Investeringsnyt

Så lykkedes det. Efter i mange måneder at have forsøgt, at få gjort medierne interesseret i landbrugs-stof, fik jeg i indeværende uge produceret min første lille udsendelse om virkeligheden derude på marken og i stalden. Programmet handler om køernes dag på Svanholm Gods, er på godt 26 min. - og kan høres på den2radio.dk fra d. 29 april. Det er min forhåbning at balancen mellem faglighed og underholdning vil gøre indholdet interessant for både land- og byboere.

I denne uge kom der også en kronik fra hånden. Hvor beskeden min læserskare end er her på bloggen, der er ca. et halvt tusind kliks om måneden*, så rækker dette medie dog ud - og for det meste er I der læser disse linier et fuldt tilsfredsstillende publikum at formidle mine analyser, perspektiver og kommentarere til. Men nogle gange kan en bredere offentlig diskussion ønskes og det er netop tilfældet med den igangværende udvikling, hvor flere og flere eksterne - fra ind- og udland - investorer køber op af danske landbrugsejendomme.

Debat-indlægget er i dagens udgave af Altinget.

I de fire sidste blog-indlæg, har jeg skrevet om eller nævnt Paris-aftalen og klimaforandringernes potentielle betydning for dansk landbrug, så det må være velkendt, at dette tema både optager og bekymrer mig meget. Herunder vil jeg dele en oplevelse med jer, som ikke har noget direkte med landbrug at gøre, men som jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal få luft for. Det er desværre en af den slags, der får een til at tænke, at vi som civilization er på katastrofekurs.

* Nej....den er indstillet til ikke at tælle mine egne kliks med. Til sammenligning skriver Landbrugsavisen at de har 1.4 millioner kliks om måneden.... Når der ikke sker så meget, kan man undertiden forføres til at følge med i aktiviteten på ens blog, hvor det også angives hvor der bliver klikket fra i verden. I en hel uge sidste år var flertallet af besøgende fra Rusland - og endskønt der også er danske landmænd i Rusland, var det dog mildt foruroligende. 

I tirsdags var der generalforsamling i min pensionskasse MP Pension. Den blev afholdt i mondæne omgivelser i Tivoli Hotel and Congress-center i København. Jeg har siden 2014 været involveret i et netværk, der hedder Ansvarlig Fremtid og i den sammenhæng været medforslagsstiller på en række generalforsamlinger, for at skubbe vores pensionskasse-investeringer i en mere klimavenlig retning. Hvis verdens pensionskasser valgte at af-investere i fossile brændsler, var vi nået et kæmpeskridt i retning af at passe bedre på vores klode, og da de fleste danske pensionskasser har medlemsdemokrati er det jo op til os selv, at vælge den vej. Troede vi og troede jeg.

For selvom MP gør rigtigt meget ud af medlemsdemokrati i deres foldere og kommunikation, så gælder indflydelsen kun så langt, når det gælder afkastet. I 2015 blev vores forslag vedtaget - imod bestyrelsens anbefaling - men vi fik derefter læst og påskrevet at bestyrelsen var underlagt regler og love, om afkastmaksimering, der gjorde at de ikke kunne følge generalforsamlingens beslutning. Det var slet ikke op til dem, det afgjorde Finanstilsynet.

I 2016 havde vi så omformuleret forslaget, sådan at det blot var en anbefaling om større klimahensyn, men nu var bestyrelsen jo forberedt og godt rustet til denne (ideologiske?) kamp - og de var krampagtigt imod at indkoorperere klimahensyn i investerings-strategien. Bestyrelsen vandt slaget med 2 stemmers flertal. Det bør også nævnes, at inspireret af vores succes, havde flere andre grupper organiseret sig, og stillet forslag om ikke at investere vores pension i våbenindustrien, israelske bosættelser på besatte områder, tobaksindustrien osv. Når man kigger nærmere på hvordan ens pensionspenge bliver investeret, kan man hurtigt få moralen galt i halsen.

              På bordene i kongres-salen var der rigeligt med konfekt, småkager og bolsjer.

I år havde Ansvarlig Fremtids grundlægger Thomas Meinert Larsen så igen gjort et kæmpe stykke arbejde for at få medlemmerne til at komme og stemme eller give ham fuldmagt til at støtte den 'klima-venlige' linje. (Jeg er ked af at bruge dette ord 'klima-venlig', men det er det ord, der bliver brugt i denne diskussion). Vores netværk var ret sejrssikre, et ganske stort antal medlemmer havde givet fuldmagt til at støtte et forslag, der pålagde bestyrelsen/investerings-afdelingen i MP, at udarbejde/udvælge en model, der skulle beregne og vise om et givent selskabs forretningsmodel understøttede Paris-aftalen.*

 Altså ikke noget påbud om ikke at investere i fossile brændsler, men et påbud om åbenhed omkring det klima-aftryk, som de firmaer vi investerer i har. Som Meinert Larsen så ganske overbevisende dokumenterede til generalforsamlingen, så afsætter mange af de store olie og kulselskaber betydelige midler til at så tvivl om videnskaben, sprede dis-information om klimaet osv. eller måske mere relevant for publikum denne aften, må aktier i disse selskaber forventes at tabe værdi i takt med den grønne omstilling - og derfor ville det være rettidig omhu, at skifte investeringsstrategi.

Men bestyrelsen - og her må jeg altså undres over hvordan mennesker er skruet sammen - står på talerstolen og slår knuder på sig selv for både at udtrykke hvor vigtig denne dagsorden er, hvor aktivt vores med-ejerskab er i olieselskaberne - mens de samtidig understreger at det ikke er pensionskassens rolle at blande sig i politik. Bestyrelsesformanden Egon Kristensen, en gymnasielære fra Holstebro, brugte det danske sprog på en måde så man må frygte for hans elevers uddannelse, med det ene formål, at argumentere for at 'det var en individuel moralsk stillingtagen, det skulle en pensionskasse ikke blande sig i' eller '53 % af medlemmerne havde i en meningsundersøgelse sagt at afkastet var det vigtigste og det måtte man respektere' eller 'vi er også meget optaget af klimaet, derfor tror vi også på aktivt medejerskab' (underforstået at MP kan ændre Exxon Mobiles forretningsmodel, ved at have aktier i koncernen) eller 'Det er noget politikkerne må tage sig af, vi kan ikke gå først, det er alt for risikabelt'  - Jeg minder endnu engang læseren om at forslaget 'kun' handlede om åbenhed omkring hvordan en given investering forholder sig til Klima-aftalen fra Paris.

Nå men efter en lang diskussion, hvor mange udvandrede, brugte bestyrelsen et trick, der, havde det været en eksamen i Machiavellisk magtfordrejning havde givet dem 13 efter den gamle skala. Pludselig viste det sig at de havde et ændringsforslag. Bestyrelsesformanden Egon beklagede at det ikke var blevet offentliggjort før, 'de havde først haft tid til at se på forslagene her i eftermiddags kort før generalforsamlingen og i hast formuleret et kompromis-forslag' (helt ærligt, jeg mener det er Magisternes Pensionskasse, de højest uddannede i Danmark, der skal høre på det her).

Nåmen deres ændringsforslag gik i al dets nedrige finesse ud på at tilføje et enkelt ord til vores forslag. Nemlig ordet 'rent' foran fossile selskaber. Betydningen var den, at kun de firmaer der ingen andre aktiviteter end produktionen af fossile brændsler havde skulle undersøges. Jeg ved ikke om der findes sådanne firmaer, men hensigten var helt klar - med dette ord blev hele forslaget ligegyldigt!

Og finten var jo at vores fuldmagter kun gjaldt til at stemme for vores forslag, som aldrig kom til afstemning ! - fordi ændringsforslaget ifølge proceduren skulle først til afstemning, blev vedtaget og på den måde unødvendiggjorde at stemme om vores forslag. Der var undervejs mistillidsvotum til dirigenten og en del uro - men bestyrelsen fik altså skovlen under sine egne medlemmer. Se MPs eget referat her.

Stemningen var temmelig dyster da jeg gik hjem. Vi kunne ikke få lov at investere vores egne penge i grøn energi, bæredygtige teknologier og dermed en fremtid for både os selv og næste generation - vi er tvunget til at lade afkastet bestemme hvilken verden vi ønsker at leve i.

Surt show, som man sagde engang.      

* Du kan læse om Ansvarlig Fremtid her: http://www.ansvarligfremtid.dk

Leif Nielsen og den aktuelle fortælling

De der har læst i min ph.d.-afhandling vil måske kunne huske, at et afsnit er helliget en beskrivelse og analyse af Landbrug&Fødevarers omdømmekampagner. Hér præsenteres først nogle eksempler fra kampagnen og dernæst nogle analyser af kampagnens baggrund og effekt.

F.eks. inddrages Mogens Rostgaard Nissens analyse af de interne reaktioner på omdømmekampagnen gennem en kortlægning af Bæredygtigt Landbrugs medlemsfremgang i Landbohistorisk Tidsskrift, en debat om kampagnen på Plantekongressen 2014 mellem L&Fs kommunikationschef Leif Nielsen og en udenbys kommunikationsekspert, et speciale fra RUC, hvis konklusioner om at landbrugets omdømmekampagne af befolkningen opfattes som rendyrket lobbyisme blev formidlet videre på Dansk Kommunikationsforenings nyhedsportal af Lea Nielsen, politisk medarbejder i Venstre og Line Thaarup, digital projektkoordinator, DLF-Trifolium; samt endelig den vinkel, som L&F gerne selv ville høre, reklamefirmaet Mensch egen vurdering af omdømmekampagnen:

"Hvad får en interesseorganisation til at investere 60 mio. kr. over tre år? Hvad får man for pengene, og kan det betale sig? Det er alt sammen gode spørgsmål, og når det kommer til Landbrug & Fødevarer, kan man oven i købet besvare dem. Den nye organisation identificerer meget hurtigt erhvervets omdømme som en af de væsentligste udfordringer. For efter mange års dårlig presseomtale omkring dyrevelfærd, miljøproblemer og EU-tilskud står sektoren stort set uden opbakning fra befolkningen.

Konsekvensen er dalende interesse fra Christiansborg, forringede rammevilkår og et erhverv, som omverdenen betragter som et levn fra fortiden.

Resultatet

Resultatet kan i dag måles på en lang række parametre. Blandt andet finder 68 % af befolkningen, at kampagnen er både interessant og tankevækkende. 77 % kan genkende kampagnen som et billede af en sektor, der ser positivt på fremtiden. Der er signifikant fremgang i vurdering af landbruget på områderne: Innovation, Miljø, Eksport, og Sikring af Arbejdspladser. Og vigtigst har 60 % af danskerne i dag en positiv holdning til landbruget. Det er en stigning på 94 %, siden kampagnen startede.

Filmene (med Jørgen Leth som fortæller) opnåede den næsthøjeste karakter blandt 40 testede reklamefilm, og kampagnen har vundet adskillige reklamepriser. Den generelle presseomtale af sektoren er forbedret, og det vurderes, at over 50 % af alle historier er positive. Respekten er genvundet fra befolkningens side, og dialogen er genoptaget med politikere og andre væsentlige interessenter. Og sidst, men ikke mindst, er kendskabet til Landbrug & Fødevarer steget med 115 %." (mensch.dk/afhandlingen s.237 ff)

Nøgternt betragtet er dette citat selvfølgelig en meta-reklame for Mensch og kun interessant, som en indikator af hvilke problemstillinger landbrugets største interesseorganisation mente skulle 'omformuleres til et bedre omdømme', for at parafrasere Leif Nielsens indlæg på Plantekongressen 2014. 

'..står sektoren stort set uden opbakning i befolkningen.' - er voldsomme ord, men det var faktisk også det Leif Nielsen konkluderede på Plantekongressen i 2014.

Derfor hæftede jeg mig ved, at et stort stilistisk portrætfoto af Leif Nielsen prydede et indstik i Børsen her for nylig. Det er nok de færreste uden for en snæver kreds af forskere og journalister, der interesserer sig for navnene i organisationsdiagrammerne i Danmarks store interesseorganisationer. Men Leif Nielsen gik i november fra sin mangeårige (11) chefstol på Axelborg over gaden og blev branchedirektør i Dansk Industri.*

Indstikket til Børsen har som overskrift: Analyse Fødevareindustrien (nr. 7 februar 2017, 23 sider)

Herunder står der:

"Med forbrugerne bag rattet. Stigende efterspørgsel på flere og friskere fødevarer,"*

Flere steder inde i tillægget bliver denne remse gentaget f.eks. på side 6:

"En voksende global befolkning og en nært forestående mangel på proteinkilder (...)"

Så tænker de fleste nok, at den indfaldsvinkel til landbruget og fødevareproduktionen kender man fra Landbrug&Fødevarers reklame/omdømmekampagner. Danmark og dansk landbrug skal hjælpe med at brødføde verden og det er i sig selv begrundelse nok for at sløjfe miljø-rammevilkår, der hindre landbruget i at udfolde sit potentiale.

Eller mere relevant at forhindre nye krav, som man aktuelt oplever med klima-målenes implementering. Der pågår i øjeblikket vanskelige forhandlinger om hvordan Danmark/EU skal leve op til de ret store reduceringskrav Klima-aftalen fra Paris forpligter os til og det er svært at slippe indtrykket af, at Børsens tillæg netop kommer nu, for at legitimere ovennævnte argumentation.

I al væsentlighed er det landbrugets repræsentanters opfattelse, at klima-udfordringerne bedst løses ved at Danmark øger sin produktion (og udslip), fordi at vi er blandt de mest klima-effektive fødevareproducenter i verden, og hvis vi kan vinde markedsandele på bekostning af mindre effektive lande, er det globalt set godt for klimaet. Hvordan 'klima-effektivitet' måles og hvilken effekt det lokalt har, at udvide produktionen, er ikke bare vanskelige videnskabelige spørgsmål - det ser på den danske politiske debat ud til at være uvæsentlige spørgsmål. Ingen politiske partier har ind til nu åbnet denne diskussion, og det selvom lovgivningen allerede er i færd med at blive formuleret.

Heller ikke i Børsens tillæg nævnes klimaet med mange ord, dog står der i en kolonne-notits på side 20: "Det samlede madspild i Danmark løber op i over 700.000 tons om året (...)"

Hvis man med de ovennævnte betragtninger in mente og forstærket af avisens reklame-journalistik, slår op på side 12 og læser interviewet med Leif Nielsen bliver man dog først overrasket.

"Virksomheder skal tænke stort og starte småt", er overskriften.

Nu kan jeg ikke lade være at tænke landbrug - selvom jeg selvfølgelig godt er klar over at det Leif Nielsen taler om er forædlingsvirksomheder og andre til 'Fødevareklyngen' relaterede serviceydelser.

Men det er jo netop den holdning som formanden for Landboungdom Peter Jørgen Koch gav udtryk for under debatarrangementet omtalt her på bloggen - og som han mente mange vordende landmænd ønskede at efterleve - og også en forretningsmodel, der har fremgang herhjemme bevidnet ved den store medlemsfremgang hos Smagen af Danmark, der repræsenterer de mindre fødevareproducenter. Men som har så svært ved at få ørenlyd i organisationernes ensidige fokus på vækst og stordriftsfordele.

I landbruget hvor jorden er en begrænset ressource, er der en modsætning mellem det råd der gives i overskriften og Leif Nielsens tidligere arbejdsgivers syn på udviklingen.

"Så der er kun et at gøre: Bliv ved med at investere. Bliv større. Bliv stærkere!"

Som Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild udtrykte sig på L&Fs delegeretmøde i Herning november 2015.

Som interviewet med Leif Nielsen skrider frem bliver man klar over at det indledende slogan og i det hele taget det indholdsmæssige ikke skal forstås så nøje. Det er mestendels en sludder for en sladder. Vendinger som "Man skal overveje mulighederne, men heller ikke spænde sig selv så hårdt for..", "Store virksomheder har gode fordele, da der skal investeres stor summer i teknologi og udvikling.", "Vi skal være omstillingsparate og kunne tilpasse os løbende.." og "Fordelen ved automatiseringen er, at man gør produkterne mere effektive og derved sparer på omkostningerne. Det betyder ikke nødvendigvis færre ansatte..."

Og endelig:

"Udfordringen er, at det koster mange penge at investere i teknologi. Store brand-virksomheder skærer deres linje til for at få mere volume, så de kan robotisere deres produktionskæder og automatisering. Og her er det vigtigt at holde sig omkostningseffektiv. Det vil medvirke til at sikre, at man er konkurrencedygtig, og at man bevarer sin markedsandel."

- er karakteristiske.

Det sidste citat synes lige så vel at kunne dække tankegangen - og udviklingen - i dansk landbrug. Markedsandele skal bevares - det er ikke nye, der skal vindes; og volumen er et middel til et mål: mere teknologi og omkostningseffektivitet - flere penge kastes efter 'kampen om marginalomkostningen på stykprisen' - og hverken den medfølgende gældssætning, markedssensitivitet, samfundets holdninger eller klimaændringerne italesættes.

Nu kom dette blog-indlæg til at blande (mindst) tre ting sammen: landbrugets omdømmekampagne, klimaændringernes politiske betydning og Leif Nielsens nye job i Dansk Industri - men sammenhængen er naturligvis, at udviklingen i dansk landbrug aktuelt går imod at investere og vækste sig ud af den mangeårige økonomiske krise, der har forgældet erhvervet så voldsomt, at det egentlige ejerskab ligger i pengeinstitutterne.

Eksterne investorer er på vej ind i erhvervet og i samarbejde med bankerne og industrien bliver fremtidens automatiserede landbrugslandskab planlagt.

Det er i virkeligheden det som Børsens indstik og Leif Nielsen fortæller os.

* Leif Nielsens afløser på Axelborg er Lars Løkkes tidligere pressechef og spindoktor Christian Hüttemeier.

* Det står i kontrast til "Vi er i en periode lige nu, hvor der er for meget af alting. Der er for meget olie, og der er for meget mad i verden, siger Martin Merrild." Landbrug & Fødevares forklaring på krisen maj 2016. (dr.dk 20/05/2016)

Præsentation i Bruxelles marts 2017 (på engelsk)

I forlængelse af mit besøg i Bruxelles, beskrevet her på bloggen, fulgte en invitation fra en politisk tænketank, om at flyve ned og fremlægge mine tanker om:

Reduktion af CO2-udledninger i landbruget - udfordringer i og muligheder for at opnå nul-udledning i 2050.

Selve præsentationen var ganske kort, men hele seancen med spørgsmål og svar varede 4 timer. Forberedelsen var omfattende og inkluderede at sætte mig grundigt ind i videnskaben bag Paris-aftalen, EUs klimamål, relevante politiske initiativer og det juridiske hieraki mellem FN, EU, medlemsstater og frihandelsaftaler.

Når man gør sig fortrolig med hvilke forandringer vi står overfor, er det

stærkt bekymrende hvor lidt den grønne omstilling og klima-forandringerne fylder i vores samfundsdebat.

Uanset hvor sent vi kommer igang, er der i mine øjne ingen tvivl om at landbruget kommer til at spille en nøglerolle i hvordan vi 'indstiller' os på de forandringer, som klimaet vil påtvinge os i de kommende år.

Herunder følger en let redigeret udgave af de tanker jeg fremlagde.

Decarbonising the agricultural sector - challenges and opportunities of achieving net zero emissions by 2050.

A few introductory remarks:

An initial point of consideration is the words we use when addressing this issue. The language of Climate change and climate change mitigation, be it political or scientific, is in it self a contested arena. Decarbonising the agricultural sector and net zero emissions could - and depending on how fastidious one might chose to weigh the words, perhaps should be interpreted as two seperate targets.

Ambiguities in language, science and policy are deeply embedded in this topic, and will be used strategically by the stakeholders. Conversely proper language-use is at the heart of this matter in many direct and indirect ways.

This also ties in with one of the central conondrums of reducing emmissions: how to monitor, measure, report and verify the effects of climate change mitigation.

I will begin by sharing with you my assessment of how some of the main stakeholders view the unfolding political process regarding the climate-issue, particularly in the context of the upcoming CAP-reform, leaving out for now how it relates to other policy-areas, such as LULUCF, FreeTradeAgreements and the Effort Sharing Regulation proposal.

Then I will try to answer the questions: What can be done and What should be done - and if time permits lastly a more private afterthought.

First the main stakeholders.

Let us begin with the farmers. Obviously the farmers across Europe have a vast set of different attitudes, capabilities and worries, mostly, in my experience, dealing with local or member-state-related agro-policies; and at present there is very little at the farm level, indicating  an impending change - I would say on the contrary, even if currently Poland, Germany and Holland are in the process of tightening their environmental regulations, this does not register as a climate-issue and in general the climate, with a capital C, is absent in the public farm-discourse.

This however belies the priority and political activity of the representatives acting on behalf of the farmers and the farming industry.

They are, to use an expression I heard recently, in full battle-mode. They seek to influence the development at every political level and their main prerogative is to mitigate climate-related reduction-measures.

And judging from the impressions I have gathered just recently here in Brussels, they seem very complacent. They believe that A) any climate-related regulation will be met with full economic compensation, and B) that we may possibly enter a new subsidy-paradigm, where farmers or landowners are paid for so called climate-services - and C) that whatever the outcome, they are convinced that the commission and commissioner is on their team.

Among other signs, I do believe Hogan's recent press-conference about growing exports and jobcreation in the agricultural sector lends credibility to this conviction.

In other words in stead of facing diminishing subsidies from the CAP, the farming lobby envision a new and potentially larger economic support system within the climate change mitigation framework. 

The lack of awareness at farmlevel could be interpreted as both a challenge and an opportunity, whereas the productivist outlook of their representatives tends to challenge the possibility of gaining momentum for decarbonising the sector.

Secondly: The Commission.

As I have just stated I sense an allignment between the Agro-industry and the present commission.

Perhaps more pertinent in assessing the Commissions role, is the emphasis that every tool to achieve a reduction in emmissions, must percolate through the ubiquitous term: cost-effectiveness. Here the arguments tend to revolve around economic models rather than climate-models, and often leaves out important externalities.

The mindset behind the emmission-trading-system and the proposed effort sharing regulation reflects this. This is a big challenge.

The Parliament.  Being situated in Copenhagen, the political mood of the parliament is very hard to assess and I have only a scant understanding of the political realities here - and it is diffucult to assess which priorities may prevail - but I would like to think there is an even balance of opportunities and challenges among the MEPs regarding these policy-targets.

Fourth and lastly: The scientists, who will play a central role in developing the concepts we will use to address the transistion, as well as how we monitor the emissions and in promoting the technology-based solutions, which will be in demand in a cost-effective climate.

In my view the role of Science is often overlooked or underplayed in the policy-papers. Reports tend to be short and poignant, which makes them enjoyable to read - but I believe there is a growing need to distinguish between scientific reports, models and concepts tailormade for specific political purposes and research which can be assumed to be more evenly balanced.  

This of course requires quite a lot of work and the ability to assess both the conditions for the research as well as the applied methodology and theory.

But it helps to to be aware of the likelihood, that science- and evidencebased solutions emanating from the big public research institutions will be designed according to the political realities, which, if viewed from Brussels, prioritizes rebooting economic growth. 

At any rate currently, as far as I understand, the most influential of the EU-scientific stakeholders all agree that there is insufficient knowledge to reccomend any specific policies/implementations, 'further research must be conducted', as is often stated. In a Danish contexts it is safe to presume that this obstensibly prudent precausion is part of a deliberate political delay or unwillingness to act on what we already know.

Basing my very tentative analysis on what has been presented,  it is a plausible outcome, that we will achieve very little politically in terms of decarbonising the agro-sector in the next CAP-cycle. More challenges than opportunities present themselves within the CAP-framework.

So..

What Can be done?

Reviewing the scienctific input, disseminating facts about the consequences of the policies proposed and help suggest tools or short-term frameworks for validating how we measure and curb emmissions.

In an increasinlgly unstable political landscape, raising the climate-issue and the urgency of a collective effort to the forefront of our priorities - across all sectors in the societies - is a key challenge.  

At this point in time, I am a staunch believer in short-term frameworks, building into the policy-deadlines more binding short-term targets.  Small steps will get the momentum going, less focus on the ambitious goals, but a more rapid response to the challenges of beginning the transition - and a concrete and realistic time-schedule - which hopefully has a greater chance of being implemented at member-state level.  

Whatever the political landscape, one can and should support publicity on these matters, for instance highlighting the so-called externalities: the real costs and emmissions attaining to our diet or the use of synthetic chemicals in foodproduction - all the while hopefully gaining momentum for a larger public debate on both climate change and the legitimacy - in the broadest sense of the word, of the way we produce food in Europe.

What Should be done?

First of all I agree with the approach also put forward, that the EU needs to address the specificity of the challenges and discard the idea that one common solution fits all. One way or another the memberstates must come to acknowledge this and act accordingly, so that we can create a climate-policy, be it within the CAP or imposed from outside, that supports mitigation and adaptation in the context of the local conditions.

However sensible such an approach is, it seems unlikely that the memberstates have sufficient trust in each other or a national political incentiv for this to be a realistic way forward. 

A Danish example. Because of the intensity of milk- and pigproduction in Denmark, we have during an extended period developed and experimented with a wide range of environmental protection-tools, and the most efficient, both in terms of effect and cost, the scientists agree, is creating a belt or zone of fallow land along the waterways, with the added bonus of public access along the pretiest parts of the landscape.

The arguments against this, depending on the audience, is that this would decrease the economic support, decrease the landvalue, infringe on private property, decrease production-output leaving it for less climate-friendly producers to fill the gap. And each of these arguments are valid within their own logic, so if Brussels wants to be serious about promoting a more resilient and sustainable sector via the CAP, a new supportparadigm is needed, to shift focus from volume to other forms of value.  

One way to achieve an agricultural production-set up with less focus on quantative output and more focus on the multifunctional aspects of land-use, is supporting smaller, more resilient and agile producers. In other words business-models based on shifting market-conditions and the ability to incorporate other types of public services.

Similar ideas float around in DG-Agri, in the research-communities and are promoted by groups in the Parliament, but at the moment a priority is given to the Council's idea of sustainable intensification - which links to another very important aspect, I would like to mention as a concluding remark:

In my view it is of paramount importance to make an effort to prevent legislation or deregulation which would further landownership being an object of investment and speculation - which would then likely be accompanied by a path-dependency towards industrial foodproduction.

I am especially worried about these new ideas of embedding loan-based financial instruments in pillar 2.

A sector in debt to banks or governed by investors would indeed be challenging to negotiate the climate-issue with, no matter what the political realities may be. 

Thank you for your attention.