1 Juli i år fremlagde kommissionen deres vision for en ny landbrugspolitik. Det var et forslag, der ifølge kommissionsformanden von der Leyen, inkorpererer den grønne omstilling, den såkaldte European Green Deal, Klima-målene fra Paris, samt tager højde for og har seriøse svar på biodiversitetskrisen. En stor mundfuld - men det er jo også nogle store problemer vi står med.
Forslaget der blev fremlagt har været kendt i sit grundrids gennem længere tid, EU har efter min mening et noget ufortjent ry for at være uigennemsigtig og udemokratisk, i nogle sammenhænge er det da bestemt også rigtigt, men i det store hele har det været muligt, hvis man var interesseret, at følge processen om tilblivelsen af forslaget til en fremtidig grøn landbrugspolitik hjemme fra lænestolen. I det hele taget må man konstatere, at det ikke som sådan er gennemsigtigheden og adgangen til dokumenter, der udfordrer borgernes eller mediernes mulighed for at følge med, men snarer omfanget af og den tekniske detaljerigdom i den syndflod af dokumenter der bliver til undervejs i arbejdet med reformen. Og sådan må det velsagtens være, landbruget i det enkelte medlemsland er delt op i forskellige sektorer og dertilhørende miljøreguleringer og historiske præmisser for strukturen - og når hele Europas landbrug fra syd til nord og øst til vest skal rummes i et samlet lovforslag, ja så må det næsten blive uoverskueligt kompliceret.
Det er desværre også denne kompleksitet, der gør at store lobbyinteresser med en veritabel hær af jurister gang på gang har udmanøvreret de kræfter, der ønsker at ændre ved status quo - særligt de grønne kræfter i EU, og specifikt de NGO-organisationer, der forsøger at følge med i de spidsfindigheder i form af fodnoter til paragraffer og ændringer af udsagnsord, som skal undtage erhvervet for både krav, kontrol og reguleringer - og det er ikke bare den grønne interessevaretagelse, der ikke kan følge med - medierne har rigtigt svært ved at formidle stoffet endsige stille kritiske spørgsmål til konsekvenserne af det fremlagte - men det allerstørste problem - i mine øjne - er at politikkerne, dem der skal stemme forslaget igennem heller ikke forstår hvad det er de stemmer om. Mange har helt opgivet at sætte sig bare rudimentært ind i hvad forslagene handler om og stemmer i stedet, sådan som deres nationale landbrugslobby beder dem om. Det er ikke spekulation eller konspirationsteori, det vil mange parlamentarikere helt åbent indrømme, de kan ikke bruge al deres vågne tid på at forsøge at trænge ind i stoffet - og det er endnu sådan, at det er forbundet med større politisk kapital at kæmpe for sit lands landmænds interesser end det er at kæmpe for miljøet - og så lukker man øjne og ører for, at det egentligt slet ikke er hverken sine landmænds eller landsmænds interesser man lægger sin stemme bag. Og det er ellers ikke fordi det skorter på advarsler fra EUs egne interne arbejdsgrupper og institutioner når det kommer til negative effekter af den måde landbrugsstøtten for indeværende er skruet sammen på: det være sig demokratiske, demografiske, økonomiske, sociale, miljø, klima og naturmæssige.
Det vil jeg her forsøge at anskueliggøre og eksemplificere og det kan ikke undgå at blive teknisk, men det er vigtigt - ja det kommer nok ikke som en overraskelse, når jeg hævder at dette lovforslag måske er det allervigtigste dokument overhovedet, når det kommer til vores favntag med klimaforandringerne - i Danmark, i Europa og globalt.
Før vi når frem til 1 juli, og kommissionens forslag, bør vi Måske lige tage et skridt tilbage, for hvordan er det nu det er med den fælleseuropæiske landbrugspolitik og landbrugsstøtte.
Helt kort og i overskrifter, så er landbrugspolitikken bygget på ruinerne af 2 verdenskrig og har siden sin undfangelse i 1950erne haft som formål at sikre en stabil fødevareforsyning til europæerne - og da lønningerne i landbrugserhvervet ikke kunne følge med de tilsvarende i industri - og senere serviceerhvervene, var en af måderne man sikrede fødevareforsyningssikkerheden på, at man holdt hånden under levestandarden blandt Europas bønder ved simpelthen at give dem en indkomststøtte.
Frem til 1993 var det i form af en prisstøtte, hvilket vil sige at EU garanterede landmændene en minimumspris for deres varer, uanset efterspørgsel og prisen på det internationale marked, sådan at landmændene var sikret en indkomst der nogenlunde matchede andre erhverv. En ting var at det var et bureaukratisk helvede at prisregulere hver eneste fødevareprodukt, en anden lidet opmuntrende konsekvens vil være ældre lyttere bekendt - det medførte nemlig en massiv overproduktion - og det kostede EU rigtig mange penge først at udbetale støtte til fødevarer, der ikke var efterspørgsel efter for derefter at opmagasinere dem og tilsidst at skaffe sig af med dem , noget af maden blev simpelthen dumpet i Nordsøen.
Et problem der i øvrigt stadig eksisterer, der bliver produceret flere fødevarer i Europa, end der kan afsættes på det indre eller det ydre marked. Og der bliver stadig brugt tåbeligt mange penge på at opmagasinerer fødevarer ingen efterspørger.
Og det til trods for at man i 1993 lavede en reform, der omlagde støtten til at gælde selve landbrugsjorden og ikke hvad man fik ud af den. Det vil sige, at siden den såkaldte Macsherry-reform i 1993 modtager landmanden simpelthen støtte efter hvor meget jord han ejer, og hver eneste hektar landbrugsjord i hele Europa er berettiget til et beløb fra vores fælles pengekasse.
Det har så medført en anden uheldig bivirkning: landbrugene har fået vokseværk, hver især forsøger de at vokse sig så store så muligt, for princippet for støtten er desværre så unuanceret at jo mere jord du ejer jo flere penge får du fra EU - der er ikke noget øvre loft på hvor meget du støtte du kan modtage.
Det har betydet en voldsom acceleration af strukturudviklingen op gennem 00erne - og i parentes bemærket en dertilhørene deregulering af lovgivningen for at give legalitet til udvidelserne. Og industrialiseringen, for med de større jordtilliggener giver det selvfølgelig god mening at have de største maskiner og mest effektive systemer, og for at forrente købet af dem giver det god mening at have endnu mere jord. Gang på gang op gennem halvfemserne og nullerne måtte de danske politikere lempe på størrelsesloftet i den danske lovgivning.
Størrelsesloftet var oprindelige en regel der sammen med den regel der krævede bopælspligt på gårdene, udgjorde et forsøg fra samfundets side på at have en nødtørftig demografisk kontrol med landdistrikterne, altså at der var en hvis sammenhæng mellem boliger og bosætning.
De krav holdt indtil 2010 hvor man opgav at bremse udviklingen og siden har det kun gået en vej i Danmark og Europa - og som den kvikke lytter uden tvivl allerede har gættet, de kæmpestore landbrug er blevet så dyre, at det faktisk slet ikke kan lade sig gøre for den næste generation at købe dem, der er brug en slags finansielle muskler som kun firmaer, kapitalfonde og pensionskasser har - ergo måtte man også lave loven om for at tillade det, og det gjorde man i 2015.
I dag er der ingen begrænsninger eller krav om hverken statsborgerskab eller anden tilknytning til stedet - lad os for eksemplets skyld sige Lolland, hvor et tysk forsikringsselskab har købt landbrugsejendomme op de senere år.
Sådan er det gået siden Macsherryreformen - en stadig stigende kapitalisering af fødevareproduktionens første led - og som logisk følge heraf et aktivt medejerskab fra finanssektoren. Og man kan selvfølgelig med rette stille spørgsmålet - som både politikere og landmænd ofte gør, når man kritisere udviklingen - om ikke det ville være gået sådan alligevel, uanset EUs politik, sådan er markedets naturlove: større effektivere billigere....men omvendt kan man jo med endnu større ret hævde, at netop her - i landbruget, har vi valgt at bruge fantasilioner - 11 mia kr i støtte hvert eneste år blot til de danske landmænd - for at kunne sikre en bestemt udvikling - altså oprindeligt for at der overhovedet var nogen der gad at være landmænd og dermed sikre at vi havde mad på tallerknen, men da det ikke længere var et problem, ja og det er nok her at noget af hunden er begravet, formålet og hensigten med landbrugsstøtten er faktisk blevet mere og mere usynlig, hvorfor er det egentlig at vi betaler de mange penge til landbruget? En egentlig landbrugspolitik er med andre ord fraværende og kravet om at formulere nogle samfundsnyttige målsætninger er vokset år for år.
Der er selvsagt mange mellemregninger og fodnoter i dette historiske rids, men for at nå frem til 1 juli 2020, så må vi her fokusere på de vigtigste detaljer.
Så for kort at opsummere: Bag landbrugssektoren i Europa står ikke kun detailhandlen, transportsektoren og den petrokemiske branche med deres investerede interesser i udviklingen - det er i høj grad finanssektoren der svinger taktstokken, og naturligt nok, alene i Danmark har de lige under en halv trillion kr pantsat i landbruget, og hvordan det hænger sammen kan i høre om i de 7 afsnit om landbrugets gæld, som ligger på Landbrugsmagasinets og den2radios hjemmeside.
Og For lige at afrunde hvad denne magtbalance også betyder, så følger der med denne kapitalisering en yderligere selvforstærkende oprustning, effektivisering og outsourcing.
For når et pengeinstitut og en aktionær ser på forretningsmodel og rentabilitet - ja så har de ikke i tankerne hvad der er gavnligt for hverken beskæftigelsen, skattegrundlaget i landkommunerne, bosætningen på landet - eller miljøet og beslægtede spørgsmål. Her handler det om at få det bedste afkast - som vi fx har set det med de danske slagtesvin, hvor over halvdelen nu bliver kørt ud af landet og opfedet syd for grænsen. Det er blevet en konstant jagt på forbedring af marginalomkostningen ved stykprisen, som jeg kalder dansk landbrugs herskende forretningsmodel.
Og derfor er det, for at sikre mig I forstår pointen, pengeinstitutterne og finanssektoren, der spiller den helt afgørende rolle i forhandlingerne om den europæiske landbrugsstøtte.
Alt dette kan man, mener jeg, med en hvis ret give EUs landbrugspolitik skylden for.
Istedet for at lytte til de mange evalueringer, videnskabelige undersøgelser eller bare tage bestik af de statistiske data på området, har EUs politiske handlingsrum på landbrugsområdet - sådan ser det unægteligt ud - været underlagt de store erhvervs- og finansinteresser bag landbrugserhvervet, noget som EUs ombudsmand, ja sådan een har vi også, gang på gang har påtalt som problematisk, og læser man europæiske hjemmesider med miljø, klima og anti-korruption som fokus, så har denne udemokratiske magtfordeling og omvendte økonomiske logik været kritiseret i årtier.
Men lige lidt har det hjulpet, hver gang en ny 7-års-periode for landbrugs-budgettet skulle forhandles på plads, er det lykkedes landbrugslobbyen med den magtfulde organisation Copa-Cogeca i spidsen, at forhindre egentlige nye målsætninger, begrænsninger eller krav til at modtage landbrugsstøtten. Alt hvad der havde med miljø, natur eller dyrevelfærd at gøre blev kirurgisk taget ud af landbrugsstøtten og lagt ud som frivillige bonusordninger, som landmanden skulle have ekstra støtte for at tage del i.
I 2000 indførte man fx en helt ny politik på området: landdistrikts-udvikling og oprettede det der kaldes søjle to i landbrugsstøtten, hvor pengene er øremærket til...ja kritiske røster siger at de er øremærket til at rette op på de skader som søjle 1, altså støtten til landmændene skaber. Ironisk nok fik man indført i søjle 2-støttekriterierne at landmændene havde første-ret til at søge visse af midlerne og lidt afhængigt af det enkeltes medlemslands landbrugsstruktur, kan det være gået som i Danmark, at stort set alle pengene i søjle to er blevet tilbageført til søjle 1. Så sent som i Fødevare- og Landbrugspakken fra 2016 blev det skrevet ind i loven at pengene i søjle to, der egentligt var tænkt som hjælp til turisme og bosætningstiltag i økonomisk trængte landkommuner, skulle være øremærket til at modernisere de danske svine og malkekvægsstalde - for at sikre erhvervets konkurrencedygtighed, som der stod i lovens betænkning.
Så fandt man på multifunktionalitetskriterierne, som netop var den slags bonusordning jeg lige nævnte, de skulle sikre ekstra penge til landmændene hvis de skabte mere samfundsværdi end blot de fødevare de producerede, det var tænkt som en ekstra støtte til sociale og miljømæssige tiltag landmanden kunne få - men også her var kriterierne for støtten og kontrollen med tiltagene så tilpas svage, at det ikke gjorde den forskel man havde håbet.
Endelig fik vi så i 2010 en rumænsk landbrugskommissær i EU. Det er nok ikke noget så mange danskere tænker over, men Rumænien er landbrugslandet i Europa med stort L - over halvdelen af kontinentets landmænd er faktisk rumænere og Rumænien er samtidig også det land i EU, der er værst ramt af udenlandske investorers opkøb af deres landbrug. Omkring 20% af landbrugsjorden estimeres at være ejet af udlændinge, herunder den danske pensionskasse AP Pension.
Darian Ciolos, som kommissæren hed gik da også anderledes til opgaven end sine forgængere, det har alle de embedsmænd og aktører jeg har interviewet i Bruxelles sagt. Dem der var kritiske, altså dem der lukrerede på det gamle system, sagde at han var en novice, en grønskolling, der ikke anede hvordan man bedrev politik - den anden version var at han netop var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt og at hans landbrugspolitik- og reformforslag, der blev vedtaget i 26 juni 2013 var den grønneste og socialt mest retfærdige politik man kunne opnå med den givne magtbalance.
Og det var desværre en balance, der gjorde at alle var utilfredse. Landmændene var voldsomt utilfredse med de nye grønne krav - de grønne stemmer var voldsomt utilfredse med at det lykkedes landbrugslobbyen i 11. time, at udvande det oprindelige forslag.
Den efterfølgende landbrugskommissær ireren Phil Hogan var det industrielle landbrug mere venligt stemt og han gjorde noget helt uhørt i europæisk politik. Han indførte begrebet diskontinuitet i sin forvaltning af landbrugspolitikken, hvilket betød at han simpelthen ikke ville implementere Ciolos grønne politik. Endnu et svigende nederlag til dem der ønskede sig en mere ansvarlig landbrugspolitik.
Det var iøvrigt i den forbindelse at Landbrug&Fødevarer spindoktorer opfandt bebrebet 'overimplementering' - som de havde held til at sprede langt ud over landbrugsmedierne. Begrebet skulle angiveligt dække over at danske politikere indførte strammere miljøkrav til de danske landmænd end Bruxelles krævede og dermed forringede erhvervets konkurrence-evne - men efter både mit skøn - og en ekstern konsulentrapports konklusion, som Thorningregeringen bestilte fra rådgivningsfirmaet COWI - er denne påstand falsk. Der finder ikke overimplementering af EUs landbrugsrelaterede støttekriterier sted i Danmark - ikke destomindre blev både Landbruget og de Blå partier ved med at råbe op om overimplemenering og for at det ikke skal være løgn, blev det også en del af Løkkeregeringens Fødevare og Landbrugspakke, at det fra nu af var Danmarks position, at man implementerede EUs reguleringer, for så vidt de gik imod danske erhvervsinteresser, så sent og så erhvervsvenligt som overhovedet muligt - ja så vidt jeg forstår er det den danske regerings position at man venter indtil der bliver indledt en sag om brud på forpligtelserne, før man gør noget der strider imod landbrugets interesser. Hvilket er det samme som at skrive, at klima- og miljø rager os en høstblomst. Og på det tidspunkt havde man jo også fået nedlagt miljøministeriet.
Nuvel - tilbage til EUs landbrugspolitik. I 2017 blev der gennemført en fælleseuropæisk internethøring, hvor alle borgere i EU var inviteret til at give deres mening til kende om hvordan de synes at landbrugspolitikken skulle se ud. Det var mig bekendt første gang at EU forsøgte sig med en sådan art folkeafstemning og man regner med at de ca. 300.000 tilbagemeldinger der blev indsendt dækker over flere millioner borgere, da mange af svarene kom fra organisationer og foreninger, som jo repræsenterede deres medlemmers holdninger.
Helt kort var resultatet, at tallene meget tydeligt viste at Europas befolkning ønskede sig en betydelig grønnere og mere miljøansvarlig politik.
Og så når vi endelig frem til Den 1 juli i år, hvor kommissionen fremlagde deres forslag til en ny 7årig landbrugspolitik under overskriften fra jord til bord og med den reklameagtige undertitel: Vores mad, vores sundhed, vores klode, vores fremtid.
Forslaget skal naturligvis ses i lyset af EUs overordnede politiske prioritet, The European Green Deal, som der da også refereres flittigt til i forslaget. Efter at have præsenteret de fem temaer som den foreslåede landbrugspolitik skal udvikles indenfor: Sunde fødevarer, bekæmpelse af klimaforandringerne, beskyttelse af miljøet og biodiversiteten, et rimeligt forretningsgrundlag for erhvervet og en markant øgning af det økologiske areal - skriver kommissionens næstformand Frans Timmermans.
"Coronaviruskrisen har vist, hvor sårbare vi alle er, og hvor vigtigt det er at genskabe balancen mellem menneskets aktiviteter og naturen. Som en central del af den grønne pagt viser biodiversitets- og fra jord til bord-strategien vejen til en ny og bedre balance mellem natur, fødevaresystemer og biodiversitet. Vi skal beskytte menneskers sundhed og trivsel og samtidig øge EU's konkurrenceevne og modstandsdygtighed. Disse strategier er helt afgørende for den store grønne omstilling, vi skal i gang med."
Efter denne om at så at sige skåltale, opregner kommissionen hvorfor og hvordan de mere specifikke mål skal nås. Her står f.eks at: "Brugen af pesticider i landbruget bidrager til forureningen af jord, vand og luft - kommissionen vil tage skridt til at sikre at brugen af og risikoen ved kemiske pesticider reduceres med 50% inden 2030."
Så
står der noget om vandmiljøet og antimikrobiel resistens, noget om bekæmpelse
af madspild og så står der interessant nok også - og jeg citerer igen:
"Det anslås at over 950.000 dødsfald i EU i 2017 skyldtes usund kost. En sund og
plantebaseret kost mindsker både risikoen for livstruende sygdomme og fødevaresystemets
indvirkning på miljøet."
Udover disse hensigtserklæringer og mål, og en hel masse andet teknisk
regulering, fx den i Danmark meget omtalte brutto-areal-model - så var det nye og
mest imødesete, at kommissionen foreslår at hvert enkelt medlemsstat fremover
skal lave hver deres strategiske plan for hvordan de vil opnå de satte mål,
sende denne plan ind til kommissionen, som så skal godkende planen - før at
støtten kan udbetales.
Som det fremgår, er en stor del af kommissionens forslag baseret på en temmelig
sen men dog opnået erkendelse af at vores fødevareproduktion skal i en anden
retning end hidtil - mange af de fremsatte begrundelser rimer på en argumentation
som grønne organisationer i årtier har fremført og så rimer det velsignende nok
også på de ønsker, der fremkom af onlinehøringen i 2017.
Man
kunne altså fristes til at tro, at nu ville der endelig ske noget på
landbrugsområdet og at kommissionen med næstformand Timmermans i spidsen
kastede sin politiske vægt bag dette kursskifte. Og det var da også den analyse
som jeg fik tilbage når jeg spurgte i mit netværk i Bruxelles. Træerne voksede
ikke ind i himlen, der var stadig mange uløste problemer, især manglede der en
oprustning af kontrollen med om medlemslandene og modtagerne af landbrugsstøtten
overholdte deres egne målsætninger, en kontrol der i parentes bemærket i dag er
næsten ikke-eksisterende - og som vi lige har hørt, er Danmark jo helt
officielt et af de lande der vil gå meget langt for ikke at opfylde
kriterierne, men trods denne og flere andre uhensigtsmæssigheder, så var dette
den mest progressive og grønne reform af landbrugspolitikken, som man havde
kunnet håbe på.
I de følgende måneder havde forskere og eksperter travlt med at analysere på
forslaget og de potentielle konsekvenser. Nogle kritiserede de strategiske
planer for reelt at afskaffe den fælleseuropæiske politik, da hvert land jo nu
førte deres egen. Andre diskuterede den del af forslaget, der ville kanalisere
en del af støtten over i obligatoriske forsikringer imod afgrødetab, altså et
slags økonomisk forsvar mod klimaforandringerne, flere mente at det ville gøre
pengeinstitutterne endnu mere centrale i landbrugspolitikken - en udvikling mange
advarer imod. Andre var kritiske overfor at økologien skulle tvinges frem
gennem politik og ikke være op til forbrugerne - og meget meget mere. Herhjemme
åndede Landbrug&Fødevarer lettet op, det planlagte støtteloft, som skulle
bremse udviklingen imod større og større landbrug - og som ville have kostet de
i forvejen meget store danske landmænd en kvart milliard i støtte om året - ja
det var nu lagt ud til det enkelte medlemsland at administrere og her kendte
Landbruget forvaltningen herhjemme godt nok til at vide, at det ville ikke få
den ønskede effekt.
Men både eksperter og forskere havde endnu engang forregnet sig. De havde af en
eller anden mærkelig årsag undervurderet landbrugslobbyens magt, man skulle
ellers tro de kendte den indefra og ud.
Upåagtet af de eksperter jeg talte med og de landbrugsmedier jeg læser, fik man først Rådet, altså de 27 landbrugsministre, til at udvande kommissionens forslag, og det var i og for sig slemt nok - mange af de grønne tiltag og målsætninger forsvandt simpelthen i nye vage formuleringer - lad mig gi et eksempel.
I Rådets udtalelse kan man læse at det er forkert at fokusere på økologisk landbrug som eneste måde at reducere forbruget af pesticider på. I Rådets formulering hedder det: "der er andre modeller som kan levere samme miljøvenlige resultat."
Og i samme ånd beder rådet kommissionen om at lave en videnskabelig troværdig effekt-analyse af hvert enkelt pesticid og tilrettelægge målsætningerne for reduktionen i samarbejde med hvert enkelt medlemsland - det er det man på dansk kalder en syltekrukke. Måske mest kritisk, så er Rådets position, at man ikke kan og ikke skal koble den grønne omstilling sammen med landbrugspolitikken, i Rådets formulering: "Der skal ikke være nogle juridisk bindende krav til opnåelse af grønne mål i landbrugspolitikken."
Men der var værre i vente - på en højst besynderlig og for denne signaturs vedkommende uforståelig vis, fik man via Parlamentet fremsat en meget lang række ændringsforslag til det nu amputerede reformudkast. Over 1200 sproglige ændringer af ordlyden, som ikke bare blev fremlagt til hasteafstemning kl. 20 om aftenen, ændringsforslagene var end ikke oversat til de 27 sprog. Alligevel blev de i løbet af selvsamme aftensamling allesammen hver og een stemt igennem på rekord tid - uden at parlamentarikerne havde læst dem eller fik lejlighed til at stille spørgsmål.
 |
| Hvis man downloader ændringsforslagene fylder de 344 sider - her ser I side 1. |
Landbrugslobbyen havde skrevet dem og havde fundet de støtter de behøvede i Parlamentet - og det gælder desværre også de fleste danskere i Parlamentet - kun SF og Enhedslistens medlemmer stemte imod.
Og så var der ikke meget andre kunne gøre.
Man kunne selvfølgelig nære det lønlige håb, at de danske medier - eller bare et par enkelte - dækkede denne demokratiske udåd - men det var der ikke.
Og ikke at det er en undskyldning for de danske journalister der burde dække området, men jeg kan godt forstå man kan have svært ved at trænge ind i stoffet.
Det er indviklet og dermed tidskrævende materiale at sætte sig ind i.
Lad mig give et eksempel, her i min egen oversættelse:
"Rettelse til artikel 28B
Legitime Praksisser vedrørende ordninger for klima, miljø og dyrevelfærd
De landbrugsmæssige praksisser der vedrører disse ordninger, indgreb og krav skal bidrage til at opnå en eller flere af de specifikke målsætninger som beskrevet i punkt d, e, f og i - i artikel 6, 1 - mens de på samme tid skal vedligeholde og øge den økonomiske præstation hos landmænd i overensstemmelse med målsætninger som beskrevet i punkt a og b i artikel 6, 1."
Helt kort er problemet her at man kæder dyrevelfærd sammen med miljø og klima - og konsekvensen af denne overensstemmelse mellem målsætningerne i de forskellige punkter, er at man fortsætter den praksis som der har været gældende de seneste 7 år. Og her har erfaringen vist, at landmændene og deres organisationer har været utroligt dygtige til at finde på marginale ændringer i forholdene for dyrene, der har kunnet godskrives som øget dyrevelfærd og dermed har man helt kunnet undgå at ændre på praksisser i forhold til miljø og klima.
Andetsteds havde man bibeholdt ordlyden i kommissionens forslag, omhandlende målsætninger for biodiversitet samt et procent-krav om ikke-dyrkede arealer - men snedigt tilføjet en fodnote, der kundgjorde at reguleringen skulle være underlagt tidligere bestemmelser på området og henviste til en række paragraffer indeholdt i den gamle landbrugsreform, der hvis man er i stand til at finde dem, muliggør en hel række undtagelser for at opfylde kravene, og dermed fuldstændig udhuler forslaget.
Og et sidste eksempel er ændringsforslagene 673, 674, 675, 676, 679 og 680 - alle angår de artikel 121 og kravet om årlige resultat-evalueringer, hvilket henviser til kommissionens forslag om at udbetalingerne skal være afhængige af at landmændene rent faktisk opfylder de målsætninger som den nationale plan er blevet godkendt på baggrund af - og ja, som du nok allerede har gættet, Parlamentet fjerner med disse ændringer den foreslåede afrapportering - støtten skal udbetales uden nogen form for kontrol.
Og sådan blev landbrugslobbyen ved, ændringsforslag for ændringsforslag blev de grønne ambitioner gjort frivillige, afhængige af konkurrencedygtigheden, omskrevet til at handle om noget andet.
Symptomatisk for den måde, at det store flertal af parlamentarikerne ser deres rolle i landbrugslovgivningen på, så svarede Paolo de Castro italiensk medlem Landbrugsudvalget for Parlamentets næststørste gruppe Socialister og Socialdemokrater på kritikken ved at bruge landbrugslobbyens mest anvendte frase: Vi tror ikke på den ideologi.
Underforstået
at det skulle være ideologisk at kæde klimaforandringer, miljøbeskyttelse og
biodiversitet sammen med praksisserne i landbruget. Flere argumenter får vi
ikke.
Med fare for at lyde polemisk, synes jeg næsten man kan aflæse hvilken effekt det amputerede forslag vil få , når man ser hvor begejstrede Landbrug&Fødevarer er for det.
Og især ét citat, der i den følgende uge blev bragt i P1s Orientering, Danmarks Radios radioaviser samt en række andre medier giver et ironisk fingerpeg om forslagets udformning. Det kom fra den konventionelle landmand og Venstrepolitiker EU-parlamentarikeren Asger Christensen, som jublede over at vi nu - citat - fik den grønneste landbrugsreform nogensinde
Det citat må medierne åbenbart have opfattet som fyldestgørende - så kunne danskerne trygt tænke på noget andet og medierne havde dækket reformens betydning.
Til Landbrugsavisen et par dage senere den 13 november udtaler Asger Christensen at det glæder ham at regeringen viderefører politikken på området fra den tidligere regering, og slutter af og jeg citerer: "Vi slipper desuden for en masse kontrol af, om kravene nu også er opfyldt."
Jeg er faktisk lidt målløs over dette kup af den demokratiske proces - og det
samme er selvfølgelig mange af aktørerne i og omkring processen med den
fælleseuropæiske landbrugspolitik - og at Danmarks radio og de danske medier så
vidt jeg er informeret slet ikke har omtalt hvad der skete, er jo dybt
beklageligt og viser endnu engang hvor ringe mulighed for at få egentlig
indsigt i hvad der sker i landbruget den danske befolkning har.
Hvad er så status på EUs kommende landbrugsreform? Ja i øjeblikket er der en
større koalition af forskere, parlamentarikere og miljøorganisationer,
der kæmper for at få kommissionen til at trække hele reformen tilbage.
Simpelthen nulstille processen. Withdraw the CAP hedder kampagnen på de sociale
medier, hvor man kan skrive under på en indstilling til kommissionen.
Hvor sandsynligt er det så at det vil ske. Ja det er svært at sige. På den ene side virker det helt utænkeligt, processen er så fremskreden og man har jo brug for at komme videre med det samlede budget og corona-hjælpepakkerne - og den næste syv-årige budgetramme blev jo også vedtaget Tirsdag sidste uge. Men på den anden side, det er i hvert fald det håb som kritikerne har, så er den grønne omstilling ikke bare en høj prioritet, det er noget som kommissionens ledelse - og især næstformand Timmermans, fortæller mine kilder mig, har sat hele deres politiske renommé ind på skal lykkedes - og det betegnes som et politisk nederlag af de helt store, hvis han lader reformen få den skæbne det nu ser ud til. Spørgsmålet er i skrivende stund: er nederlaget så stort, er de negative konsekvenser af at den største budget-post modarbejder den grønne omstilling så alvorlig, at de reelt ikke har noget andet valg end at trække reformen tilbage hvis de vil redde deres politiske projekt - ja det er desværre nok svært at tro på - men man har jo lov at håbe.
Under alle omstændigheder forestår der endnu en sidste runde i processen, det såkaldte Trialogmøde, hvor repræsentanter for kommissionen, rådet og parlamentet endeligt vedtager den færdige lovtekst - og her har kommissionen mulighed for at bruge nogle af sine udemokratiske muskler, det er i sidste ende den der sætter punktummerne i loven.
Herefter er der så en allersidste afstemning, hvor Parlamentet skal godkende eller forkaste hele lovforslaget, altså uden mulighed for at ændre i det - det er de checks and balances der eksisterer - og det betyder at der endnu er en reel mulighed for at ting kan ske.
I mellemtiden ser dansk landbrug, repræsenteret ved Landbrug&Fødevarer, nu med den nye formand svineproducenten Søren Søndergaard i spidsen positivt på at de selv kan skrive reglerne for at modtage støtten, der er en klar forventning i landbruget - ikke bare i Danmark - om at de nationale strategiske planer, bliver til under kyndig vejledning fra erhvervet - i samråd med finanssektoren selvfølgelig.
Og det er den sidste forstemmende detalje jeg synes I skal have med i analysen af den nye landbrugsreform.
I februar 2019 udgave The European Court og Auditors, en slags Statsrevision for EU, en 60 siders kritisk rapport, der redegør for problemerne med det manglende formål med landbrugspolitikken, den manglende kontrol og det faktum, som vi også slås med herhjemme, at jordejerne ikke skal lade sig registrere.
Et problem som minder om det Jesper Tynell har afdækket i sin podcast De hemmelige aktionærer på DR, og som for tiden afføder pånyet opmærksomhed om udbytteskandalen i skat. Ligesom med de hemmelige aktionærer, der får udbytterefusion, så findes der ikke noget register man kan slå op i og se hvem det er den egentlige modtager af de mange landbrugsstøttekroner - det ville fjerne incitamentet til at investere i landbruget lyder argumentet fra finanssektoren.
Jeg kunne med fordel tage punkt for punkt i EUs statsrevisorers rapport og anskueliggøre for lytteren hvor håbløst mangelfuldt kontrolsystemet med de mange udbetalte milliarder er, men for at gøre en lang historie kort - så læste redaktionen på The New York Times denne rapport og sendte et hold af undersøgende journalister anført af den to gange pullitzerpris vindende Matt Appuzo afsted til Europa for at grave i denne sag. Det kom der en række afslørende artikler ud af, hvor journalisterne blandt andet følger pengesporet, altså landbrugsstøtten, til Bahamas! Ironisk nok var det artiklerne i The New York Times og ikke statsrevisorernes rapport, der endelig fik politikkerne i Bruxelles til at føle sig pinligt berørt og interessere sig for problemet.
4 juni deltog jeg i et såkaldt Webinar med Matt Appuzo, en af statsrevisorerne samt en række politikkere fra Parlamentet som under overskriften 'Korruption og Landbrugsstøtte' diskuterede avisens afsløringer og forskellige løsningsforslag.
Der var altså nu, på dette kritiske tidspunkt hvor landbrugsreformen skulle præsenteres, både politisk opmærksomhed, en intern ekspertrapport og en lang række gode argumenter for at man indfører - som det absolutte minimum - et register over hvem de egentlige modtagere af landbrugsstøtten er. Men.... nej.
Det er igen hensynet til de hemmelige aktionærer, der trumfer, og i det her tilfælde kan jeg godt afsløre, at mange af dem er kapitalfonde, det ved jeg fra mit feltarbejde i ØstEuropa - så for endnu engang at gentage pointen.
Så anser jeg kampen om en gennemskuelig, socialt ansvarlig og miljøvenlig brug af 40% af EUs midler - ikke står mellem os og landmændene - men mellem os og de store kapital-interesser - og landmændene er sådan set kun en brik i det skakspil, omend en brik man godt kunne ønske sig lidt bedre træk af.
PS: I mandags var der for øvrigt en interessant artikel om Spaniens svineproduktion, landet har på rekordtid overtaget rollen som den største producent i Europa med hele 53 mio slagtninger om året og er en af danske svineproducenters største konkurrenter - og det har selvsagt også fået civilsamfundets opmærksomhed, hvor en gravergruppe har undersøgt forholdene - det kan man læse om her. Bemærk linket i artiklen til ansøgningen til EU om reklamestøtte til at promovere svinekød blandt unge.
Andre links:
Artikel i Science om nødvendigheden af grønne krav til landbrugspolitikken
Rapport fra det tyske landbrugsministerium
Artikel i People and Nature om forslaget fra Kommissionen
COWIs rapport om implementering af EUs miljøregulering
Løkkeregeringens 'overimplementerings-udvalg'
Artikelom mangel på evidens af overimplementering
EU-kommisionens forslag til en ny landbrugspolitikreform
Analyse af det kompromis, som Rådet foreslår
Træklandbrugspolitikreformen tilbage
Asger Christensen i Landbrugsavisen
EUs Ombudsmandskritik af landbrugslobbyens indflydelse på reformprocessen
