Om begreberne 'Fælled' og 'Offentligt gode'

En sjælden gang imellem bliver en akademisk bog eller artikel genstand for så stor opmærksomhed, at den ændrer hele måden vi taler om emnet på. Den effekt har Garett Hardin's artikel The Tragedy of the Commons, publiceret i Science i 1968, uden tvivl haft på vores forestillingsevne og begrebsliggørelse af 'Commons' - på dansk oversat med 'Fælled', 'Fælleseje' eller i senere litteratur 'Offentligt gode'. Først opstod et helt nyt (økonomisk) forskningsfelt i kølvandet på diskussionerne om gyldigheden af Hardin's analyse. Den amerikanske politolog Elinor Ostrom fik Nobelprisen i økonomi for sine analyser af ejerskabet til vore naturressourcer i diskussion med netop Hardin og tilhængerne af hans perspektiv. I nullerne fik diskussionen en opblomstring i forbindelse med det store udsalg af offenligt ejet infrastruktur, en tendens der blev forstærket af finanskrisen. Senest er begrebet blevet en del af diskussionen om og især legitimeringen af EUs landbrugsstøtte.


Hardin's artikel er i og for sig ude i et ganske andet ærinde, end det den senere har vakt diskussion om. Hardin, som er biolog, frygtede mere end alle andre menneskeskabte udfordringer befolkningstilvæksten og mente at retten til at forplante sig skulle underligges regulering.
"At koble begrebet om frihed til at få børn med troen på, at enhver er født med lige ret til fællederne, er at låse verden fast i et tragisk handlingsforløb."

Et meget kontroversielt standpunkt, som trods den videnskabeligt begrundede bekymring: nemlig at vi alle skal deles om en begrænset ressource, jordens økosystem, og at jo flere vi er, destomere pres kommer der på økosystemet - ja det synspunkt synes stadig at være så tabubelagt, at det næppe i vor levetid får politisk medvind. Det vidste Hardin naturligvis godt, så hans løsning på problemet bliver at privatisere alle natur-ressourcer.

Hardin's præsentation og analyse tager udgangspunkt i følgende rationale. Befolkningstilvæksten vil øge presset på naturressourcerne, de fælles goder er ubeskyttede og derfor udsatte for overudnyttelse, privat ejendomsret medfører et rationelt økonomisk sigte med forvaltningen, ganske vidst for at optimere den enkeltes velfærd, men i sidste ende fører det til den bedste beskyttelse af ressourcen, i hvert fald under de gældende politiske systemer, og vil dermed være til alles bedste.
Han bruger et eksempel med landmænd, der har sine dyr på græs i et fælles græsningsareal. Så længe det er muligt vil hver landmand forsøge at øge sin fortjeneste af det gratis gode, med overgræsning til følge. Den enkelte landmand vil altså forsøge at maksimere sit udbytte og optræde privatøkonomisk rationelt, men den samlede effekt af deres handlinger er en ødelæggelse af deres fælles livsgrundlag. Konklusionen er:

"Under et system af privat ejendomsret føler de mennesker, der har ejendom, sig ansvarlige for at tage vare om ressourcerne, for hvis de ikke gør det, vil de muligvis tage skade."

Man kan uden stor indsigt i samfundets udvikling, hurtigt nikke genkendende til, at det er også det rationale som det internationale og det danske samfund forvaltes efter. Det mest iøjnefaldende område er nok fiskeriet, hvor Hardin's analyse er blevet gjort til præmissen for privatiseringen af fiskene i havet. Men privatiseringer af vores fælles goder er et bredt anvendt forvaltningsværktøj, vores undergrund, fødevare- og energiforsyning, dele af sundhedssektoren, ja selv vores kvote af tilladelig forurening er privatiseret - ofte med begrundelser hentet fra ovennævnte scenarie - og senere komplementeret med analyser a' la Ove Kaj Pedersens Konkurrence Staten.

Der er mange mellemregninger i Hardin's analyse, for eksempel skriver han, at uanset hvordan vi indretter forvaltningen af ressourcerne, så kan verdens udfordringer ikke løses af juridisk, teknisk eller teknologisk vej, vi må og skal træffe nogle etiske valg, der ikke kun gælder vores forplantning men også vores levestandard og natursyn - hvis der skal opnås en balance mellem menneskene og deres adfærd på den ene side og jordens evne til at 'bære' os på den anden.

Garret Hardin justerede senere sine argumenter og i 1998 udgave han en jubilæumsartikel: The tragedy of the unmanaged Commons. Men alt hvad han senere har ment, er på sin vis druknet i den privatiserings-dagsorden han selv, lidt uforvarent, kom til at skabe politiske argumenter og akademisk forskningstradition for.

Der er rigtig mange måder hvorpå man kan imødegå eller problematisere de forudsætninger og resultater som fremkommer i Hardin's artikel (og Ove Kaj Pedersens bog), men her vil jeg blot pege på, som andre forskere også har gjort, at den største skade på vores fælles ressourcegrundlag udgår fra de eksterne konsekvenser og omkostninger som privat produktion påfører omgivelserne.

Der er ikke indregnet i prisen på varen, den påvirkning af økosystemet som produktionen medfører. Den private ejendomsret koblet med en markedsøkonomi giver nemlig intet incitament til at beskytte de fælles goder.

EU forsøgte faktisk under den sidste landbrugspolitiske reform at implementere det man kunne kalde en omvendt Hardin. 'Delivery of Public Goods' Tilvejebringelsen af offentlige goder blev et centralt element i måden den nye landbrugsstøtte skulle legitimeres på. I en verden hvor den frie markedsøkonomi efterhånden dominerer tankegangen i hele det politiske spektrum, og hvor overproduktion stadig er et væsentligt problem (især for markederne uden for EU), ses det som stadigt mere problematisk at landbruget modtager den massive støtte uden nogen klar modydelse. De europæiske befolkninger skulle have noget konkret til gengæld for at betale til fødevare-erhvervets drift. Det blev til ideen om at landmændenes varetagelse af vores naturressourcer, som de jo har privat ejendomsret til, skulle underligges visse grønne krav, for at kunne modtage landbrugsstøtte.

Altså modsat af Hardin's argument er den private ejendomsret og den rationelle økonomiske tankegang hér ikke tilstrækkelig til at sikre en bæredygtig udnyttelse og ejeren må betales kompensation for at ejeren ikke ødelægger ressourcen. Det blev kun ved tanken i denne omgang, som nævnt i sidste indlæg, var landbrugslobbyen i stand til at forhindre en reel implementering af ideen, men i EUs administration synes der at være konsensus om at det bliver uomgængeligt ved næste reform.

Normalt går man jo den anden vej for at begrænse forurening, her benytter man sig selvfølgelig af afgifter og beskatninger, som også den danske regering havde bebudet overfor landbruget i Regeringsgrundlaget fra 2011. Det ser dog ud som om at denne type adfærdsregulering er gået politisk af mode.  Ofte rammer disse typer økonomiske incitamenter også kun forbrugerledet fordi miljøpåvirkningen fra produktionen er for administrativt besværlig at kontrollere. I parentes bemærket er landmanden jo også forbruger i denne sammenhæng.

Det kan også være svært at gennemskue hvordan afgift på forurening eller negative miljøpåvirkninger virksomt skal indpasses i den frie markedsøkonomi, da alle frygter at produktion og arbejdspladser blot flytter til områder med mindre regulering, som man også ser det med dansk landbrug.

Ydermere er det nemt at blive forarget over når Cheminova forurener og sender regningen videre til det offentlige, men sværere at måle og beregne hvordan landbrugets driftsmåder påvirker økosystemets- og befolkningens sundhed og dermed samfundsøkonomien. Her er der nok brug for de etiske overvejelser som Hardin efterlyste.

En måde man kunne regulere mere etisk på var, at en hektar økologisk drevet landbrugsjord vurderes og prissættes anderledes på markedet end en konventionelt drevet hektar. Påvirkningen af natur-ressourcerne er forskellig, det burde være indiskutabelt også selvom man ikke kan beregne den præcise samfundsøkonomiske omkostning ved brug af sprøjtemidler. Det burde være en nærliggende reguleringsmekanisme, at justere markedet i retning af større ansvarlighed over for vores fælles ressourcegrundlag på.

Vores grundvand er endnu et offentligt gode, som staten og lokale vandværksbestyrelser har ansvaret for at passe på. Diskussionen om lukningen af drikkevandsboringer, vandmiljøet og tab af biodiversitet i det hele taget, er både aktuel og bliver endnu mere vigtig, når en kommende ny regering senere i år, efter ønske fra et hårdt presset erhverv, slækker på miljøkravene og f.eks. giver tilladelse til at bruge mere kvælstof på markerne.

Fremtiden...

Midt i denne turbulente tid for erhvervet, har der været afholdt to konferencer om landbrugets fremtid. Fredag d. 6 februar på Christiansborg afholdt Økologisk Råd sammen med Aarhus Universitet en konference med overskriften Fremtidens Landbrug. Her deltog Karen Hækkerup, direktør for Landbrug&Fødevarer, en række danske og udenlandske eksperter - samt EU-politikkere.  Konferencen var indkaldt på baggrund af et tre-årigt forskningsprojekt (af samme navn), som netop har udsendt deres såkaldte hovedrapport.

Helt overordnet synes jeg at dagens primære indtryk kan opsummeres i følgende udsagn. Først kom Hækkerup og sagde: Vi kan ikke ændre verden, hvis vi producerer mere bæredygtigt og der ikke er et marked til det, går vi konkurs! Det er nødvendigt at forbrugerne efterspørger de mere bæredygtigt producerede varer, så skal vi nok være parat til at producere dem! Derefter kom en række eksperter og sagde at problemet er strukturelt, forbrugeren kan ikke ændre verden med sit forbrug, markedskræfterne og forbrugervalget trækker ikke i samme retning, det er derfor helt afgørende nødvendigt at politikkerne lovgiver og regulerer for at skubbe på en grøn omstilling. Derefter kom politikkerne (på det tidspunkt var Hækkerup & Co. kørt videre) og sagde: Vi kan ikke gøre noget, industrien er for magtfuld; og uligheden og konkurrencen mellem landene gør at lovgiverne ikke kan styre udviklingen, det må være civilsamfundet der nedefra tager initiativ til en mere bæredygtigt udvikling.  Det første af disse udsagn blev i øvrigt ganske overbevisende dokumenteret af to oplæg fra miljø-interesseorganisationer baseret i Bruxelles, der gennemgik og belyste processen omkring den seneste EU-landbrugs-støtte-reform, som startede som en grøn reform, men som industrien - med Landbrug&Fødevarer som vigtige 'policymakers' - fik udvandet og i dag dækker de fine grønne ord over en komplet mangel på reelt indhold.

 Med andre ord, synes konklusionen at være den, at det gældende politiske, økonomiske og civilretslige system ikke kan forhindre en ødelæggelse af vores ressourcegrundlag, selvom både viden og teknologi er tilstede.

I øvrigt var jeg kun i stand til at genkende een landmand blandt de 2-300 fremmødte, som dog stillede dagens mest vedkommende spørgsmål- til Hækkerup. Det er det spørgsmål som går igennem erhvervet som et spøgelse, nemlig: Ville det ikke være bedre for alle parter om de landmænd, der er så gældsramte at de hverken kan betale afdrag endsige få lån til investeringer og vedligeholdelse, gik konkurs og gav de landmænd, der lige nu balancerer på et rentabilitets-knivsæg få lidt pusterum? Det er vel det man kalder markedsmekanismen? Spørgsmålet fokuserede mere på at de gældsramte ofte har erhvervet gælden ved risikofyldte valutaspekulationer og derfor måske ikke har fortjent at blive holdt hånden under, men uanset gældens årsager, er konsekvensen  den samme. Det må være i erhvervets interesse at de bedste overlever og udvikler sig - i øjeblikket overlever de bare.

I parantes bemærket kan jeg nævne at da jeg skrev speciale i 2010, sagde svineproducenterne at sektoren var en stoleleg. Hvis der var 25 store svineproducenter nu, ville der være 10 megastore om 5 år, de ønskede selvfølgelig alle at være blandt de 10 der overlevede og derfor investerede de lige til grænsen. Så længe der ikke er et 'naturligt' frafald, når man ser på tingene gennem de økonomiske markedskræfters briller, vil hele erhvervet lide.

Hækkerup henviste til Ruslandskrisen, de sultne afrikanske børn - og kom slet ikke ind på at bankerne og penge-institutterne holder kunstigt liv i store dele af sektoren. Det gør de dels fordi, som Berlingske for nyligt har dokumenteret i en artikel-serie, at der er store tab forbundet med at lade de gældsplagede landmænd gå konkurs, men også at det tvinger banken til at stå for driften af landbruget indtil det kan blive solgt. Da bankerne selv er den største forhindring for at nye landmænd kan komme ind i erhvervet, fordi de ikke vil låne ud til landbrugsinvesteringer, er den onde cirkel sluttet. Man kan hverken eller. Selvom der er en optøning at spore i de allerseneste udmeldinger fra finanssektoren, vil en tvangsauktionsbølge udstille bankernes rådvildhed - det er immervæk 370 mia. kr vi snakker om. Man kan ikke lade være med at spekulere på, om Hækkerups ikke-svar udstiller hvilke interesser der i dag er Landbrug&Fødevarers primære fokus, jævnfør tidligere blogindlæg om organisationens medlemsprofil.   

    Panelet før frokost: Ordstyrer Jørn Jespersen, Karen Hækkerup (L&F), Stig Markager (Biolog   AU), Henrik Bertelsen (Familielandbruget L&F), Anja Philip (Forbrugerrådet Tænk).

Fredag d. 27 var der konference på Nationalmuseet og arrangøren var Dansk Naturfredningsforening.  Blandt de ca. 250 deltagere var der en god bred repræsentation fra både erhvervet og dets organisationer, fagforening, detailhandlen, miljøgrupper, finanssektoren og bredere samfundsinteresser - de eneste der manglede var faktisk politikkerne.

Konferencen hed Ideer til andre veje for Landbruget og tog udgangspunkt i et debatoplæg lavet af Thyge Nygaard, seniorforsker ved DN, der havde beregnet, at hvis man tog 400.000 ha (næsten en halv million) ud af omdrift, stoppede al import af gødning og foder og omlagde det resterende jordbrugsareal til økologi, ville man kunne beskæftige og tjene det samme som i dag! Selvsagt et stort og kompliceret regnestykke med et kontroversielt facit. Man kan selv gå ind på DNs hjemmeside og danne sig et indtryk af baggrund, forudsætninger, prognoser, meninger og meget mere.  Det er værd at bemærke, at det lykkedes DN at få mange modsætningsfyldte men vedkommende synsvinkler involveret i debatten på Nationalmuseet, antageligt et bevis på at foreningen er en både stor og indflydelsesrig opinionsdanner.

Det er så sjældent at det er aldrig, at bankerne deltager i denne debat, selvom de ejer en betydelig del af erhvervets pantsatte aktiver, man blev derfor mere opmærksom på deres fravær, da der rent faktisk deltog en bankdirektør - og selvom hans indlæg var yderst tankevækkende, savnede man desto mere at høre fra de traditionelle landbrugsbanker, som altså, fik man oplyst, havde takket nej til invitationen. Det er svært at komme udenom at økonomien er rigtig dårlig i store dele af erhvervet, hvilket konferencens to afsluttende indlæg viste. Indlæggene var et forfriskende virkeligheds-pust fra to landmænd og indeholdte i mikro-skala mange af de problemstillinger som vi havde hørt om dagen igennem. Men det er forstemmende at se hvordan Landbrug&Fødevarer konsekvent afsporer enhver debat vedrørende de driftsøkonomiske udfordringer med semi-groteske postulater, som de gjorde under spørgsmålsrunden, hvor både Claus Hansen og den svenske anti-økologirapport (se tidligere blog-indlæg) blev hevet frem og senest i forbindelse med De Økonomiske Vismænds rapport fra sidste uge (som L&F af en eller anden grund har valgt at omdøbe det Miløøkonomiske Råd?).  

Jeg vil ikke referere yderligere,  men skrive hvad jeg bagefter ønskede jeg havde haft tid til at sammenfatte i hovedet og sige i salen i fredags.

Traditionelt har landbrugets interesser været opdelt mellem gårdmændene og husmændene, senere mellem familielandbruget og de store. Så kom der endnu en interessemodsætning til i 80erne mellem økologerne og de konventionelle. Nu kan man groft sagt sige, at der hersker endnu en konflikt, en mellem økologerne og de konventionelle økologer, de førstnævnte organiseret i ØL og de sidste i Landbrug&Fødevarers økologisektion. I dag er det også blevet sagt i salen, at en nok så væsentlig konflikt eksisterer mellem dem der ønsker økologi på det konventionelle landbrugs præmisser: high input/ high output eksportorienteret og så dem der ønsker et (økologisk) landbrug, der går imod den herskende strukturudvikling og satser mere på småskala højkvalitets-fødevarer. Den brudflade går midt ned gennem de øvrige skel og udstiller at diskussionen alt for ofte bliver en strid om hvem der har ret. I stedet for at ønske en ensretning af erhvervet, at een mening/produktionsform skal være den bedste eller den eneste rigtige, så ville man opnå mere af at fremme en erkendelse af at der heldigvis er en stor mangfoldighed i erhvervet, og at den skal vi bibeholde - samtidig med at man bringer produktion og forbrug mere i balance med klodens ressourcegrundlag. Lad os satse på et alsidigt landbrug hvor lovgivning, finansiering og ikke mindst forskning også giver plads og støtte til de mindre og eksperimenterende fødevareproducenter. Og så lad os få rammerne omkring- og indholdet på landbrugsskolerne gjort mere fremtidsorienteret.   

Thomas Roland, Ansvarlighedschef i Coop