteret
ovenfor er det danske landbrugsengament i udenlandet støt stigende.
