Årtiet i dansk landbrug: 2010 - 2020.

Årtiet i dansk landbrug: 2010 - 2020. 

Første kapitel: interessevaretagelse og udsalg.

Det er jo populært at opgøre regnebrættet ved udgangen af et år - eller i det her tilfælde et årti, når et nyt begynder.  Så bliver man måske også lidt klogere på de strukturer og kræfter, der påvirker den virkelighed vi befinder os midt i - her altså dansk landbrug.

Vi gik ind i årtiet med et - for så vidt interessevaretagelsen - næsten samlet erhverv. Man glemmer måske hurtigt at dansk landbrug er og altid har været fyldt med modsatrettede interesser og at den ene produktionsgrens behov kan stå i direkte konflikt med en andens. Det var derfor noget af et svendestykke Peter Gæmelke havde begået, da det i hans regeringstid lykkedes at samle tropperne i Landbrug&Fødevarer. Undtagelsen var økologerne (og biodynamikerne) men vi skulle ikke langt ind i årtiet, før erkendelsen også nåede til Axelborg: at økologien var kommet for at blive og at det var politisk og økonomisk opportunt også at (foregive at) repræsentere økologernes interesser. Også den manøvre - hvor usandsynlig den end forekom i begyndelsen af årtiet, er lykkedes. Lidt afhængigt af farven på landbrugsministerens parti, kan Axelborg i dag fremstå som den vigtigste repræsentant for økologernes interesser. Økologisk Landsforening er trods medvind, organisatorisk vækst og sympati blandt forbrugerne blevet marginaliseret politisk - i hvert fald i de spørgsmål hvor ØLs interesser divergerer fra de produktivistiske i L&Fs.

Men (axel-)borgfreden skulle kun vare et års tid, brudfladerne var for store, selv for de dygtige strateger i L&F. Allerede i 2011 opstod Bæredygtigt Landbrug - og uanset hvad man måtte mene om BL, så er det lykkedes organisationen - bosat i Jylland - at trække medlemmer til, dominere overskrifterne og at trække hele tyngdepunktet i landbrugs-debatten et godt stykke længere ud til højre end man havde spået muligt. 

Det betyder at Venstres landbrugspolitik konstant bliver udfordret af krav og argumenter fremført af partier, hvis eneste aktie i landbrugs- og miljøpolitikken er at høste (utilfredse) stemmer. Det ser man manifesteret i den ugenerte åbenhed, der har været omkring at BL har været konsulenter eller direkte pennefører på Liberal Alliances og Nye Borgerliges landbrugspolitik, samt at L&Fs formand Martin Merrilds stod på talerstolen ved Dansk Folkepartis årsmøde i 2019 og roste partiet for sin trofaste støtte til landbruget. 

For at opsummere. Den landbrugspolitiske dagsorden er - især i anden halvdel af 10erne - blevet radikaliseret. Fødevare- og Landbrugspakken var den stærkeste udmøntning af dette politiske skred - hvor landbruget blev givet indrømmelser, der dels underminerede 30 års politik på området og som de færreste havde troet muligt bare få år forinden - men flere andre og mindre belyste politiske initiativer gjorde det samme: Ophævelse af PSO-afgiften, udtagelsen af vandløb, Vækstfonden, ophævelse af arvebeskatning, omformulering af betydningen 'rent drikkevand', politisk styring af forskning i miljøkonsekvenser og marginalisering af kritikkere osv osv. Det konventionelle landbrug og dets kreditorer har i løbet af 2010erne opnået - eller tilkæmpet sig - en øget politisk indflydelse på erhvervets rammevilkår, trods at den folkelige opbakning halter (mere om det senere).

I april 2010  stemte et meget snævert borgerligt flertal Eva Kjer Hansens nye landbrugslov igennem. Loven ophævede tidligere krav til drift og ejerskab og tillod eksterne investorer at få kontrol over landbruget. Loven havde gennem mere end et halvt århundrede været designet til at beskytte den særlige danske model: den selvejende andelsbonde. Loven af 2010 var dermed dødstødet til dansk landbrug, forstået som at det var bønder og at de var danskere, der havde ejerskabet - eller sådan profeterede både kritikere og eksperter dengang. 
I landbrugets kulturkanon, skabt af Dansk Landbrugsmuseum 2010, fortæller landbrugshistoriker Carsten Porskrog Rasmussen hvorfor denne lov er den største begivenhed i landbruget siden stavnsbåndets ophævelse.

Men flere forhold gjorde at de eksterne investorer - heriblandt danske pensionskasser - fandt det uinteressant at gå på rov. Jordprisen raslede ned i årene efter finanskrisen, afkastet i de dominerende forretningsmodeller var alt for lav, volatilitet på markederne (Mælkekvoternes ophør, klimaforandringernes påvirkning af forbrug, fødevareembargo fra Rusland, svinepest, Brexit osv) - samt en generel usikkerhed om hvor fødevare-erhvervet er på vej hen.

Men dels med den senere yderligere liberalisering af landbrugsloven ( Jørgensen (S), december 2014), samt Fødevare-og Landbrugspakken (Bonnesen (V) 2016), som begge havde til formål at gøre det endnu mere attraktivt for de eksterne investorer at tage ejerskab til landbrugets fremtid; dels en større sikkerhed for at den altafgørende EU-landbrugsstøtte ikke ændrer sig nævneværdigt i den kommende 7-års periode - og med til billedet hører også en her i 2019 markant stigning i svineafregningsprisen, har nu gjort at forudsætningerne for at få et konkurrencedygtigt afkast ved en investering i landbruget er tilstede.

For at opsummere. Vi står midt i en brydningstid hvor det længe ventede generationsskifte i dansk landbrug nu bliver gennemført af eksterne investorer. Hvad enten det er kapitalfonde, agro-selskaber eller spekulanter, som køber et helt eller delvist ejerskab til  jorden og bedriften, så kan vi registrerer at udsalget er begyndt. 2010'erne var i det lys en lang - ind i mellem desperat -  forberedelse, rabatgivning og oppyntning af den lidt ramponerede vare: dansk landbrug. 

(Jeg skylder retfærdigvis læseren at sige, at Martin Merrild er lodret uenig i min analyse.

Jeg finder det pudsigt, at Merrild i denne sammenhæng, mener at økonomien i erhvervet er så dårlig, at man ikke skal forvente ekstern investering i fremtiden, mens han jo ellers til hverdag fremhæver hvor stort et bidrag hans medlemmer giver til statskassen. Iøvrigt er svineproducenternes analyse af det kommende, vist et sted midt imellem Martin og undertegnedes.)