Landbruget gæld afsnit ni

Her i næstsidste afsnit kommer vi forbi forrentningsprocenten og forskellene på produktionsgrenene - og som en lille krølle på halen, et par bemærkninger om hvilken rolle gælden spiller for den såkaldte grønne omstilling.

Imens jeg har skrevet denne lille pamflet om årsagerne til landbrugets gæld, er der sket en masse på landbrugsfronten. Nogle af jer vil vide, at man også fra denne hånd kan høre lidt mere opdaterede kommentarer og portrætter i Landbrugsmagasinet på den2radio.dk -  men den helt store og afgørende struktur omkring landbruget: EUs landbrugsstøtte, har jeg ikke fulgt til dørs. 

Og den forhandles i skrivende stund på plads for de næste 7 år i Bruxelles. Som jeg har kunnet læse mig til i udenlandske medier, for der er jo ikke nogen danske der dækker hvad 35% af EUs budget skal gå til (?!), ser det ud til at de få spæde forsøg på at koble støtten sammen med grønne ydelser: fx. beskyttelse af drikkevand og jordens humusindhold, biodiversitet og kulstoflagring mm, er blevet saboteret af den europæiske landbrugslobby CopaCogeca - hvor både formand og viceformand for Landbrug&Fødevarer sidder placeret helt i toppen.

Her mener man, det fremgår af deres høringssvar, at al jord, der ikke må sprøjtes er uproduktivt og derfor uønskeligt!  

Har det noget med gælden at gøre?   

Ja det har det på en måde, i hvert fald indirekte. Men lad os starte med at se på økonomien i bedrifterne. Set over en kam, har dansk landbrug været en temmelig dårlig forretning de sidste mange år: 

"Uanset hvilke briller man ser erhvervets økonomi med kan det konstateres, ved en gennemgang af nøgletal, at landbrugets evne til at forrente investeringerne i perioden 1992-2012 gennemsnitligt har ligget 1,2 % under den reale lånerente (Kærgård 2014:241) Her bør man dog være opmærksom på, at denne forrentningsprocent delvist er et produkt af den arbejdstidsnøgle, som bankerne og økonomerne vurderer landbrugenes rentabilitet, solvens og låntagningsmuligheder efter. 

Det betyder f.eks., at mindre landbrug med en stabil rentabilitet i kraft af familiens indre organisation udadtil har en ringe rentabilitet og dermed har svært ved at få lån og ofte 'tvinges' til at udvide ved et generationsskifte. I både grundlaget for L39, i bankernes vurdering af kreditværdighed og i de økonomiske vismænds analyser af erhvervets fremtid er udgangspunktet en specifik model baseret på arbejdstid i forhold til jordtillæggende. En heltidsbedrift er en bedrift, hvor standard-arbejdstiden er over 1.665 timer pr. år." (Fra min ph.d.-afhandling)

Denne vinkel, at landbrugets rentabilitet og forrentningprocent bliver målt efter en for erhvervet fuldstændig uvedkommende arbejdstidsnøgle, er i sig selv et studie værd - men her nøjes vi med at konstatere, at der med stor sandsynlighed er en højere rentabilitet i dansk landbrug end bankerne/økonomerne opgør - og at det er sandsynligt, at mange mindre landbrug er iblandt den gruppe, der har den bedste forrentning, hvis man opgjorde rentabiliteten uden arbejdstidsnøglen. Og så skal man ihukomme, at et gennemsnit over så lang en årrække både dækker over store interne forskelligheder, store udsving, en forandret landbrugsstruktur (fra godt 25.000 bedrifter til 10.000) - men samtidig også netop derfor, er en valid indikator af hvad en investor kan forvente. 

Men bag dette gennemsnit og disse forhold gemmer der sig, som sagt, store udsving. Der er heldigvis meget andet landbrug i Danmark end svine-, mælke og korn-produktion. De fylder måske ikke helt så meget, men fx har kartoffelbønderne kronede dage i disse år. Ligesom mange økologiske grønsagsavlere og mange nicheproduktioner har oplevet det i de senere år. 

Normalt siges det i erhvervet, at planteavlerne har mindre gæld end mælkeproducenterne, der har mindre gæld end svineproducenterne. Det forholder sig nogenlunde omvendt med hvilken forrentningsprocent man kan - eller ønsker sig at forvente, og det er der jo faktisk meget god logik i. Jo flere penge du investerer, jo flere penge håber du, samlet set, at hive hjem i profit. 

I slutningen af 1990'erne opstod der imidlertid så lukrativt et marked for svinekød, at mange der ikke før havde tænkt tanken, begyndte at overveje at ligge om. (Noget tilsvarende skete med mink i 10erne). På landbrugsskolerne var det endnu mere markant, her skulle 90-95% af en årgang nu ud at være svinebønder, hvis ellers de kunne få lov. Men der var et strukturelt problem - eller flere alt efter hvordan man kigger på det. Dengang havde man endnu harmoni-kravet (eller Auken-regimet, som nogle kalder det) - der betød at du skulle have et jordtillæggende svarende til det antal husdyr du havde. Det havde man indført af to gode grunde. For det første for at den gødning - og de næringsstoffer det indeholdte - husdyrene producerede, kunne omsættes i gårdens kredsløb og ikke havne i vandmiljøet eller ud på lange, ikke helt ufarlige transporter, for at finde et biogasanlæg - men ikke helt uvæsentligt også fordi det havde økonomerne rådet regeringen til. 

Det er sund økonomisk tænkning, er jeg blevet fortalt af økonomer på IFRO, at man kunne producere så meget af sit foder selv, som muligt. For i modsat fald kunne man risikere at blive offer for den stigende spekulation i fremtidige høst-udbytter på det internationale marked. Med en balance på den enkelte bedrift mellem jord, kornudbytte og husdyrproduktion (og slagtning/forarbejdning og afsætning) kunne landmanden nogenlunde selv have kontrol over sin økonomiske dispositioner.

(Et andet strukturelt problem var miljø-godkendelserne. Det kunne tage årevis at få tilladelse til at bygge en svinestald eller udvide den man allerede havde.)

Men netop harmoni-kravet gjorde at man ikke kunne udvide svineproduktionen i takt med de økonomiske muligheder. Der var ikke jord nok. Og det fik jordpriserne til at stige. (og måske bankerne til at medvirke til nedlæggelsen af mange små og mindre landbrug). 

Men når jordpriserne stiger bliver det man allerede har købt jo også mere værd og manselv mere kreditværdig. Som jeg har hørt flere landmænd sige om situationen i midten af 00'erne. 'Jeg tjente flere penge mens jeg sov end mens jeg arbejdede.' 

Underforstået at jordpriserne steg og steg - og selv sindige landmænd følte sig ude af stand til at dæmme op for fristelsen til at købe noget mere jord - det tjente jo næsten sigselv ind bare i rene prisstigninger.

Andre begyndte at investere deres friværdi i ejendomme og køb af jord i udlandet. Nationalbanken har opgjort det beløb, der forsvandt ud af erhvervet i 2001-2009 til 55 mia. kr.

Nu er det en ofte citeret forklaring på gældskrisen, at den grundliggende skyldes, at jordpriserne blev så absurd høje i 00erne - men udover alle de forskellige årsager denne serie har afdækket, overser man ofte, at meget af friværdien blev brugt til at investere i nye stald-anlæg. Eller etablere sig som ny svineproducent. Og det er de investeringer, der udgør broderparten af gælden fra 00erne. 

Som man kan regne ud, var der jo også mange der solgte, trak sig uad af erhvervet og tjente rigtigt mange gode penge på denne situation. Der er såmænd også mange - eller i hvert fald nogle - i erhvervet, der synes at dem, der trak store formuer ud af landbruget før finanskrisen og efterlod et sort hul af gæld, skylder noget. Jeg har bemærket at nogle af dem, de pensionerede, er meget aktive i debatspalterne og nogle af de mest rabiate for at fjerne reguleringen af erhvervet - jeg ved ikke om de to ting hænger sammen.

I dag et harmonikravet ophævet, dyre-enheds-faktoren sat op og der er givet tilladelse til at gøde mere på markerne - altsammen dereguleringer, der primært kommer svinebonden - og hans bank - til gode. Mange husker det nok ikke mere, men den landbrugspolitik, der blev implementeret af Blå blok i 2016, som gik under navnet Fødevarer- og Landbrugspakken, havde som udtalt mål at få 1 mio. flere grise i de danske stalde. 

Nu er dette indlæg allerede blevt langt. Men for at afrunde de to indledende spørgsmål. Alle produktionsgrene kan give et fornuftigt afkast, men jo mere man investerer i produktions-apparatet, jo mere kan man høste i profit og jo mere sårbar er man overfor udsving i priserne. Det være sig priserne på foder, energi, sprøjtemidler og selvfølgelig afregningspriserne. Og endnu mere afgørende priserne på ens økonomiske partnerskab med banken. Et prisfald på 2-3 øre på en liter mælk på den New Zealandske mælkebørs kan betyde liv eller død for en dansk landmand. En sommer med sol og fodbold-VM, kan give kæmpe overskud for en dansk svineproducent - men det er svinebønderne, der er de mest forgældede i dansk landbrug. Tørke kan....i juni gik 20 landbrug konkurs, hvilket SEGES knytter til tørken.

 En rentestigning på 1-2 procent, vil formodentlig udslette store dele af det danske landbrug. 

Alt dette - de ni afsnit - bidrager til den meget triste situation i dansk landbrug, at generationsskiftet er gået næsten i stå. Meget få unge mennesker kan finde finansiering til at overtage de meget dyre produktionsapparater, der er gået enten konkurs eller hvor landmanden bare gerne vil sælge. Man har forsøgt at løse det politisk ved at ophæve alle krav til ejerskabet - med det eksplicitte formål at tiltrække ekstern og risikovillig kapital; men uden at det har fået nogen nævneværdig effekt. Altså fortsætter de store med at blive større, for de er de eneste, der kan låne penge i banken og købe det, der bliver sat til salg. Og gennemsnitsalderen i erhvervet er nu over pensionsalderen. 

Derfor er det svært at se landbruget tage den 'grønne udfordring' op - uanset hvad de siger. Man skal nemlig tage deres forsøg på at sælge deres nuværende produktionsapparat som 'det mest klima-effektive i verden', med et gran salt. 'Vi skal bare producerer endnu mere', siger Landbrug&Fødevarer, 'det vil være det bedste for det globale klima'. Kan I se den røde tråd fra forretningsmodellen om mere og billigere over andelsselskabernes vækstfilosofi, strukturudviklingen, den teknologiske oprustning, rådgivningskomplekset, landbrugspolitikkens afhængighed at erhvervet, bankernes de facto ejerskab osv.? 

Vi får med andre ord ikke nogen grøn omstilling med de spillere, der er på landbrugs-banen i dag.

Men den positive vinkel på selvsamme problematik er at de jo gerne vil sælge. Man anslår at et sted mellem 25 og 30% af Danmarks landbrugsjord lige nu er til salg. Og bare i det seneste år har tre nye jordbrugsfonde set dagens lys. Der er altså en helt unik mulighed, til rent faktisk at forandre den måde vi driver landbrug på i Danmark. Omvendt kan man frygte, at kineserne køber det.

Jeg mener ikke vi har haft en situation, der ligner den vi ser nu, nogensinde før i dansk landbrug. 

Men vi skal bruge rundt regnet 200 milliarder, før vi kan købe en tredjedel af landbruget - eller en fjerdedel af vores lands areal -tilbage. Og de fleste af de penge er uproduktive, dem betaler man bankerne for at de kan komme af med deres svinestalde. 

Men jeg mener på den anden side ikke, at der er anden vej frem. Bankerne og fremtidens ejere må finde et kompromis. Dele tabet i porten om at så at sige. 

Tilsidst vil jeg nævne, at det er min overbevisning at forbrugerne (også i finansiel forstand, altså hvilken bank og hvilket pensionsselskab man vælger), kan ændre gældens tyngdepunkt ved at ændre indkøbsvaner. 

I tiende og sidste afsnit ser vi på gæld som fænomen i vores økonomiske system. For der er dem, der mener, at gælden slet ikke er et problem.