fredag den 8. september 2017

Ornerøgelse og Høstgøgl


(Radio-nyt nederst)


Dem der klikkede sig videre til artiklen om landbrugets kulturelle repræsentationer i offentligheden, udgivet i tidsskriftet Kulturstudiers august-udgave, lagde muligvis mærke til at der i fodnote 27 stod, at Forfatterforeningen barslede med en antologi om Vestjylland, hvori også landbruget ville blive portrætteret. Denne antologi er nu udgivet og jeg gengiver her et moderne landbrugsdigt fra samlingen:


I Hallerne

Foderblanding og fodring computerstyres.
Alle dyr overvåges konstant. Alt kan følges
på kontorets storskærm og på en app
fra hvor som helst, fra Andalusien, fra Hvide Sande.

Rovfluepupper leveres i følge aftale.
De komme med posten i hygiejniske kartoner.
De holder antallet af staldfluer nede i hallerne
med de endeløse rækker af kroppe.

Ornen, Kammerat Napoleon,
trækkes rundt på en lille vogn.
Ornen er rockstjerne.
Ornen er frugtbarhedsgud.
Ornen er Hans duftende Hellighed.

Ornerøgelse hænger i luften
omkring de brunstige søer.
Inde bag kødet eksplodere klynger af kirtler.
Sekret med hormoner sprøjtes ud.
Når æggestokke er parate
er soen parat til inseminering.
Der scannes efter fire uger.
Der er altid enkelte omløbere.

Smågrise kastreres på samlebånd.
Haler klippes, ører mærkes.
Tynde haler i små bunker på staldgulvet.
Enkelte blodpletter, hvinende skrig.
Der skal arbejdes hårdt for et kilo kød.

(Johanne Thielst - Fra Øst for Vesterhavet, Foreningen Litteratour 2017)


Illustration Katrine Marie Nielsen.

Ugens radio-indslag handler om sidste weekends høst-markeder. Det kan høres hér fra fredag sent, eller til lørdagsmorgenkaffen. 

Oplæg:
Sommeren går på hæld og laderne er fulde, sådan da. Vejret har drillet landmændene denne sommer - men der var ingen skyer på himlen forgangne weekend da økologiske landmænd over hele landet slog dørene på til høstmarked. Vores udsendte landbrugsmedarbejder tog ud til Grantoftegaard for at deltage i løjerne og kom hjem med grønsager, indtryk og halm i skoene.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar