En sjælden gang imellem bliver en akademisk bog eller artikel genstand for så stor opmærksomhed, at den ændrer hele måden vi taler om emnet på. Den effekt har Garett Hardin's artikel The Tragedy of the Commons, publiceret i Science i 1968, uden tvivl haft på vores forestillingsevne og begrebsliggørelse af 'Commons' - på dansk oversat med 'Fælled', 'Fælleseje' eller i senere litteratur 'Offentligt gode'. Først opstod et helt nyt (økonomisk) forskningsfelt i kølvandet på diskussionerne om gyldigheden af Hardin's analyse. Den amerikanske politolog Elinor Ostrom fik Nobelprisen i økonomi for sine analyser af ejerskabet til vore naturressourcer i diskussion med netop Hardin og tilhængerne af hans perspektiv. I nullerne fik diskussionen en opblomstring i forbindelse med det store udsalg af offenligt ejet infrastruktur, en tendens der blev forstærket af finanskrisen. Senest er begrebet blevet en del af diskussionen om og især legitimeringen af EUs landbrugsstøtte.
Hardin's artikel er i og for sig ude i et ganske andet ærinde, end det den senere har vakt diskussion om. Hardin, som er biolog, frygtede mere end alle andre menneskeskabte udfordringer befolkningstilvæksten og mente at retten til at forplante sig skulle underligges regulering.
"At koble begrebet om frihed til at få børn med troen på, at enhver er født med lige ret til fællederne, er at låse verden fast i et tragisk handlingsforløb."
Et meget kontroversielt standpunkt, som trods den videnskabeligt begrundede bekymring: nemlig at vi alle skal deles om en begrænset ressource, jordens økosystem, og at jo flere vi er, destomere pres kommer der på økosystemet - ja det synspunkt synes stadig at være så tabubelagt, at det næppe i vor levetid får politisk medvind. Det vidste Hardin naturligvis godt, så hans løsning på problemet bliver at privatisere alle natur-ressourcer.
Hardin's præsentation og analyse tager udgangspunkt i følgende rationale. Befolkningstilvæksten vil øge presset på naturressourcerne, de fælles goder er ubeskyttede og derfor udsatte for overudnyttelse, privat ejendomsret medfører et rationelt økonomisk sigte med forvaltningen, ganske vidst for at optimere den enkeltes velfærd, men i sidste ende fører det til den bedste beskyttelse af ressourcen, i hvert fald under de gældende politiske systemer, og vil dermed være til alles bedste.
Han bruger et eksempel med landmænd, der har sine dyr på græs i et fælles græsningsareal. Så længe det er muligt vil hver landmand forsøge at øge sin fortjeneste af det gratis gode, med overgræsning til følge. Den enkelte landmand vil altså forsøge at maksimere sit udbytte og optræde privatøkonomisk rationelt, men den samlede effekt af deres handlinger er en ødelæggelse af deres fælles livsgrundlag. Konklusionen er:
"Under et system af privat ejendomsret føler de mennesker, der har ejendom, sig ansvarlige for at tage vare om ressourcerne, for hvis de ikke gør det, vil de muligvis tage skade."
Man kan uden stor indsigt i samfundets udvikling, hurtigt nikke genkendende til, at det er også det rationale som det internationale og det danske samfund forvaltes efter. Det mest iøjnefaldende område er nok fiskeriet, hvor Hardin's analyse er blevet gjort til præmissen for privatiseringen af fiskene i havet. Men privatiseringer af vores fælles goder er et bredt anvendt forvaltningsværktøj, vores undergrund, fødevare- og energiforsyning, dele af sundhedssektoren, ja selv vores kvote af tilladelig forurening er privatiseret - ofte med begrundelser hentet fra ovennævnte scenarie - og senere komplementeret med analyser a' la Ove Kaj Pedersens Konkurrence Staten.
Der er mange mellemregninger i Hardin's analyse, for eksempel skriver han, at uanset hvordan vi indretter forvaltningen af ressourcerne, så kan verdens udfordringer ikke løses af juridisk, teknisk eller teknologisk vej, vi må og skal træffe nogle etiske valg, der ikke kun gælder vores forplantning men også vores levestandard og natursyn - hvis der skal opnås en balance mellem menneskene og deres adfærd på den ene side og jordens evne til at 'bære' os på den anden.
Garret Hardin justerede senere sine argumenter og i 1998 udgave han en jubilæumsartikel: The tragedy of the unmanaged Commons. Men alt hvad han senere har ment, er på sin vis druknet i den privatiserings-dagsorden han selv, lidt uforvarent, kom til at skabe politiske argumenter og akademisk forskningstradition for.
Der er rigtig mange måder hvorpå man kan imødegå eller problematisere de forudsætninger og resultater som fremkommer i Hardin's artikel (og Ove Kaj Pedersens bog), men her vil jeg blot pege på, som andre forskere også har gjort, at den største skade på vores fælles ressourcegrundlag udgår fra de eksterne konsekvenser og omkostninger som privat produktion påfører omgivelserne.
Der er ikke indregnet i prisen på varen, den påvirkning af økosystemet som produktionen medfører. Den private ejendomsret koblet med en markedsøkonomi giver nemlig intet incitament til at beskytte de fælles goder.
EU forsøgte faktisk under den sidste landbrugspolitiske reform at implementere det man kunne kalde en omvendt Hardin. 'Delivery of Public Goods' Tilvejebringelsen af offentlige goder blev et centralt element i måden den nye landbrugsstøtte skulle legitimeres på. I en verden hvor den frie markedsøkonomi efterhånden dominerer tankegangen i hele det politiske spektrum, og hvor overproduktion stadig er et væsentligt problem (især for markederne uden for EU), ses det som stadigt mere problematisk at landbruget modtager den massive støtte uden nogen klar modydelse. De europæiske befolkninger skulle have noget konkret til gengæld for at betale til fødevare-erhvervets drift. Det blev til ideen om at landmændenes varetagelse af vores naturressourcer, som de jo har privat ejendomsret til, skulle underligges visse grønne krav, for at kunne modtage landbrugsstøtte.
Altså modsat af Hardin's argument er den private ejendomsret og den rationelle økonomiske tankegang hér ikke tilstrækkelig til at sikre en bæredygtig udnyttelse og ejeren må betales kompensation for at ejeren ikke ødelægger ressourcen. Det blev kun ved tanken i denne omgang, som nævnt i sidste indlæg, var landbrugslobbyen i stand til at forhindre en reel implementering af ideen, men i EUs administration synes der at være konsensus om at det bliver uomgængeligt ved næste reform.
Normalt går man jo den anden vej for at begrænse forurening, her benytter man sig selvfølgelig af afgifter og beskatninger, som også den danske regering havde bebudet overfor landbruget i Regeringsgrundlaget fra 2011. Det ser dog ud som om at denne type adfærdsregulering er gået politisk af mode. Ofte rammer disse typer økonomiske incitamenter også kun forbrugerledet fordi miljøpåvirkningen fra produktionen er for administrativt besværlig at kontrollere. I parentes bemærket er landmanden jo også forbruger i denne sammenhæng.
Det kan også være svært at gennemskue hvordan afgift på forurening eller negative miljøpåvirkninger virksomt skal indpasses i den frie markedsøkonomi, da alle frygter at produktion og arbejdspladser blot flytter til områder med mindre regulering, som man også ser det med dansk landbrug.
Ydermere er det nemt at blive forarget over når Cheminova forurener og sender regningen videre til det offentlige, men sværere at måle og beregne hvordan landbrugets driftsmåder påvirker økosystemets- og befolkningens sundhed og dermed samfundsøkonomien. Her er der nok brug for de etiske overvejelser som Hardin efterlyste.
En måde man kunne regulere mere etisk på var, at en hektar økologisk drevet landbrugsjord vurderes og prissættes anderledes på markedet end en konventionelt drevet hektar. Påvirkningen af natur-ressourcerne er forskellig, det burde være indiskutabelt også selvom man ikke kan beregne den præcise samfundsøkonomiske omkostning ved brug af sprøjtemidler. Det burde være en nærliggende reguleringsmekanisme, at justere markedet i retning af større ansvarlighed over for vores fælles ressourcegrundlag på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar